Spil spillet: War of the Ring

Jeg havde aftalt med Frederik, at han skulle komme forbi så vi kunne prøve War of the Ring igen. Efter Iben var blevet lagt i seng hev vi spillet frem - hun ville aldrig være kommet i seng hvis vi forsøgte at starte mens hun så det!

På det sidste har det været en del snak på internettet om perfekte strategier i spillet. Et par ekstremt seriøse spillere (så seriøse faktisk, at det ikke lyder som om det kan være særligt sjovt), Alex Rockwell og Jim Campbell, har spillet det en masse gange, og er (kort fortalt) kommet frem til at

1. FP spilleren skal rykke broderskabet så hurtigt som muligt - helst en 2-3 gange pr. tur (!) - uanset hvor mange terninger SP spilleren har lagt i hunt poolen. Slår FP spilleren selv dårligt, skal han bruge sine elverringe til at konvertere terninger til 'sværd'.
2. det kan aldrig betale sig for FP spilleren at skille karakterer ud fra broderskabet. Deres evner til at rykke rundt selv og aktivere nationer og bidrage i kamp er meget mindre effektiv end bare at lade dem blive i broderskabet og absorbere hits.
3. det kan ikke betale sig for FP spilleren at bruge energi på at avancere nationer til krigstilstand (eller gøre noget som helst andet for den sags skyld) - alt drejer sig blot om at få broderskabet derudaf så hurtigt som muligt.

Så med det i baghovedet, var dette spil lidt af et eksperiment. Jeg fortalte Frederik om hovedtrækkene i den, og at jeg havde tænkt mig at prøve at følge den. Som sagt så gjort. Broderskabet susede ud af Kløvedal, og da det et par ture senere var over Tågebjergene var det uden Gandalf, Aragorn og Boromir, som alle var faldet for den gode sag. :-)

Frederik følte sig naturligt nok presset og endte med nærmest at opgive sin militærkampagne til fordel for at stoppe, eller i hvert fald bremse broderskabet. Det skete med 3-4 terninger i hunt poolen, en nazgul i broderskabets felt, samt spil af adskillige anti-broderskabs kort. Da Frederik ikke ville give mig Gandalf the White (og ikke mindst den ekstra terning han giver), bragte han ikke selv nogen af sine minions i spil, så heller ikke på det område var spillet så dynamisk.

For militært skete der ikke det store: Frederik havde angrebet Gondor og indtaget Minas Tirith og Pelargir, og et angreb på Lorien var under opsejling (det nåede også at blive iværksat inden spillet var ovre), men noget epokegørende skete der ikke.

Da broderskabet efter yderligere et par ture, forfulgt af nazguler, crebain, orkpatruljer og meget andet endelig nåede til Mordor, var det uden Legolas, Gimli og Merry, som i mellemtiden var gået samme vej som Gandalf, Aragorn og Boromir. Med andre ord var Pippin, Frodo og Sam de eneste tilbage, med Frodo på 3 corruption.

Pippin tog billetten umiddelbart efter ankomsten til Mordor, og de næste felter gav godt med corruption. Hunt poolen var på dette tidspunkt heller ikke særligt rar, med masser af øjne og røde specialtiles tilbage. Endelig nåede Frodo og Sam frem til næstsidste felt, men var nu oppe på 10 corruption. Da der ikke var nogen grund til at udsætte pinen, avancerede Frodo i næste tur til Cracks of Doom og trak prompte en tile der gav 3 corruption. Game over, sejr til Onde Frederik. :-)

Så nogen perfekt strategi var der ikke tale om - i hvert fald ikke i min implementering af den. Heldigvis da. Men der er ikke nogen tvivl om, at jeg da havde en god chance for at klare den, og havde jeg været lidt heldigere i løbet af spillet, kunne jeg godt have klaret den. Men desværre virkede det ikke som om spillet havde så godt af, at man forsøgte at spille en degenereret strategi: Mit spil var fuldstændigt uafhængigt af, hvad der iøvrigt skete på brættet, og det endte jo også med at Frederik slet ikke gad forfølge den del af spillet. Det virkede langt mindre "fortællende" end vores tidligere spil, og mindre sjovt.

Men den altafgørende gode nyhed er selvfølgelig, at jeg ikke vandt spillet med min strategi. Jeg har stadig mod på det, og ser frem til at spille det mod Sune på tirsdag.


Tirsdag 2. november 2004 - Hjemme

Spil spillet: War of the Ring

Frederik og jeg havde aftalt at mødes hos mig igen og prøve endnu et spil War of the Ring. Igen måtte vi vente med at gå i gang indtil Iben var i seng, da hun ellers ikke ville have været til at rive væk fra spillebordet. Denne gang behøvede vi heldigvis ikke gennemgå regler, så det var bare at sætte spillet op, og vi var i gang ved 20.30 - 20.45 tiden.

Igen var jeg de gode, og Frederik var den onde Sauron. Jeg havde lært fra sidste gang, at 1) jeg skulle rykke Ringens broderskab mere end jeg havde gjort første gang, og 2) jeg skulle have Gandalf og Aragorn ud af broderskabet og få dem forfremmet så hurtigt som muligt, så jeg kunne få de ekstra action terninger de giver.

Frederik var indstillet på at køre sin Saruman-intensive strategi fra sidste gang, da vi begge havde syntes at Saruman havde nogle temmelige hårde evner til at stable en sej hær på benene på ingen tid. Min strategi - hvis man kan kalde det det (!) - var at få Ringens broderskab rykket derudad, og ellers mobilisere de gode nationer og få bygget nogle hære der kunne modstå de onde - i hvert fald for en tid.

Min idé med at rykke broderskabet gik fint. Frederik var virkelig uheldig med sine hunt-terningslag, og broderskabet nåede til Lorien uden de store problemer. Aragorn og Boromir spurtede sydpå, tog de Dødes Stier, og smed en orkhær ud af Pelargir. Gandalf forlod også broderskabet og rejste til Rohan. Legolas og Gimli rykkede nordpå og mobiliserede de nordlige nationer vha. There And Back Again kortet. Deres indsats var dog stort set spildte kræfter, da der ligesom sidste gang ikke skete noget nordpå overhovedet.

For ligesom sidst var det i Gondor og Rohan at slaget stod. Frederik fik ikke særligt mange muster-terninger i starten af spillet, og kunne derfor ikke bygge sin Saruman-hær op i den grad han ville. Han fik dog stablet nok af en hær på benene til at indtage Helm's Deep. I mellemtiden væltede Saurons hære ud af Mordor, løb over Osgiliath og indtog Minas Tirith - det sidste dog med store tab. Aragorn blev forfremmet i Pelargir, besejrede en Sønderlændings-hær og rykkede derefter nordpå for at belejre Minas Tirith!

Jeg fik sat en effektiv stopper for Sarumans planer ved at spille et ente-kort, og da Saruman stod alene i Orthanc, blev han nuked uden yderligere pjat. Frederik var lidt skuffet over ikke at have kendt til det kort forinden. :-)

Mens alt dette stod på, bevægede broderskabet - nu kun de fire hobitter - sig hastigt fra Lorien imod Mordor. Nej, "hastigt" er måske så meget sagt, for de blev stort set opdaget i hvert eneste felt på vejen, og Merry måtte ret hurtigt forlade broderskabet, for bagefter at fare forvildet rundt i Ithilien. Frodos corruption røg fra 0 til 5 inden han nåede det første felt i Mordor.

Slutspillet havde en meget anden fokus end det tidligere spil: Frederik havde stadig Minas Tirith, Edoras og Helm's Deep, og havde også indtaget Lorien (med balroggen som guest star i angrebet), for totalt 7 points. Men hans offensiv var løbet lidt ud i sandet, og der var ikke lige flere points han stod til at kunne tage. Derfor brugte jeg alle mine kræfter på at få broderskabet gennem Mordor, og det lykkedes da også uden de store problemer: I sidste felt trak jeg en "3" hunting tile, hvilket bragte Frodo på 11 corruption, men jeg havde også et ubrugt Mithril Coat and Sting kort liggende, og kunne også have brugt Gollums evne til at reducere skaden.

Så med Frederik på 7 points blev Ringen smidt i Orodruin og jeg kunne kalde mig for sejrherre!

Dette spil var også sjovt for os. Det kørte lidt glattere end første gang, men jeg havde måske også en lille fornemmelse af at det var "mere af det samme". Jeg er lidt bekymret for hvor mange forskellige effektive strategier spillet egentlig tilbyder spillerne. De gode skal grundlæggende bare føre Ringen fremad ASAP, og mens der er en masse taktiske overvejelser i præcist hvordan det gøres, er der aldrig nogen tvivl om at det skal gøres. Militært virker det som om de gode udelukkende skal reagere på hvad Sauron gør.

Sauron skal selvfølgelig gøre broderskabets rejse så sur som mulig, uden at det går for meget ud over hans krigsindsats. Og rent militært finder jeg det svært at argumentere imod at han skal koncentrere sine erobringer i Gondor/Rohan området, hvor der findes 8 ud af de 10 points han skal have. Og hvis det betyder at to af de godes nationer, nordmændene (!) og dværgene, aldrig bliver aktiveret, er det virkelig synd.

Det er også klart, at War of the Ring ikke er et spil man må tage alt for alvorligt. Der er rigtig meget tilfældighed i spillet, både i hvilke kort man trækker, hvilke action dice man slår, hvilke hunt slag man slår, hvilke hunt brikker man trækker, og selvfølgelig ikke mindst i udfaldet af kampe.

Men endnu en gang morede vi os fint med spillet, og jeg ser frem til vores rematch. Forhåbentlig med malede figurer næste gang. :-)


Tirsdag 26. oktober 2004 - Hjemme

Spil spillet: War of the Ring

Jeg havde tidligere vist Frederik mit nye War of the Ring, og da han virkede entusiastisk, blev han inviteret over til et spil. Vi kom i gang efter Iben var blevet lagt i seng (ved halv ni-tiden), og min regelforklaring med efterfølgende setup tog omkring 1½ time, så vi kom først rigtigt i gang med at spille ved 22-tiden. Lidt i 2 valgte vi at stoppe, omend vi langt fra var færdige med spillet på det tidspunkt.

På trods af det syntes vi begge det var et godt og sjovt spil. Reglerne, som jo ellers er en tung omgang at læse sig igennem, er ikke specielt komplekse i virkeligheden, så det var faktisk sjældent vi havde brug for at slå op i dem.

Jeg spillede De Gode, mens Frederik var den onde Sauron. Ringens broderskab kom ikke så godt i gang: De startede langsomt, blev afsløret et utal af gange og var dårligt nået over vadestedet ved Kløvedal, før Boromir faldt for Ringens fristelse og derfor blev sendt til en tidlig grav. Broderskabet fortsatte over High Pass øst for Kløvedal, og vandrede derefter sydpå, øst for bjergene. Ved spillets slutning var de nået en 2-3 felter forbi Lorien (som var deres sidste kendte lokation). Pippin var i mellemtiden blevet sendt nordpå med Mazarbuls bog i hånden, for at få dværgene på krigsstien, mens Aragorn, undskyld Traver, rejste sydpå sammen med Legolas og Gimli for at hjælpe de Gode i krigen.

For nede sydpå, hvor det meste af handlingen foregik, så det ikke godt ud for Gondor og Rohan. De havde begget mistet de fleste af deres potentielle enheder, og Frederik havde indtaget Minas Tirith, Pelargir og Helm's Deep. Aragorn havde gemt sig bag Dol Amroths mure sammen med den sidste gondorianske hær, mens resten af Gondor var fyldt af store onde hære. Rohan havde stort set ingen styrker tilbage heller, og både Legolas og Gimli var omkommet da Helm's Deep faldt. I vores sidste tur fik Frederik Heksekongen på banen, men han imponerede ikke, da et lidt optimistisk angreb på Edoras endte med et svigende nederlag - og Heksekongens død, ikke at forglemme.

Frederik ville nu have været nødt til at kigge nordpå efter resten af de points han manglede. Om han kunne have nået det inden jeg fik Frodo & Co. i nærheden af Mordor ved jeg ikke, men jeg følte da at der stadig var lidt spænding om udfaldet.

Jeg syntes reglerne fungerede rimeligt godt, omend jeg også synes der er for meget kompleksitet i spillet som ikke rigtigt bidrager med noget, rent spilmæssigt. Om den centrale mekanisme - brugen af Action Dice - fungerer godt nok, ved jeg ikke helt endnu. På den ene side er det en ret elegant mekanisme til at begrænse hvad spillerne kan gøre, men på den anden side føltes den lidt for tilfældig. På en eller anden måde var det bare forkert, når jeg lige havde sat mig for at flytte Ringens broderskab, og så bare kunne slå tre palantirer og en hjelm!

Da hverken Frederik eller jeg er særligt vilde med figurer generelt, kan det ikke overraske at vi heller ikke var vilde med dem her. Da det meste af spillet forgik i Gondor/Ithilien/Rohan området, betød det jo at felterne dér var fulde af enorme grupper figurer, som slet ikke kunne være i felterne. Frederik begyndte at lægge nazgulerne fladt ovenpå hærenhederne i feltet, hvilket fik det til at se ud, som om de tog sig en lur mens hæren marcherede. :-)

Hvis jeg ikke finder en substitut for figurerne inden længe, bliver jeg nødt til at male dem. Figurer i så få farver som her ser bare dumt ud, og vi kom flere gange til at blande dem, på trods af vores bedste forsøg på at holde dem adskilt. Jeg har set et eksempel på Boardgamegeek, hvor en person har spraymalet dem i forskellige farver, og det ser godt ud, samtidig med at det er inden for mit kunstneriske ambitionsniveau.

Men bortset fra disse problemer syntes vi som sagt begge at spillet havde været rigtigt godt. Forhåbentlig kan vi prøve det igen inden længe...


Søndag 12. september 2004 - Hjemme

Spil spillet: Alhambra

Jeg havde et par dage tidligere fundet Alhambra billigt til salg hos EB Games - 200 kr. - og da Marit tidligere har talt varmt for det, måtte jeg jo have det. Søndag aften havde Tine og jeg så en mulighed for at prøve det.

Spillet er ret simpelt: Spillerne får nogle pengekort i fire valutaer på hånden, og der udbydes derefter bygnings-tiles til salg, hver til en fast pris og valuta. I en spillers tur kan man så købe og placere en tile ved at betale dens pris eller højere i den aktuelle valuta, men der gives ikke penge tilbage. Alternativt kan man tage et (nogle gange mere end et) pengekort der ligger fremme, og som sidste mulighed kan man istedet "redesigne" sin egen lille tile-Alhambra. Hvis man køber en tile og betaler præcist det den koster, får man en action mere, og kan derfor ende med at købe adskillige tiles på en tur. Da man først lægger nye tiles og pengekort frem i slutningen af en spillers tur som erstatning for det der er taget, er der dog en begrænsning på, hvor meget man kan købe i løbet af en tur.

I løbet af spillet er der tre scoringsrunder (den sidste til sidst i spillet), hvor spillerne får points for at have flest, næstflest, etc. af hver af de forskellige bygningstyper. Pointsene i den første runde er ret beskedne, i anden runde gives der noget mere, og i tredie runde er der virkelig store points på spil! Med kun to spillere har det desuden været nødvendigt at indføre en række specialregler - man spiller bl.a. med en blind tredie spiller - hvilket ærligt talt ikke virker som den mest elegante løsning.

Vores spil endte med en sejr til mig (135-118 tror jeg, med den blinde makker på sidstepladsen med omkring 90 points). Vi syntes begge det havde været sådan noooogenlunde sjovt, men ved første indtryk slet ikke så godt som f.eks. St. Petersburg. I Boardgamegeek termer giver jeg det umiddelbart en 6-7 stykker, omend det godt kunne falde lidt, hvis der viser sig ikke at være mere i det end ved første øjekast. Om ikke andet er der den øgede spænding som kommer af, at det naturligvis vil være vildt pinligt at ende efter den blinde makker! :-)


Fredag 10. september 2004 - Hjemme

Spil spillet: St. Petersburg (PC version)

En dejlig tysker der hedder Günther har lavet en PC version af St. Petersburg, som oven i købet er gratis. Da det desuden er nemt og hurtigt at bruge, og da computerens AI er rimelig god (dog ikke i to-spiller spil), har jeg spillet det en del de sidste uger.

Efter at have pakket Sword of Rome sammen var jeg som sagt meget træt, men ikke mere træt end at jeg liiige kunne snuppe et par spil St. Petersburg. Som sagt så gjort!

Som to-personers spil vinder jeg langt de fleste af spillene; 5 ud af 6, eller deromkring. Med fire spillere er det mere speget, og der er jeg heldig hvis jeg vinder mere end hver tredie spil.

Men sjovt er det, og efter en dosis PC St.P virker den "gammeldags" måde at spille det på, med papir og rigtige mennesker håbløst langsomt!


Fredag 10. september 2004 - Hjemme

Spil spillet: Sword of Rome

Jeg havde et par dage før modtaget mit eksemplar af GMTs nye card-driven game (herefter "CDG"), "Sword of Rome". Det er første design fra en fyr der hedder Wray Ferrell, og er kort fortalt et multi-player spil om den tidligste romerske historie, hvor den helt unge republik stadig kæmpede med de andre italienske stater om overherredømmet over halvøen, og hvor de gudhjælpemig i en periode var allierede med Karthago! I sine regler er spillet kraftigt inspireret af Avalon Hills gamle "Hannibal: Rome vs. Carthage", som jo nok i mine øjne er det bedste krigsspil der nogensinde er lavet. Da jeg generelt har været ret skuffet over de senere CDGer som især GMT har gjort det i, har jeg ikke overraskende set meget frem til Sword of Rome, for at se om det kunne opfylde mit ønske om et "tilbage til rødderne" CDG.

Umiddelbart ser det lovende ud. Spillet er designet primært til fire spillere, som styrer henholdsvis romere, grækere, gallere, og etruskere/samnitter. Udover det er der tre ikke-spiller nationer (karthago, volsci'erne og de transalpine gallere) som aktiveres lidt skizofrent af de andre spillere, ved at spille nogle specielle kort.

Hver spiller har sit eget deck af kort, hvilket nok er en nødvendighed da der er masser af nations-specifikke events i spillet. Spillet varer 10 ture, dog med mulighed for en tidligere afslutning, hvis en spiller klarer sig ekstremt godt.

Da jeg var alene hjemme fredag aften - Tine var desværre blevet pålagt at overnatte på Rigshospitalet (til observation) - benyttede jeg chancen til at prøve at solitaire spillet lidt, da Iben var blevet lagt i seng. Om det var stress pga. Tines hospitalbesøg, reel træthed efter at have sørget for Iben, eller de to glas rødvin til maden ved jeg faktisk ikke, men jeg var lidt træt da jeg startede... :-)

Derfor nåede jeg også kun at spille en enkelt tur af spillet. Det tog omkring 1½ time, hvorefter jeg var virkelig træt, og besluttede mig for at pakke spillet sammen.

Men den ene tur var sjov nok: Romerne angreb og udslettede volsci'erne tidligt, og grundlagde Via Appia og en enkelt koloni. Gallerne raidede etruskisk og samnitisk territorium, og udslettede også både en etruskisk og en transalpin-galler hær. Grækerne nøjedes med at ekspandere på Sicilien, hvor de indtog en kartagensisk by i vestspidsen af øen.

Umiddelbart virker spillet sjovt. Reglerne omkring placering og fjernelse af politisk kontrol og loyalitet virkede lidt forvirrende, men det er forhåbentlig noget der falder på plads med mere erfaring. Spillet var desuden blevet markedsført som velegnet til alt mellem to og fire spillere, men i praksis virker det som fire-spiller udgaven er den "rigtige" version, mens resten er blevet hæftet på senere hen. Om det egner sig til solitaire, eller om det er for tungt, vil tiden vise.


Mandag 30. august 2004 - Hos Hans og Eva

Spil spillet: Kremlin

Hans havde for et par gange siden udtrykt ønske om at prøve at spille Kremlin igen, og da han selv var i besiddelse af et eksemplar, var det blevet planlagt til dette møde. Claus måtte melde afbud, men Hans shanghaiede istedet en af sine kollegaer, Jørgen, som i forvejen er aktiv brætspiller.

Jeg havde en lidt skeptisk holdning til at skulle spille Kremlin igen - jeg var blevet ret træt af det i gamle dage - men tænkte, at når det nu var så mange år siden jeg havde prøvet det, tog jeg ikke skade af at spille det igen. Vores spil forløb som den slags nu gør: Jørgen dominerede i det meste af spillet de magtfulde politbureau-medlemmer, men formåede alligevel kun en enkelt gang at vinke (så vidt jeg husker). Omkring en tur 5-6 stykker stoppede spillet dog, da vi på grund af generel blodtørst ikke længere kunne fylde politbureauet, og tilbage stod Eva som vinder med den højest rangerende politiker.

Jeg morede mig egentlig meget godt, men må nok erkende at Kremlin ikke længere rigtigt er et spil for mig. Med den trods alt noget begrænsede spilletid jeg har, vil jeg meget hellere spille andre typer spil, ikke mindst tyske spil.


Lørdag 28. august 2004 - Hjemme

Spil spillet: St. Petersburg

Tine og jeg besluttede os til at tage St. Petersburg frem igen, og bruge (noget af) lørdag aften på det. Tine var godt nok skeptisk - "du er blevet alt for god!", "jeg kan slet ikke hamle op med dig!" - osv., men var altså med på det alligevel.

Som den efterhånden rutinerede veteran jeg var (eller i hvert fald følte mig som) havde jeg heller ingen problemer med at give gode råd undervejs; "jeg tror det er vigtigt at man køber i hvert fald nogle blå kort undervejs", "ja, her ville jeg nok købe den orange upgrade", osv. Så lidt hjælp fik hun! Men set i bakspejlet må jeg have glemt at give tilsvarende gode råd til mig selv...

Jeg startede bedst ud, og kom lidt foran i grønne kort. Jeg fik også lidt bedre blå kort (omend vi begge fik en blå penge-upgrade hurtigt), og havde også flest orange kort. "Den er hjemme", tænkte jeg. Hvis jeg bare køber de gode blå kort når de kommer, og sørger for at nå op på 9-10 forskellige orange kort inden slutningen af spillet, henter hun mig aldrig! Men så skete der alligevel et-eller-andet: Tine indhentede min grønne føring, og fik også pludselig en masse forskellige orange kort, primært ved at købe orange upgrades når hun kunne. I mellemtiden fik jeg godt nok også mange orange kort, men det var primært kopier af mine eksisterende, idet jeg tænkte at dem kunne jeg altid bytte ud med orange upgrades.

Men det overraskede mig alligevel, at Tine i sidste tur havde 1) mere grøn indtægt end mig, 2) fik flere VP end mig i blå fase, og 3) fik flere penge og flere VP end mig i orange fase! Den føring jeg "bare" skulle holde forsvandt, og før aristokrat-optællingen førte Tine med 7 points. Og med flere penge på hånden og med 10 forskellige aristoer mod mine 8 endte det med en knusende 158-130 sejr til Tine. Ouch!!

Så hvad gik der egentlig lige galt for mig der? Jeg tror at jeg var for nonchalent med mine aristokrater; jeg tænkte hele tiden at "dem skulle jeg nok få", men det viste sig jo at jeg ikke fik dem, da det kom til stykket. At Tine også kunne indhente mig i den blå kategori og i sidste tur endda få flere points end mig dér, overraskede mig meget, og jeg ved stadig ikke helt hvordan det kunne gå til.

Men det var et fedt spil. Jeg fik blod på tanden igen, og samtidig har Tine forhåbentlig mere mod på spille det igen.


1. - 8. august 2004 - Sommerhusferie i Vestjylland

Spil spillet: St. Petersburg (x4)

Det trofaste St. Petersburg blev også medbragt på sidste del af sommerferie, denne gang en uge i Tines forældres sommerhus. Det blev til fire spil i løbet af ugen, som dog alle bedst kan beskrives som introduktionsspil for Tines forældre:

Første spil var et to-personers spil mellem Grethe og mig, som jeg naturligvis vandt. Andet spil var mellem John, Tine og mig, og da Tine kom til at lave en stor fejl på et tidspunkt, var der ingen der kunne forhindre mig i at vinde. De to sidste spil var mig mod hhv. John i første spil, og Grethe og John i det andet. Igen vandt jeg begge. :-)

Men det var hyggeligt at indføre dem i et nyt spil, og de virkede positive over det - og blev også markant bedre i løbet af de spil de prøvede.


13. - 24. juli 2004 - Ferie i Skotland

Spil spillet: St. Petersburg (x3)

Det kan jo sikkert virke lidt nørdet at tage brætspil med på familieferie i Skotland, men det var ikke desto mindre hvad Tine og jeg havde gjort, nemlig St. Petersburg. Da vi havde lejet en lille hytte midt i det skotske højland, viste der sig da også at være et par aftener hvor vi kunne sætte os til rette og spille lidt. Her er et billede af en slutstilling, med bjergene ved Loch Lochy i baggrunden:

Det blev til tre spil i det hele, hvoraf jeg vandt to. Jeg har en fornemmelse af, så småt at forstå mere og mere af spillet... :-)


Mandag 5. juli 2004 - Hjemme

Spil spillet: St. Petersburg

Endnu en gang tid for St. Petersburg, hvor det nærmest er blevet en besættelse for mig at besejre Tine! Hun siger selvfølgelig at "denne gang vinder du, for det er din tur til at vinde!", men det sagde hun jo også sidste gang, så jeg ved ikke hvor meget jeg skal lægge i det mere. :-)

Denne gang kom jeg imidlertid bedst fra start. I anden tur var Tine kommet til at bruge for mange penge, så jeg var den eneste der kunne købe grønne kort i tur tre, hvilket gav mig en enorm indkomst-fordel (otte grønne kort mod Tines fire, eller noget i den stil). Jeg fik desuden også fat i to forskellige blå upgrades, som begge gav penge, så jeg tjente enormt meget mere end Tine. Til gengæld var hun lidt foran på victory points.

Min indkomst-fordel udlignede sig lidt efter et par ture, men jeg var generelt foran, og førte også en smule på victory points. Henimod slutspillet kom Tine dog godt igen og fik anskaffet sig en masse orange kort, så til slut havde hun 10 forskellige mod mine 9. Da jeg samtid fik 5 points (!) for penge på hånden, kunne de 10 points Tine fik ekstra ikke indhente mig, så endelig blev jeg noteret for en sejr; 137-132!! Men i betragtning af, hvor stor min føring (generelt i penge/ressourcer) på et tidspunkt var, var det faktisk en overraskende lille sejr...


Fredag 2. juli 2004 - Hjemme

Spil spillet: St. Petersburg

Endnu en aften derhjemme hvor St. Petersburg blev fundet frem. Jeg havde en masse nye strategiovervejelser i baghovedet, og følte mig sikker på at jeg (i det mindste) kunne give Tine noget udfordring denne gang. Ikke desto mindre kom jeg skidt fra start, og efter et par ture haltede jeg bagefter Tine både i victory points og indkomst pr. tur. Ikke godt! Senere hen i spillet fik jeg samlet mig en meget stor bunke forskellige aristokrater, så selv om Tine på det tidspunkt var temmelig mange points foran, mente jeg at jeg havde en chance når slutpointsene blev opgjort.

Jeg blev dog slået af det finurlige faktum, at aristokrat-point tabellen topper ved 10 aristokrater, idet 10 eller flere forskellige aristoer simpelthen bare giver 55 points. Jeg havde samlet 11 forskellige (ryst gerne lidt på hovedet på dette sted over Jens' naivitet!), mens Tine endte med 9. Det gav selvfølgelig stadig 10 points i min favør, men selv med et par points ekstra for penge på hånden, var det ikke nok til at indhente Tine. Tine: 142. Jens: 137.


Mandag 28. juni 2004 - Hjemme

Spil spillet: St. Petersburg

Om mandagen kom eks-rollespilsgruppen (Claus, Hans og Eva) på besøg, og var nemme at overtale til at prøve det nye hit, St. Petersburg. Siden sidst havde jeg jo faktisk prøvet det, og kunne derfor nu tale varmt om det udfra egen erfaring. Da Iben var blevet lagt i seng kom Tine også over til os, og kiggede på spillet, mens hun aktivt gav mig gode råd med mit spil. Det førte dog senere til højlydte protester fra de andre, da det var åbenlyst at Tine var skrap til det, og mere end en gang reddede mig fra at begå store brølere. :-)

Teamet Hoppe, de eneste med erfaring på forhånd, viste sig da også uovervindelige, idet vi vandt med 86 points. Hans blev nr. 2 nogle points efter, Claus blev nr. 3, og Eva kom sidst med omkring 55 points. Ligesom Tine og mig var de andre også positive over spillet, så det fortsætter med at være et hit!


Søndag 27. juni 2004 - Hjemme

Spil spillet: St. Petersburg

Egentlig skulle aftenen have været brugt til at se Danmarks EM-landskamp mod Tjekkiet, men da vores TV valgte at brænde sammen omkring 20 sekunder efter kampen var fløjtet i gang, blev der mulighed for istedet at høre kampen på radioen, og samtidig lave noget andet. Efter vores succes med St. Petersburg om fredagen, var det oplagt at prøve det igen. Jeg havde (som jeg plejer når et nyt spil tiltaler mig) brugt dagene imellem på at overveje mulige strategier og principper, og følte mig godt rustet til en rematch mod Tine. Sådan skulle det dog ikke være! På trods af mine bedste hensigter kom Tine på et tidspunkt markant foran i indtægt, og jeg nåede aldrig igen i nærheden af hende. Hun endte med mange points - jeg kan dog ikke lige huske hvor mange - og omkring 40 (!) points mere end mig - av for en afklapsning! Og selvfølgelig har det kun gjort mig endnu mere opsat på at prøve igen. :-)

Jeg tror noget af det der tiltaler mig mest ved spillet, dels er at det er et "byggespil" - generelt kan jeg godt lide spil hvor man skal opbygge noget - og dels det at der er en mærkbar udvikling/eskalering i løbet af spillet: Startspillet er lidt "i det små" (men vigtigt alligevel!), men i løbet af spillet bliver penge- og victory point-beløbene større og større. Med andre ord; man fornemmer en udvikling, så slutspillet føles markant anderledes end startspillet.


Fredag 25. juni 2004 - Hjemme

Spil spillet: St. Petersburg

Efter Iben var lagt i seng, fik Tine og jeg endelig en chance for at prøve mit nye St. Petersburg. Jeg havde læst reglerne forinden, og de var hurtigt fortalt videre. Kort fortalt er der fire stakke kort; en grøn med håndværkere, en blå med bygninger, en orange med aristokrater, og en "trefarvet" med opgraderinger til de tre andre typer kort. Hver af de fire typer kort har også sin egen fase i en spilrunde: I hver fase lægger man først kort fra den aktuelle bunke frem, så der ialt (nye kort plus dem der allerede lå på brættet) ligger otte kort fremme. Dernæst skiftes spillerne til at lave aktioner: Aktioner kan være at købe et kort fra brættet, hvilket består i at man betaler dets pris til banken, og placerer kortet på bordet foran sig. Man kan istedet tage et kort fra brættet op på hånden - dette er gratis - eller man kan købe et kort man allerede har på hånden (man betaler kortets pris, og placerer det foran sig). I alle faser kan man i princippet købe alle typer kort der må være tilgængelige. I slutningen af hver fase giver de kort der hører til fasen, og som man har liggende foran sig indkomst, som enten kan være penge eller victory points (eller begge dele): Grønne kort giver generelt penge, blå kort giver generelt VP, orange kort kan give begge dele, og der er også enkelte "hajregelkort" med specielle funktioner. Opgraderingsfasen fungerer lidt anderledes: De opgraderingskort der bliver lagt frem kan som sædvanligt købes, men de skal erstatte et kort i samme farve man allerede har købt, men til gengæld betaler man så kun differencen i pris mellem de to kort (dog minimum 1). Der giver ikke nogen indkomst i slutningen af opgraderingsfasen.

Der er et par specielle regler for at "rydde op" på brættet i slutningen af en runde, så kort ingen vil købe til sidst bliver fjernet, men eller kører spillet runde efter runde, i en stadig eskalerende cirkel af penge- og victory point-indkomst. Når man i starten af en fase tager det sidste kort fra en af de fire bunker, signalerer det at man er i gang med sidste runde i spillet, men man kører altid alle faser i runden færdig. Efter sidste runde gives der, udover de VP spillerne allerede har akkumuleret i løbet af spillet, ekstrapoints for forskellige ting: Dels får man 1 VP for hver $10 man har tilbage, og man mister 5 VP pr. kort man sidder tilbage med på hånden, men det der kan give rigtigt mange points er, at man får points for hvor mange forskellige typer aristokrater man har i spil. Dette følger en triangulær pointsskala, kendte fra Amun Re, så 1 type = 1 points, 2 typer = 3 points, 3 typer = 6 points, osv. Og det kan blive ret voldsomt, hvis man har 6-7 forskellige slags aristokrater liggende...

I vores spil vandt Tine med omkring 95 points, med mig en 10-15 points efter. Vi syntes begge spillet havde været rigtigt sjovt (yes! et hit hos Tine), og ser frem til at prøve det igen. Der var masser at tænke over, ikke mindst med timingen af hvornår man skulle skifte fra at gå efter penge-kort til at koncentrere sig om VP-kort.


Onsdag 16. juni 2004 - hos Hans og Eva

Spil spillet: Ticket To Ride, Royal Turf

Spilsessionen i "eks-rollespilsgruppen" foregik denne gang hos Hans og Eva. Jeg havde medbragt en række spil, inkl. St. Petersburg som jeg gjorde mit bedste for at agitere for, men lige lidt hjalp det: Da de andre så Ticket To Ride, var det det de ville spille!

Som sagt så gjort. Jeg havde forinden henvist Hans til en diskussion på Boardgamegeek, hvor en spiller mente, at den optimale strategi i TTR var udelukkende at bygge lange banestykker - altså først dem der er 6 lange, dernæst dem der er 5, osv. - uden hensyntagen til opfyldelse af ens billetter. Følger man denne strategi blindt, har man selvfølgelig stort set ingen chance for at opfylde ens startbilletter, så det følger at man der skal vælge så små billetter som muligt, så man ikke får flere minuspoints end højst nødvendigt.

I spillet denne gang prøvede jeg at følge denne strategi næsten blindt: Jeg startede med at vælge de to mindste billetter af dem jeg fik udleveret - 5 hhv. 6 points, tror jeg - og begyndte dernæst at lave serier af ens togkort. Når jeg havde en serie på 6 kort, byggede jeg en tilsvarende bane på brættet. Da der ikke var flere baner der var 6 lange, begyndte jeg at bygge 5-baner istedet, osv. Da jeg dog gerne ville undgå unødige minuspoints til sidst, endte jeg dog med at opfylde den ene af mine to små billetter, så de to nærmest gik lige op med hinanden til slut.

Imens jeg forsøgte mig på denne måde, byggede de andre selvfølgelig også baner i stor stil. Hans - som jo var den der havde vundet de to første spil, og som mente at lange baner var gode - byggede også denne gang nogle lange baner, men fik dem også forbundet med nogle kortere baner, så han fik lavet nogle lange stræk. Claus og Eva virkede mest som om de udelukkende gik efter at opfylde billetter. Efter sidste tur stod jeg godt, med flest points, men da billetpointene blev medregnet (hvor jeg jo ikke fik noget) gik det galt for mig. Hans havde både lavet mange points i løbet af spillet, men havde også opfyldt sine billetter, så ingen kunne røre ham som sejrherre. Jeg blev næstsidst, langt efter Hans. Om det var Claus eller Eva der blev nummer to, står lidt uklart for mig. :-)

Efter Ticket To Ride var der lige tid til lidt mere inden vi skulle hjem, og de andre ville gerne prøve Royal Turf (som jeg troligt havde slæbt med nogle gange). Som sagt så gjort, efter tre hurtige løb stod Claus som den store sejrherre, med Eva og mig som de store økonomiske tabere. Spillet blev - ikke overraskende - godt modtaget af alle.

Efter denne omgang var der bare at tage hjem. Claus kørte mig til Bella Center metro-station, men derfra gik det galt med ventetider, aflysninger, tog- og busskift, og til sidst endte jeg med at tage en taxi hjem fra Rådhuspladsen... Øv. :-(


Fredag 14. maj 2004 - Hjemme

Spil spillet: O Zoo Le Mio

Selvom Tine og jeg fulgte det kongelige bryllup med stor interesse det meste af dagen, skulle de stakkels mennesker jo have tid til at spise i fred på et tidspunkt, hvilket gav os en mulighed for at spille lidt. Efter lidt overtalelse, fik jeg overbevist Tine om at O Zoo Le Mio ikke var farligt overhovedet, og at vi sagtens kunne spille det. Som sagt, så gjort.

Spillet gik egentlig meget godt. Min erfaring med det gjorde at jeg generelt bedre kunne bedømme hvilke brikker der var gode, og jeg vandt da også spillet (omend ikke super-stort). Tine var lidt lunken i sin bedømmelse af det, hvilket overraskede mig lidt, da jeg havde regnet med at temaet ville tiltale hende. Men faktisk syntes jeg også at det var noget mindre sjovt med to spillere end med flere, så det er ikke sikkert det skal spilles derhjemme mere.


Onsdag 12. maj 2004 - Hjemme

Spil spillet: Dragonland

Grundet det kedelige fjernsynsprogram - bryllup, gab! - besluttede Tine og jeg mig for at spille noget istedet for. Det blev til Dragonland, som vi faktisk ikke har spillet et godt stykke tid. Reglerne er dog heldigvis ikke sværere, end at de sagtens kunne blive opfrisket på stedet.

Jeg syntes jeg startede ud godt og samlede en masser ædelstene, men jeg kunne dog godt se at Tine samlede flere drageæg end mig. Hen imod slutningen af spillet var det lige op over, at Tine fik ringe til sine tre mænd, men det lykkedes dog. Slutresultatet viste at hun ikke alene havde flere æg end mig, men også flere ædelstene... Så en solid sejr til Tine på 81 - 63.

Jeg er ret vild med Dragonland som et let topersoners-spil. Det går hurtigt, der er lidt at tænke over, temaet er cool, og komponenterne er rigtig flotte. Afgjort anbefalelsesværdigt!


Torsdag 6. maj 2004 - hos Claus

Spil spillet: O Zoo Le Mio (x2)

Hans, Eva og jeg mødtes hos Claus. Jeg havde medbragt en større taskefuld spil, så vi kunne have lidt at vælge imellem. Mulighederne var Ticket To Ride (som vi havde spillet sidst), Hansa, O Zoo Le Mio, Vom Kap Bis Kairo og Royal Turf. Efter at have kigget på udvalget, bestemte de andre sig for at ville prøve O Zoo Le Mio, og heldigvis var reglerne ikke sværere end at de kunne læses "on the fly".

Vi nåede to spil. Første spil var lidt eksperimenterende fra alle deltagere, mens vi i andet spil begyndte at få en idé om hvad der var godt og dårligt. Hans vandt første spil, mens jeg vandt det andet.

Her først en lille spil-gennemgang: O Zoo Le Mio er et kombineret tile laying / blind bidding spil hvor man byder for at få kontrol over 25 tiles. Hver tile viser to dyreattraktioner - attraktioner vil være en af fem mulige farver, og vil være fra en til tre stjerner "god" i den farve. Hver tur (der er fem ture i alt i spillet) lægger man så fem tiles frem, så man derefter byder på en ad gangen. Budene er hemmelige, dvs. hver spiller putter et antal mønter i sin lukkede hånd, og den der så har budt mest, får brikken, og placerer den i sit område. Brikkerne man har købt skal passe sammen med de eksisterende, og det er godt hvis dyreattraktionerne på brikken ligger op til nogen man allerede har i den farve. Nogle små træmænd placeres for at vise hvem der har majoritet hhv. andenplads i hver dyrefarve. Desuden placeres nogle små træer for at vise hvem der har flest grønne områder på sine brikker, og hvis man laver et område indesluttet af stier, får man lov til at placere en lille bænk i området. I slutningen af hver tur gives points for de træbrikker man har stående på sit område, og man får penge svarende til antallet af tiles man har. Efter femte tur vinder den der har samlet flest points.

Så langt så godt, men hvordan fungerer det så? Ganske godt, tak! Vi var nemlig allesammen enige om, at det var et godt og spændende spil, som vi gerne vil spille igen. Min personlige advarsel er dog, at man skal kunne lide "blind bidding": Spillet er reelt bare 25 på hinanden følgende budrunder, så hvis man har et problem med den type bud, vil spillet sikkert føles hæsligt...

Men vores konklusion var at det var sjovt. Det vil også afgjort være et spil, som jeg vil foreslå næste gang Tine og jeg skal spille noget.


Tirsdag 27. april 2004 - Hjemme

Spil spillet: Tongiaki

Tine og jeg ville spille et spil, og vi blev enige om at spille Tongiaki, som jeg jo havde prøvet sidste gang i KBK, og derfor kunne garantere ikke var specielt "farligt". :-) Vores spil gik rimeligt hurtigt, og Tine fangede hurtigt idéen med det, og vandt da også spillet med 2 points mere end mig. Vi var begge enige om, at det var nogenlunde sjovt (der skal trækkes lidt på "nogenlunde"), men at det ikke var nogen fantastisk oplevelse. At lave ekspeditioner ud i det ukendte, i håb om ikke at blive spist af hajer - det kaldte vi det - var morsomt nok, men det meste af det er selvfølgelig nyhedsværdien, som man må regne med vil fortage sig hurtigt.

I forhold til min oplevelse med spillet i KBK ugen før, var min konklusion at Tongiaki ikke helt holder: Jeg tror det fungerer bedst med fire spillere, men selv da er det ikke et fantastisk spil. Med to eller tre spillere er der så meget andet sjovt, jeg hellere vil spille. Omvendt vil det være forkert at sige, at spillet ikke fungerer som spil; jeg er bare ikke så vild med det... Spillet fik da også et hak nedad i min rating på Boardgamegeek.

Jeg sætter nu i stedet min lid til Hansa som et hurtigt, let-på-regler-men-alligevel-dybt spil, men det må tiden selvfølgelig vise.


Lørdag 10. april og søndag 11. april 2004 - På besøg hos Tines forældre i Brønderslev

Spil spillet: TransAmerica (x4)

Påskeferien i år gik til Tines forældre i Nordjylland. Vi havde medbragt TransAmerica, da vi kunne huske at det var et spil de godt kunne lide. I løbet af et par aftener fik vi spillet nogle spil, og alle undtagen Tines far nåede at prøve at vinde.

TransAmerica er et sjovt, hurtigt spil. Mens man spiller, føles det som om der er en masse vigtige beslutninger man skal foretage, men resultatet af spillet ser ikke ud til at afspejle hvad man gør særligt meget... Så enten er der ikke meget reel strategi i spillet, eller også er det bare min implementering af den, som er for dårlig. :-) Men spillets tilfældighed er til at klare, fordi hvert spil jo er så dejligt kort!


Onsdag 17. marts 2004 - Hjemme

Spil spillet: Ticket To Ride

Den gamle rollespilsgruppe, som efter Morten flyttede til Norge kun består af Claus, Hans, Eva og mig, mødtes til en gang brætspil hjemme hos mig. Iben havde været syg og sløj hele dagen, så hun var kommet i seng inden de ankom. Hans og Eva havde heller ikke taget Arndt med, så der var basis for en intensiv spil-seance. Sidste gang vi mødtes havde vi spillet Löwenhertz som var blevet godt modtaget, så det havde jeg lånt til denne gang også. Desuden havde jeg lige været omkring Fantask og erhverve mig et eksemplar af Days of Wonder's "Ticket To Ride", og det var faktisk det, de andre helst ville prøve.

Spillet er relativt hurtigt, så vi nåede to spil. Hans vandt dem begge to, det første med en overvældende margin til os andre. Jeg klarede mig rigtig skidt i det første spil, og lidt halvdårligt i det andet. :-)

Desværre var jeg, ligesom med mit forrige køb San Juan, ikke synderligt imponeret over Ticket To Ride. Dels syntes jeg det var "for meget af det samme"; en lang sekvens af at trække kort og bygge en rute når man havde samlet nok. Dette betød faktisk, at jeg oplevede spillene som ret langsommelige, til trods for at de kun varede omkring en time hver. Vi spillede ikke særligt konkurrence-minded, og jeg tror der er basis for meget mere defensivt/destruktivt spil end vi gjorde. Forhåbentlig kan det betyde at spillet bliver bedre med erfarne spillere. Et andet kritikpunkt var at det virkede meget held-bestemt om man fik gode eller dårlige rutebilletter. Jeg var i første spil ude for at trække en billet et stykke henne i spillet, og ingen af de tre jeg trak havde jeg den ringeste chance for at fuldføre.

Komponenterne til spillet var ret gode, omend jeg syntes togkortene var for små, og det var lidt svært at kende forskel på de forskellige farver. Tematisk haltede spillet også lidt: Ifølge æsken repræsenterer spillerne eventyrere, som i bedste Phileas Fogg stil skal rejse rundt i USA på kortest tid. Men hvad har det med spillet at gøre? Ikke meget, faktisk.

Selvom jeg ikke var meget lun på spillet, var det heller ikke rigtig dårligt: Det fungerede faktisk, og jeg tror der er basis for, at det kan blive mere spændende med mere erfarne spillere (mig selv inklusive).


Onsdag 3. marts 2004 - Hjemme

Spil spillet: San Juan

Jeg havde netop dagen i forvejen anskaffet mig det spritnye (og højt forventede) San Juan. Spillet er en slags letvægtsudgave af klassikeren Puerto Rico, og det er et kortspil. Mange af mekanismerne fra Puerto Rico er at genfinde i San Juan, så som produktionsbygninger og lilla "specialbygninger", fem typer varer, forskellige roller spillerne kan vælge, hvorefter alle udfører den handling der er forbundet med rollen, osv. Der er selvfølgelig en række nye mekanismer, som skal få spillet til at virke som kortspil: Kort på hånden fungerer også som penge, så hvis jeg f.eks. vil bygge en bygning der koster 3 penge, skal jeg discarde tre kort fra hånden for at spille bygningen. Visse aspekter af Puerto Rico er fjernet helt, der er f.eks. ikke længere nogen kaptajnsfase, så spillernes points kommer alene fra de bygninger de har bygget. Desuden er hele plantage-delen af Puerto Rico fjernet.

Efter Iben var lagt i seng, besluttede Tine og jeg at vi ville prøve spillet. Vi fik hurtigt gennemgået regler (ikke raketvidenskab!), og spillede derefter et enkelt spil. Ingen af os var synderligt imponerede. Tine er generelt ikke så meget for kortspil, og jeg blev skuffet over hvor simpelt og letvægtsagtigt spillet virkede. Det var også temmeligt repetitivt; "vi producerer varer, vi sælger varene for flere kort, vi bygger en ny bygning, og så forfra igen"...

Jeg har en idé om at der sagtens kan være en vis mængde strategi i spillet, f.eks. forskellige bygningskombinationer der fungerer godt, og der er også en lille mængde af rimeligt interessante taktiske overvejelser, men i det store hele virkede spillet altså ikke specielt udfordrende. Jeg vil gerne prøve det igen, og gerne med flere spillere (for at se, om det kunne være problemet), men spillet skal afsløre temmeligt mange nye dybder før det bliver et favoritspil for mig.


Torsdag 26. februar 2004 - Hjemme

Spil spillet: Attika (to gange)

Efter at have puttet Iben i seng, besluttede Tine og jeg at prøve Attika igen. Attika er nemlig et af de spil som er blevet godt modtaget af Tine. I denne omgang var spillet dog lidt af en skuffelse: Jeg har spillet det en smule i KBK på det sidste, og har diskuteret strategier og taktik med Sune en del, og Tine syntes at jeg nu var blevet for god til spillet i forhold til hende.

Vi spillede to spil, og jeg vandt begge to. Begge spillene endte med at jeg byggede alle mine bygninger. Det første spil havde et par spændende par ture midt i spillet, hvor Tine var meget tæt på at vinde ved at forbinde templerne. Jeg havde undervurderet truslen, og det krævede noget ret kreativt byggeri fra mine side for at afværge den.

Tine var ikke særligt hooked på at prøve spillet igen foreløbig, så jeg regner med at vi spiller noget andet derhjemme næste gang... :-)


Lørdag 21. februar 2004 - På besøg hos min mor i Jylland

Spil spillet: Royal Turf

I juleferien, hvor Tine og jeg besøgte både min mor samt Tines forældre, udmærkede Royal turf sig som et rigtigt hit for alle dem der prøvede det. Så da vi igen i weekenden skulle besøge min mor og hendes mand på Djursland, besluttede vi at tage spillet med.

I løbet af vores korte besøg fik vi klemt et enkelt spil Royal Turf ind. Deltagere var mig, Tine, min mor og min mors mands datter, Anne Sofie. Tre spændende væddeløb senere stod Tine og jeg med lige mange penge, og delte derfor sejren!


Fredag 13. februar 2004 - Hjemme

Spil spillet: Lord of the Rings: Friends and Foes

Tine er ikke meget af en spiller af natur, men en gang imellem kan hun overtales til at spille noget med mig, forudsat at det ikke er for "farligt", som hun siger det. Grundlæggende betyder dette, at spillet ikke må være for kompliceret, for dybt eller for konfrontationelt, og naturligvis må jeg heller ikke være for meget haj til det fra starten af. :-)

Et af vores gamle yndlings-spil er Reiner Knizia's "Lord of the Rings: Friends and Foes". Vi har altid fundet spillet meget, meget svært for to spillere, selv når Sauron starter på 15. Faktisk har vi, ud af omkring 20 to-spiller spil, kun præsteret at ødelægge Ringen omkring tre gange. Så spillet er i høj grad en udfordring for os stadig. Omvendt er min erfaring at spillet bliver meget nemmere med flere spillere, hvor man har gode odds for at ødelægge Ringen, selv med Sauron på 12 og med ikke-erfarne spillere.

Den overordnede strategi Tine og jeg prøver at følge i et to-spiller spil er, kort fortalt, at springe et eller helst to scenarioer over. Det obligatorisk scenarie, som skal springes over er Helm's Deep, som i sig selv er et rigtigt dræber scenarie.

Dette spil var der dog ikke meget at gøre for os. Et usandsynligt sammenfald af events som dukkede op med lynets hast, kombineret med en uheldig tendens til at slå rigtig mange tre-prikker, når terningen skulle slås, gjorde at vi var på hælene hele spillet. Vi vaklede forbi Bree, kravlede gennem Moria, og krøb det sidste stykke i Isengard, inden vi blev udraderet. Vores laveste score nogensinde. Bedre held næste gang, Frodo og Sam! :-)


Onsdag 11. februar 2004 - Hos Hans og Eva

Spil spillet: Domaine

En aften med min gamle rollespilsgruppe; Claus, Hans, og Hans' kone Eva. Det er dog ved at være et par år siden, at vi gik væk fra at spille rollespil, og istedet begyndte at spille tyske brætspil. Og det skulle vi også denne gang! Mit forsøg på at få dem til at prøve lidt "gammeldags D&D" rollespil er nemlig blevet mødt med overraskende kraftig modstand. :-)

Det var første gang vi mødtes i Hans og Evas nye hus på Amager, og mens huset virkede som et rigtigt rart sted, gjorde de mange flyttekasser som stod alle vegne det ikke svært at se, at her vist lige var flytte nogen nye mennesker ind!

Jeg havde medbragt en lille samling spil; Domaine, Princes of the Renaissance, samt Royal Turf (som en mulig "afslutter"). De andres valg faldt på Domaine, og da jeg ikke havde prøvet det før, var jeg helt med på det. Jeg havde dog ikke haft tid til at læse reglerne, så opstarten af spillet gik lidt langsomt, men da vi først kom i gang, forløb selv spillet hurtigt nok.

Vi syntes alle sammen at det var et sjovt spil, som fungerede godt. Det overraskede mig at spillet var så konfrontationelt som det var, sammenlignet med de fleste andre tyske spil. Det er ikke hver dag man kan få lov til at indtage de andres territorier, når man spiller tyske spil!

Jeg kom lidt langsomt fra start, og det var først et stykke henne, at jeg rigtigt begyndte at foretage mig noget konstruktivt. Imens havde Claus, ved at føre en lidt vel nonchalant revolverpolitik, lagt sig ud med alle os andre, så det var ikke overraskende ham vi slog os sammen imod! Til sidst fik Eva indlemmet et nyt, stort territorie, som gav hende sejren.

Et godt spil, som jeg godt vil prøve igen.

PS: Hans og Evas datter Agnete var meget fascineret af plastik-ridderne fra Domaine, som blev refereret til som "hester". Ret cute. :-)