Spil spillet: Cartagena, Pickomino (x2)

Nytårsaften blev i denne omgang holdt hos mine svigerforældre i Brønderslev - det er dem der har spillet et firecifret antal spil Carcassonne i løbet af de sidste år. Jeg havde denne gang medbragt nogle andre spil, og nytårsaften fik vi så endelig chancen.

Første spil på bordet var mit nyerhvervede (men gamle) Cartagena. Jeg synes det er nogenlunde sjovt, men det er unægtelig en anelse tørt, og næsten fuldstændigt abstrakt. Jeg vandt også vores spil sikkert, så det var ikke et spil mine svigerforældre ønskede gentaget.

Til gengæld var Pickomino / Heckmeck en større succes. I første spil kom min svigerfar godt fra start og morede sig glimrende, men desværre (?) er Heckmeck jo et spil, hvor lykken kan og uvægerligt vil vende. Fra en førerposition blev han hamret så langt ned, at han til sidst slet ingen pointbrikker havde tilbage, og til sidst sad han nærmest og tiggede om at få lov til at opgive (det fik han ikke, naturligvis).

Så til revanchen var det kun min svigermor og mig der dystede. Faktisk er Heckmeck også et OK spil med kun to spillere, og vores andet spil var i hvert fald hurtigt og fornøjeligt.

Meget upædagogisk endte jeg med at vinde begge spil Heckmeck... :-)

Mandag 20. november 2006 - Hjemme

Spil spillet: Børnespil!

Joy and happiness - det ser ud til at Iben nu er ved at være gammel nok til at kunne spille nogle simple børnespil! Og hun synes det er sjovt og spørger selv efter det. De sidste par uger har vi derfor eksperimenteret med en række af de børnespil jeg har liggende til formålet. Geistertreppe, Tier auf Tier, Obstgärtchen og Gulo Gulo er alle gode spil, især Geistertreppe og Gulo Gulo. Desuden har vi prøvet The Kids of Catan, men det har (for mig) været en slem skuffelse. Faktisk er det fin "primer" til det rigtige Settlers-spil, for stort set alle elementer fra Settlers er med i The Kids of Catan; terningslag, produktion, byggeri, røveren. Men ak, en ting der overhovedet ikke er noget af er beslutninger. Af nogen art. Spillet kører stort set sig selv, med terningslag, ressourceindsamling, byggeri af bygninger, osv, osv. Uden at man på noget tidspunkt forventes at træffe en beslutning om noget. Gab!

Så jeg skal nok til at luske The Kids of Catan ind bagest på hylden, og se om ikke "vi" kan glemme dets eksistens helt. :-) Heldigvis er der flere nye børnespil på vej, bl.a. det meget flotte Nacht der Magier fra Drei Magier Spiele, samt det lille Haba-spil Socken Zocken. Forhåbentlig begge gode spil...

Tirsdag 24. oktober 2006 - Viking-Con

Spil spillet: Railroad Tycoon (x2), Hey, That's My Fish! (x2)

Det er over en uge siden jeg var til Viking-Con, og med mine efterfølgende oplevelser i Essen virker Viking-Con allerede langt væk. Derfor er her kun lige et par hurtige kommentarer:

Min Elasund-turnering gik rigtigt godt. Eneste minus var at der faktisk dukkede 16 spillere op, mens jeg kun havde adgang til tre eksemplarer af spillet. Fire spillere måtte derfor gå igen med uforrettet sag... Men turneringen forløb fint: Der var almen entusiasme over spillet og alle aldersgrupper var repræsenteret ved bordene. Efter to runder fandt jeg en vinder, omend jeg måtte ud i nogle eksotiske ad-hoc tiebreak-beslutninger for at afgøre det. :-)

Selv fik jeg også spillet et par spil derude, bl.a. to spil Railroad Tycoon, hvoraf jeg vandt det ene.

Og så fik jeg solgt en masse spil. Jeg havde ryddet op, især i mine spil i KBK samt i dem jeg har liggende i kælderen, og det blev til omkring 60 spil jeg fik transporteret derud, både gamle krigsspil og gamle multiplayer spil og tyske spil. Jeg satte priserne lavt, da mit primære mål bare var at komme af med dem, og det lykkedes faktisk rigtigt godt. I hvert fald havde jeg, da jeg tog hjem om søndagen, kun omkring 10 spil tilbage. Resultatet af salget var at jeg stort set tjente nok til at finansiere spilindkøb og spisning i Essen. :-)

Med Essen få dage væk var jeg naturligvis ikke rigtigt i humør til at købe spil på Viking-Con. Men et enkelt blev det dog til, det lille krigsspil The Marcher Lords, som handler om den normanniske erobring af Wales i det 11. århundrede. Interessant ser det ud...


Juli/august 2006 - Sommerferie

Spil spillet: Thurn & Taxis (x2), Geschenkt (x3)

Det store brætspilleri blev det ikke til i sommerferien, men noget fik jeg da prøvet. Det nye spil i denne omgang var dette års Spiel des Jahres-vinder, Hans im Glück's Thurn & Taxis.

Spillet er blevet beskrevet som en slags mere strategisk udgave af Ticket To Ride, og mens den sammenligning måske nok er lidt langt ude, er der alligevel et lille gran sandhed i den. T&T gælder også om at forbinde byer ved at spille kort, men forskellene mellem de to spil er dog så store at der ikke er meget andet man kan sige at de har til fælles.

Brættet dækker det sydlige Tyskland, med nogle af nabolandene dækket også. Her finder man en række byer, opdelt i regioner. Der er desuden et sæt kort, hvor hver by er repræsenteret med tre kort. I en spillers tur skal han trække et kort (enten et af de åbne, eller det øverste fra bunken), han skal derefter spille et kort (mere om det), og endelig kan han erklære sin rute færdig, hvorved han får lov til at placere huse i nogle af byerne på kortet, får points, og muligvis forårsager at spillet stopper.

Idéen med at placere kort foran sig for at lave en "rute" er helt central i spillet. Har man ingen kort liggende, lægger man bare et fra sin hånd, og dette kort er så starten på en ny rute. Men hvert kort man spiller derefter skal kunne lægges i højre eller venstre ende af rækken af eksisterende kort, og den by man lægger skal forbinde til den by man lægger kortet ved siden af. Kan (eller vil) man ikke udvide sin rute i sin tur, skal man fjerne den eksisterende rute og starte på en ny istedet - og det er sjældent en god ting.

Når man erklærer en rute færdig - den skal være mindst tre kort lang, får man lov til at placere huse i nogle eller alle de byer der indgår i ruten. Man får også mulighed for at få en eller flere brikker og kort som er points værd, hvis ens husplaceringer gør at man opfylder forskellige kriterier.

Man har desuden mulighed for at bruge en af fire forskellige "hjælpere" hver tur: En giver lov til at trække et ekstra kort, en giver mulighed for at lægge et ekstra kort, og så videre.

Så det er egentlig spillet i en nøddeskal. Spillerne skiftes til at trække kort, placere kort, og muligvis færdiggøre en rute, indtil spillet på et tidspunkt når sin slutning. Og det er for så vidt sjovt nok, men noget superspil kommer der ikke ud af det. Spiller-interaktionen er det nemlig så som så med: Det er som udgangspunkt et ret venligt spil der giver mulighed for at alle sidder og passer deres eget, uden egentlig at være specielt onde ved hinanden. Selvfølgelig kan det spilles (lidt) mere kompetitivt, men det er nok "flinke-faktoren" i spillet, som har været med til at gøre det til Spiel des Jahres-vinder.

Min umiddelbare konklusion er at det er rimeligt sjovt som et letvægts-hyggespil, så længe man ikke forventer at det også skal være det næste Puerto Rico.

Udover Thurn & Taxis fik jeg også introduceret Geschenkt for Tine og hendes mor, og det var faktisk en succes. Hurtigt, meget simple regler, men alligevel med en følelse af at man foretager vigtige beslutninger hele tiden. Og så kan man vel dårligt bede om mere?

Anden del af min sommerferie foregik i Irland, og her fik jeg ikke spillet noget. Men jeg fik købt noget, for i en museumsbutik så jeg pludselig et eksemplar af det abstrakte spil Project Kells - Sacred Hills, High Kings of Tara. Det er et simpelt, men alligevel interessant abstrakt spil, hvis primære tiltrækning nok er det visuelle: Et spil der er i gang kommer nemlig i højere og højere grad til at blive et lille keltisk-lignende kunstværk:

Keltiske løkkemønstre

Spillet inkluderer adskillige forskellige varianter der kan spilles med de samme komponenter, så der er nok at prøve. Interessant ser det da ud - og flot!


Mandag 26. juni 2006 - Hos Claus

Spil spillet: Civilization

Eks-rollespilsgruppen mødtes igen hos Claus, og det tog ikke megen overtalelse fra min side at få solgt idéen om Civilization som vores spilvalg. Med fire spillere var det den østlige ende af brættet der skulle bruges, med Hans som Asien, Eva som Assyrien, Claus som Babylon, og mig som (hvem ellers?) Ægypten.

Setup'et er langt fra symmetrisk, og det der falder først i øjnene er, hvor lidt plads de tre nordlige civilisationer har, sammenlignet med de oceaner af plads Ægypten kan brede sig på. Selvfølgelig er en stor del af Ægyptens territorium ørken (1'er-felter), men alligevel. Meget af Lilleasien skal Ægypten nok ikke forvente at få, men i vores spil fik jeg alligevel gjort krav på nogle felter.

Nu er det jo i handels-fasen at det virkelig gælder, og her gik det godt for mig, idet jeg tidligt fik lavet en god salt-serie, og dermed nemt kunne komme over 3-farve grænsen ind til den sene bronzealder. Denne grænse nåede Claus også lige at snige sig over i samme tur, mens Hans og Eva blev en henholdsvis to ture forsinket dér, så det var Claus og mig der alene var i front på AST'en.

Spillet blev generelt spillet i en fredelig og konstruktiv ånd, når man ser bort fra en enkelt svinestreg, som jeg selv faktisk stod for: I en tur angreb jeg et af Evas bybyggeri-projekter, med det formål at få hende til at trække handelskort først; der lå nemlig både en vulkanudbrud/jordskælv og en borgerkrig til hende! Godt nok fik jeg i samme tur en slem epidemi i hovedet, så ved turens slutning havde både Eva og jeg fået et ordentligt hug (med 3 henholdsvis 4 byer - de to andre havde 7 byer hver).

Vi havde aftalt at slutte kl. 22.30, og da vi lige før dette tidspunkt sluttede en tur, valgte vi at stoppe dér. Vinderen var ... mig, med Claus på samme felt på AST'en, men med en dårligere civ-kort/handelskort/skat-værdi.

Og det var jo super at spille Civilization igen, og modsat sidste gang med mere end to spillere. Eneste minus er, at det er et langt spil. Selv med over tre timers koncentreret spil, var vi kun omkring halvvejs på AST'en.

Francis Tresham-spil har virkelig haft en renæssance hos mig denne måned, med både to spil Civ og to spil 1825. Nu mangler jeg næsten bare at prøve hans nye spil, Phalanx's The Dutch Revolt...


Søndag 18. juni 2006 - Hjemme

Spil spillet: Civilization

Tine og jeg blev søndag aften enige om at vi ville spille et spil, og jeg agiterede straks for mit nyligt gen-erhvervede Civilization. Og nu kan man passende tænke, jamen I var jo kun to spillere, og Tine bryder sig generelt ikke om for lange spil, så hvad i alverden er det lige Jens tænker på?? Jo, argumenterne er for så vidt gode nok, men jeg havde alligevel lyst til at introducere Tine til denne klassiker, og så gjorde det mig ikke så meget at 1) handelsfasen givetvis ville være lidt tynd, og 2) at vi med garanti ikke ville blive helt færdige.

Så vi satte spillet op, Tine tog Africa (dem med elefanter!) mens jeg tog Illyrien. Og fra starten af er det måske et lidt ulige setup - hvis man spiller virkeligt kompetitivt, i hvert fald - for illyrerne har stort set hele det frodige Sydeuropa i deres baghave, mens afrikanerne må nøjes med lidt ørken, plus hvad de kan snuppe af land på Sicilien og i Italien.

Det gik nu meget fredeligt for sig, ikke mindst fordi jeg ikke syntes jeg ville spille aggresivt i Italien, og Tine kunne derfor brede sig nordpå så meget som hun nu havde brug for. Problemer med at få plads til sine folk gjorde, at hun en tur før mig byggede sin første by, og det skulle faktisk vise sig at være afgørende! For i næste tur byggede jeg to byer, og Tine gjorde det samme, næste tur byggede vi igen to byer hver, og Tine var derfor i 3 ture en by, og dermed et handelskort foran mig. Og da vi praktiserede en fair form for samhandel (samlede hver vores serier, og lavede generelt retfærdige handler), var det et forspring hun blev ved med at have.

Vi havde aftalt at den tur vi var i gang med kl. 22 skulle være den sidste, så da vi efter godt to timer sluttede spillet, cirka halvvejs henne ad AST'en, var det med Tine som sejrherre med ca. 320 points mod mine 275.

Men det var rigtigt sjovt! Selvfølgelig var der nogle usagte konventioner, som Tine og jeg holdt os til (hvilket generelt indebar at vi spillede fredeligt), og jeg ved ikke helt hvor godt spillet hænger sammen første gang man begynder at få calamities (især Civil War, av!), men det må da prøves... Så kan man jo altid lave nogle husregler efterhånden som man synes det bliver nødvendigt.

Og det var super at få mulighed for at spille en klassiker som Civilization igen. Altså, hvor er det bare et fantastisk spil... :-)


Mandag 12. juni 2006 - Hjemme

Spil spillet: Twilight Struggle

Frederik kom på besøg og det var mit nye card-driven game (CDG) fra GMT, Twilight Struggle, der stod på programmet. Spillet er noget mere simpelt end de CDG'er GMT ellers har udgivet, og er desuden hurtigere at spille end de fleste af disse. Faktisk er det nok noget i retning af det simpleste CDG overhovedet, idet det får selv det oprindelige CDG, We the People, til at virke komplekst!

Twilight Struggle handler om den Kolde Krig på globalt plan. Kort fortalt spiller spillerne kort for at placere indflydelsespoints i en række lande rundt omkring i verden. Nogle kort er scorings-kort, og de udløser pointtælling i en bestemt region på kortet. Udover dette kan spillerne få points for at være først og bedst i rumkapløbet, og de kan miste points hvis de ikke rasler nok med sablen (dvs. bruger deres militær nok). I slutningen af spillet, efter 10 ture, gives så points for alle regioner på brættet, hvorefter spilleren med flest points har vundet.

Alle lande har et stabilitets-tal, som influerer kriterierne for kontrol over landet. For at kontrollere et land skal en spiller nemlig have

1. mindst lige så meget indflydelse i landet som landets stabilitetstal
2. mindst lige så meget mere indflydelse end modstanderen har, som landets stabilitetstal

Alle kort (pånær scoringskort) har påtrykt et tal, samt en historisk hændelse. En spiller kan bruge et kort som et operation card (man bruger tallet) eller som et event card (man udfører hændelsen). En del hændelser kan kun udføres af den ene spiller, og hvis den anden spiller bruger et sådant kort til at lave operationer, får modstanderen lov til at udføre hændelsen på kortet.

Bruges et kort (med operations-tal N, hvor N kan være fra 1 til 4) til operationer, kan det bruges til enten

1. at placere N indflydelsespoints
2. at lave N "omvendelses-forsøg"
3. at lave et kup i et land med +N på terningslaget
4. at forsøge at komme videre i rumkapløbet

Nu er det jo ikke den kolde krig for ingenting, og truslen om global atomkrig er lige rundt om hjørnet. Til dette er indført en DEFCON-track, som går fra 5 (fred!) til 1 (atomkrig!). Når den nogen sinde på 1, slutter spillet, og den spiller hvis tur det er, taber automatisk. En del hændelser kan få DEFCON til at falde, men til gengæld stiger den automatisk med én i starten af hver tur.

Når der skal tælles points i en region, kan en spiller få points enten for

1. Presence: Spilleren kontrollerer mindst et land i regionen
2. Domination: Spilleren kontrollerer flere lande i regionen end modstanderen, spilleren kontrollerer flere battleground countries i regionen end modstanderen, OG spilleren kontrollerer både et normalt land og et battleground country i regionen.
3. Control: Spilleren kontrollerer alle battleground countries i regionen

En måde at få points på, er ved at bruge ressourcer på rumkapløbet. Én gang pr. tur må hver spiller spille et kort for at forsøge at avancere et felt på en "space race track" (for hver felt står hvor stort tallet på kortet mindst skal være, samt hvad man skal slå med en terning for at det lykkes). Nogle felter på denne bane giver points når ens brik kommer derhen (flest til den første spiller der når den, men også ofte points til den anden spiller), mens andre giver spilleren en ekstra "evne", sålænge han er den eneste der har nået feltet. Et vigtigt aspekt ved rumkapløbs-aktionen er, at hændelsen på det kort man spiller til at forsøge at avancere ikke træder i kraft, uanset om det er ens egen eller modstanderens hændelse. Man kan altså bruge sit rumkapløbs-forsøg hver tur til at bortskaffe kort som er specielt ubehagelige imod en.

Så flowet i spillet er, meget kort fortalt at spillerne skiftes til at spille kort, med det formål at placere indflydelse, og/eller at fjerne modstanderens indflydelse. Majoriteter i de forskellige regioner belønnes i nogle pointscorings-runder.

Og lyder det så ikke lidt som et klassisk tysk 'area influence' spil?

Jo, det gør det vel, omend de mange "små" regler spillet indeholder alligevel gør det langt mere komplekst end de fleste tyske spil. Men det overraskende er, at spillet faktisk ikke virker specielt som et abstrakt 'area influence' spil når man så spiller det! Verdenskortet der er bredt ud foran en, de mange historiske hændelser på kortene, og spillets dybde generelt gør faktisk at spillet virker meget mere som et klassisk krigsspil end som et tysk, abstrakt spil. Og det er jo ikke så dårligt, når det samtidig er så hurtigt og ukompliceret at spille. :-)

I vores spil, hvor jeg spillede USA og Frederik spillede USSR, kom USA hurtigt i defensiven. USSR satte sig ikke alene hårdt på Østeuropa men forpurrede også USA's ønske om at forene Vesteuropa mod dem. Magtbalancen i de enkelte regioner bølgede frem og tilbage, men mod slutningen af spillet stod det klart at USA styrede Europa og Central- og Sydamerika (pånær Castros Cuba, grrr!), mens USSR sad hårdt på Mellemøsten, Afrika og Asien. Og da USSR samtidig havde nærmest monopol på rumprogrammet (USA havde lige præsteret at få en hamster i kredsløb), blev det til en sikker sejr til Frederiks onde Sovjet-kommunister. Det tematiske højdepunkt for USA var da de fik forbudt hippie-bevægelsen ved hjælp af en FN-resolution! :-)

Men sjovt var spillet faktisk. Hele den måde spillet "flyder" på gør, at det føles virkelig historisk, samtidig med at det er hurtigt, spændende og relativt ukompliceret at spille. Spilletiden er officielt sat til 2-3 timer, men det tog os omkring 4½ at nå spillet igennem. Vi var dog begge enige om at det nødvendigvis måtte gå noget hurtigere næste gang, når vi bedre vidste hvad det gik ud på. Og en næste gang bliver der utvivlsomt, for Twilight Struggle var et hit hos os begge to.

I tur 4 ser det ikke godt ud for USA, og det bliver ikke bedre senere i spillet!


Fredag 26. maj 2006 - Hjemme

Spil spillet: Geistertreppe, Obstgärtchen (x2)

Jeg syntes det var på tide at forsøge at spille et par spil med Iben - "rigtigt", vel at mærke, dvs. med rigtige regler. Indtil nu har Iben primært brugt de forskellige spil som legetøj, dvs. hun tager komponenterne ud og leger med dem, ofte på en måde der minder om det egentlige spil. Hun har dog også snakket om "regler" til spil generelt, og kender tydeligvis til konceptet - sikkert fra børnehaven.

Så jeg forklarede hende først hvordan man spillede Geistertreppe "rigtigt", dvs. skiftedes til at have tur, osv. Det kunne hun godt forstå, og fem minutter senere sad hun som vinder, endda uden at jeg var blevet nødt til at spille dårligt. :-) Vi startede et spil mere, men denne gang tabte hun ret hurtigt tålmodigheden og ville hellere lege med spillet.

Så jeg hev mit nye børnespil, Obstgärtchen, frem. Det er et lille og simpelt børnespil, hvor spillerne endda spiller sammen om at slå "spillet"; i dette tilfælde gælder det om at plukke alle kirsebærrene fra træet, inden ravnen kommer derhen og æder resten. Spillets centrale element er en memory-variant, hvor en række brikker med forskelligt farvede blomster på bagsiden ligger på bordet. I en spillers tur slås terningen - som viser de forskellige typer blomster - og man må nu vende en blomst svarende til den man slog. For hver farve blomst findes tre brikker; en med kirsebær på (spillerne må plukke et af de fem kirsebær på træet og brikken fjernes fra spillet), en med et sovende dyr (shhhh! der sker intet, og brikken lægges tilbage), og endelig en med ravnen (ravnen avancerer et felt nærmere kirsebær-træet, og brikken lægges tilbage). Hvis spillerne når at plukke alle fem kirsebær inden ravnen når hen til træet, vinder de, ellers vinder spillet/ravnen.

To spil Obstgärtchen blev det til, en sejr og et nederlag. Set fra en voksens synsvinkel er det et ret trivielt/kedeligt spil, men det var meget populært hos Iben, som resten af weekenden sad og legede med det.

Så en god introduktion til spil med "regler", synes jeg.


Onsdag 17. maj 2006 - Hos Michael

Spil spillet: Caylus, Einfach Genial (x3), Zertz (x2)

Michael havde udtrykt ønske om at prøve nogle af mine "mærkelige" brætspil, så bevæbnet med et par posefulde af disse, drog jeg over til ham. Efter dejlig middag blev det da også til en masse spil, som alt sammen blev godt modtaget.

Første spil var Caylus, og det var første gang jeg prøvede det som 2-personers spil. Og faktisk løser denne udgave nogle af de problemer jeg har med spillet; det går nu hurtigere og der er selvfølgelig mindre nedetid. Men til gengæld mister det jo i sagens natur sit multiplayer-spils aspekt, og bliver meget mere en abstrakt hjernebryder. Men sjovt var det da, og jeg rykkede nok i de sidste par runder til at hente en sikker sejr hjem.

Bagefter tog jeg så Einfach Genial - lånt til lejligheden - frem. Og det er jo simpelt, hurtigt og sjovt nok til at man godt kan spille flere gange. Det blev da også til hele tre spil.

Sidst på aftenen fortsatte vores simplere-regler-men-ikke-simplere-strategi trend, idet vi satte Zertz på bordet. Efter den obligatoriske "hvad er det her for noget?" undren fra Michaels side, kom han dog hurtigt efter det (han er jo også gammel skakspiller) og begge vores spil var meget tætte. Jeg synes Zertz er et sjovt spil, og et ekstremt elegant stykke design, men jeg kan mærke at min tolerancetærskel for helt abstrakte hjernebrydere ikke er så høj, så jeg behøver ikke spille Zertz igen lige med det første...

Men en hyggelig aften, som forhåbentlig ikke bliver den sidste. :-)


Tirsdag 21. februar 2006 - Hos Claus

Spil spillet: Blokus, Railroad Tycoon

Eks-rollespilsgruppen mødtes hos Claus, og jeg havde til anledningen medbragt en større last af spil: Railroad Tycoon, Caylus, Blokus, Tichu, Modern Art og Geschenkt. På min opfordring startede vi med et "opvarmningsspil": Jeg fortalte at både Geschenkt og Blokus var hurtige, sjove spil som det kunne være godt at starte med, og de andre ville af de to gerne prøve Blokus. Efter et hurtigt, intenst og sjovt farveorgie stod jeg som vinder med 8 points, fulgt af Claus med 9, Eva med 19 og Hans med 30 points.

Derefter stod den på aftenens store spil, og alle var enige om at Railroad Tycoon lige ville være sagen. Jeg havde bekræftet med Claus forinden at hans bord var stort nok, da det er et noget stort spil at skulle slæbe hvis man ikke engang kommer til at spille det. :-)

I vores spil startede Hans i Midtvesten omkring Chicago, jeg startede i det lukrative nordøst-hjørne af brættet, mens Eva og Claus spredte deres indsats lidt mere. De startede begge i nordøst, men arbejdede sig hurtigt i andre retninger, og efterhånden stod det klart at Claus' kerneområde var i nærheden af Hans, lige vest for Appalachia-bjergene, mens Eva satte sig på den sydøstlige og sydlige del af brættet. Hvilket betød at jeg fik det meste af nordøst-hjørnet for mig selv. Kombineret med et par gode hoteller og to af de tre start-kort (første 3'er-rute, første 4'er-tog) var det nok, og jeg hentede en kneben sejr hjem over Hans:

Jens: 62
Hans: 56
Eva: 39
Claus: 36

Mit spil var dog gevaldigt stagnerende, hvilket man ikke kan sige om Hans', så der er ingen tvivl om at bare en enkelt runde mere med 3 aktioner ville have vendt spillet til Hans' fordel.

RRT blev, nok ikke overraskende godt modtaget. Det er stort, flot, ikke for mimret, og det føles som et togspil og ikke bare som endnu et pseudo-abstrakt tysk spil. Jeg er jo mildest talt ikke nogen Martin Wallace-fan, men RRT er lige i øjet!


Mandag 13. februar 2006 - Hjemme

Spil spillet: Commands & Colors: Ancients (x2)

Til denne krigsspils-aften havde Frederik og jeg aftalt, at vi ville spille mit nye GMT spil, Command & Colors: Ancients. Som tidligere beskrevet er det den hidtil sidste iteration i Richard Borg's serie af simple "familiekrigsspil", efter Battle Cry og Memoir '44.

Jeg havde heldigvis fået sat alle klistermærker på klodserne, så med relativt lidt forberedelse og regelforklaring kunne vi komme i gang med at spille. Det blev til to scenarier, de to første faktisk, med Frederik som Karthago og jeg som Syracusa i begge spil. Første scenarie, Akragas, endte med en komfortabel sejr til Frederiks punere, mens andet scenarie, Crimissos River (hvor Syracusa laver et overraskelsesangreb på den puniske hær, mens den er i færd med at krydse floden!), ikke overraskende endte med en sejr til mig.

Men hvad synes jeg så om det? Tjo, det er hurtigt og simpelt, og faktisk måske lidt for hurtigt og simpelt for min smag. Sjovt er det, og man kan passende knappe et par øl op mens man spiller, men spillet minder ikke nødvendigvis særligt meget om de faktiske slag i Antikken. Selvfølgelig er jeg vant til noget andet, idet jeg har erfaring med både GMT's Great Battles of History serie af spil, samt Avalanche's Rome at War serie, og sammenlignet med dem virker C&C:A meget abstrakt. Faktisk havde jeg troet at der ville være bare lidt mere kød på spillet, sådan rent historiemæssigt, så jeg blev en anelse overrasket over at se, hvor simpelt det var. At alle siger at det er det mest komplekse spil i serien endnu, gør mig bare endnu mere overbevist om at jeg ikke behøver at prøve hverken Battle Cry eller Memoir '44.

Så som et historisk krigsspil er der altså ikke det store at komme efter, men det er vel heller ikke det de fleste der spiller denne serie af spil forventer? Og ja, som spil betragtet er det rigtigt godt: Det er hurtigt, simpelt, sjovt, flot at se på, og der er masser af både taktik og held. Og man får lov til at slå en masse terninger.

Så min konklusion må være at det er et so-so historisk spil, men et rigtigt godt 'beers & pretzels' spil. Så tag en øl, slå nogle terninger, grin over resultaterne (men tag dem ikke for tungt!). :-)