Spil spillet: Africa

Det seneste stykke tid har Iben og jeg forsøgt os med at spille Knizia's Africa. Det er hurtigt, relativt simpelt, og der er ikke særligt mange spændende overvejelser og beslutninger involveret, men alligevel er det nu ret hyggeligt. Hver spiller har en opdagelsesrejsende, som rejser omkring i Afrika og opdager ting - dyr, nomader, monumenter, skatte og forskellige varer - og disse har alle potentialet til at give points på forskellige måder. Meget mere er der egentlig ikke at sige om spillet - tænk på det som en hurtig og sjov(ere) udgave af Afrikas Stjerne! :-) Iben kan vældig godt lide det, og jeg kan sagtens klare det en gang imellem, så det er jo perfekt.

Søndag 30. november 2008 - Hjemme

Med Svigermor på besøg på en forlænget weekend, blev det til nogle spil på hjemmefronten. Et par spil Ave Caesar med Svigermor, Iben og mig, og et enkelt Carcassonne i samme opsætning. Desuden fik Tine og jeg introduceret hende for Expedition, og jeg spillede også et spil (familie-)Agricola med hende.

Sjovt med så meget brætspil derhjemme! :-)

Søndag 23. november 2008 - GG-Con i Valby

Spil spillet: Krakow 1325 AD, Ghost Stories, Princes of Machu Picchu, Battlestar Galactica

For mit vedkommende startede søndagen i Valby med et spil Krakow 1325 AD. Der er tale om et "trick-taking / area majority / hidden identity" spil, hvor de fire spillere spiller sammen to og to. Hvert team forsøger at få stik til at gå hjem, for på den måde at få lov til at tilføje indflydelseskuber til brættet (hvilket kan give teamet points). Udover dette har hver enkelt spiller en hemmelig identitet, og denne identitet får også points i løbet af spillet, afhængigt af farven på de stik der gik hjem. Til slut afsløres de hemmelige identiteter, og hver spillers score er nu summen af hans teampoints, og de individuelle points for den hemmelige identitet.

Det var et sjovt spil, som mekanisk virkede udmærket. Er det en ny klassiker? Næppe - men det kan absolut anbefales, ikke mindst hvis man kan lide mere klassiske kortspil med stik.

Bagefter introducerede Steen fire af os for Ghost Stories. Der er tale om det seneste coop-spil hit, og denne gang er spillerne Shaolin-munke, som skal beskytte en landsby mod et ondt netop-genoplivet monster og hans mere eller mindre farlige følgesvende (Sticky Feet, oooh)! Selvom spillet ikke har noget særligt til fælles med Pandemic i sine mekanismer, er en sammenligning alligevel på sin plads, for fornemmelsen af de to spil er meget den samme. I begge går spillernes ture med at bevæge sig omkring og forsøge at holde de stadig ankommende trusler nede, men hvor Pandemic samtidigt forventer at spillerne proaktivt finder en endelig løsning på problemet, skal man i Ghost Stories blot lade uret tælle ned indtil det unikke boss-monster ankommer. Så langt kom vi dog ikke, for de almindelige monstre alene var nok til at få os ned med nakken.

Sjovt? Joo... Det virker mere interessant end Pandemic (som efter nogle spil kommer til at virke lidt for nedkogt og skrabet), men det er ikke noget jeg behøver have selv, og det er heller ikke noget jeg brænder efter at skulle spille igen.

Endnu en Steen-introduktion fulgte, denne gang Essen-spillet Princes of Machu Picchu, det seneste spil fra Mac Gerdts (som også designede Antike, Imperial og Hamburgum). I Machu Picchu er vi i samme boldgade som i Hamburgum, nemlig produktion af ressourcer. Ressourcerne selv er ikke pointgivende, men kan på forskellige snedige måder konverteres til ting der er det, så hvis man f.eks. har samlet sig 3 trøjer, 1 coca-blad og en krukke (!) kan man gå over i jomfruburet og købe sig en Jomfrupræstinde. Har man sådan en går turen til soltemplet, hvor man for den nette sum af en offerlama får lov til at avancere en præst på offervejen, og når præsten op til toppen af offervejen får han et offerkort, og DET er pointgivende!

Og denne vekslen mellem at samle ressourcer og dernæst få dem konverteret til noget offer-relateret gentages resten af spillet. Var det sjovt? Nøæh, ikke rigtigt, synes jeg. For mig har vi at gøre med et ret abstrakt og kønsløst eurogame som ikke rigtigt bidrager med noget nyt, og hvor andre eksisterende spil kan give nogenlunde samme type oplevelse, bare på en bedre måde. Grafikken på brættet er heller ikke noget at råbe hurra for.

Efter Machu Picchu var vi fremme ved dagens sidste spil: Battlestar Galactica. Som uafklaret, ved-ikke-helt-hvad-jeg-skal-synes-om-serien person, var jeg spændt på om dette semi-kooperative spil ville være noget for mig. Men det var det faktisk!

I spillet repræsenterer hver spiller en person fra serien. Målet for menneskene er at (hyper)jumpe tilpas mange gange til at nå frem til sikkerhed. Mod sig har de de slemme cyloner, og cluet i spillet er selvfølgelig at en eller flere af spillerne i hemmelighed også er cylon, og dermed i det skjulte (og senere evt. åbent) arbejder imod menneskenes planer.

Som i de fleste coop-spil består en spillers tur i at spilleren først må udføre en action som kan have forskellige positive effekter, og at man dernæst trækker et kort, som introducerer forskellige farer spillerne skal forholde sig til. Kortene er hyppigst enten skill check kort, hvor spillerne skal bidrage med ressourcer til en fælles pulje for at klare problemet på krise-kortet - men det er hemmeligt hvem der bidrager med hvad, og cylonspillere kan bidrage negativt. Den anden hyppige form for krise-kort er simpelthen kort der indikerer at Galactica bliver angrebet af cylon-rumskibe. Til dette har man en række brikker & figurer der repræsenterer de forskellige rumskibe, og en række regler der giver lov til at flyve omkring på brættet og skyde på fjenden.

Efter et vist antal ture har Galactica så mulighed for at jumpe til en ny destination, og dette er den almindeligste måde at efterlade den cylonske overmagt bag sig - men det er selvfølgelig kun et spørgsmål om tid før cylonerne melder deres ankomst ved Galacticas nye lokation.

Som sagt skal Galactica jumpe en vis distance for at menneskene kan vinde. Cylonerne derimod vinder hvis de kan få en af menneskenes ressourcer ned på 0 (food, fuel, morale og population), hvis de kan infiltrere Galactica med centurion-robotter, eller hvis de kan smadre Galactica tilpas meget med forskellige angreb.

I vores spil (hvor jeg var den bundærlige er-i-hvert-fald-slet-ikke-en-cylon Gaius Baltar) klarede vi os i starten meget godt. Kriserne blev holdt nede, og da det endelig blev for meget med angrebene, fik vi hoppet i sikkerhed. Men alligevel spidsede det til, og da en kamp på et tidspunkt så ret sort ud (med første jump-mulighed langt borte), afslørede præsidenten Tom Zarek sig som cylon! Av for den - det eneste positive var at vi havde så travlt med militære gøremål, at den politiske scene ikke virkede så aktuel. Vi slap bort fra denne kamp, men den næste knækkede os, og vi endte med 0 i population...

Det var faktisk sjovt! Spillet fungerer fint på det mekaniske niveau: Selvom man kan frygte at det er krise-kortene der i sidste ender afgør ens skæbne, virkede det som om der var masser af meningsfyldte valg at foretage sig hver tur, og mange måder at bidrage på. Der var også mange gode mekanismer der gjorde det muligt for hemmelige cyloner at bidrage negativt uden at det var åbenlyst at det var dem der gjorde det.

Lige så vigtigt som det mekaniske er også den tematiske integration, og den er rigtig god her. Det her er ikke et coop-spil med et Battlestar Galactica-tema klistret på, det er umiskendeligt et Battlestar Galactica-spil og intet andet! Mekanismerne gør det let at leve sig ind i rollen som desperat overlevende på flugt for cylonerne, og en sund stemning af paranoia finder nemt sin vej ind i spillet.

Komponenterne er også fine. Mest pap, men også et par håndfulde små plastikrumskibe. Billederne er selvfølgelig taget fra TV-serien, så det hjælper også med at forstærke temaet.

Nu er alt ikke en dans på roser, og i hvert fald med 6 spillere (som vi var) er nedetiden mellem ens ture massiv. Heldigvis er der jo tale om et spil med interaktion og diskussion, så man er lidt med, selvom det ikke er ens tur. ;)

Men hovedindtrykket er positivt og det er noget jeg gerne vil prøve igen - snart!

Søndag 12. oktober 2008 - Viking-Con

Spil spillet: Motorchamp

Det var ikke meget Viking-Con det blev til for mit vedkommende i år, men jeg sneg mig en tur derud søndag eftermiddag. I Consims lokale mødte jeg Mik, og sammen med Steen og Gary (sidstnævnte var en af Miks bekendte, som var i Europa i forbindelse med Essen) startede vi et spil Motorchamp. Der er tale om en Formel 1 racerløbsspil i stil med Formula De, omend reglerne mest af alt minder om en blanding af Formula De og Ave Caesar. I Motorchamp slår man en, to, eller tre terninger hver tur, afhængigt af hvilken type felt man starter på, og man skal passe på ikke at slå for højt (i svingene, eller så man støder ind i de andre).

Efter tre omgange stod Steen som vinder, men mine to biler på de næste pladser. Og selvom det blot var et første indtryk, og lidt regelmisforståelser gjorde at det garanteret er urimeligt at konkludere noget, var jeg ikke meget imponeret. Jeg kan bedre lidt en-terning-for-hvert-gear mekanismen i Formula De, eller for den sags skyld kortmekanismen i Ave Caesar... Men mand, hvor er komponenterne til Motorchamp flotte! :-)

Udover dette ene spil fik jeg snakket med en masse gamle kendinge, og fik endda (overraskende) erhvervet mig et eksemplar af udvidelsen til Race for the Galaxy, Race for the Galaxy: The Gathering Storm, som var til salg tidligere end forventet. Et spil mindre at bekymre sig om i Essen!

Mandag 29. september 2008 - Hjemme

Spil spillet: Age of Steam

Frederik kom på besøg til en omgang brætspil, og selvom vi normalt spiller krigsspil ved disse lejligheder, fik jeg ham denne gang overtalt til at prøve Age of Steam. Som sidst i KBK måtte jeg derfor finde en to-personers variant frem fra skufferne, og bestemte mig for at spille på det originale kort ud fra en to-personers variant på BGG. Kort fortalt spiller man på den ene halvdel af brættet (vi valgte den vestlige), og aktioner som vælges en tur kan ikke vælges den næste. Spillet varer lige så mange ture som en normalt 4-personers spil.

Som det åbenbart er tilfældet med to-personers Age of Steam, kan man som spiller mærke når balancen mellem spilleren forrykkes. Det kunne vi i hvert fald her. Tidligt i spillet klarede vi os begge meget godt, men senere hen begyndte Frederiks jernbane at rende fra min. Jeg lå under for en overdreven gældsbyrde, og den gjorde selvfølgelig at jeg blev nødt til at låne endnu mere for at komme videre. Frederik lånte også penge, men havde hele tiden brug for lidt mindre lån end mig, og da han generelt også fik nogle lidt bedre runs end mig, endte spillet ikke overraskende med en stor sejr til ham.

Vi syntes dog begge det havde været sjovt! Frederik er generelt ikke meget for eurogames, men Age of Steam er jo et meget tematisk et af slagsen, og det faktum at det er så benhårdt som det er, tror jeg tiltalte ham.

Så en hyggelig omgang Age of Steam. Jeg ser frem til mange flere spil i fremtiden - og jeg har jo efterhånden kort nok at vælge imellem.

Fredag 19. september 2008 - Spil på hjemmefronten i september

Spil spillet: Ave Caesar (x2), Africa, Dungeons & Dragons: The Adventure Board Game

Jeg får heldigvis spillet et par spil med Iben derhjemme en gang imellem. I denne måned er det dels blevet til et par spil Ave Caesar, og dels nogle nyheder: Først forsøgte vi os med Knizias familiespil Africa. Hver spiller har en opdagelsesrejsende der traver omkring i Afrika og opdager (vender) brikker med dyr, skatte, monumenter, osv. Nogen speciel dybde ser der ikke ud til at være i spillet, men Iben og Tine (og jeg med!) syntes vist det var OK, så mon ikke det kommer på bordet igen?

Endelig har vi fået prøvet et spil jeg netop har anskaffet: Parker udgav i 2002 et spil der hedder Dungeons & Dragons: The Adventure Board Game, og jeg har for nyligt modtaget et brugt eksemplar. Spillet er i samme stil som Heroquest eller Descent: Hver spiller er en eventyrer, og sammen skal de arbejde sig igennem en dungeon, med dungeon masteren og hans store udvalg af plastikmonstre som modstandere. Tine og Iben spillede henholdsvis en troldmand og en kriger, og i spillets første scenarie (ryd en dungeon for goblins, woo-hoo!) gik det som smurt, og goblinerne fløj til højre og venstre. Stemningen var efterfølgende positiv, så med lidt held vil vores helte opleve mange nye eventyr i fremtiden. :-)

Søndag 14. september 2008 - GGF Con i Valby Medborgerhus

Spil spillet: Dominion (x2), Age of Steam: Ireland, Beowulf: The Legend, Glory to Rome

Så var det igen blevet tid til en spilledag i Germangames.dk-forummets regi, og denne gang var der talstærkt fremmøde. Jeg havde fra starten af lagt billet ind på at få demonstreret Miks prototype af Rio Grandes nye kortspil, Dominion, så frisk fra morgenstunden satte Allan, Steen og jeg os sammen med Mik.

Dominion er et meget originalt kortspil, hvor hver spiller har sit eget deck, og hvor spillernes decks muterer i løbet af spillet. Når spillet stopper, vil den spiller hvis deck indeholder flest points i form af point-kort, vinde spillet. Kortene i spillet kan opdeles i tre grupper: Pengekort (i 3 enheder), pointkort (også i 3 enheder), og endelig 25 forskellige action kort. Disse sidste kort er med til at skræddersy hvert enkelt spil, idet man til et spil altid kun benytter 10 af de 25 typer kort der følger med spillet. Hvilke 10 må man i princippet selv om, men spillet foreslår dog nogle kombinationer der resulterer i tilfredsstillende spil.

Fra start består hver spillers deck af 10 kort - 7 pengekort (værdi $1 hver), og 3 pointkort (1 VP hver). Dette minimalistiske deck blandes, og hver spiller trækker 5 kort fra sit deck. Alle andre kort - de resterende penge- og pointkort, samt de 10 bunker actionkort man benytter i dette spil, lægges frem midt på bordet. Spillerne skiftes nu til at have tur, og i hver spillers tur må han udføre 3 faser: A, B, og C-fasen:

I A (Action) fasen må spilleren spille et action-kort fra sin hånd, hvis han har et (det har han naturligvis ikke i starten af spillet), og udføre det der står på kortet.

I B (Buy) fasen må spilleren dernæst med pengekort fra sin hånd købe et kort der ligger fremme på bordet. Dette kan enten være et actionkort, eller et penge- eller pointkort.

I C (Cleanup) fasen gør spilleren sin tur færdig: Alle spillede kort, eventuelle nykøbte kort, samt kort spilleren sidder tilbage med på hånden, lægges alle i hans discardbunke, hvorefter spilleren trækker 5 nye kort fra sin bunke (som dermed er dem han vil komme til at bruge i sin næste tur). Løber han tør for kort i sin bunke, blandes discardbunken, og bliver til spillerens nye bunke.

Sådan bliver man i princippet ved resten af spillet, indtil et af slutkriterierne er opfyldt (når X bunker kort på bordet er udsolgt, eller når bunken med de mest værdifulde pointkort er udsolgt).

Den centrale idé i spillet er altså at man startende med et lille startdeck får købt nye kort til sit deck, og dermed ændrer på hvad det er for 5 kort man sidder med i sin tur, og da mange actionkort besidder (i CCG-termer) "degenererede" effekter (f.eks. at lade spilleren trække flere kort, og/eller give ham lov til at spille flere actionkort i sin tur), kan man efterhånden få tunet sit deck, så det bliver uhyre effektivt. Et sjovt dilemma er, at mens man gerne vil have mange pointkort i sit deck (det er jo sådan man vinder til sidst), vil man ikke have dem fra starten, da de ikke kan bruges til noget i løbet af spillet og dermed bare "udvander" effektiviteten af ens deck.

De små startdecks vil derfor ikke have meget tilfælles med spillernes decks til sidst: $1 kortene vil højst sandsynligt være udskiftet med $2 og $3 kort, og udover en masse store pointkort, vil decket også bestå af en masse actionkort.

Man kan undre sig over hvor interaktionen i spillet kommer ind, og den er da også (som ofte i denne slags "effektivisér din egen maskine" spil) noget indirekte. Dog har spillet blandt de 25 specialkort en håndfuld "angrebskort", altså actionkort der giver en mulighed for at være lidt onde ved de andre spillere. Det er som sagt op til spillerne selv om de vil have nogle angrebskort blandt de 10 typer kort de bruger i spillet, så niveauet af direkte interaktion er altså i nogen grad op til spillerne selv. Selv angrebskortene ændrer dog ikke på at spillet, rent mekanisk, er et "sid og rod med dit eget lille deck" spil.

Efter to spil var jeg moderat positiv, men nogen ubetinget succes var spillet ikke for mig. Det var for så vidt fascinerende nok, og det var sjovt at sidde og forsøge at tune sit deck i en helt urimelig grad, men på trods af de mange kombinationer af specialkort man kan bruge i et spil, er det (rent mekanisk) meget det samme man gør hele tiden: Blande sit deck, trække 5 kort, og når det er ens tur spille en masse kort, osv. Tematisk er der heller ikke noget at komme efter, men da spillet ikke foregiver at have noget med sit tema at gøre, gør det ikke så meget.

Dominion er helt sikkert noget jeg skal have købt mig når det udkommer, men om det bliver nogen klassiker (for mig) tvivler jeg nu noget på. Originalt og fascinerende er det dog.

Efter en længere pause fik Allan, Steen, Robert og jeg gang i et spil Age of Steam. Jeg har for nyligt fået blod på tanden til at spille dette spil igen (og det indebar blandt andet at jeg måtte ud og gen-erhverve mig et eksemplar... :-/ ), så det var super at få en mulighed for at spille det. Vi valgte at spille på Irlandskortet (fra Warfrogs expansion #1), og det var en sjov oplevelse. Med fire spillere er kortet ret tæt besat, så der var en evig kamp om både strækninger og varer. Varianten indeholder desuden en ny aktion (de-urbanization), hvor man fjerne en varekube fra brættet, hvilket er den temmelig ond aktion!

Jeg fik heldigvis placeret mig strategisk godt, ved de blå/røde destinationer ved østkysten, og dette gav mig i det meste af spillet monopol på at fragte varer af de to farver. Da jeg desuden gjorde en dyd ud af at vælge de-urbanization, og på den måde gjorde livet surt for mine modspillere, endte det faktisk med en ret sikker sejr til mig. Yes, Age of Steam er sjovt! :-)

Da togspillet var overstået havde jeg lovet at stå for en introduktion til Knizias bydespil, Beowulf: The Legend. Jeg havde selv kun prøvet det en gang eller to før, og havde et godt, men måske ikke overvældende fantastisk, indtryk af spillet. I vores spil (med Andrea, "hendes" Jens, samt Maria som modspillere) var min erfaring nok til at gøre udfaldet, og jeg kunne hive en snæver sejr hjem.

Sidst på eftermiddagen nåede jeg lige at få en introduktion til kortspillet Glory to Rome. Selvom vi ikke nåede et helt spil, virkede spillet meget sjovt, men jeg var tilpas overtræt til at det på dette tidspunkt var lidt svært at forstå de finere nuancer i spillet. Men jeg skal da have det prøvet igen!

Traditionen tro endte dagen på Café Emil i Valby, hvor mexikansk mad og en stor fadøl faldt på et tørt sted! :-)

Onsdag 25. juni 2008 - Hjemme

Spil spillet: España 1936, Pandemic

Det sidste stykke tid har jeg anskaffet mig et hav af nye spiltitler. En af disse fik jeg denne aften prøvet med Frederik, nemlig krigspillet España 1936 som ikke overraskende handler om den Spanske Borgerkrig. Nu er denne konflikt ikke noget jeg rigtig ved noget om i forvejen, andet end at den var mellem de "røde" Republikanere og Francos Nationalister, men spillet var nu en glimrende introduktion til emnet.

De stridende parter starter med landet delt nogenlunde ligeligt i blandt sig: Nationalisterne kontrollerer det vestlige Spanien, og Republikanerne det østlige. Desuden befinder Franco og en del regulære styrker sig i Nordafrika, og da disse kan bringes til Spanien, kan de ændre balancen mellem de militser spillerne ellers primært råder over.

Spillet er relativt simpelt: Movement er point-to-point, og enheder kan rykke så langt de vil i venligtsindet territorium, men skal stoppe når de rykker ind i et felt med fjender. Efter begge sider har rykket placeres generaler i potentielle konfliktfelter (generaler skal bruges for overhovedet at få lov til at foretage et angreb i feltet). Kamp er en enhed-mod-enhed affære, hvor hver enhed slår en række terninger, og hvert hit (5+) giver en skade til den anden enhed.

En række felter er "victory point byer", og som udgangspunkt vinder den spiller der kontrollerer flest af disse i slutningen af spillet. Der er dog en række andre victory conditions der kan stoppe spillet tidligere (hvis Nationalisterne indtager Madrid tidligt i spillet, f.eks.). Med specialregler der dækker fly, tanks, skibe, samt med en lang række event-kort, er der nok at tænke over i spillet.

Spillet er desuden rigtigt flot, med store farverige brikker og et artwork generelt holdt i en tidstypisk stil, som dette billede af bagsiden af æsken kan give et indtryk af:

Frederiks og mit spil forløb fint og var både sjovt og spændende. Som altid med krigsspil brugte vi længere tid på at spille end den officielle tid, men vi er nok bare langsomme. Spillets relative simpelhed taget i betragtning havde vi faktisk temmelig mange regelspørgsmål, så helt perfekt skrevet er reglerne ikke. Men en positiv oplevelse var det.

Jeg var Francos Nationalister, mens Frederik var Republikanerne, og i et spændende spil tippede den militære balance gradvist mere og mere til min side, indtil det til var oplagt at jeg ville kunne løbe ham over ende. Forinden var det blevet til en række dramatiske slag, bl.a. havde han indtaget Madrid, men på det strategiske niveau var det mig der var i offensiven hele tiden.

Som afsluttende filler fik jeg Frederik overtalt til at prøve Pandemic, selvom hverken trækube-eurogames eller coop-spil siger ham noget særligt. Dog var han positivt overrasket over Pandemic. Vi spillede den almindelige sværhedsgrad (dvs. med 5 epidemi-kort), men til trods for vores relative uerfarenhed med spillet, blev det dog til en nem sejr, hvor sygdommene aldrig rigtigt havde os pressede. Sjovt var det i hvert fald.

Søndag 15. juni 2008 - Stony-Con i Valby

Spil spillet: Tinners' Trail, Khronos, Airships, Volcano, Stone Age

En hel dag med brætspil i Valby Medborgerhus, med folkene fra GermanGames forumet! :-)

Dagens første spil blev Tinners' Trail, som jeg havde lovet at deltage i. Jeg havde jo godt nok fået det prøvet i KBK allerede, men havde ikke noget imod at give det et forsøg mere. Igen var det et rimeligt underholdende spil, som jeg dog nu ikke behøver spille igen lige foreløbig... Mit første indtryk fra KBK blev bekræftet - det er et ret abstrakt spil, hvor en sans for timing er den primære skill man behøver - og jeg kan meget, meget bedre lide Wallace's foregående spil, Brass.

Jeg havde også, i et svagt øjeblik, lovet at forklare og deltage i et spil Khronos. Selvom spillet endte med en stor sejr til mig, er jeg ikke sikker på at jeg sådan virkelig godt kan lide det. Designet har nogle skarpe kanter jeg ikke bryder mig om, og kortene tilføjer et stort tilfældighedselement, som jeg ikke er så vild med.

Allan introducerede mig derefter for Queen Games' Airships. Vi har at gøre med et lille terningspil i stil med forrige års To Court the King, altså et spil hvor man starter med få terninger, slår dem for at se om man kan opnå en "forbedring" af en slags, som efterfølgende giver en lov til at slå flere terninger, modificere sine terningsslag, osv. og dermed giver en mulighed for at slå efter mere og mere ambitiøse mål.

Luftskibs-temaet er i den kontekst selvfølgelig påklistret, men dog ikke mere iøjnefaldende påklistret end temaet normalt er i andre tyske spil. Hvad værre er, var at gameplayet ikke virkede særligt interessant. Det virkede også som om der var en ubalance mellem de forskellige måder spillet kunne slutte på: Spillere har på et tidspunkt mulighed for at bygge dele af Hindenburg (og færdiggørelse af den er et af slutkriterierne for spillet), men betingelserne for overhovedet at få lov til at starte på Hindenburg er så svære at opfylde, at spillets andet slutkriterie sandsynligvis vil være opfyldt forinden... Det kunne selvfølgelig bare være mig der vrøvler, men antallet af tråde på BGG der diskuterer problemet får mig til at tro noget andet... :-)

I et mindre travlt øjeblik blev jeg lokket til at spille et spil Volcano, et abstrakt og meget udfordrende Icehouse-pyramidespil. Man hopper nogle pyramider rundt på et 5 x 5 bræt, kan i visse tilfælde tage nogle af pyramiderne, og disse giver points i slutningen af spillet. Som med deterministiske abstrakte spil generelt er selv et så solidt spil som Volcano ikke liiige min stil, men sjovt var det da - og så vandt jeg. ;-)

Til sidst introducerede jeg tre andre for Stone Age. Forklaringen gik fint, spillet var populært, og jeg kunne som bordets mest erfarne Stone Age-spiller hive en kneben sejr hjem mod de tre newbies. Spillet virker stadig sjovt, og jeg vil gerne spille det nogle gange mere, men om det er et spil jeg må eje, ved jeg ikke endnu.

Som til sidste spilmøde i Valby blev dagen sluttet af med enchilada og fadøl på en lokal café. Lækkert! :-)

Lørdag 17. maj 2008 - Hjemme

Spil spillet: Ave Caesar (mange gange!)

Jeg har for nyligt erhvervet mig et eksemplar af Ravensburgers gamle hestevogns-væddeløbsspil Ave Caesar, og det har jeg fået spillet en del med Iben på det sidste. Reglerne er jo simple nok til at hun sagtens kan være med, og mens hun ikke er helt skarp til de taktiske finesser i spillet (hvis man kan tale om sådanne!) - altid tage inderbanen hvis man kan, blokere for de andre, osv. - klarer hun sig overraskende godt. Og hvad er vigtigere endnu: Hun synes det er smaddersjovt.

Så mens jeg ikke selv ser det store i Ave Caesar, opfylder det så absolut det formål jeg købte det til, nemlig at kunne spille det med børnene.

Mandag 28. april 2008 - Hjemme

Spil spillet: Agricola

De sidste par uger har jeg fået spillet endnu et par spil to-personers Agricola (familieudgaven) med Tine, og det er stadig sjovt.

Dog er vi måske ved at nå til et punkt, hvor familieudgaven begynder at stagnere lidt. Der er jo meget lidt variation fra spil til spil, og det begynder at føles som lidt for meget den samme øvelse hver gang. Det kan kortene / det fulde spil selvfølgelig hjælpe på, men de repræsenterer desværre også et temmeligt stort skridt opad i kompleksitet og "tyngde" (og tilfældighed), hvilket jeg ikke er sikker på vil blive værdsat i et spil for Tine og mig. Måske en "letvægts"-variant af det fulde spil vil være på sin plads?

To-personers familie-Agricola er desuden et spil hvor spillernes valg af strategier betyder meget for hvor sjovt og konstruktivt spillet ender med at være. I særdeleshed gælder, at hvis begge spillere gerne vil "det samme" (f.eks. begge to gerne vil have dyreavl som deres primære fokus), går en stor del af spillernes aktioner med at kæmpe om de samme ressourcer. Dette fører til et spil som ikke er særligt konstruktivt, og for os noget frustrerende (ved dyreavl er træ f.eks. en vital ressource, men der er kun et aktionsfelt pr. tur der giver træ, og dette leder til lidt af en kamp om at komme først til det hver tur).

Hvis spillerne omvendt fokuserer på hver deres speciale, bliver spillene meget mere konstruktive: En spiller kan f.eks. koncentrere sig om dyreavl, og den anden om marker, og der er stadig masser af ting at konkurrere om (så det er ikke fordi det resulterer i manglende konflikt). Vores sidste spil var af den type, og det var langt mere tilfredsstillende, end da vi begge forsøgte at få dyreavl til at fungere.

Et andet kritikpunkt Tine er kommet med, og som jeg sagtens kan følge, er at Agricola - som jo er et af de spil hvor man opbygger sin egen lille "maskine" - altid virker som om det slutter ligesom man synes ens maskine er ved at komme lidt op i omdrejninger. Det meste af spillet kører man derfor på et eksistensminimum, og netop som hjulene i ens maskine begynder at dreje rundt, slutter spillet. Fra et spilmæssigt synspunkt giver det god mening: I og med at ens points er en afvejning af alle aspekter af ens gård, giver det ikke meget mening at fortsætte til alle er gode til alt. Men det er rigtigt at det føles lidt frustrerende, at man aldrig rigtigt når at få glæde af det mesterværk man har opbygget...

Indtil videre er Agricola rigtigt sjovt, men det kan selvfølgelig være jeg er ved at være udbrændt når min engelske udgave af spillet engang ankommer. ;-)

Onsdag 2. april 2008 - Hjemme

Spil spillet: Agricola

Tine og jeg kastede os endnu en gang over Agricola, og endnu en gang var det en succes. For at udfordre spilmekanismerne lidt, eksperimenterede jeg denne gang med udelukkende er ernære min familie med grøntsager, for at se om det overhovedet var en farbar strategi.

Det gik egentlig meget godt. Godt halvvejs i spillet syntes vi begge faktisk at det gik mig rigtigt godt, men da pointene blev talt op stod Tine alligevel med en mindre sejr: Selv om min gård var rimeligt godt med, hentede hun så mange points på sin enorme dyrefarm, at min gård ikke rigtig kunne være med. Jeg havde masser af potentiale der lå lige til højrebenet, men som altid i Agricola havde jeg ikke aktioner nok... Mine strategi havde også en åbenlys ulempe: Jeg skulle hele tiden, selv i slutspillet bruge aktioner på at konvertere mine afgrøder til mad. Tine, derimod, kunne bare skovle dyr ind, vel vidende at tilberedningen af disse kunne ske uden brug af aktioner.

Vores spil var dog ret tæt, og jeg var glad for at se at "vegetar-strategien" var nogenlunde konkurrencedygtig.

Fredag 21. marts 2008 - Hjemme

Spil spillet: Agricola

Fredag aften fik jeg Tine med på at prøve at spille Agricola. Vi spillede familieudgaven, som jo (i parentes bemærket) stadig er et temmeligt dybt og komplekst spil, og det endte med en sejr til Tine. Jeg var lidt bedre med hvad angik dyrehold, og havde desuden en brønd og en lille mark med gulerødder (!), men Tine havde et stort stenhus til sin (store) familie, hvorimod jeg stadig boede i en lille lerhytte. Det virkede som om at det i to-personers familiespillet er vitalt ikke at blive udelukket fra at få træ! Faktisk virkede det så vitalt at jeg var lidt bekymret for spillet, så jeg spurgte om det på Boardgamegeek, og fik nogle interessante svar. Jeg er ikke så bekymret længere. :-)

Spillet var sjovt, og jeg kan sagtens se mig selv spille familieudgaven mange gange endnu. Men det bedste af det hele var nu at Tine godt kunne lide spillet, og udtalte at "nu bliver vi altså nødt til at spille det igen inden der er gået alt for lang tid, så jeg ikke glemmer det igen".

Mig: "Mmm, okay så". :-)

Søndag 10. februar 2008 - Stony-con

Spil spillet: Tribune: Primus Inter Pares, Filou - Die Katze im Sack, Amun-Re

Søndagen stod i brætspillets tegn, og denne gang var det Steen (aka Stony på germangames.dk's forum) der havde arrangeret et spillemøde i Valby Medborgerhus.

Jeg mødte op efter frokost, og deltog i Allans introduktion af spillet Tribune: Primus Inter Pares, en af nyhederne på sidste Essen-messe. Ikke bare en af nyhederne, men faktisk det højst rangerede spil på Fairplays liste, foran et af de andre hits på messen, Agricola.

Tribune er et klassisk tungt tysk spil med masser af tænke over, men med den sædvanlige ret løse integration til temaet. Spillerne forsøger at få kontrol over en række fraktioner i det gamle Rom, med henblik på at være den første til at opnå mindst 4 af 6 forskellige sejrsbetingelser.

Mekanismemæssigt minder spillet meget om en række andre nye, populære spil, og benytter sig f.eks. af en mekanisme hvor spillerne skiftevis placerer deres aktionsmarkører på forskellige lokationer, med henblik på efterfølgende at høste fordelen af denne lokation. Præcis som i Pillars of the Earth, Caylus, og flere andre nyere spil, altså. Tribune skiller sig dog ud fra disse ved også at være et indflydelses-kortspil, hvor det gælder om at samle serier af kort for de enkelte fraktioner, da det er disse serier af kort der giver mulighed for at overtage kontrollen med fraktionerne (når man en gang har kontrol over en fraktion, beholder man kontrollen indtil en anden spiller fravrister en den).

I hver tur skiftes spillerne altså til at placere deres markører enten på lokationer på brættet der oftest giver mulighed for at købe nye kort, eller på lokationer der giver mulighed for at forsøge at overtage kontrollen med en fraktion. Når alle markører er placeret løbes de enkelte lokationer så igennem og deres "effekt" tilfalder den spiller (om nogen) der havde sin markør der. Til sidst afgør man så overtagelsesforsøgene af de enkelte fraktioner, og her gælder det for udfordreren om at kunne spille en bedre serie kort for denne fraktion end den som den nuværende ejer havde spillet. Når fraktioner skifter kontrol gives en bonus til den nye ejer, og desuden giver alle fraktioner hver tur en bunus til deres øjeblikkelige ejer. Når en spiller første gang får kontrol over en ny fraktion, får han udleveret en fraktionsmarkør for at vise at han har nu har prøvet at have kontrol over denne fraktion, og denne markør beholder han selv om han efterfølgende mister kontrollen over fraktionen.

En interessant detalje ved spillet er at der er bred mulighed for selv at vælge sin sejrsbetingelser: Dels skal spillerne før spillet vælge hvilket scenariekort der skal bruges i dette spil (nogle kort stiller skrappe sejrsbetingelser og resulterer altså i lange spil, mens andre kan bruges hvis man ønsker et kort spil). Men når scenariekortet så er valgt, har hver enkelte spiller også mulighed for selv at bestemme sine egne sejrsbetingelser: Alle scenariekort indikerer nemlig seks forskellige kategorier/betingelser (tribun, gudernes gunst, forskellige fraktionsmarkører, legioner, laurbær, og penge) og en indikation af hvor mange/meget man skal have i hver kategori for at have opfyldt betingelsen. Det snedige er nu, at en spiller kun skal opfylde 4 af de 6 kategorier for at vinde spillet, og altså selv kan vælge hvilke han vil satse på (i visse scenarier kan en af betingelserne dog være obligatorisk, så man kun kan vælge 3 af dem selv).

Se, det lyder jo som et spil med den fornemme egenskab at der er "mange måder at vinde på", og det er faktisk også min overbevisning efter første spil.

I vores spil spillede jeg først lidt famlende, men blev efterhånden mere målrettet. Det gjorde mine modstandere dog også, og til slut måtte jeg konstatere at jeg ikke havde klaret mig særligt godt i den samlede stilling. Det gjorde dog ikke noget, for spillet havde været rigtigt sjovt og jeg var virkelig imponeret over det. Der er meget mere at tænke over end i Pillars of the Earth, og på grund af de mange måder at opfylde sejrsbetingelserne på, virkede spillet meget mere åbent end nogle af de mere "ensporede" spil der er udkommet på det sidste.

Jeg har hele tiden haft Tribune i kikkerten som et spil jeg måske skulle have på et tidspunkt, og efter at have prøvet det er det blevet opgraderet til et spil jeg absolut skal have. Vi spillede den tyske udgave, og den er afgjort spilbar, men alternativt skulle den engelske udgave udkomme i april.

Efter Tribune var det tid til at komme ned på jorden igen: Allan introducerede os nemlig for Friedeman Friese's nyeste spil, det lille kortspil Filou - Die Katze im Sack. Spillerne lægger kort, enten katte med positiv eller negativ værdi, harer med værdi "0" eller hunde (uden værdi) hemmeligt frem på bordet, og spillerne byder på de fremlagte kort. Efterhånden som spillerne trækker sig ud af budrunden, kompenseres de med penge, men til gengæld får de tilbageværende spillere i auktionen lidt mere information om de kort de er i gang med at byde på. Vinderen af de aktuelle kort får disse, og pointværdien - positiv eller negativ - tilfalder ham

Som titlen på spillet mere end antyder er dette et spil om at købe katten i sækken: "Haha, du troede du bød på to positive katte, men de to sidste kort var en hund der negerede den ene positive kat samt en negativ kat!" Og det er ikke en mekanisme der tiltaler mig! Med rigtige, gode spil som Geschenkt på markedet kan jeg ikke se nogen grund til at spile Filou igen.

Dagens sidste spil var Amun-Re, som jeg havde lovet at introducere nogle af de andre deltagere i. Der lå et stort pres på mig om at vinde spillet (som den eneste rutinerede Amun-Re spiller), og til alt held lykkedes det da også. Spillet blev generelt positivt modtaget, og det er jo altid rart. :-)

Efter vi havde forladt lokalet i Medborgerhuset, styrede vi mod en restaurant for lidt mad og drikke. En lækker mexikansk enchilada med oksekød og en stor fadøl satte et fint punktum på dagen.