Forside 
 Jens' Brætspils-weblog 
 Jens' computerspils-weblog 
 Jens' generelle weblog 
   >Diverse (2004)
 
Mandag 27. december 2004 - Nye spil

Den seneste måneds tid har budt på en række nye spilindkøb fra min side. Dels hægtede jeg mig på en bestilling Rasmus lavede hos en spilforretning i Tyskland, og dels har jeg købt lidt ved siden af. Ikke overraskende har jeg ikke prøvet nogen af dem endnu. :-) Der er tale om de følgende spil:

  • Lost Valley (Kronberger Spiele). Et stort spil med et hav af komponenter. Spillerne er guldgravere som udforsker et ukendt terræn, ikke overraskende med henblik på at finde guld. Ligesom firmaets forrige spil, Cronberg (aka Bonobo Beach) opbygges brættet af små rhombeformede og trekantede tiles. Det ser mægtigt interessant ud og jeg glæder mig til at prøve det. På nettet er meningerne lidt delte: Nogle priser det til skyerne fordi det faktisk fungerer rigtigt godt som et udforsknings-spil (et tema som traditionelt er svært at lave gode spil om), mens andre kritiserer det for at være for langsomt og repetitivt.
  • Karibik (Winning Moves). Et piratspil og efter sigende er det let, hurtigt og sjovt. Spillerne byder på at bestikke de forskellige piratskibe til at sejle de rigtige steder hen med deres stjålne skatte. Brættet viser det Karibiske hav, opdelt i felter og med en række vigtige byer angivet.
  • Submarine (Winning Moves). Den anden Essen-nyhed fra Winning Moves i år. Spillerne forsøger at hæve skatte fra havbunden (og det er stort set alt jeg ved om det spil)! Designeren er Leo Colovini, så ikke overraskende skulle spillet være ret abstrakt.
  • Senator (Fantasy Flight Games). Et af de nye spil i FFG's Silver Line serie af spil, som jo ellers ikke rigtigt indeholder nogen spil jeg kan lide. Dette spil er et auktions/bydespil, hvor spillerne repræsenterer magtfulde politikere i det gamle Rom, som forsøger at få deres egne (snarere end de andres) politiske agendaer igennem. Spillet skulle være ret brutalt, men også sjovt og hurtigt, så det er endnu et spil jeg ser frem til at prøve.
Så en spændende blanding af ét stort og tre små spil.


Tirsdag 23. november 2004 - War of the Ring-billeder

Først er her - lettere forsinket - et billede fra Frederiks og mit første spil War of the Ring. Som man kan se, er det i Gondor/Rohan at tingene sker, mens resten af brættet stort set stadig står i udgangsstillingen. Bemærk også den sovende nazgul! Frederiks slørede udtryk skyldes ikke hans vandglas, men derimod det øl der var i det forinden. ;-)

Frederik lægger skumle planer!

Her er så et billede af nogle af de malede figurer:

Malede figurer

Og til sidst et nærbillede af de gondorianske tropper:

Gondor på parade


Onsdag 17. november 2004 - War of the Ring-figurer

Jeg havde egentlig planer om at spraymale mine WOTR figurer, da de få farver der var standard ganske enkelt ikke duede. Da jeg forklarede Tommy i Fantask om mit projekt, insisterede han dog på at spraymaling ikke var en god løsning og tilbød istedet selv at male figurerne for mig, mod en mindre betaling. Som sagt, så gjort og jeg fik figurerne tilbage i dag. De er - efter mine specifikationer - malet ensfarvet, med forskellige farver for hver nation:

Gondor; mørkeblå
Rohan; grønne
Nord; umalede (dvs. lyseblå)
Dværge; mørkebrune
Elvere; mørkegrønne

De grå ledere er umalede, men med bannerne i deres nations farve.

Mordor + nazgul; sorte
Syd/østfolk; umalede (dvs. røde)
Saruman; mørkelilla

De unikke, mørkegrå companions og minions er umalede.

En god farvesammensætning, synes jeg. De gode nationer er generelt holdt i grønblå naturfarver, mens de onde alle er mørke, med røde tendenser. Og ingen af farverne skriger i øjnene.

Desuden er der for mange af nationerne fulgt den "standardfarve" de har i spillet, som er den farve deres respektive nationers grænser er afmærket med på kortet. Dog har jeg valgt at bytte om på elvere og Rohan (grænserne i spillet er lysegrønne for elverne og mørkegrønne for Rohan), da jeg synes mørkegrøn er mere "elveragtig". :-) For de onde afviger det lidt mere: I spillet er grænserne røde for Mordor, orange for Syd/østfolkene og gule for Saruman. Jeg har set billeder af figursæt hvor Saruman-figurerne er malet gule, og det ser bare kikset ud, synes jeg! Og hvis "The forces of Mordor" ikke kan være sorte, hvad kan så, om jeg må spørge?!

Tilbage er nu bare at få spillet med dem. Alternativt kan jeg jo eksperimentere med at male dem mere detaljeret; Frederik driller med at jeg snart vil være inkarneret figurmaler, og jeg må indrømme at det godt kan krible lidt i fingrene for at få lov til at male røde øjne på de sorte orkers skjolde! :-)


Mandag 25. oktober 2004 - Familieforøgelse

Jeg kan med glæde meddele at jeg er blevet far igen. Et par billeder af min yndige søn kan ses her.

Himlen må vide, hvornår jeg igen får tid til at spille et brætspil...! :-)


Tirsdag 5. oktober 2004 - Nyt spil

På grund af forskellige ... familieting ... har det desværre været lidt tyndt med spilleriet på det sidste. Men det forhindrer mig naturligvis ikke i at købe nye spil, når der kommer noget jeg bare have.

Det var der i dag. Marit skrev inde fra Fantask, at de havde fået Fantasy Flight's/Nexus' nye War of the Ring hjem. Det er jo et spil jeg har set meget frem til, lige siden jeg først hørte om det sidste år. Prisen hos Fantask er på 600 kr., hvilket selvfølgelig er mange penge, men det er unægteligt også et stort spil.

Ved første øjekast ser spillet flot ud: Kassen er enorm og spillet er meget, meget tungt. Spillebrættet (som er 'mounted') er også enormt, omkring 70 x 100 cm. Udover det medfølger fire decks kort, et ark med papbrikker, regler, reference ark, begynderregler, og ikke mindst en masse plastikfigurer.

Brættet er flot med masser af lækker artwork og små detaljer, omend helhedsindtrykket er, at Midgård ser lidt brunt og afsvedet ud. Figurerne er også flotte: De godes styrker er blå, med forskellige modeller fra nation til nation. De ondes styrker er røde. Udover det har begge sider en række grå figurer der repræsenterer enkeltpersoner; Ringens broderskab og forskellige generiske ledere for de godes vedkommende, og nazgûlerne og et par andre for de ondes vedkommende.

Reglerne er ret omfattende, omkring 23 sider faktisk, skrevet med små bogstaver endda. Efter at have læst dem kan jeg dog med lettelse konstantere, at de ikke er specielt svære.

Mit umiddelbare indtryk er at spillet ser rigtig cool ud, og jeg glæder mig meget til at prøve det "rigtigt". Jeg har pt. kun prøvet at spille det lidt solitaire, bare for at se hvordan spillet "flyder", og det virker rigtigt godt. Mere senere, når jeg har lidt mere konkret at bidrage med...


Tirsdag 8. juni 2004 - Nye spil

En SMS fra Marit havde afsløret, at der var kommet nye, spændende ting i Fantask, så efter arbejde var jeg afsted for at erhverve mig de seje nyheder. Det blev konkret til to nye Rio Grande/Hans im Glück ting, nemlig St. Petersburg og Goa.

Begge spil er blevet modtaget med meget begejstring blandt de seriøse spielfrieks på nettet. Begge er desuden blevet sammenlignet med Puerto Rico, omend St. Petersburg skulle være væsentligt mindre komplekst og tungt end PR. Goa derimod er et stort, tungt spil med mange regler.

Jeg har læst reglerne til St. Petersburg, og kort fortalt er det et kortspil (dog med et bræt kortene kan lægges ud på og en bunke spillepenge), hvor spillerne skal erhverve sig håndværkere, bygninger og aristokrater. Disse kan give indkomst eller victory points (eller begge dele) i løbet af spillet, og ikke overraskende gælder det om at have flest VP ved spillets slutning. Da der er en del kort med forskellige specielle evner og sammenhænge, ser det ud til at der er mange konkurrerende strategier man kan forsøge sig med. Alt i alt ser det lovende ud.

Så forhåbentlig kan jeg komme til at prøve begge spil inden alt for længe...


Tirsdag 11. maj 2004 - Nye spil

Jeg mødtes med Annemette inde i Fantask for at hente de spil, jeg havde bestilt hos hende. Det drejede sig om Modern Art, Pizarro & Co, og Medici. Tre auktionsspil, to af dem af Reiner Knizia! :-)

Medici kender jeg jo allerede og synes er et godt spil, og de to andre ser jeg meget frem til at prøve - ikke mindst Modern Art som jo har status af klassiker indenfor genren.


Mandag 26. april 2004 - Nye spil

Min spilordre fra Adam Spielt var nået frem, da jeg kom hjem. Tine, som havde modtaget pakken, var lidt skeptisk over hvad jeg havde købt, da pakken nærmest var på størrelse med en flyttekasse! Åbning af pakken afslørede dog, at det meste af pladsen var gået til grundig, tysk emballering.

Jeg havde dels bestilt en 'stak' Royal Turf spil, som er tiltænkt forskellige familiemedlemmer. Desuden var der ikke mindre end fire spil til mig selv, og ved første øjekast ser de alle rigtig interessante ud:

Sunda to Sahul er et 'tile-laying' spil med puslespils-brikker. Spillerne placerer brikker for at opbygge øer i Polynesien, og placerer deres stammer på vigtige lokationer. De rapporter og anmeldelser jeg har læst konkluderer, at der er mere puslespil end "rigtigt" spil i Sunda to Sahul, men ikke desto mindre glæder jeg mig til at prøve det... Det ser rigtig, rigtig flot ud.

Rückkehr der Helden er et fantasy-brætspil: Spillerne har en karakter hver, som er klassiske D&D stereotyper (fighter, magic user, cleric, elver og dværg). Hver karakter findes desuden i både en mandlig og en kvindelig udgave. Karaktererne bevæger sig rundt på det modulært opbyggede bræt, slås med monstre, anskaffer sig magisk udstyr, løser 'quests', med det endelige mål at besejre den Store Onde - hvis identitet veksler fra spil til spil. Spillet ser umiddelbart sjovt ud, med rigtig flotte komponenter. Artworket er meget "pulpy" (f.eks. er den kvindelige fighters ringbrynje mere egnet til en varm dag på stranden end til at beskytte kroppen mod angreb!). Spillet er på tysk, med meget tysk tekst på komponenterne, men alt sammen findes heldigvis i engelsk udgave på Boardgamegeek. Desuden er der jo en vis charme i at kæmpesumpormen hedder "Riesensumpfschlange" (eller noget i den retning)! :-)

Cronberg er endnu et tile-laying spil: Her placerer spillerne rhombeformede brikker, med det formål at opbygge den tyske (?) by Cronberg. Der er tale om et lille spil med få komponenter, og reglerne fylder også kun to små sider.

Endelig valgte jeg at købe et lille kortspil, som er et par år gammelt nu: Vom Kap bis Kairo handler om at bygge jernbaner på tværs af (eller måske snarere "på langs af"?) Afrika. Jeg blev overrasket ved at læse reglerne og opdage, at der er tale om et lille auktionsspil. Det ser i hvert fald interessant ud.

Jeg havde forberedt en mig en smule og downloadet engelske regler til de tyske spil. Jeg blev dog en smule overrasket over at opdage, at der allerede fulgte engelske regler med til både Cronberg og Vom Kap. Hvem pokker finder på at oversætte tyske regler til engelsk, når de allerede har engelske regler i deres spil? Mystisk...


Tirsdag 20. april 2004 - Bestilling af nye spil

Jeg gjorde alvor af en idé jeg havde haft et stykke tid, og bestilte en bunke spil fra Adam Spielt i Tyskland. Spillene er:

  • Sunda to Sahul - et spil som bare ser så mystisk ud, af jeg må have det.
  • 3x Royal Turf - gaver til familien, som jo alle elsker spillet.
  • Rückkehr der Helden Deluxe Edition - håber ikke det bliver en fuser, men et spil der beskrives som et simpelt, hurtigt, flot Magic Realm skal bare prøves! Det er selvfølgelig også blevet beskrevet som et lidt avanceret Talisman, hvilket lyder skrækkeligt. :-)
  • Vom Kap bis Kairo - skulle være et godt lille kortspil.
  • Cronberg - placeringen af trapez-brikker ser cool ud.
Så nu er der bare tilbage at vente på, at spillene når frem...


Torsdag 15. april 2004 - Nye spil

Mit første besøg i Fantask i flere uger afslørede mange nyheder på hylderne, inklusive Blue Moon, Alexandros, Hansa, Oasis, Saga og Tongiaki. Jeg endte med at købe Hansa og Tongiaki. Begge spil ser sjove ud, men det må selvfølgelige komme an på en prøve, om de faktisk er det. Jeg passede på de andre nye spil: Blue Moon er måske for CCG-agtigt (og hvem har brug for flere af den slags spil?). Alexandros ligner et typisk Colovini-spil, hvilket vil sige fuldstændigt abstrakt og tørt. Oasis har fået halvdårlige kommentarer med på vejen (min guru, Chris Farrell, kunne f.eks. ikke lide det). Endelig er Saga "blot" et kortspil, og jeg havde mest lyst til at købe noget med lidt flere komponenter til...

Tongiaki er et 'tile laying' spil, hvor spillerne er polynesiske stammer der rejser fra ø til ø i Stillehavet. Hver sekskantet tile er enten en ø eller åbent hav; når alle tiles er lagt slutter spillet, og spillerne får points for de øer de er tilstede på (nogle øer er mere værd end andre). Umiddelbart minder dele af spillet lidt om Tikal.

Hansa er et handelsspil, som ikke overraskende foregår omkring Østersøen, hvor spillerne sejler et skib fra by til by og handler med varer. København og Aalborg er de to danske byer!

Som en del af min 'cunning plan' bemærkes det, at begge spil skulle fungere fint med to spillere. :-)


Tirsdag 2. marts 2004 - Hjemme

Spil spillet: Four Winds Mah Jong

Det er ikke så tit jeg overhovedet får spillet noget, så alt hvad der bare lugter af spilaktivitet, bliver rapporteret her! På anbefaling af Sune havde jeg downloadet en trial-version af et computer mah jong spil, "Four Winds Mah Jong", som jeg installerede derhjemme. Trial-versionen er karakteriseret ved dels at mangle muligheder for at ændre look-and-feel i spillet (f.eks. andet brik-artwork), dels ved kun at tillade at man spiller to hænder af et spil, før man må starte forfra. Man får altså ikke mulighed for at spille et helt spil igennem, men man kan prøve nok til at få en idé om, hvorvidt spillet er noget for en. Mystisk koncept for en trial-version. ;-)

Mah jong er et lidt specielt spil, da der findes et utal af forskellige regelvarianter for det. Four Winds' store force er, at det tillader spilleren at vælge mellem rigtig, rigtig mange forskellige varianter, så (nærmest) uanset hvilke regler man er vant til, kan man spille med dem i Four Winds. Sune havde informeret mig om, at den variant vi spillede i "gamle dage", i Four Winds hed "Australian", og det viste sig også at passe: Der var kun et par meget små forskelle at finde.

Jeg spillede nogle hænder igennem for at få en idé om hvordan spillet hang sammen. Min umiddelbare konklusion var at jeg syntes godt om spillet. Det var rimeligt nemt at overskue hvad der foregik (noget som jeg ellers ofte synes er et problem i computerversioner af brætspil), og brugergrænsefladen var okay hjælpsom. Jeg havde et par småproblemer i starten (lod bl.a. en pung gå mig forbi, fordi jeg ikke kunne finde ud af at claime den!), og stødte også ind i et par mere tekniske spidsfindigheder, men i det store hele virkede det som et godt spil. Der var rigtigt mange parametre og indstillinger man kunne skrue på, og selvom det selvfølgelig er godt nok, var det lidt svært at overskue lige hvad man kunne indstille, og hvor man i givet fald skulle gøre det henne...

Tilbage er så bare at finde ud af, om jeg faktisk synes det er 30 euro værd, hvilket den rigtige udgave af spillet koster. Det kunne meget vel tænkes, men jeg tror lige jeg skal lege med trial-versionen lidt mere først...


 
Blog om brætspil, skrevet af Jens Hoppe. Med fokus på tyske spil og strategi-simulationsspil.
 

Oversigt

Til forsiden
Brætspils-weblog i nyt format!
Spil-ønskeliste
Computerspils-weblog
Generel weblog
 

Links

Min hjemmeside
Boardgamegeek
Min collection på Boardgamegeek
Consimworlds diskussionsforum
Chris Farrells Gaming Blog
Nick Barkers Blog
Københavns Brætspilsklub
Tobias' brætspilsblog
Krasch's game blog
GG's brætspilsforum
 

Arkiv

KBK spilrapporter (2009, 2008, 2007, 2006, 2005, 2004)
Andre spilrapporter (2009, 2008, 2007, 2006, 2005, 2004)
Diverse (2009, 2008, 2007, 2006, 2005, 2004)


© Jens Hoppe