Forside 
 Jens' Brætspils-weblog 
 Jens' computerspils-weblog 
 Jens' generelle weblog 
   >Arkiv (2007)
 
Fredag 28. september 2007 - Fotografering

Jeg er godt nok faldet lidt til ro og har ikke købt nyt, dyrt tilbehør til mit spejlreflekskamera længe, men billeder er der blevet taget nok af. Portrætter, udsigtsbilleder fra lejligheden, feriebilleder fra Jylland og Bornholm, 1807 reenactment, og meget mere. Her er et par eksempler:

Som altid kan disse, og mange andre billeder ses i mit Picasa webalbum.




Mandag 23. juli 2007 - Harry Potter: Det var så det

Det blev en weekend i Harry Potters tegn. Jeg blev færdig med bogen i går, og den er rigtig, rigtig god.

Min "tyvstart" på læsningen i sidste uge var god nok: De billeder af bogen jeg havde fundet på nettet var faktisk af den rigtige bog, og altså ikke nogen "forfalskning". Jeg ved heller ikke hvad der ville have været mest fantastisk: At nogen havde fået fat på et eksemplar og havde taget billeder af alle siderne, eller at nogen havde skrevet en hel alternativ bog, havde fået den trykt professionelt, og taget billeder af den! Men det betød at jeg allerede var omkring halvvejs igennem bogen, da jeg besøgte boghandleren lørdag formiddag og hentede mit eksemplar.

Det følgende indeholder en masse spoilere, så marker det blanke stykke med musen, hvis du vil læse det:

Jeg var vild med bogen. Den havde både humor, spænding og hjerteskærende sørgelige øjeblikke. Der var omtrent lige så meget plot og action som i alle de andre bøger tilsammen, men uden at det føltes forhastet eller forceret. For mig er det uden tvivl den bedste bog i serien. Allerede fra starten, da Hedwig og Moody bliver dræbt og George vansiret, ved man at det bliver en intens oplevelse.

Det er svært at sige, hvad min yndlingsscene i bogen er, der er for mange at vælge imellem. Dobbys død var frygtelig sørgelig, Kreachers omvendelse var fantastisk, Snapes baggrundshistorie forklarede alt til min tilfredsstillelse - jeg var enormt glad for at han trods alt var på de godes side. Harrys erkendelse af at hans egen død er en nødvendighed for at besejre Voldemort var så sørgelig at det næsten ikke var til at klare, Mrs. Weasleys duel med Bellatrix var sej ("You bitch!"). Og så er der jo Fred, Lupin og Tonks som det næsten ikke er til at holde ud at tænke på.

Det eneste jeg syntes ikke virkede helt overbevisende var flugten fra Gringott's: Det er fint at vores helte undslipper farer på mirakuløs vis, men flyvende ud af et underjordisk kompleks på ryggen af en drage var bare lidt for meget. :-)

Jeg var overrasket over hvordan mange af personerne viste sig at være mere moralsk komplekse end vi havde troet: Kreacher der accepterer Harry (scenen hvor hus-elverne går med i slaget er fantastisk), Dumbledores langt fra perfekte baggrund, Snapes intense følelser for Lily, Malfoy'erne der går fra at være onde til bare at være forvirrede og bange. Stort!

Det var i det hele taget en fantastisk bog, og jeg har bare lyst til at læse den igen! :-)




Torsdag 19. juli 2007 - Harry Potter and the Deathly Hallows, mere nyt

Efter at have skrevet det forrige indlæg om den nyeste Harry Potter-bog, kunne jeg ikke helt lade være med at forske yderligere i sandheden bag de lækkede eksemplarer. Blandt andet er det blevet skrevet flere steder, at en person har taget fotos af samtlige sider i bogen, og tilbudt det hele som download på de forskellige torrent-piratsteder. Lidt hurtigt googling bekræftede for mig at rygtet var sandt og at man faktisk ikke længere behøver at have adgang til et torrent-site, for at kunne finde billederne.

Jeg har i hvert fald nu en RAR-fil med en samling billeder af siderne i bogen, som virker meget ægte. Jeg har læst de første kapitler i bogen og de virker spændende. Teksten er meget overbevisende J.K. Rowling-stil, og der er intet der antyder at der skulle være tale om en forfalskning.

Det ville være lidt usportsligt at give et direkte link til filen, men som det fremgår af det ovenstående er "Google din ven", og en hurtig søgning på " "harry potter and the deathly hallows" download -torrent " giver hurtigt et link til den pågældende fil. Kvaliteten af billederne er ikke for god, og visse steder kan det være lidt svært at læse teksten (for slet ikke at nævne de fingre man kan se på alle billederne :-) ), men det er jo også ligemeget: Idéen med at offentliggøre den slags er jo ikke at give folk et gratis e-book eksemplar af bogen, men blot at lade folk læse indholdet.

Nu må vi se; jeg læser nok lidt i bogen inden lørdag, men skal nok afholde mig fra at lede efter spoilere. :-)




Torsdag 19. juli 2007 - Wing Tsun

Hvem skulle have troet det? Tilbage i 1992-93 dyrkede Frederik og jeg Wing Tsun, et meget effektivt og pragmatisk kinesisk selvforsvarssystem. Og efter alle de mellemliggende år har jeg fået lidt blod på tanden til at tage det op igen. Ikke at jeg har prøvet endnu, naturligvis, for at gå i gang med den slags igen er noget der kræver en del overtalelse af en selv - det er ikke meget tid jeg har til at gå i gang med endnu en fritidsinteresse, og det er unægteligt også nemmere at blive hjemme og være magelig om aftenen. Det er jo heller ikke til at vide om jeg, som 39-årig, vil falde helt igennem i sådan en situation.

Tiden vil vise om det bliver til mere end bare tankespind. :-)




Torsdag 19. juli 2007 - Harry Potter and the Deathly Hallows

Så er det lige op over! Om under to døgn - natten mellem fredag og lørdag - udkommer den syvende og sidste Harry Potter-bog, Harry Potter and the Deathly Hallows. Spændende bliver det jo: Jeg har forudbestilt et eksemplar og overvejer at tage forbi butikken ved midnat, hvor salget starter. Ikke så meget for absolut at få bogen på det tidspunkt, men mere for at se det cirkus af udklædte fans der garanteret vil udspille sig. Det er jo sidste bog og dermed sidste chance for den slags... Nu må vi se, i praksis kan det jo sagtens være at jeg bare er for træt i morgen aften. :-)

Samtidig ser det også ud til at det er lykkedes nogle at få adgang til bogen inden udgivelsen (bl.a. har intet mindre end NY Times allerede skrevet en anmeldelse!) og googler man f.eks. på "harry potter and the deathly hallows leak" skal man &!/#* være forsigtig med hvilke links man følger! Personligt vil jeg stoppe her, for jeg vil jo ikke ødelægge det for mig selv...




Tirsdag 26. juni 2007 - Tigere!

Jeg og resten af familien var i zoologisk have i søndags, jeg som altid bevæbnet med mit Sigma 70-300 APO objektiv. Og hvad opdagede vi denne gang? Tigerne havde fået unger, minsandten, og der findes som bekendt ikke bedre motiver end små tigerkilinger: :-)

Klik for flere billeder
Klik for flere billeder

Jeg har ikke fået brugt mit seneste objektiv, Canon 24-85'eren så meget den sidste måned. De gange jeg har haft det på, har jeg generelt været lidt utilfreds med resultaterne, og det har altid været rart at komme tilbage til Sigma 17-70 objektivet igen. USM autofokusen på Canon objektivet er fin nok, men den giver mig på den anden side ikke nogen markant bedre fornemmelse end den almindelige mekaniske fokus på Sigma'et. Desuden må jeg konkludere, at det virker lidt begrænsende at have et objektiv der først starter ved 24mm. Omvendt bliver jeg mere og mere glad for mit Sigma 17-70, så nu ved jeg slet ikke om jeg overhovedet vil have et andet standard-objektiv...

Af udstyr har jeg på det sidste kun anskaffet mig et stativ. Det er et billigt Velbon stativ som dog ser ud til at virke fint til mine formål. Hvad er mine formål så, kan man spørge? Tja, lege med lys er et af dem:

Klik for flere billeder
Klik for flere billeder




Fredag 25. maj 2007 - Objektivtanker

Som jeg skrev sidst, tænker jeg en del over hvad jeg kunne tænke mig i et "dagligdags-objektiv". Det er selvfølgelig umuligt at give et entydigt svar på, hvad det "bedste" all-round objektiv ville være, for der er i høj grad tale om kompromisser mellem de forskellige kvalitetsparametre.

Min nyeste tanke var, om et dagligdags-objektiv virkelig behøver at starte allerede ved 17-18mm brændvidde, eller om mindre kan gøre det. Når jeg ser på mine billeder med Sigma 17-70'eren kan jeg se, at jeg tager nogle landsskabsbilleder ved 17mm, men det er stort set også det. Kunne jeg klare mig med et objektiv der startede ved f.eks. 24mm, ville det åbne en helt ny vifte af muligheder. Kunne jeg starte ved 28mm - men der er jeg nok mere tvivlende - ville endnu flere objektiver være en mulighed. Det er nemlig også sådan at jeg har taget mange billeder med Sigmaen ved 70mm, så måske ville lidt ekstra i tele-enden af brændviddeområdet også være nyttigt?

Et andet krav jeg overvejede var, om et dagligdags-objektiv behøvede at være hurtigt (dvs. have mulighed for stor blænde), eller om man kunne klare sig med en mindre blænde og så blot substituere et hurtigt prime objektiv ind, når der er brug for store blænder. I vinter da jeg startede med SLR fotografering var det selvfølgelig rigtigt rart at have et hurtigt objektiv, og jeg brugte som følge deraf min 50mm f/1.8 prime mere end noget andet, men nu hvor det er sommer og jeg tager de fleste billeder i dagslys, virker de store blænder måske mindre essentielle.

Et krav jeg ikke ville gå på kompromis med, var skarpheden af billederne. Dels skal autofokus være hurtig og præcis, dels skal billedet have høj opløsning.

Mine overvejelser ledte mig i retning af nogle nye objektiver, som er lidt mindre vidvinkel (og havde lidt mindre blænder) end dem jeg tidligere har kigget på. Først er der et af Canon's super L-objektiver, nemlig deres Canon EF 24-105mm f/4 USM L IS. Det får knaldgode anmeldelser alle steder, det dækker et dejligt stort brændviddeområde (hvis man kan leve med at det starter ved 24mm), det har en intern USM autofokusmotor, og endelig har det billedstabilisering (IS). Så bliver det ikke meget mere lækkert, og eneste problem er egentlig at det er ret dyrt - knap 8000 kr.

Men jeg kiggede på objektiver der starter ved 24 og 28mm faldt jeg også over et billigt Canon objektiv, nemlig Canon EF 24-85mm f/3.5-4.5 USM. Det er selvfølgelig et noget mere beskedent objektiv, med mindre brændviddeområde, lidt mindre blænde, dårligere byggekvalitet (det er ikke et L-objektiv) og selvfølgelig uden IS. Billedkvaliteten skulle heller ikke være så god som 24-105'eren, men faktisk får 24-85 objektivet ret gode anmeldelser de fleste steder, og bliver generelt betegnet som ret skarpt. Og så har det ligesom det dyre objektiv, men modsat alle mine egne, en USM autofokusmotor. Det er også lidt lettere og mere kompakt end min Sigma 17-70'er:

Den anden dag faldt jeg så over en annonce, hvor en 24-85'er blev solgt brugt, men i god stand. Min tanke var, at selvom jeg en dag godt kunne tænke mig en 24-105'er, kunne det være rart at have en mulighed for at teste om 24mm var godt nok for mig, og det kunne være rart at se præcis hvor cool USM egentlig er. Så uden at tøve (særligt meget) købte jeg den brugte 24-85'er - og den ankom med posten i går.

Nu kommer så en periode hvor jeg skal finde ud af hvad jeg bedst kan lide, for jeg har efterhånden rigtigt mange objektiver der dækker samme område. Er 24-85'eren lige så skarp som min Sigma 17-70? Er USM motoren virkelig en stor fordel? Er 24mm bredt nok? Er det en stor fordel at have 85mm tele i stedet for "kun" 70mm? Er et f/3.5-4.5 objektiv hurtigt nok til dagligdags brug? Kan jeg klare mig uden Sigmaens makro-funktionalitet? Er det en mærkbar forskel at Canon objektivet er lidt mindre og lettere end Sigmaen?

Jeg har selvfølgelig taget nogle billeder med det nye objektiv allerede, og mit indtryk er at de er rimeligt skarpe. USM motoren er en drøm i praksis - endnu hurtigere og mere stille end jeg havde turde håbe på. Det virker rart at objektivet er lidt mere kompakt end det gamle, men er det en signifikant forskel? Endvidere virker byggekvaliteten af det nye Canon objektiv lidt dårligere end Sigmaen.

Men hvilket objektiv vinder i sidste ende? Hæng på og find ud af det... :-)




Tirsdag 15. maj 2007 - Hvad med fotograferingen?

Når jeg ikke skriver så meget om fotografering, er det ikke fordi jeg ikke gør noget ved det, for jeg får taget en masse billeder. Også en masse gode, synes jeg, og en del af de bedste kan ses i mit Picasa webalbum (se link i højre side). Her er et par eksempler, hvor jeg prøver alt lige fra dyrebilleder og makrobilleder til portræt og landskab. :-)

 

Det objektiv jeg oftest har på kameraet nu, er mit Sigma 17-70mm. I det store hele fokuserer det faktisk godt: Der er selvfølgelig nogle missere en gang imellem, men der er ikke nogle principielle problemer med det, så vidt jeg kan se. Desuden er grunden til at jeg holder fast ved det, at det tager nogle dejligt skarpe billeder, og f.eks. mit Sigma 18-200mm kan ikke være med dér. Superzoom-området som det sidste objektiv giver er rar at have, men i praksis kan jeg bedst lide at bruge mit 17-70mm, så spørgsmålet er om mit 18-200mm skal sælges igen...

Alligevel drømmer jeg lidt om et andet standard-objektiv, men jeg kan ikke finde ud af, hvilket det skal være. Det jeg synes jeg mangler ved mit 17-70mm er: IS (billedstabilisering) og mulighed for stor blænde i hele brændviddeområdet (f.eks. et objektiv med konstant f/2.8). Jeg har desuden opdaget, at jeg bruger teleområdet af mit 17-70mm ret meget, så jeg er heller ikke meget for at gå på kompromis med det brændviddeområde jeg har i dag. Endelig skal et nyt objektiv selvfølgelig være mindst lige så skarpt som mit 17-70mm, og skal fokusere hurtigt og præcist. :-)

Det ideelle objektiv til at opfylde næsten alt dette er selvfølgelig Canon's EF-S 17-55mm f/2.8 USM IS, som jo er et f/2.8 objektiv med IS og som efter anmeldelserne at dømme fokuserer både hurtigt og præcist og desuden er så skarpt at man kan skære sig på det. Desværre er det ret stort af et "hverdags-objektiv" at være, og endnu vigtigere er det hundedyrt (et stykke over 7000,-).

Alternativt kunne man vælge Tamron's AF 17-50mm f/2.8 SP XR Di II LD Aspherical [IF]. Her er vi nede i omkring 3500,- hvilket er mere menneskeligt. Objektivet er også mindre, og skulle være næsten lige så skarpt som Canons eget. Men, men, men, man mister selvfølgelig billedstabiliseringen, og fokuseringen er nok heller ikke så god som på Canon-objektivet.

For begge disse objektiver gælder også, at de er noget kortere tele-mæssigt end mit 17-70mm. Kan jeg leve uden 50-70mm delen af intervallet? Jeg ved det faktisk ikke, men jeg hælder til at muligheden for konstant f/2.8 trods alt er vigtigere end de 20 millimeter ekstra brændvidde.

Der er ingen tvivl om, at købte jeg et af disse, ville det overflødiggøre mit 17-70mm, for hvem har brug for så mange standard-objektiver? Spørgsmålet er desuden, som nævnt ovenfor, om jeg reelt allerede har overflødiggjort mit 18-200mm objektiv, som jeg jo ikke bruger særligt meget.

Noget skal der i hvert fald ske - måske... :-) Jeg mangler også et stativ, men bliver ved med at udsætte indkøbet.




Søndag 1. april 2007 - Koncert med Loreena McKennitt

Loreena McKennitt er en canadisk sanger, der startede sin karriere med musik der mest af alt kan karakteriseres som akustisk musik og skønsang, inspireret af irsk (eller mere generelt "keltisk") musik.

For omkring 10 år siden - i den periode hvor jeg var ved at finde vej ind til "rigtig" irsk traditionel musik - var jeg en stor fan af hende, og Frederik og jeg tog blandt andet til Berlin for at høre en koncert med hende(Frederik mener det var i 1997, og det passer vist meget godt). I princippet er jeg stadigvæk en fan, også selvom jeg ikke har lyttet så meget til hende i de senere år. Hun udgav også sidste år (for første gang i mange år) en ny CD, An Ancient Muse, og mens den ikke er specielt nyskabende for hende, er det stadig en rigtig god plade.

Med min baggrund som stor fan af Loreena var det selvfølgelig en "stor ting" at det for et par måneder siden kom frem, at hun ville afholde en koncert i Danmark - på Frederiksberg, for at det ikke skal være løgn. Jeg fik med det samme billetter til Tine og mig, og i går var det så dagen...

Det var en stor og visuelt flot koncert. I alt var der 10 musikere, inklusive gamle kendinge som guitar- og bouzouki-spilleren Brian Hughes, violinisten Hugh Marsh og cellisten Caroline Lavelle, men udover disse var der også adskillige andre, inkl. en række forskellige percussionister.

Scenen var også flot, med en stor port som den centrale kulisse, og med arabisk-inspirerede vægtæpper og lamper som yderligere dekoration. Kreativ lysføring gav en flot, næsten magisk, og kun lidt poppet stemning. :-)

Men hvad så med musikken?

Det var faktisk en god koncert. Den var opdelt i to sets med et kvarters pause imellem, og hvert set bestod vel af en 8-10 numre, som var en skønsom blanding af numre fra An Ancient Muse og ældre numre. De ældre numre var taget fra The Visit, Mask & Mirror og Book of Secrets, så Loreenas allerældste plader var ikke repræsenteret.

Lyden var god, musikerne var fantastiske, og ind imellem var det en meget fascinerende musikalsk oplevelse. De rytmiske, mere kraftfulde numre blev i min mening spoleret lidt af for meget "larm", især fra det store, centralt placerede trommesæt, som havde det med at dominere temmelig meget, når trommeslageren slog sig løs (Tine bemærkede at han lignede og opførte sig som Animal fra Muppet Show, når han var i gang, og det er ikke helt forkert :-) ).

Så hvad der kunne have været meget inciterende mellemøstligt-inspireret musik blev - synes jeg - ødelagt lidt af den konstante banken fra bassen, som man havde kørende i mellemgulvet (og jeg er ellers vild med Loreenas mere rytmiske numre!), men heldigvis var der masser af mere stille og melodiske numre også. Koncerten blev afsluttet med to (eller var det tre? ;-) ) ekstranumre, og da det allersidste nummer var den skræmmende smukke Cymbeline (fra The Visit), var det en perfekt afslutning, og for mig højdepunktet på en rigtig god koncert. Forhåbentlig går der mindre end 10 år til næste gang jeg kan høre hende live. :-)

Loreena McKennitt har åbenbart en dansk connection, som umiddelbart virker ret usandsynlig, og som jeg i hvert fald ikke kendte til: TV-gartneren Søren Ryge er tilsyneladende en stor fan, og han har både brugt hendes musik i nogle programmer (hvilket tilsyneladende var med til at gøre hende enormt populær herhjemme), og har sågar også haft besøg af, og har interviewet hende. Programmet med Søren Ryge og Loreena McKennitt vises på DR d. 11. april kl. 20 (og igen d. 15. april kl. 18), og jeg vil i hvert fald være at finde foran skærmen. :-)




Onsdag 7. marts 2007 - Hvordan går det på fotofronten?

Jeg har - heldigvis - ikke brugt noget særligt på foto-udstyr i februar måned. :-)

Endvidere har jeg (efter næsten to måneders ventetid) fået mit Sigma 17-70mm objektiv tilbage fra reparation. På sedlen fra værkstedet står der, at den er blevet korrigeret for backfocus, og efterfølgende testet på et 350D kamera. Det er meget muligt, men jeg er ikke sikker på at jeg kan se den store forskel i forhold til før. Mine billeder indtil nu har i hvert fald inkluderet både billeder med backfocus, og billeder hvor fokus var OK... Der skal vist lidt mere test til, før jeg beslutter mig for hvad jeg vil gøre.

Jeg er også for første gang rendt ind i problemet med støv i kamerahuset. Det startede egentlig som noget snavs, som satte sig på spejlet i forbindelse med et objektivskift. Mine ubehjælpsomme forsøg på at få det ud resulterede i nogle støvpletter på sensoren. Jeg har efterfølgende investeret i en blæsebælg med tilhørende børste, og mens det har taget det meste, har jeg dog stadig en 5-6 små pletter på sensoren. Den gode nyhed er, at de er svære at få øje på (jeg skal op på ekstremt høje blændetal før de bliver synlige), men til gengæld ser det altså ud til, at de sidder godt fast. Det er i hvert fald ikke noget jeg vil panikke over, og hvis det bliver et reelt problem på et tidspunkt, må jeg jo have kameraet ind til en rensning...




Tirsdag 6. februar 2007 - Zoo-billeder

Som skrevet havde jeg mit Sigma 70-300mm objektiv med i zoologisk have i weekenden. Det blev til en masse nærbilleder, primært af tigre og løver, og et udvalg af disse kan ses i mit Picasa-album her:




Mandag 5. februar 2007 - Objektiv-status

Jeg er ved at indse det: Objektiver til spejlrefleks-kameraer er som narko! :-) I hvert fald har jeg siden sidst købt endnu et objektiv! Ja, jeg ved det, nu må det stoppe, og det tror jeg også det snart gør.

Jeg havde i lang tid kigget på et af de billige tredieparts "superzoom" objektiver, som f.eks. Sigma eller Tamrons 18-200mm. Men jeg var altid blevet afskrækket af de mildest talt meget forskellige kommentarer og anmeldelser jeg havde set. Nogle brugere var vældigt tilfredse med deres, mens andre sværgede på at deres ikke kunne fokusere ordentligt og i det hele taget var noget skidt. Så om ikke andet var der noget der tydede på, at Sigma og Tamrons kvalitetskontrol haltede lidt, og at der var stor forskel på de enkelte eksemplarer af objektiverne. Læg oven i det mine erfaringer med mit Sigma 17-70mm objektiv, generelt beskrevet som en klasse bedre end de billige superzooms, og min konklusion var at jeg simpelthen ikke turde købe et sådant "blindt".

Men jeg faldt over en annonce på fotokritik.dk, hvor et brugt Sigma AF 18-200mm f/3.5-6.3 DC blev solgt til billige penge. Og da den foregående ejer havde taget over 7000 billeder med det, havde et omfattende fotogalleri med billeder taget med det, kunne lide det, og mente at fokus og billedkvalitet begge dele var ganske glimrende, turde jeg godt købe det.

Og indtil videre er jeg fint tilfreds. Autofokus fungerer fint, og objektivet er faktisk både hurtigere og bedre til at fokusere end f.eks. mit andet nye teleobjektiv, Sigma 70-300mm. De billeder jeg har taget indtil videre har alle været OK, omend jeg må prøve at tage det med på en tur en dag og tage en masse billeder, så jeg har lidt mere materiale at konkludere noget ud fra. Jeg har taget nogle billeder af autofokus-testarket, og fokuseringen på det nye objektiv er langt bedre end på mit 17-70mm - heldigvis da! Objektivet er også meget kompakt, og er derfor et perfekt "hverdags/ferie-objektiv".

Jeg er dermed i skrivende stund den lykkelige ejer af ikke mindre end 5 objektiver, alle selvfølgelig i den helt billige ende: Canon EF-S 18-55mm, Canon EF 50mm, Sigma AF 17-70mm, Sigma AF 70-300mm, og det nye Sigma AF 18-200mm.

Jeg havde iøvrigt mit 70-300mm med i zoologisk have i weekenden. Vejret var dejligt med solskin, og nøj nogle nærbilleder man kan tage af de forskellige dyr! :-) Eksempler følger senere, men lad os bare sige, at det er slut med platte kompaktkamera-billeder, hvor man lige akkurat kan ane en løve i det fjerne...




Onsdag 24. januar 2007 - Jens får et teeeeeeleobjektiv

Jeg har nemlig købt mig sådan en fætter her:

Det er et Sigma 70-300mm f/4-5.6 APO DG Macro, og til trods for at det er billigt (under 2000,-) får det generelt gode anmeldelser - selvom det selvfølgelig ikke kan hamle op med Canons forskellige 70-200mm L objektiver.

Og jeg har fundet ud af, at man ikke rigtigt kan teste det ordentligt siddende i en lejlighed en mørk aften! Autofokusen kræver masser af lys for at fungere, og de 300mm giver så meget teleeffekt at selv ganske små ting i ens stue pludseligt ikke kan være i søgeren længere. Og jeg har fået en bedre forståelse for, hvor svært det er at holde kameraet tilpas stille ved de høje brændvidder: Sigter jeg på noget med 300mm, hopper emnet op og ned i søgeren. :-)

Så min plan er at vente på en dejlig solskinsdag, hvor jeg så kan tage det med udenfor, og det kan få en chance for at vise hvad det kan...!




Fredag 19. januar 2007 - Mere om Sigma 17-70mm objektivet

Mit Sigma-objektiv er tilbage hos forhandleren... Og det er en træls historie: I starten var jeg egentlig rigtig godt tilfreds med det, men på et tidspunkt slog det mig alligevel at der var ret mange billeder der ikke blev helt skarpe. Og det kan jo skyldes så meget, men jeg blev faktisk lidt paranoid, og det endte med at jeg spurgte på Dpreview forumet. Her fik jeg et link til et testark man kunne udskrive og tage et billede af. Det gjorde jeg og resultatet var, at det faktisk så ud til at Sigma-objektivet fokuserede for langt tilbage. Selve fokuspunktet er lige på grænsen til det skarpe område, alt foran er uskarpt, men til gengæld er der en masse bagved, som er skarpt. Her er et eksempel på et af testbillederne:

Tilbage hos forhandleren fik jeg at vide at 1) man kan ikke forvente bedre af et så billigt objektiv (det kostede jo kun 2650,- ...), men 2) de ville prøve at sende det til Sigma, for at se om de kunne rekalibrere det.

Det sidste er selvfølgelig meget godt, men jeg er alligevel lidt skuffet over servicen, den lidt nonchalente "bare ærgerligt, nu har du købt det, så nu fralægger vi os ethvert ansvar"-holdning som de udviste.

Konklusionen i fremtiden må være at jeg skal huske at spørge om reklamations-reglerne før jeg køber noget (dvs. kan jeg aflevere objektivet tilbage, hvis jeg ikke er tilfreds), og desuden må det være en fordel at få lov til at prøve objektivet før man køber det...




Fredag 12. januar 2007 - Billeder & nyt objektiv

Jeg har lagt et lille udvalg af mine fotos op i mit Picasa webalbum, som kan ses ved at klikke her (eller i menuen til højre):

Ikke noget fantastisk, selvfølgelig, og de fleste af billederne er portrætter. Men de er stort set allesammen nogle, jeg ikke ville have kunne tage med mit gamle kompaktkamera.

Jeg har også anskaffet mig et nyt "generelt" objekt til at erstatte kitlinsen (dvs. Canon's 18-55mm objektiv). Det er et Sigma 17-70mm f/2.8-4.5 DC Macro. Og det er et rigtigt dejligt objektiv, der virker meget mere taknemmeligt at tage billeder med end den gamle kitlinse. Og så er det - sammenlignet med hvad jeg ellers har - et ret stort og tungt objektiv! Det vejer omtrent dobbelt så meget som kitlinsen, og er en robust satan med 72mm filterdiameter.

Men jeg er glad for det. Ikke mindst muligheden for f/2.8 i den brede ende af brændvidden er rigtigt cool. 70mm max. i stedet for 55m er heller ikke at foragte.




Tirsdag 9. januar 2007 - Jeg har købt en flash

Ja, jeg har købt mig en ekstern flash til mit 400D kamera (en 430EX hedder den), og den rigtig sej. Man kan dreje flashhovedet op og ned og til siden, og kan f.eks. bounce lyset op imod loftet, hvilket giver en meget mere naturlig belysning til billedet.

Men åh, hvor kunne jeg godt tænke mig et nyt objektiv snart... :-)




Fredag 5. januar 2007 - Mer' fotografering

Det er sjovt at tage billeder med et SLR. :-) Jeg har siden sidst købt det objektiv jeg skrev om sidst, Canon's EF 50mm f/1.8 II. Og det er en rigtig fed lille linse! Ikke mindst er den fantastisk til portrætter og til indendørsfotografering, hvilket denne årstid giver rige muligheder for.

På ønskesedlen er nu; en ekstern flash (jeg har kig på Canon's 430EX, som koster et par tusinde kroner), et bedre all-round objektiv (f.eks. Canon EF-S 17-85mm f/4-5.6 IS USM - med billedstabilisering), samt et teleobjektiv, f.eks. et 70-200mm objektiv. Så der er udgifter til det meste af dette år, som man kan se. :-)

Jeg synes mine billeder støt bliver bedre og bedre (nu er, måske, hver fjerde billede værd at gemme!), så det er ret sjovt. Jeg uploader et par eksempler ved en senere lejlighed...




 
Blog om alt muligt i min verden, skrevet af Jens Hoppe.
 

Oversigt

Til forsiden
Brætspils-weblog
Computerspils-weblog
 

Links

Min hjemmeside
Mine Picasa webalbums
 

Arkiv

Arkiv (2008, 2007, 2006)


© Jens Hoppe