Spil spillet: Struggle of Empires

Jeg mødte op lidt sent i KBK, men havde heldigvis forinden snakket med Rasmus og aftalt, at de skulle vente med at starte aftenens store spil, Struggle of Empires (SOE) til jeg kom. Som sagt, så gjort: Vi var kun syv i klubben den aften, men det betød så at vi alle - Anders, Sune, Rasmus, Ken, Kasper, Teis og mig - kunne være med.

SOE er Warfrog's seneste spil, designet af Martin Wallace. Warfrog er et firma hvor jeg efterhånden har måtte erkende, at selvom jeg næsten altid synes deres spil ser interessante ud ved første øjekast, bliver jeg næsten altid skuffet. Way Out West og Empires of the Ancient World var faktisk meget sjove de første gange (omend EOTAW var alt for langt), men min interesse for dem faldt markant derefter. Liberté syntes jeg endnu dårligere om, og spillede det kun en gang eller to. Faktisk er Age of Steam det eneste Warfrog spil som jeg stadig synes godt om, de forfærdelige fysiske komponenter til trods. Princes of the Renaissance har jeg endnu ikke prøvet.

Med Martin Wallace som designer har jeg det ikke meget bedre: Ud over at han har designet alle de ovenstående spil, har jeg prøvet et par af hans andre spil. Det ene er Secrets of the Tombs som er rent forfærdeligt som spil, men som i det mindste er hurtigt og ikke tager sig selv for seriøst. Det andet er Tyros, og det er faktisk sammen med Age of Steam det eneste af hans spil som jeg synes godt om.

Så med den baggrund havde jeg masser af grunde til fra starten at være skeptisk over SOE. Men ikke desto mindre var jeg det stik modsatte; jeg har efterhånden læst så mange lovprisninger af spillet på nettet, fra folk hvis meninger jeg respekterer og ofte deler, at jeg var meget opsat og spændt på at prøve det.

Først lidt mere om spillet. Det foregår i 1700-tallet og spillerne repræsenterer europæiske nationer ude på at dominere verden. Brættet - som for en gangs skyld (for Warfrog) er temmeligt flot lavet - viser Europa opdelt i en række områder, samt 6 koloniområder; Nordamerika, Karibien, Sydamerika, Afrika, Indien og Østindien. Områderne i Europa er dels spillernes hjemområder, som faktisk spiller en mindre rolle i spillet (man kan f.eks. ikke angribe hinandens hjemlande), samt en række andre neutrale områder. Det er de neutrale områder i Europa, samt koloniområderne, som spillerne kæmper om.

Kontrol over områderne markeres med kontrolbrikker: Spillerne har nogle få af disse fra starten af, og kan få flere i løbet af spillet ved at angribe neutrale brikker i felterne, ved at kolonisere eller lave slaver (et kontroversielt punkt for visse spillere i USA!), samt - og nu er vi inde i kernen af spillet - ved at angribe de andre spillere og konvertere deres kontrolbrikker. Midlerne til angreb er hære og flåder, mens en tredie type enhed, forter, ikke overraskende kun kan bruges til forsvar.

Spillet løber over 3 ture (kaldet "krige") og efter hver tur tælles points for kontrol over områderne, på en El Grande-lignende måde: Den (eller dem) der har flest kontrolbrikker i et område får områdets førsteplads-points, den eller dem der har næstflest får andenplads-pointene, og så fremdeles.

En snedig tvist er, at man ikke bare kan angribe hvem som helst. I starten af hver tur fordeles spillerne i to alliancer: Med 7 spillere vil der altid være 4 spillere i den ene og 3 spillere i den anden alliance. Måden man bliver fordelt på er en smart byderunde, hvor spillerne nominerer kandidater til de to alliancer ved at byde penge, og de andre spillere så skal byde over for at kunne nominere nogle andre kandidater. Konsekvensen af alliancerne er vigtig: Man kan ikke angribe nationer man er i alliance med! Heldigvis - eller uheldigvis hvis man står til at få prygl af en modspiller - varer alliancerne kun en tur, og næste tur er det sikkert nogle andre der er allieret med hinanden.

Spillet indeholder også en lang - og jeg mener lang (!) - række tiles, som spillerne kan købe og som repræsenterer alt fra teknologiske fremskridt, militære fordele, alliancer med neutrale stater, økonomiske investeringer, samt meget andet. På bedste Magic-vis virker nogle af brikkerne konstant, mens andre er engangs-brikker, og nogle bliver 'tappet' når man bruger dem.

I hver tur er der fem runder, og i hver runde har spillerne efter tur lov til at udføre to aktioner, som kan være alt fra at købe en tile, købe en militærenhed, rykke enheder, angribe, kolonisere og flere andre ting. Efter de fem runder aktioner er turen slut, der gives indkomst og betales for tropperne, victory points fordeles og en række administrative punkter udføres, hvorefter det er videre til næste tur og den næste alliance-fordeling.

En anden smart mekanisme i spillet er begrebet "unrest": Hver gang man taber en militærenhed får man en unrest-brik. Hver gang man desuden skal bruge flere penge end man har, får man penge fra banken, men skal tage 1 unrest for hver 2 penge man tager. Unrest har kun indflydelse i slutningen af spillet, men kan dér til gengæld være altafgørende: Alle spillere med 20 eller mere unrest taber automatisk, uanset hvor mange victory points de har. Af de resterende spillere får den med mest unrest -7 points, mens den med næstmest får -4! Dernæst er det spilleren med flest points der vinder.

Rasmus fik forklaret regler - lidt forvirrende for os, som ikke havde prøvet det før, men der trods alt også tale om et ret komplekst spil. Men det lød spændende, og jeg glædede mig til at komme i gang! Jeg var Frankrig, men det tilfældige setup gjorde at det meste af min indflydelse fra starten lå i Syd- og Mellemamerika.

Rasmus havde tur før mig, og startede med at udradere mig fra Mellemamerika, før jeg overhovedet havde haft min første tur. Ooookay, tænkte jeg, det er sådan et slags spil! Jeg begyndte at blive en lille smule skeptisk...

Spillets forløb er egentlig hurtigt fortalt: Folk kæmpede om de forskelige områder, de kæmpede videre, og videre. Og videre. Præcist hvor der blev kæmpet varierede selvfølgelig med spillerne, men mønstret var i princippet altid det samme: Køb flere enheder, ryk dem til kampområdet og slå en masse terninger. For mig nåede spillet aldrig rigtigt ud af Sydamerika, hvor jeg blev ved med at blive udfordret. Og for at sige det som det er, var det dødssygt at vente 10 minutter på sin tur, for derefter bare at bruge den på at købe en enhed eller to og sejle den til Sydamerika. Mit indtryk af spillet faldt støt for hver time der gik.

For det er nemlig ikke noget hurtigt spil! Vores spil tog over 4 timer, og det meste af den tid sad man bare og ventede på at det blev ens tur. Ikke spor godt.

I tur 2 var Rasmus og jeg på mystisk vis blevet allieret. På et tidspunkt havde han brug for militær hjælp da han blev angrebet i Karibien, og jeg indvilligede i at hjælpe ham i hans forsvar, uden at kræve noget igen. Lidt senere i samme tur var det min tur til at blive angrebet i Baltikum (hvor Rasmus også stod stærkt), og vores dialog forløb nogenlunde således:

Jens: 'Rasmus, jeg hjalp dig før uden at kræve noget for det. Vil du ikke hjælpe mig nu, hvor jeg har brug for det?'

Rasmus: 'Nej.'

Yuck. En sikkert sund reminder for mig om hvorfor jeg bare afskyr diplomati- og backstabbingspil, og ikke har spillet den slags spil i årevis. Efter den episode mistede jeg al lyst til spillet, og satte mig til at vente på at det skulle få en ende. Det tog dog en del tid, da i hvert fald en del af de andre morede sig lystigt med at kæmpe om kontrol over forskellige europæiske områder. Så tur 3 varede laaang tid, men i det mindste opretholdt jeg kontrollen over Sydamerika. :-) Endelig var det ovre, og det viste sig at Sune var en sikker vinder.

Konklusion: Struggle of Empires var absolut ikke nogen succes hos mig. Selv mit kendskab til Warfrog og Martin Wallace kunne ikke have forberedt mig på, hvor skuffet jeg ville være over dette spil, og jeg må konkludere at en kombination af faktorer gør det til det dårligste Warfrog spil jeg nogensinde har spillet.

Så hvad var det egentlig jeg ikke kunne lide ved det? Flere ting, faktisk:

1. De enkelte 'tyske' mekanismer til trods, er det er et rendyrket byg enheder/slås med de andre/diplomati/backstabbing spil, og det er en genre jeg personligt efterhånden har det rigtigt skidt med. Hvis man har det anderledes med den slags spil, vil man sikkert synes rigtigt godt om SOE.
2. Det varer mega-lang tid. Al for lang tid, faktisk...
3. I hvert fald med 7 spillere er der rigtigt meget ventetid mellem ens ture. Og det er ikke noget jeg gider, når jeg kommer fra en verden af tyske spil, hvor man er med hele tiden.

Ærgerligt, ærgerligt, men man kan selvfølgelig ikke forventes at kunne lide alle spil man spiller. Nu må jeg bare håbe det ikke bliver en fast klassiker i klubben. :-)

Efter spillet satte Ken og Rasmus sig til at spille - du gættede det (!) - St. Petersburg, mens Sune og jeg kørte hjemad.


Tirsdag 14. december 2004 - Københavns Brætspilsklub (KBK)

Spil spillet: Royal Turf-pakkespil, War of the Ring, St. Petersburg, Einfach Genial

Tirsdag d. 14/12 ramte julestemningen også KBK. Der skulle nemlig spilles pakkespil og for yderligere at jule, havde Søren endda medbragt dejlig færdig-gløgg på karton, som vi så opvarmede i kaffemaskinen og drak lunkent. Halvvarm dansk frugtvin med gløggsmag - så bliver det ikke meget bedre!

Seks personer havde valgt at deltage i pakkespillet; Rasmus, Claus, Anders, Søren, Sune og mig. De medbragte pakker var kunstfærdigt indpakket (hvor "kunstfærdigt" her kan betyde alt fra "pakket ind i bamsegavepapir med guldbånd om" til "lagt i en plastikpose"!). Vi havde en snak om, hvilket spil vi faktisk skulle spille for at finde en pakke-førstevælger, og her blev Royal Turf valgt. Der skulle heller ikke gå for meget tid med det, så vi valgte kun at afvikle ét løb, istedet for de tre løb, et spil normalt består af.

Og starten gik! Og Caramello kom bedst fra start med et gigantisk hop fremad! Og Caramello øgede sit forspring og blev løbets pacemaker! Og Caramello kom først ind på opløbsstrækningen! Men så kom de andre heste stærkt! Og de indhentede næsten Caramello! Men Caramello vandt alligevel, et hestehoved foran nummer 2!

Og Jens havde lagt sin 2'er på Caramello, og havde desuden en 1'er på hest nummer 3. Så Jens vandt.

Jeg måtte med andre ord vælge først, og det var ikke nogen nem beslutning, skulle jeg hilse og sige! Dels havde Anders jo medbragt en gave, hvis form mistænkeligt lignede en flad Kosmos æske. Jeg tænkte "LOTR udvidelse" eller "Settlers udvidelse", men kunne ikke huske hvad man ellers kunne få i det format. Sunes pakke (det var den i plastikposen) havde umiskendelig størrelse som et gammelt Avalon Hill-spil, og det kunne jo også være spændende!

Og det var de to, jeg besluttede mig for at vælge imellem. Den kyniske side af mig - ikke helt i aftenens juleånd, ved jeg godt - endte med at vælge Sunes AH-spil, da spillene fra det gamle Avalon Hill jo pr. definition er gamle og mange derfor er svære at få fat på. Det kunne jo være et AH-spil jeg gerne ville have?!

Det var det dog ikke. :-)

Som et ivrigt barn (hvilket Tine også nogle gange kalder mig) at have flået plastikposen af, blev jeg præsenteret med et eksemplar af Blackbeard. Godt nok ikke et spil jeg allerede havde, men det var kun fordi jeg havde solgt mit gamle eksemplar for næsten ingenting for et par år siden. :-)

Min eneste trøst var, at de andre gaver (helt i pakkespillets ånd) heller ikke var noget at komme efter: Claus vandt et eksemplar af Knizia's Maginor som godt nok ikke har det bedste ry blandt hans spil, men hvor Greg Schloesser på Boardgamegeek alligevel skriver "I found the game surprisingly entertaining and challenging". Så måske er der noget at komme efter!

Rasmus vandt min medbragte gave, det aldeles frygtelige Magdar, som er endnu en fuser fra Fantasy Flight Games' serie af spil i små æsker. Sune kom hjem med Ohne Furcht und Adel, et spil som Claus havde medbragt i klar uoverensstemmelse med "ingen Faidutti-spil" reglen. :-) Sune ville dog ikke påkalde sig reglen, da han hævdede at han syntes spillet er ret godt.

Søren fik den flade Kosmos-æske, som viste sig at være et eksemplar af Cape Horn, et mærkeligt udseende vektor-movement spil, hvor det (ikke overraskende) gælder om at sejle rundt om Kap Horn. Hurtigst. Eller uden at synke. Eller noget i den stil.

Endelig fik Anders det spil Rasmus havde medbragt, fantasy-krigsspillet Tears of the Dragon fra Avalanche Press. Lille spil, flotte brikker, mega-grimt spillebræt. Efter sigende lidt sjusket udviklet fra Avalanche's side, da spillet kræver noget vitalt errata for overhovedet at være spilbart. Men vist nok et spil, som alligevel har sine tilhængere.

Så efter dette eksempel på juleånd, var det videre til aftenens andre, rigtige spil...

Jeg havde aftalt med Sune, at vi skulle prøve War of the Ring, når jeg nu havde talt og ikke mindst skrevet så meget om det. Vi fandt et lille - næsten for lille! - bord ovre i hjørnet, og jeg gik igang med regelforklaringen. Der er jo som bekendt en del regler til spillet (selvom det kører glat nok, når man først er i gang), og det tog en del tid at forklare dem. Efterfølgende nåede vi da også at spille en 3-4 ture, før Sune skulle gå ved 22-tiden.

Jeg var de gode, mens Sune var ond (i spillet, altså). Han indledte med at sende Mordor og Isengard i krig, få Saruman på brættet, og angribe Rohan med en hær fra Isengard. Heldigvis (for mig) havde mine tropper ved Fords of Isen deres spejdere med, så jeg nåede at trække min styrke tilbage til Helm's Deep, hvilket gjorde forsvaret dér lidt mere holdbart. Sune gik i gang med belejringen af fæstningen, men da vi sluttede var den endnu ikke faldet, omend det kun var et spørgsmål om tid. En stor Mordor-styrke var rykket ud fra Dol Guldur, og bevægede sig også mod Rohan.

I mellemtiden var Ringens Broderskab kommet en 4-5 felter ud fra Rivendell, uden at være blevet set eller på nogen måde forulempet. Ikke dårligt!

Men det var så stort set hvad vi nåede at spille, så det hele var åbent endnu. Endnu engang var War of the Ring god underholdning. De malede figurer så også seje ud!

Sune drog hjem, og jeg satte mig til at spille St. Petersburg med Jørgen og Ken. Den i klubben meget omdiskuterede "Jørgen-effekt" (den der sidder efter Jørgen, vinder!) burde have gjort Ken til vinder, men tilsyneladende blev den trumfet af den relativt ukendte (men similære) "Jens-effekt", som istedet gjorde Jørgen til vinder. Godt nok fik jeg en tur 1 Mistress of Ceremonies, men Jørgen fik et tur 1 Observatorie. Ken fik ikke noget, og endte da også sidst. :-)

Ken og Jørgen skulle også hjem nu, så det endte med bare at være Rasmus og mig der sad ved et bord. Han indvilligede i at lære mig Einfach Genial, som er et abstrakt tile-placement spil designet af Reiner Knizia. Og det var faktisk sjovt! Man placerer domino-lignende brikker på et bræt, og scorer points i seks forskellige farver. Til slut er ens score (E&T-like) det antal points man har i sin dårligste farve. Som to-personers spil var der tydeligvis en masse taktik i spillet og Rasmus' overlegne erfaring gav ham da også sejren. Men godt var det. Selvom der er noget at tænke over, virkede spillet dog ikke som et rigtigt abstrakt "haj-spil", da der trods alt var en væsentlig tilfældighedsfaktor i, hvilke brikker man trak.

Efter dette spil, og den sædvanlige efterfølgende snak om alt muligt var klokken blevet over midnat, og vi bevægede os også hjemad.


Tirsdag 16. november 2004 - Københavns Brætspilsklub (KBK)

Spil spillet: Puerto Rico, Ra, Attika, St. Petersburg

Da hverdagen derhjemme med baby-Philip og resten af familien efterhånden er ved at falde lidt til ro havde jeg for første gang i over to måneder mulighed for at tage i KBK. Og det var rart at være tilbage!

Hvad første spil skulle være, blev afgjort med et spændende metaspil, hvor Puerto Rico vandt over de andre nominerede. Deltagere var Anders, Sune, Ken, Claus og mig. Og hvilken start på aftenen! Efter et benhårdt spil hvor Sune og jeg kørte "factory-strategien", endte det med en kneben (men alligevel sikker!) sejr til mig:

Haj-Jens: 52
Sune: 50
Ken: 47
Claus: 43
Anders: 34

Jeg var egentlig ikke særlig optimistisk mht. mine chancer, for selvom jeg havde opbygget en en masse gode bygninger (inkl. to store bygninger, hvoraf Guild Hall gav 8 bonuspoints), følte jeg mig langt bagude på shipping points. Jeg var også bagud, men åbenbart ikke med så meget som frygtet.

Så en god start på aftenen, med masser af mulighed for venlig hoveren. Sune konkluderede at jeg havde vundet, fordi jeg havde siddet efter to nybegyndere (Ken og Claus), hvorimod Sune kun havde siddet efter en (Anders)! :-) Resultatmæssigt var det også højdepunktet for mig, som man vil kunne se nedenfor.

Næste spil på programmet blev Ra (samme deltagere) hvor Claus med adskillige hundrede spil på Brettspielwelt var den klare favorit, sine lidt ynkelige kommentarer om at "Ra med fem spillere er meget kaotisk" til trods. Hvad enten det skyldtes kaos eller ... andre faktorer ... endte det nu også med at Claus klarede sig ret skidt, mens Sune vandt en overlegen sejr (i anden epoke sad han ene tilbage og endte med at trække en fuld plade superbrikker, uden en eneste rød brik til at forpurre det!).

Anders og Claus trak sig, og Ken, Sune og jeg besluttede os for at spille Attika. Det er jo et spil som Sune og jeg tidligere har analyseret næsten til døde, og det endte da også med et knivskarpt opgør mellem os to. Til sidst manglede jeg 2-3 kort (dvs. en tur) for at kunne placere min sidste brik, hvorimod Sune lige kunne gøre sig færdig i sin tur. Men det var fedt at spille Attika igen, og det er faktisk et rigtigt godt spil.

Ken skulle gå og Sune var ved at være lidt træt, så jeg satte mig til at spille St. Petersburg med Rasmus og Jørgen. Resultatmæssigt var det et frygteligt spil for mig; Rasmus vandt med 100 points mod Jørgens 98 og mine 69! Bare et af de spil hvor alle kortene kom dårligt.

Mere alvorligt for mig var dog den konklusion, at jeg egentlig ikke syntes det var rigtig sjovt at spille St. Petersburg face-to-face mere. En faktor er selvfølgelig nok at det var sent og jeg var træt, samt at det var et tre-personers spil, som jeg selv synes er den dårligste måde at spille St. Petersburg på. Men faktisk syntes jeg spillet var langsomt og ikke mindst langvarigt, og jeg har en mistanke om at det er mit intensive spil af PC-versionen som dels har givet mig lidt "St. Petersburg-overload" og dels har vænnet mig til et helt andet spiltempo.

Ærgerligt hvis jeg har tabt lysten til face-to-face St. Petersburg, men jeg er da indstillet på at prøve igen - dog helst med 2 eller 4 spillere.

Men alt i alt en rigtig god aften i KBK, med gode spil.


Tirsdag 7. september 2004 - Københavns Brætspilsklub (KBK)

Spil spillet: St. Petersburg (x2), Modern Art

Besøget i KBK bød for det første på en ubehøvlet skideballe fra Bo, fordi dine-tomme-ølflasker-står-og-fylder-og-ser-grimme-ud! Lad os ikke tale om, at det for mit vedkommende drejede sig om ca. 10 flasker (som er væk nu, Bo, så du kan godt slappe af!), mens klubben stadig ejer adskillige ølkasser med tomme flasker, som tilsyneladende ikke er noget problem for ham. Ak, ja... :-)

Bortset fra det blev det først til et spil St. Petersburg (som Ken vandt mens jeg blev sidst), dernæst et spil Modern Art (som Ken vandt mens jeg blev næstsidst), og tilsidst et spil St. Petersburg mere, hvor jeg ikke kan huske hvem vandt, men i hvert fald ved at det ikke var mig! Ken var naturligvis ikke til at skyde igennem, omend jeg gjorde mit bedste. :-)

Aftenen blev desværre brat afbrudt. Tine ringede for at sige at hun måtte på hospitalet ASAP, så jeg måtte smide hvad jeg havde i hænderne og cykle hjemad for fuld fart, og nåede da også lige hjem i tide til at komme med ambulencen.


Tirsdag 24. august 2004 - Københavns Brætspilsklub (KBK)

Spil spillet: Wizard Kings (x2)

Til denne gang havde jeg aftalt at mødes med Frederik, hvor vi ville prøve at spille Wizard Kings. Jeg havde købt grundspillet og et par udvidelseshære da spillet først kom på markedet for nogle år siden, og har senere også købt nogle flere hære, samt alle udvidelseskortene. Men på trods af det havde jeg kun prøvet at spille det en enkelt gang, nemlig sammen med Frederik for adskillige år siden. Frederik benægter godt nok pure nogensinde at have prøvet det før, men da jeg ikke alene kan huske at vi har spillet det, men også hvor ("Planeten", et sted Frederik hang ud tidligere), samt at jeg spillede elver mod Frederiks orker, og at Frederik vandt, tror jeg mere på min hukommelse end hans! :-)

Wizard Kings er et fantasy-brætspil udgivet af Columbia Games og bruger, ligesom størstedelen af deres brætspil, træklodser som brikker. Når en enhed ikke er i kamp står træklodsen på højkant, så modstanderen ikke kan se hvad det er for en enhed, og ved at dreje klodsen kan man desuden angive dens aktuelle styrke, fra 1 til 4 steps. Frede og jeg har spillet masser af Columbia blokspil tidligere, og har altid syntes godt om dem.

Efter en hurtig regelforklaring, var vi snart i gang med første spil. Vi valgte et almindeligt 100 points-scenarie, spillet på to kort, omend vi aftalte at spille max. 10 ture. Frederik var Amazone, jeg var Undead. Og det tog ikke mange ture at huske, hvorfor spil på kun to kort ikke altid fungerer særligt godt: Med en så lille frontlinie, og da kampe generelt favoriserer forsvareren, bliver spillet hurtigt reduceret til en Første Verdenskrigs-lignende standoff, hvor begge parter helst bare vil blive stående med deres store hære og vente på at den anden spiller angriber. I sådan en standoff bliver der så plads til hurtige flyvere, som kan zoome hen over frontlinien og indtage byer i modstanderens bagland. Det skete også i vores spil, og i den form for kamp var jeg mest succesfuld. Vores spil endte efter 10 ture med en sejr til mig på 12-8.

Vi var efter spillet enige om at der manglede noget: Den symmetriske opstilling hvor begge parter er lige stærke, og begge forventes at angribe føles lidt tynd, og som sagt led spillet i den situation under at vi kun benyttede to kort. Vi havde tid til en rematch, og til den valgte vi at prøve Chris Farrell's "Surprise Attack" scenarie. Frederik skulle som elver forsvare sig mod mine dværges angreb.

I dette to-korts scenarie starter angriberen med en hær til 115 points, mens forsvareren har 85 points at bruge. Alle angriberens enheder starter med at rykke ind på brættet i tur 1, mens forsvarerens styrker er spredt ud over begge kort. Forsvareren er desuden af specialregler forhindret i at rykke de fleste af sine enheder de to første ture. Efter 10 ture vinder angriberen hvis han kontrollerer 10 points eller mere.

Det nordlige kort, som angriberen skal rykke sine styrker ind på, består hovedsageligt af svært tilgængeligt, forsvarsvenligt terræn. Med elverne som forsvarere benyttes kort 1, som hovedsageligt består af skov.

Jeg lavede mit angreb langs tre fronter; et stærkt angreb fra nordøst som rykkede frem langs en vej mellem nogle bjerge og skoven. Det andet angreb var et noget svagere fra nordvest, som havde til formål at indtage en by og derefter slå sig sammen med et ad de andre angreb. Det sidste, stærke angreb var fra sydvest-hjørnet af det nordlige kort, og havde til formål at omgå de nordlige skove og begive sig ned mod det sydlige kort.

Min svageste front mødte sit Stalingrad allerede ved den første by den skulle angribe, til trods for at byen kun var forsvaret af en borg og en anden enhed. Vanvittigt dårlige terningslag fra min side gjorde at min styrke stort set blev udslettet, med kun et par ynkelige 1-steps enheder tilbage, som flygtede ind i skovene. Mine to andre angreb derimod havde god succes, og indtog i løbet af et par ture 5 points byer på det nordlige kort.

Min sydvest-front begav sig derpå ned mod det sydlige kort, men mødtes hurtigt med en meget stærk hær som Frederik havde sendt op sydfra. Til trods for at elverhæren klart var stærkest, havde jeg ingen bekymringer med at acceptere kampen (ikke noget McClellanisme her, tak!) og selvom Frederik endte med at vinde kampen, var mine terningslag gennem flere runder så fantastiske at det blev en meget dyrt købt sejr for ham, idet hans hær også næsten blev udslettet.

I mellemtiden var min nordøst-front blevet standset i den nordlige skov, hvor Frederik i midten havde forskanset sig i en "2"-by. Det restriktive terræn gjorde, at jeg ikke kunne få særligt mange enheder med i et angreb, men omkring tur 7 gjorde jeg alligevel et forsøg med et stort angreb, som dog (ikke overraskende) endte med en blodtud til mine styrker, og satte en definitiv stopper for mine erobringsdrømme.

I de sidste par ture var alle mine angreb således blevet bragt til standsning, og henimod slutningen kunne Frederik endda gå til modangreb langs alle fronter. Ved slutningen kontrollerede jeg byer til en værdi af 5 points, så scenariet endte med en klar sejr til Frederik.

Vi var begge enige om, at dette spil havde fungeret meget bedre end grund-scenariet. Godt nok brugte vi stadig kun to kort, men de asymmetriske styrker gjorde at dette ikke føltes som et lige så stort problem.

Spillet er dog ikke helt uden problemer: Dels er der et par regelusikkerheder, den største af hvilke drejer sig om definitionen på hex control. Vi fik dog vedtaget en fortolkning som fungerede fint. Reglen med initiativ (som man slår terninger om i starten af hver tur) er også lidt suspekt: Det betyder enormt meget for ens spil, om man rykker først eller sidst, og ofte er en offensiv (paradoksalt nok) afhængig af, at man rykker sidst! Her ville det være bedre, hvis en anden mekanisme end bare 50/50 afgjorde initiativet.

Generelt er det et problem at der ikke findes nogen scenarier til spillet: Når man, som vi gjorde i første spil, bare stiller tropper op i en fuldstændig symmetrisk situation, bliver resultatet bare for tyndt og "smagsløst": Det er jo et FANTASY-SPIL for syv sytten, så det bør være propfuldt af "flavour"! Her var Chris Farrell's scenarie et væesentligt fremskridt i forhold til grundscenariet.

Wizard Kings er også et spil, som indbyder til varianter: Der er allerede uploadet et sæt "action cards" til Boardgamegeek, så man kan spille Wizard Kings à la Hammer of the Scots, med begrænset aktivering af enheder og mulighed for events. Og det lyder i mine ører som en god variant. Det kunne også være sjovt at prøve at stykke et Ringenes Herre-spil sammen, baseret på Wizard Kings.

Men alt i alt var det en fornøjelig aften og et sjovt spil at prøve igen.

Mens Frederik og jeg var opslugt af at fantasy-battle, blev der spillet masser af andre spil i klubben, deriblandt Hannibal: Rome vs. Carthage, ASL, Power Grid, St. Petersburg, ja endda Rückkehr der Helden, som Søren også har købt (og altså modsat mig også har spillet). Så vidt jeg forstod var deres erfaring, at det var sjovt, men måske ikke ligefrem uforligneligt godt...


Tirsdag 10. august 2004 - Københavns Brætspilsklub (KBK)

Spil spillet: Power Grid, Modern Art

Jeg nåede lidt sent frem til KBK, men nåede lige at klemme mig ind som sjettemand i et spil Power Grid, med Sune, Ken, Anders, HC og Søren som de fem andre spillere. Vi spillede igen på Tysklandskortet.

Denne gang blev mine bange anelser bekræftet, idet spillet bare ikke duede denne gang. Kort fortalt var kraftværkerne meget mærkeligt fordelt i bunken, med det resultat at et par spillere tidligt fik købt nogle enorme kraftværker, hvorefter kraftværksmarkedet døde fuldstændigt med små, dårlige værker. Dette ledte til en ubalance i spillet fra et tidligt tidspunkt, og da de spillere der kunne desuden - med en vis fornuft - valgt ikke at eskalere spillet til næste step, resulterede det i at spillet tidligt stagnerede fuldstændigt. Faktisk sad vi op imod en time, hvor det eneste vi foretog os var at købe ressourcer og lave indtægt fra vores byer. Da vi til sidst tømte banken, blev det HC for meget, og han valgte at forcere spillet til næste step, hvilket kostede ham enhver chance for sejr. Turen efter sluttede spillet, med en overvældende sejr til Anders, som havde haft flest penge på hånden. Jeg var blevet mimret i kraftværksauktionerne, og var derfor ikke i nærheden af at være med i konkurrencen.

Selv Sune syntes det havde været et frygteligt spil. Kraftværkerne var kommet meget mærkeligt, hvilket havde forstærket effekten af, at når en spiller køber et værk, sætter han muligvis noget meget bedre til salg til de andre. Men dræberen havde selvfølgelig været, at spillet havde stået stille så længe som det gjorde.

Min bedømmelse af spillet faldt markant. Jeg synes kraftværksauktionerne er alt, alt for vigtige i forhold til alle andre dele af spillet, og i sidste ende er der alt for meget tilfældighed i dem. Måden de er designet på - med alle kraftværker blandet sammen - gør også at spillet kræver et hav af små specialregler, som mildest talt ikke er særligt elegante: Fjern det lavest kraftværk hvis 1) en spiller har lige så mange byer som kraftværkets pris, 2) alle spillere passer i auktionen, 3) i administrationsfasen i hver step 3 tur, 4) ved overgang til et nyt step. Og sikkert mere endnu...

Vores indtryk i den efterfølgende diskussion var, at spillet sikkert kunne have været mere elegant (og virket bedre!), hvis man havde seedet kraftværkerne i bunken, så de små generelt kom før de store. En slags seedning a la Tikal kunne måske have virket. Som det er nu, synes jeg spillet varer for længe og er alt for mimret til at retfærdiggøre en spilmekanisme der virker så ubalanceret som den nuværende kraftværksauktion.

Søren, HC og Anders gik hjem umiddelbart efter spillet; om de simpelt hen var for bombede og disillusionerede efter Power Grid skal jeg lade være usagt! :-)

Sune, Ken og jeg bestemte os for et hurtigt spil Modern Art. Jeg kom godt fra start, og vil tro jeg førte efter anden runde. Derefter gik det dog ned ad bakke; i tredie og fjerde runde fik jeg ikke mulighed for nogen gode salg, og begge de andre endte med langt flere penge end mig. Øv bøv! Vi har jo efterhånden fundet ud af, at Modern Art på ingen måde er et auktionsspil, men derimod et spil hvor det gælder om at kunne time sine salg rigtigt. Og det kan jeg bare ikke! :-)

Efter denne afklapsning var det blevet sent, så Sune og jeg fulgtes hjemad.


Tirsdag 27. juli 2004 - Københavns Brætspilsklub (KBK)

Spil spillet: St. Petersburg (x2), Power Grid

Tilbage fra Skotland havde jeg lidt spilleklub-abstinenser, og valgte derfor at tage en tur i KBK, selvom det var en "off-tirsdag". Jeg havde stadig ikke fået læst regler til Goa, og valgte derfor at lade det blive hjemme. St. Petersburg kom dog som sædvanligt med i rygsækken, og blev også spillet.

Første spil blev en to-personers St. Petersburg dyst mellem Sune og mig, som jeg vandt knebent med en 5-6 points. Jaaa!! :-) Efter det gjorde vi klar til at spille Sunes nye erhvervelse, Power Grid, som de havde spillet et par spil af i KBK allerede, men som jeg ikke havde prøvet før.

Power Grid er et økonomispil som i stil minder en del om 18xx spillene. Godt nok handler det om at forsyne byer på brættet med elektricitet, men spillet er i virkeligheden en togspil i forklædning. I 18xx køber man større og bedre lokomotiver, hvorimod man i Power Grid køber kraftværker.

Hver tur i spillet starter med en kraftværksauktion: Alle kraftværker ligger blandet i en bunke, og otte af dem er derefter blevet vendt om, og ligger nu fremme. Spillerne kan nu starte auktioner på et af de fire mindste af de otte kraftværker (størrelsen på et kraftværk svarer til mindsteprisen). Når et kraftværk bliver solgt, vender man straks et mere om, og placerer det på sin plads blandt de syv andre. Der er med andre ord altid otte kraftværker lagt frem, og altid fire at vælge imellem. I hver auktionsfase er hver spiller desuden begrænset til at købe et kraftværk, og en spiller kan aldrig eje mere end tre kraftværker.

De fleste kraftværker kræver ressourcer for at virke; kul, olie, affald eller uran, men der er også nogle miljøvenlige vindmøller, der ikke kræver ressourcer overhovedet. Næste fase består i at spillerne efter tur køber ressourcer fra de tilgængelige; markedet er så snedigt indrettet, at de første der køber generelt får ressourcer billigere end de sidste i rækkefølgen.

Til spillet hører også et bræt (to faktisk, et med USA og et med Tyskland), med et netværk af byer afbildet, hvorpå spillerne efter tur køber rettigheder til at forsyne de enkelte byer. Der er fra starten kun plads til en spiller i en by (dette ændrer sig senere), og man kan i princippet købe rettigheder hvor på brættet man vil, men jo længere det er fra ens eksisterende rettigheder, jo dyrere er det at foretage "springet".

Når et kraftværk har fået ressourcer, kan det benyttes. Hvert kraftværk kan ved at brænde sin type ressourcer af forsyne et antal byer - fra 1 til 7 afhængigt af kraftværket. Spillerne vælger hver især, hvor mange af deres byer de kan/vil forsyne, bruger de relevante erssourcer, og modtager derpå indtægt fra det.

Dette er i grundtræk spillets idé; når en spiller når til at have bygget et bestemt antal byer (afhænger af antallet af spillere), signalerer det spillets slutning, og til sidst er det den spiller der kan forsyne flest af sine byer der vinder, med antal af byer som tiebreaker.

Vores spil, som foregik på Tysklandskortet, tog lang tid - op imod tre timer - og endte med en sejr til Sune. Mit første indtryk var, at spillet var rimeligt sjovt (eskalerende økonomispil er jo en gammel favoritgenre), men at der måske var problemer med kraftværksauktionerne, samt at der var en masse små mimreregler, som virkede som om de var blevet tilføjet for at forhindre spillet i at "knække" - ikke overraskende er de fleste mimreregler introduceret i forbindelse med kraftværksauktionerne. Så et blandet 7-tal fra mig som første rating.

Som aftenens sidste spil blev St. Petersburg igen hevet frem, denne gang med Rasmus, Anders og mig. Jeg kom godt fra start, men det gjorde Rasmus også, og da han på et tidspunkt fik erhvervet sig et par af de blå penge-bygninger, var han ikke til at røre. Det endte med at solid sejr til Rasmus.


Tirsdag 6. juli 2004 - Københavns Brætspilsklub (KBK)

Spil spillet: St. Petersburg (x3), Wings of War

I hvilket Jens' sejrsrate i St. Petersburg yderligere nærmer sig nul.

Det var egentlig en "off-tirsdag", hvor jeg normalt ikke ville besøge KBK, men da jeg havde misset en gang midt i juni, og da jeg misser yderligere besøg i løbet af sommerferien, måtte jeg lige have mit spille-fix. Jeg havde medbragt St. Petersburg og Goa, men havde stadig ikke fået læst reglerne til Goa. Om eftermiddagen havde jeg mødt Sune inde i Fantask hvor han købte Power Grid. Desværre - for spillet lyder virkelig interessant - havde han dog heller ikke nået at læse regler. Hrmph, Sune! (det var iøvrigt ikke sidste gang den aften jeg skulle sige det).

En anden gruppe var i gang med at spille Acquire, men vi var lige fire - mig, Sune, Anders og den "anden" Jens - som gerne ville spille St. Petersburg. Første spil var kun fem ture langt, og endte med en sejr til Sune (hrmph)! Det eneste jeg lige kan huske var at Sune fik købt en række Custom Houses, som gav ham en del points.

Sune: 52
mig: 42
Anders: 38
Jens: 35

Originalitet var ikke vores stærkeste side den aften, så efter at have skiftet Anders ud med Rasmus kastede vi os ud i endnu et St. Petersburg. Jeg koncentrerede mig om grønne og orange kort, men kunne med stadig større ængstelse se Sune bygge et pointforspring op pga. en lang række blå bygninger. Jeg endte som forventet med flere slags aristokrater end ham - men desværre ikke så mange flere - og det var slet ikke nok til at indhente hans føring. Spillet var lidt af en eye-opener, for vi var efterhånden ved at få for lav en opfattelse af de blå kort, men dette spil viste tydeligvis at man ikke bare kan ignorere dem. Med hensyn til resultatet skal det også lige nævnes, at Sune havde medbragt enorme mængder interessante (og også lidt gode) øl, givetvis kun for at bedøve hvad der måtte være af kvalificeret modstand. :-)

Sune: 99
mig: 82
Rasmus: 71
Jens: 69

Efter denne lektion var det tid til at prøve noget andet, og dette andet endte med at blive Rasmus' nye indkøb Wings of War. Wings of War er et slags 1. verdenskrig fly-figurkrigspil, hvor man dog bruger små kort med billeder af fly istedet for figurer. Hver spiller er i besiddelse af et deck af manøvrekort (f.eks. ligeud, drej til højre, stall, immelmann-manøvre, osv.), og hver tur vælger man hemmeligt tre af dem, som er de manøvrer ens fly skal foretage den tur. Den del af spillet virkede faktisk lidt Robo Rally-agtig! Efter hver manøvrefase kan fly skyde, hvis man har en fjende indenfor arc of fire og afstand. Dette betyder i praksis at offeret trækker et eller to damage-kort. Disse kort viser hvor mange points skade offerets fly modtager, 0 eller flere. Udover et tal kan der også være et symbol som indikerer "speciel" skade, f.eks. ild i flyet, roret ødelagt, angriberens maskingevær jammet, osv.! Det smart med skadekortene er, at det er offeret der trækker dem, uden at vise dem til de andre. Først hvis ens fly bliver skudt ned, skal man vise sine skadekort. Med andre ord ved modstanderne ikke hvor meget effekt deres angreb har haft.

I vores spil var Rasmus og jeg tyskere (Rasmus i en Spad, jeg i en Fokker dr I!), mens Sune og Jens var de onde englændere. Jeg startede dårligt og fik en ordentlig bredside af Sune, som gav mig en del skade og et motorproblem der satte begrænsninger på hvilke manøvrekort jeg kunne spille. Rasmus og Jens lå i mellemtiden og kæmpede i den anden ende af bordet, og det så ud til at gå fint for Rasmus, lige indtil hans fly eksploderede, altså! Jeg humpede derefter lidt omkring på bordet, indtil Jens og Sune endelig kunne få mig i deres sigtekorn og gøre en ende på min sørgelige eksistens.

Jeg var ikke synderligt imponeret over Wings of War, som helt klart ikke var noget fantastisk spil. Visse af elementerne var rigtigt gode, især det med at man trak skadekort, men på den anden side virkede spillet for hurtigt og let til rigtigt at fange min interesse. Det gav mig erindringer om gamle dage, hvor vi spillede Blue Max i Herlev, men faktisk kunne jeg bedre lide Blue Max end Wings of War.

Da vi lagde Wings of War væk var det ved at blive sent, men de medbragte øl var ikke tømte endnu, så Sune, jeg, Rasmus og Anders blev hængende til et sidste spil St. Petersburg. Denne gang blev spillet meget lige mellem Sune og mig, idet vi nærmest gik hånd i hånd op af pointsporet. Anders kom godt fra start med de grønne kort, men da det efter nogle ture blev klart at han overhovedet ikke ville samle nogen orange kort, var han reelt ude af opløbet. Rasmus kom skidt fra start, uden at det egentlig var hans skyld. Han var simpelthen uheldig med turrækkefølgerne og rækkefølgen af kort der kom ud, så han haltede hele tiden lidt bagefter os andre.

I allersidste opgraderingsfase kunne jeg da det blev min tur vælge mellem to orange upgrades. Ingen af dem ville give mig flere slags orange da jeg ingen dubletter havde (jeg havde allerede 9 og det havde Sune også), men at tage en defensivt ville i teorien kunne fratage en af de andre den, og jeg vidste ikke om Sune lige sad og manglede en af dem. Jeg kunne vælge mellem en til 16 og en til 24. Normalt ville man jo bare på dette tidspunkt tage den billigste, men jeg var bange for at Rasmus - som sad efter mig - ikke ville gide bruge penge på den dyre, og da jeg ikke ville risikere at Sune fik nogen af dem, endte jeg med at købe 24'eren selv.

Og det var dumt. Før slutpointene havde Sune og jeg lige mange points. Vi havde også lige mange slags aristokrater, og fik begge et point for penge på hånden. Tiebreaker? Flest penge. Sune havde $15 tilbage, jeg havde $14. Hvis jeg havde købt aristokrat-opgraderingen til 16, ville jeg have endt med et points mere end Sune.

Sune: 107 (vinder)
mig: 107
Rasmus: 87
Anders: 68

Se, hvis det ikke er et "hrmph!" værd, ved jeg ikke hvad er. Jeg overvejer at købe en hamster eller noget, bare for at kunne knuse den i St. Petersburg. Men man skal selvfølgelig ikke udfordre skæbnen. :-)


Tirsdag 29. juni 2004 - Københavns Brætspilsklub (KBK)

Spil spillet: Medici, Modern Art, St. Petersburg

Efter at juni måned nærmest har været spilfri måned, har jeg nu i de sidste dage taget revanche og har spillet fire aftener de sidste fem dage! Tirsdag var nemlig sædvanlig KBK aften. Jeg mødte lidt sent op, men nåede frem lige i tide til at være med i et spil Medici, med Sune, Rasmus, Poul og Anders som de andre deltagere. Kort fortalt gik spillet over al forventning (for mit vedkommende i hvert fald): Efter anden runde havde jeg over 90 points, mens de andre stadig lå på 40-50 points hver. Selvom min tredie runde ikke var så lukrativ - jeg bød generelt højt og ødselt for at sikre mig nogle OK kort - endte det dog med en sikker sejr til mig. De andre viste sig (naturligvis) som rigtigt dårlige tabere, idet de påstod at jeg vandt pga. held, bare fordi jeg vendte 3 femmer-kort til sidst i anden runde, hvor jeg var den eneste der kunne købe dem. Visse-vasse siger jeg! :-)

Efter denne ideelle start på aftenen blev gruppen ramt af lidt uenighed om hvad der skulle spilles som næste spil. Et metaspil senere stod vinderen klar: Modern Art. Denne gang forsøgte jeg mig med generelt at byde aggresivt, ud fra teorien om at selv en marginal profit til mig ved køb af et kort, er bedre end slet ingen profit (som de andre, med undtagelse af sælgeren får). Det virkede dog ikke helt, og som sidste gang følte jeg mig ofte magtesløs og ude af stand til at promovere de kort jeg selv havde. Umiddelbart virker det som om at det, jo bedre vi bliver til at byde i de forskellige auktioner, bliver vigtigere og vigtigere at kunne sælge de lukrative kort på det rigtige tidspunkt. Og det kunne jeg bare ikke... Rasmus derimod havde et par fantastiske salgsrunder, som lagde grundstenen til hans meget klare sejr.

På grund af denne følelse af magtesløshed over det spiller-introducerede "kaos" i spillet, faldt Modern Art lidt i min agtelse igen. Jeg tror at jeg måske bedre kan lide det med færre end fem spillere...

Der var ikke stemning for yderligere Modern Art efter det første spil, og da det generelt viste sig at være umuligt at komme til concensus om noget, "ofrede" jeg mig, og tilbød at introducere de andre for mit nye hit, St. Petersburg. Den bed de på, og de var også alle meget glade for spillet. Deres første spil blev vundet af Sune, og da de gerne ville spille igen, men syntes at jeg "burde være med", tilbød Sune at sidde over.

I "mit" spil startede jeg hårdt og degenereret med at anskaffe mig et observatorium, som jeg i starten brugte til at trække flere grønne kort. Efter grøn fase i anden og tredie runde havde jeg da også klart den højeste indtægt. Den satte jeg dog over styr (jeg kunnne jo ikke få hjælp af Tine!) ved at investere i den blå "23/7vp" bygning, hvilket satte min udvikling i stå igen. Jeg begyndte også samtidig at tage orange kort med observatoriet. Rasmus, som kun var lidt efter i indkomst, købte et par dyre orange kort med sine penge, og da de bidrog til hans indkomst, overhalede han mig efterhånden. Den store kæp i hjertet af min strategi var dog at indkomst-fokuseringen blandt alle spillere, og ikke mindst mine egne handlinger med observatoriet gjorde spillet ekstremt kort, så vi alle i forbløffelse kunne konstatere at runde fem ville blive spillets sidste. Da jeg havde brugt mange penge på blå kort, var jeg kommet bagud i aristokrater, og kun ved febrilsk indkøb sidst i spillet fik jeg skaffet fem forskellige sammen (Rasmus havde seks forskellige, hvilket ville betyde at han ville overhale mig i slutningen). Jeg havde dog en chance i den allersidste opgraderingsfase, hvor jeg sad i forhånd: Hvis der dér kom en orange opgradering, ville jeg kunne købe den og også komme op på seks forskellige aristokrater. Men det gjorde der ikke, og Rasmus endte med at vinde med 4 points over mig... Spændende spil, og mit indtryk af St. Petersburg forbliver meget positivt!


Tirsdag 1. juni 2004 - Københavns Brætspilsklub (KBK)

Spil spillet: Modern Art (x2), Puerto Rico

Jeg mødte op i KBK lidt før kl. 19, lidt bustet af en eller anden grund og derfor ikke så oplagt. Første spil på bordet for mit vedkommende var Modern Art, som heldigvis er blevet rigtig godt modtaget i klubben. Mine medspillere var Sune, Anders, Claus og Ken. Jeg syntes jeg havde en god fornemmelse for spillet, men den myte skulle aftenens to spil hurtigt få aflivet! Uden at gå i detaljer vil jeg nøjes med at sige at jeg aldrig i nogen af de to spil syntes jeg var "ovenpå": På grund af min placering fik jeg aldrig købt noget til fornuftige penge, og jeg syntes aldrig jeg havde noget værdifuldt på hånden, som jeg kunne sælge når det var min tur. Så i begge spil gik det trægt, og jeg endte på sidstepladsen med mellem $300.000 og $400.000 begge gange... Første spil blev vundet af Ken, mens Sune vandt det andet. Hvis jeg skal prøve at analysere hvad der gik galt for mig, tror jeg problemet var at jeg var for forsigtig i mit spil, og derfor gik glip af for meget. For eksempel købte jeg aldrig særligt mange kort, da de andre generelt turde gå højere op end mig, og min forsigtighed betød naturligvis at min økonomi ikke ligefrem susede i vejret...

Efter den fadæse var der den sædvanige uenighed om hvad der skulle spilles. Det endte med at Rasmus, Ken, Anders og jeg lavede et metaspil, hvor kandidaterne var Puerto Rico (mit valg), Amun-Re, Medici og ... Taj Mahal, tror jeg nok. Til min store glæde vandt Puerto Rico, og til min endnu større glæde endte jeg med at vinde spillet (med 57 points, og med Rasmus på andenpladsen med 54 points). Det lykkedes mig at få både Harbor og Factory, og da jeg synes det er nogen af de stærkeste bygninger i spillet, var det jo en god "start".

Og da jeg ikke har spillet Puerto Rico i ... et halvt år, vil jeg tro, var der god basis for hoveren. Rasmus og Ken undskyldte sig med, at min sejr skyldtes at jeg havde siddet efter Anders, men jeg tror godt selv de kunne høre, hvor ynkeligt det lød. :-)

Der blev ikke spillet mere den aften, men vi blev siddende et stykke tid og snakkede om spil, indtil Rasmus og jeg forlod klubben som de sidste.


Tirsdag 18. maj 2004 - Københavns Brætspilsklub (KBK)

Spil spillet: Zendo (Ice Towers), Modern Art (x2), O Zoo Le Mio, Dvonn (x2)

Det første der blev sagt til mig, da jeg gik ind ad døren til KBK's lokaler var "Du er Gul!" - fra folkene der var ved at sætte Zendo-pyramiderne op. Der skulle spilles "Ice Towers", og da spillet jo er dejligt kort var jeg selvfølgelig på. Spillet var da også sjovt, og man kunne se at Søren havde trænet! :-) Ikke mindst i slutscoren, hvor Søren vandt med 20 points. Jeg fik 17 points og Sune og Rasmus endte med ... færre.

Efter denne hurtige start fik jeg gennemtrumfet mit nye indkøb, Modern Art. Spillerne var igen Sune, Rasmus, Søren og mig. Reglerne var hurtigt forklaret - i de gamle Knizia spil er reglerne nemlig sjældent særligt svære. Kort fortalt kører spillet over fire ture. I hver tur skiftes spillerne til at bortauktionere et kort fra deres hånd (hver spiller starter med ni kort på hånden og $100.000 i startkapital). Hvert kort er en af fem farver (kunstnere), og har desuden et symbol som viser hvordan auktionen for dette kort skal forløbe:

Et kors indikerer en "fri" auktion, hvor alle kan byde hvad og når de vil, og hvor højstbydende får kortet når auktionen går i stå. En anden type er "einmal reihum", hvor hver spiller - startende med spilleren til venstre for auktionarius, og sluttende med auktionarius selv - får én chance for at give et bud på kortet. "In die faust" indikerer en lukket auktion, hvor alle spillere holder penge frem i deres lukkede hånd, hvorefter den der har budt mest får kortet. En fjerde type auktion er vist med et "$" symbol: Her skal auktionarius sætte en pris, hvorefter spillerne én efter én - startende med spilleren til venstre for auktionarius - får tilbudt kortet til den pris. Hvis ingen vil have det, skal auktionarius selv købe det til den angivne pris. Endelig er der kort med et "=" symbol. Disse kort skal spilles sammen med et andet kort i samme farve (men med et andet symbol), og det er så begge kort der bliver bortauktioneret samtidig, efter den metode det andet kort indikerer. Hvis spilleren der spiller "=" kortet ikke kan eller vil spille et andet kort, får de andre spillere mulighed for at spille det andet kort, og dermed overtage auktionen.

Uanset hvilken auktionsform der benyttes gælder der altid, at hvis man køber et kort af en anden spiller, betaler man kortets pris til ham, men hvis man ender med at købe sit eget kort, betaler man prisen til banken. Købte kort placeres på bordet foran køberen.

Turen slutter øjeblikkeligt når en spiller sætter et kort til salg, så der nu er fem kort i den farve på bordet. Dette sidste kort bliver ikke bortauktioneret, og der er dermed ingen der ejer det, men det tæller med i det totale antal kort på bordet i den farve. Man tæller nemlig nu sammen, hvilke farver der er hhv. flest, næstflest og tredieflest kort af på bordet. Der vil selvfølgelig altid være flest kort i den farve, man netop har spillet det femte kort af. Den farve får en $30.000 brik, og værdien af hvert kort spillere har i den farve, er de $30.000 plus summen af de brikker den måtte have fået i foregående ture. Farven med næsteflest kort får en $20.000 brik, og igen er værdien af disse kort $20.000 + tidligere brikker. På samme måde får farven med tredieflest kort en $10.000 brik. De to sidste farver er ikke noget værd i denne tur, uanset hvad de må have af brikker fra de foregående ture... Alle spillere sælger nu deres kort på bordet til den aktuelle pris, og spillerene får nogle flere kort, hvorefter man går til næste tur. Efter fire ture vinder den rigeste spiller.

Vores første spil startede selvfølgelig lidt kaotisk, men vi kom hurtigt ind i tankegangen, og spillet blev hurtigt benhårdt. Jeg spillede ikke så klogt, og endte da også på en sidsteplads. Sune vandt med lidt over $400.000 til slut. Til andet spil valgte Søren at spille noget andet, men Ken trådte til i stedet for. Dette spil var også benhårdt, og vi lærte allesammen nye ting i forhold til første spil. Dette spil sluttede med en sejr til mig med $605.000!

Modern Art blev ret godt modtaget, og personligt var jeg meget imponeret. Spillet minder en del om Medici i sin "ånd", men det er på alle måder mere hjernevridende - hvilket for mig er en god ting. Her skal man i hver eneste auktion bedømme hvor meget kortet kan blive værd, hvad chancen er for det bliver det, hvordan de andre spillere vil reagere hvis man køber kortet, hvordan de vil reagere hvis en af dem i stedet køber det, hvordan man tror spillernes indbyrdes placering er, hvordan man kan time at få sat de rigtige kort til salg på det rette tidspunkt, og meget, meget mere... Der er en imponerende række af spilmekanismer som fungerer perfekt sammen, og det føles som et meget psykologisk spil, hvor man nærmest kan se, hvordan spillernes grådighed kommer frem. Jeg glæder mig meget til at prøve det igen!

Der var stadig en times tid til Ken skulle gå, så vi søgte lidt efter endnu et spil vi kunne prøve. Jeg foreslog O Zoo Le Mio, og da der generelt var lidt sløvsind omkring bordet, blev det accepteret. Igen var spillerne Sune, Rasmus, Ken og mig. De andre var dog ikke specielt vilde med spillet, og personligt tog det også et hak nedad i min evaluering, da det ikke var nær så sjovt som de første par gange. Ken vandt iøvrigt spillet stort, og hans store sejr bekræftede for mig, at O Zoo Le Mio er et spil, hvor det er meget, meget svært at gå efter den spiller der fører, fordi der er en tendens til at "de rige bliver rigere".

Ken tog afsted og Sune brændte sammen, men Rasmus var med på mere, så vi blev enige om at han skulle lære mig at spille Dvonn, der ligesom Zertz er et spil i Gipf-serien. Reglerne vil jeg ikke komme nærmere ind på, men spillet var rigtigt godt, og jeg var ret imponeret. For god ordens skyld må jeg vel også lige nævne at vi spillede to spil, og Rasmus tævede mig i begge spil, uden at jeg helt kunne gennemskue hvad der var gået galt. Ouch! Jeg vil gerne prøve igen, for at se om ikke jeg kan begynde at forstå spillet lidt...

Efter denne afklapsning var vi allesammen godt bustede, og cyklede derfor hjem i god ro og orden. Endnu en "aktiv" aften i KBK! :-)


Tirsdag 4. maj 2004 - Københavns Brætspilsklub (KBK)

Spil spillet: Zendo (Ice Towers) (x2), Hansa, Taj Mahal, Cronberg (x2)

Mit hver-anden-ugentlige besøg i KBK blev en intens spilleaften. Jeg nåede ikke mindre end seks spil - fire forskellige - og ikke mindre end tre spil jeg ikke havde prøvet før!

Som første spil blev jeg shanghaiet til at være trediemand i et spil Zendo. Vi prøvede at spille Ice Towers varianten, og da det er et lynende hurtigt spil (mindre end 10 minutter pr. spil), spillede vi det to gange. Jeg havde godt nok læst lidt om Zendo før, man havde aldrig set et eksemplar af spillet.

Kort fortalt er de centrale komponenter i spillet en række små pyramider i gennemsigtigt plastik. Et sæt består af nogle (fire?) farver, og i hver farve er der tre størrelser pyramider. Det oprindelige spil der benytter disse pyramider er vistnok en slags Mastermind, men det vi spillede - "Ice Towers" - er noget helt andet: Her har hver spiller en farve pyramider, og alle pyramider bliver stillet i vild forvirring midt på brættet. Nu må alle spillere udføre actions - der er ingen turrækkefølge, så det gør man bare når man vil. En type action er at "cappe" en stak af pyramider: Her må man tage en af sine egne pyramider som ikke er i en stak, og placere den ovenpå en pyramide/stak, forudsat den øverste pyramide i stakken ikke er ens egen. Man må heller aldrig sætte en større pyramide ovenpå en mindre. En anden action er at frigive en af ens egne pyramider fra en stak: Hvis man har to eller flere pyramider i en stak, og ikke har den øverste, må man tage en af ens egne pyramider ud af stakken, men man skal bruge den til at "cappe" en anden stak med det samme. Endelig kan man splitte en stak: Hvis en spiller (jeg tror det skulle være en anden spiller) har to pyramider ved siden af hinanden i en stak, må man skille stakken af mellem de to pyramider, så den bliver til to stakke istedet. Det sjove ved denne øvelse er, at spillet langsomt vil nærme sig en stabil tilstand, hvor ingen kan (eller vil?) udføre flere actions. Når det sker tæller man points: Hver spiller ejer de stakke hvor man har den øverste pyramide, og hver stak er lige så mange points værd som antallet af pyramider i den.

Som sagt spillede vi to spil (det første med tre spillere, det andet med fire, da Rasmus stødte til os), og på grund af min blændende sans for strategi, og mit store overblik (for ikke at snakke om min uforlignelige ydmyghed!) vandt jeg begge spil. Nu er jeg jo ikke generelt så meget til helt abstrakte spil (det sagde jeg selvfølgelig også om Zertz, og det endte jeg med at købe), men Ice Towers var faktisk ret sjovt. Ikke noget jeg vil bruge en hel aften på, men som et hurtigt fyldspil en gang imellem var det godt.

Andet spil på programmet blev Hansa, som jeg satte mig til at spille med Sune, Ken og Anders. Jeg forklarede regler, hvorefter vi sejlede derudad i Østersøen! Alle spillere fik hurtigt samlet sig lidt varer, som tidligt i spillet mest blev brugt til at lave flere handelsbode. Jeg fik bod-majoritet i tre byer som lå i en trekant midt på brættet (København, Kalmar, Danzig), og det så ud til at fungere godt. MEGET GODT, faktisk! I hvert fald kørte mit spil som på skinner, og jeg vandt da også med 38 points, med 32 points til andenpladsen.

Vi var enige om at spillet var sjovt, og meget analytisk, men det var også typisk Schacht-agtigt, dvs. ekstremt abstrakt. Temaet med handel i Østersøen passede tydeligvis ikke godt til spilmekanismerne (man kan sejle fra København til Aalborg, men ikke tilbage igen?? Køb af varer koster penge, men salg af varer giver ikke penge??). Men det virkede som et udemærket spil, som jeg gerne vil spille igen snart.

På dette tidspunkt var alle i klubben nået til at skulle finde et nyt spil at spille. Jeg var meget tæt på at blive involveret i et Amun-Re (Anders ville have revanche :-) ), men i sidste øjeblik blev jeg reddet af Sune og Rasmus, som gerne ville spille Taj Mahal. Og det ville jeg gerne! Vores spil gik hurtigt, og selvom jeg førte stort efter første halvdel af spillet, havde Sune siddet og lurepasset, så han i tur 7-8 stykker kunne lave et kæmpe comeback, hvor han på én tur scorede 16 VP! Derefter var det ned ad bakke for mig, idet Sune stadig dominerede spillet med mange, mange kort på hånden. Rasmus var tidligt ude af det, da han havde involveret sig i to store kampe som begge endte med at han mistede masser af kort uden at vinde noget som helst. Så slutningen kom ikke bag på nogen: Sune vandt med godt 10 points ned til mig, og Rasmus kom haltende en 12-15 points efter mig.

Bortset fra resultatet var det igen et rigtigt godt spil, og jeg syntes også det fungerede fint med tre spillere. Det er et lidt aparte tysk spil, både fordi det er så "hårdt" - en spiller kan blive mimret totalt ud hvis han bliver involveret i de forkerte kampe, og også fordi det er så strategisk; man skal virkelig have en langsigtet plan, hvis man rigtigt vil klare sig godt.

Da vi tre efter Taj Mahal spillet endnu ikke var helt spillet ned, og da de andre stadig spillede Amun-Re ("spillede" er nu så meget sagt: På et tidspunkt var der optræk til slåskamp derovre!), fik jeg overtalt Rasmus og Sune til at prøve mit nye spil Cronberg. Kort fortalt er det et Carcassonne-lignende spil, hvor man placerer brikker, og scorer for de mænd man har placeret på brættet. Modsat Carcassonne er brikkerne her rhombeformede (brættet består af trekanter, og hver rhombe dækker to af dem). Og så føles det helt anderledes: Her kan man sagtens få negative points for sine mænd, og da der er placeringstvang (hvis man ikke kan placere en rhombe, men kan placere en mand, skal man gøre det, uanset om det giver negative points eller ej), står man tit i den situation, at man er tvunget til at gøre noget, som vil skade en i spillet. Ouch!

Vi var enige om at spillet var rimeligt morsomt, ret "letvægt", og - i hvert fald til at starte med - virkelig forvirrende! Rasmus vandt første spil, og Sune vandt det andet. Jeg fik kun en negativ slutscore i første spil. :-)

Rasmus havde taget de spil vi havde bestilt hos Columbia Games med: For mit vedkommende var det en masse Wizard Kings udvidelsesting, mens Rasmus havde købt det nye Gettysburg-spil. Det så altsammen cool ud.

Så alt i alt en heftig omgang spil denne gang i KBK!


Tirsdag 20. april 2004 - Københavns Brætspilsklub (KBK)

Spil spillet: Tongiaki (x2), Amun-Re

Jeg havde medbragt Tongiaki, og fik overtalt Ken, Sune og Anders til at spille det. Vores indtryk efter første spil var, at spillet var ret kaotisk med fire spillere - jeg tør slet ikke tænke på, hvordan det fungerer med mere end fire spillere... Der var masser af muligheder for at lave sjove kædereaktioner, hvor folks skibe blev sejlet alle mulige uforudsete steder hen, og hvis der var en ting man kunne være sikker på, var det at ens position ændrede sig markant mellem ens ture. Første spil endte med en sejr til mig.

Sune havde ikke været vild med spillet og takkede nej til en revanche: Ken og Anders ville dog gerne prøve igen, så vi spillede et hurtigt tre-personers spil også. Med tre personer var spillet meget anderledes; der var en masse havruter der overhovedet ikke kunne benyttes, og det gjorde det ret svært at ekspandere nogen steder hen overhovedet. Faktisk fik vi lavet to klynger øer afskilt af en masse vand, og da vi fik elimineret Anders fra den anden øgruppe, var det reelt kun Ken og mig der skulle kæmpe om de øer. Ken stod generelt stærkt i spillet, mens jeg hele tiden var langt nede, og det endte da også med en sejr til Ken.

Mit umiddelbare indtryk af Tongiaki er, at det er et rimeligt sjovt og hurtigt spil, men det er ikke et tungt "tænkespil" som f.eks. Amun-Re eller Puerto Rico. Der er mange tilfældigheder med, både i hvilken rækkefølge brikkerne bliver vendt i, men også det kaos spillerne selv bidrager med. Det virkede også for vigtigt at kunne være den der slutter spillet, da ens score ofte fluktuerer meget mellem ens ture: Det var en af de ting Sune kritiserede spillet for - hvis bare han havde været den der sluttede spillet, havde det set meget anderledes ud. Om det faktisk er en reel svaghed i spillet, eller om det er noget man kan analysere sig ud af, må yderligere spil vise. Min umiddelbare boardgamegeek rating er '7', hvilket afspejler hvor meget spillet umiddelbart tiltalte mig. Jeg har dog på fornemmelsen af det ikke kan holde den rating, medmindre der viser sig nye strategiske dybder i spillet, som gør det mindre tilfældigt end det umiddelbart virker. Jeg er heller ikke overbevist om at det er et godt to-personers spil.

Efter Tongiaki seancen kunne Sune, Ken, Rasmus, Anders og jeg ikke helt blive enige om, hvad vi skulle spille. Sune og jeg ville mægtigt gerne spille Taj Mahal, men det var de andre ikke vilde med. For at komme videre besluttede vi at benytte "byd på et spil" metaspillet, som plejer at være et sjovt spil i sig selv: De fem nominerede var Amun-Re (Anders), Taj Mahal (Sune), Puerto Rico (mig), Medici (Rasmus) og Attila (Ken). Efter en hård afstemning, hvor Anders satsede stort på sin favorit (bl.a. ved at give Taj Mahal - det spil han næsthelst ville spille - 0 points!), endte Amun-Re gudhjælpemig med at vinde! Så det var tilbage til en klassiker, men heldigvis et valg jeg sagtens kunne leve med. :-)

Anders havde jo vundet en del spil på det sidste, og jeg havde drillet ham med, at han skulle prøve med noget rigtig modstand på et tidspunkt. Heldigvis for mig fungerede mit spil rigtigt godt; jeg scorede kun 9 points i første halvleg, men kom ud af den med en kæmpe bunke penge (over 50), hvilket gjorde at jeg kunne købe de bedste provinser i anden halvleg: Der fik jeg til gengæld 10 pyramider i mine tre provinser, fordelt på tre sæt, og med den ene bonus (24 points for det alene, ka-schwing!). Jeg havde også tre templer (de gav dog kun et point hver) og et bonuskort, så ikke overraskende endte det med en sejr til mig, med Rasmus fire points efter, og de andre noget længere bagud. Alt i alt et fantastisk Amun-Re spil, med masse af mulighed for at hovere! :-)

Udover de spil jeg deltog i, blev der spillet en masse andet: Bo og Klysner spillede Hannibal: Rome vs. Carthage (jeg tror det endte med et kartagensisk sejr for Bo), og af andre multiplayer-spil blev der både spillet Intrige (jeg tror spillerne nåede at blive lidt sure på hinanden, men spillet er selvfølgelig også et rendyrket backstabbing spil, så det må vel forventes), Attack (lignede mest en Axis & Allies klon med et hav af små plastikmænd og masser af terninger), og flere andre spil.


Tirsdag 6. april 2004 - Københavns Brætspilsklub (KBK)

Spil spillet: Taj Mahal, Through the Desert (x2), Medici (x2)

Som første spil på aftenens program (for mit vedkommende) blev foreslået Taj Mahal, som jeg var meget opsat på at prøve. Deltagere var Sune, Ken, Poul og mig. Med Taj Mahal havde jeg det meget som da jeg første gang prøvede Amun Re, hvor jeg også tiltede rundt og lavede tilfældige beslutninger, fordi jeg ikke kunne overskue hvad der var godt at gøre. Først til allersidst i spillet begyndte jeg at fatte en smule, og da var det selvfølgelig for sent at forhindre en flot sidsteplads... :-) Poul og Ken fik lige mange points, og delte derfor sejren.

Min konklusion var, at jeg syntes rigtig godt om Taj Mahal. Det er grundlæggende et auktionsspil, hvor spillet består af 12 auktioner. I hver auktion er der så mange ting man kan byde på, og så mange konsekvenser der skal overvejes, at der er nok at tænke over. Spillet virker også mere strategisk end de fleste tyske spil. Selv hvis man i Taj Mahal kan overskue hvilke elementer i en auktion der lige giver flest points her og nu, er det ikke godt nok. Man bliver simpelt hen nødt til at have det strategiske perspektiv fremme, når man træffer beslutninger.

Andet spil på bordet var Through the Desert, denne gang kun med Ken og Sune som modstandere. Jeg forklarede regler, og vi spillede to spil. Både Sune og Ken syntes det var et sjovt spil, omend selvfølgelig meget abstrakt og tørt. Sune vandt første spil, mens Ken og jeg delte sejren i andet spil.

Sidste spil i denne omgang var Medici, som vi har spillet meget på det sidste. Igen spillede jeg mod Sune og Ken. Jeg vandt første spil (stort!), og Ken vandt det andet. Det var første gang vi prøvede det med tre spillere, og også første gang vi spillede "rigtigt" mht. blanding af kortene (efter hver runde blandes alle kort sammen før et nyt deck laves), og vores konklusion var at spillet fungerede bedre med mere end tre spillere, samt at det blev meget mere tilfældigt når man brugte den rigtige blande-regel... Stadigvæk et sjovt spil dog, men ikke så analytisk som vi tidligere havde syntes.

Da jeg mod al sædvane ikke var på cykel denne aften, besluttede jeg mig for trave hjem, og Sune havde ikke noget imod at gøre mig selskab. Undervejs fik vi snakket en masse om, tja, spil. :-)


Tirsdag 23. marts 2004 - Københavns Brætspilsklub (KBK)

Spil spillet: El Grande

Det blev et kort besøg i KBK denne gang for mit vedkommende: Jeg kom fra en lang dag på arbejde, og var kun lige nået hjem til at hjælpe med madlavningen. Efter at have spist var jeg temmelig busted, så jeg kom lidt sent afsted til KBK.

Men det var et godt besøg! En gruppe bestående af Rasmus, Claus, Ejvind og Morten skulle til at starte noget nyt, og til min store glæde foreslog de El Grande, som jeg har haft stående i klubben i årevis. For en årrække tilbage spillede vi det en del - der var der selvfølgelig også færre tyske spil at vælge imellem - men de sidste år har det bare stået urørt.

Og det er jo et godt spil! En sand klassiker og nærmest prototypen på 'area majority' genren af spil. Det har måske sine svagheder, ikke mindst at der er en tendes til "analysis paralysis" blandt spillerne, men i det store hele er det et meget elegant designet spil med en god blanding af strategi, taktik og en smule tilfældighed.

Pånær Ejvind havde de andre ikke prøvet det før, så ikke overraskende kunne jeg rulle dem godt og grundigt. :-)

Mens vi spillede El Grande var en anden gruppe (inkl. Sune og Ken) i gang med et spil Fürsten von Florenz, som Ken endte med at vinde. Derudover nåede jeg at overvære Villa Paletti samt Star Wars: Epic Duels blive spillet, inden jeg tog tidligt hjem.


Tirsdag 9. marts 2004 - Københavns Brætspilsklub (KBK)

Spil spillet: San Juan, Medici, Princes of Florence

Så var det KBK-tirsdag igen! Jeg var der for en gangs skyld ved 18-tiden da der var den årlige generalforsamling, som jeg ikke ville gå glip af. Heldigvis for alle gik den glat, idet formanden (Michael) og kasseren (Bo) holdt "acceptable" indlæg, og da hele bestyrelsen blev genvalgt uden så meget snak.

Dernæst var det tid til noget spilleri. Jeg var sådan lidt ... træt-agtig ... og passede derfor da der først var en gruppe der ville til at spille Princes of Florence. Vi, der var tilbage besluttede os for at spille mit medbragte San Juan. Som jeg skrev i min tidligere rapport, var jeg ikke meget imponeret over spillet, men jeg ville gerne give det en chance til, for at se om det gjorde sig bedre med mere end to spillere. Rasmus, Poul, Anders og jeg var de fire deltagere. Mit indtryk fra første spil var at Guild Hall var en stærk bygning (2 VP pr. produktionsbygning), og da jeg startede med en sådan på hånden, holdt jeg fast i den hele spillet, mens jeg byggede min infrastruktur op. Da jeg var den eneste der havde prøvet det før, var slutresultatet ikke overraskende: Jeg vandt med 39 points, med Poul (36 points) som nærmeste konkurrent. Min Guild Hall strategi virkede fint; jeg byggede otte produktionsbygninger (inkl. tre sølvbygninger!), hvilket gjorde min Guild Hall ... god. :-)

Min fornemmelse efter spillet var, at godt nok fungerer San Juan bedre med fire spillere end med to, men det er stadig ikke noget fantastisk spil. Jeg kan godt se det fornuftige i at det er mindre komplekst end Puerto Rico, og at den hurtige setup-tid er en stor fordel, men spillet er bare for trivielt... For mig virker San Juan for en-dimensionelt: Mens der i Puerto Rico er flere aspekter/dimensioner i spillet (penge, produktion, bygninger, VP, plantager), er alt i San Juan kogt ned til en ting; kort. Alle aktioner kan i sidste ende gøres op i hvor mange eller hvor få kort man får i forhold til de andre spillere. Byg en bygning (færre kort). Trade (flere kort). Byg en ny bygning (færre kort). Osv, osv...

Efter den lidt fusede start fik jeg overtalt de andre til at spille Medici. Jeg havde kun prøvet det en gang før, og mit indtryk var at det var sjovt, selvom jeg ikke havde nogen idé om, hvor meget jeg skulle byde. Og det passede faktisk også på dette spil: Jeg bød helt hen i vejret (for det meste for lidt), men i tredie epoke fik jeg da vendt mit spil lidt, så jeg kun endte på en næstsidste-plads (Anders vandt vist stort). Absolut et sjovt spil!

Aftenens sidste spil blev et Princes of Florence. Jeg blev ledt ud i en "baumeister-strategi" (endte med tre af dem, og med kun tre tomme felter på min plade). Desuden fik jeg bygget fire værk, og havde et prestigekort der var syv points værd. Alt det hjalp mig ikke; to af de andre delte sejren med 54 points (og lige mange penge), mens jeg endte på 53, og Sune på nogen-og-fyrre. Sjovt spil.

Udover de spil jeg var involveret i, blev der spillet både Stephenson's Rocket og Amun-Re, og der var selvfølgelig også en lille gruppe ASL spillere som spillede deres "ting". :-)


Tirsdag 24. februar 2004 - Københavns Brætspilsklub (KBK)

Spil spillet: Amun-Re, Princes of Florence, Attika

Selvom KBK for nyligt har ændret reglerne, så der er "officiel" spilleaften en gang om ugen - hver tirsdag - tropper jeg trofast op en gang hver fjortende dag istedet, da det var den gamle mødefrekvens. Første spil på bordet for mit vedkommende (nogle af de andre spillere havde været der i timevis) var Amun-Re. Det er en gammel favorit i klubben - "gammel" i den forstand at det har været utroligt populært, og har været spillet et hav af gange, siden spillet kom frem. Nogle af os synes faktisk at vi efterhånden er blevet rimeligt kompetente til det! Min personlige mening er, at Amun-Re er et af Knizia's bedste spil nogensinde, da det er et meget, meget 'dybt' spil.

Denne gang var det Sune, Ken, Anders, Morten og jeg der dystede om at blive "bedste farao". Mit spil startede rimeligt fornuftigt: Jeg fik godt nok ikke særligt mange points i de første tre ture (3 pyramider, 1 sæt, 1 tempel til 2 points = 8 points - sidstepladsen!), men jeg fik etableret en rigtig god indkomst, så jeg endte "første halvleg" som den klart rigeste. For første gang nogensinde blev jeg dog totalt miffet af action card bunken, hvor jeg - til trods for at jeg købte mindst to kort hver tur gennem hele spille - ikke kunne trække et eneste VP kort! Normalt synes jeg at alle kortene i bunken er gode, og der skal meget til før jeg føler mig "snydt" af tilfældighederne, men jeg havde svært ved at klare mig uden som meget som et VP kort... Mine penge kom dog til god brug alligevel, og jeg satte mig på pyramidebonussen på begge sider af floden, hvilket til slut placerede mig på andenpladsen, tre points efter Anders. Mine points kom selvfølgelig primært fra pyramiderne, hvor jeg præsterede den uhørte total af 10 pyramider fordelt på tre sæt (10 + 9 + 10 = 29 points fra pyramider alene)!

Næste spil på programmet var Princes of Florence, med de samme fem spillere som før. PoF er en anden gammel favorit i klubben, og bliver spillet med jævne mellemrum. Det er dog sjældent at vi får spillet det med fem spillere, og det kunne ses i vores spil, hvor gamle og velprøvede strategier viste sig at være mindre effektive end forventet. Til slut stod Sune som vinder til trods for en middelmådig samling værk, da han til gengæld kunne spille ikke mindre end tre Prestige kort til slut, hvilket indbragte ham omkring 19 points. Yikes! :-)

Sidste spil den aften var Attika, hvor Sune og jeg fik besøg af Rasmus. Jeg synes spillet er sjovt, selvom jeg stadig ikke kan finde ud af, hvor dybt spillet egentlig er... I dette specifikke spil fik vi alle tre gravet os ned i hvert vores hjørne, hvilket gjorde en forbindelses-sejr usandsynlig. Sandelig, sandelig, spillet sluttede da jeg fik bygget min sidste bygning. De to andre var stadig et par ture fra at være færdige.


Tirsdag 10. februar 2004 - Københavns Brætspilsklub (KBK)

Spil spillet: Industrial Waste, Medici

Jeg mødte lidt sent til mit hver-anden-tirsdag møde i KBK, og de fleste var gået i gang med spændende spil. En lille gruppe var dog ikke kommet i gang endnu, så dem hægtede jeg mig på, og vi blev enige om at spille Industrial Waste, som jeg havde prøvet en enkelt gang før og havde fået et godt indtryk af. Jeg kan ikke huske så meget af spillet, andet end at det gik mig lidt halvskidt, og at en anden en vandt stort!

I forhold til mit første spil blev jeg dog temmelig meget mindre lun på spillet: Jeg syntes denne gang at spillet trak ud meget længe, og at det grundlæggende var de samme ting man sad og gentog igen og igen for at blive færdig. Jeg er ikke så hooked på at spille igen foreløbig.

Efter vores Industrial Waste var en del af de andre gået hjem, og vi var en lille gruppe, inklusive Rasmus og Sune, som besluttede os for at spille Medici. De andre havde prøvet denne Knizia-klassiker lidt før, mens jeg aldrig havde prøvet det. Som følge deraf var mit spil temmelig forvirrende, men jeg nød spillet meget, og ser frem til mit næste spil. Det er et typisk Knizia-spil, med et meget tyndt tema, men med et utrolig "rent" gameplay. Jeg var imponeret. Nå ja, jeg tror Rasmus vandt. :-)