Spil spillet: Caylus, Tichu

Så fik jeg endelig spillet Caylus, denne gang mod Anette, Sune og Kenneth. Efter et langt, men interessant og tænksomt spil stod Sune som den endelige - og pointmæssigt store vinder med 78 points. Anette og jeg kom på andenpladsen, begge med 60 points, mens Kenneth (sin erfaring med spillet til trods ;) ) blev sidst med 58 points.

Mit umiddelbare indtryk af Caylus efter mit første spil er, at det er et ret godt, tungt tysk spil. Der er masser af taktiske og strategiske overvejelser, og med mange "paths to victory" - dvs. mange reelle strategier - er der i sandhed en masse at tænke over.

Skal jeg sammenligne det med noget jeg kender, må det være Goa, og Caylus virker faktisk som et typisk spil der kunne være designet af Rüdiger Dorn: Et hav af forskellige elementer og regler, som alle interagerer på alle mulige mystiske måder - og helheden, selvom den er interessant nok, virker i sidste ende lidt overkompleks og rodet (og får en til at overveje om ikke designeren kunne have cuttet 25% af reglerne uden at påvirke spillets dybde).

Både Goa og Caylus har desuden det karakteristiske processuelle feel, hvor ens overvejelser er i retning af "hvis jeg gør A kan jeg efterfølgende gøre B, hvilket vil give mig ressourcerne til at købe C, hvilket lader mig gøre D, osv.".

Jeg synes også Caylus virker for langsommeligt, og ikke mindst for langt. Kan man få spiltiden komfortabelt ned på 1½ time, ville spillet stige en del i min anseelse, tror jeg, men jeg tvivler på det kan lade sig gøre. Som det er, er det er ret godt spil, men nogen klassiker som Puerto Rico eller E&T er det ikke.

Efter det lidt udmarvende spil Caylus var aftenen noget fremskreden, men Anette, Heine, Rasmus og jeg satte os til at spille Tichu. Anette og Heine havde spillet det meget tidligere, mens Rasmus og jeg var nye.

Tichu er et traditionelt kortspil for fire spillere, og spillerne er sammen to og to i makkerpar. Kortene er et (i princippet) almindeligt sæt kort, med fire kulører med værdier fra 2 til es. Symbolerne for de fire kulører er dog nye i forhold til almindelige kort, men der er ingen funktionel forskel. Udover de 52 almindelige kort er der desuden 4 specialkort; fugl (mahjong), drage, føniks og hund.

I hver hånd starter spilleren med fuglen med første udspil. Et udspil er en poker-lignende kombination (enkelt kort, et par, tre ens, straight, osv.). De andre spillere skal nu slå dette udspil - ved vel at mærke at spille samme type kombination som startspilleren - eller passe. Til sidst går stikket til en af spillerne. Spillet fortsætter med yderligere udspil til alle pånær én spiller er kommet af med deres kort.

Der tælles nu points, og her er 5'ere, 10'ere, konger og dragen positive points værd, mens føniksen giver minuspoints. Udover dette kan en eller flere spillere i starten af hånden have meldt "tichu": Dette er et sats på at spilleren kan komme af med sine kort først, og lykkedes det giver tichu-meldingen store pluspoints, men lykkedes det ikke, vanker der lige så mange minuspoints! Spillet er ikke simpelt, og der er en masse små regler (som oftest har de med specialkortene at gøre), som giver noget at tænke over - og huske på. Der spilles nye hænder, indtil et makkerpar når 1000 points, og dermed får sejren.

I vores spil var Anette og jeg makkere (hvilket var mit held, da Anette var den klart mest rutinerede Tichu-spiller af os fire), og mine uortodokse udspil til trods vandt vi en komfortabel sejr.

Og nu hvor jeg er nået til den obligatoriske vurdering af spillet, ved jeg ikke helt hvad jeg skal sige. Mit indtryk er afgjort farvet af, at traditionelle kortspil absolut ikke er min type spil generelt, hvilket også kom klart til udtryk i vores spil: Der blev ved med at dukke nye små regler op, som de andre tilsyneladende kendte til implicit (måske er det generelle konventioner i kortspil?), mens jeg bare var irriteret over gang på gang at ramme hovedet ind i endnu en ny regel jeg ikke havde fået forklaret. Det er dog ikke for meget at sige at jeg blev bedre til Tichu i løbet af spillet (andet ville også have været utroligt), og med nogle flere spils erfaring kunne jeg måske blive helt fortrolig med det.

Af et traditionelt kortspil at være er Tichu dog noget af det mest fornøjelige jeg har prøvet, og jeg har en mistanke om at det er de specielle "kinesiske" kort, og den eksotiske flair de repræsenterer, som gør udslaget. På samme måde har jeg det med Mah-jong, som egentlig ikke er et spil jeg "burde" kunne lide, men det tykke lag af kinesisk kultur og æstetik giver, om man så må sige, spillet et tema jeg kan forholde mig til.

Tichu var dog et langt spil (vores spil tog i hvert fald et par timer), og jeg tror man skal være gladere for genren generelt for at kunne acceptere en sådan spilletid. Det er ikke et spil jeg vil påberåbe mig særligt ofte, men en gang imellem, når jeg er i det rigtige humør, er Tichu absolut en mulighed.


Tirsdag 6. december 2005 - Københavns Brætspilsklub (KBK)

Spil spillet: Railroad Tycoon, Tier auf Tier, Blokus Duo (x4)

Efter at have ventet længe på nye ting, var det den store nyhedsdag denne gang. Rasmus havde modtaget sin store ordre fra Tyskland, indeholdende både gamle spil, samt et par nyheder fra Essen. Deriblandt Caylus, som jeg også lige havde erhvervet mig. Jeg havde desuden taget mit nye eksemplar af Railroad Tycoon med.

Efter en længere forhandling, hvor folk skulle fordeles på de forskellige spil, endte jeg på Railroad Tycoon bordet sammen med Ken, Teis og Jacob. Rasmus satte sig sammen med tre andre til et spil Caylus, mens resten gik i gang med Struggle of Empires.

I vores spil startede jeg i sydøst-hjørnet af brættet (Jacksonville havde et stort behov for varer!), som jeg igennem hele spillet stort set fik for mig selv. De tre andre konkurrerede om det lukrative nordøst-hjørne, omend Jacob hurtigt opgav konkurrencen dér, og istedet begyndte at bygge i Midtvesten. Der flyttede de to andre efterhånden også deres opmærksomhed hen, efter at handlen på østkysten var begyndt at stagnere. Jeg, derimod, udbyggede tålmodigt mit sydstats-imperium, og nåede efterhånden næsten over i det sydvestlige hjørne af brættet.

Spillet var hele tiden meget tæt, og ingen var nogensinde mere end 5-6 points foran nogen andre på pointskalaen. Derfor blev det antallet af store ruter folk kunne køre i spillets sidste ture, som afgjorde alt: Her gik det lidt skævt for mig, og jeg røg fra en førerposition til en afsluttende tredieplads, med kun Ken som en endnu mere ynkelig tycoon, og med Teis som vinder. :-)

Vanderbilt-wannabe'erne!

Nær slutningen af spillet

Mit første indtryk af Railroad Tycoon var meget positivt. Det er naturligvis på mange punkter meget Age of Steam-agtigt, men så alligevel ikke helt. Borte er som bekendt auktionen over specielle aktioner og det, samt det store kort, de flotte komponenter og de mange special-kort, gør at spillet virker meget mindre abstrakt og hjernebryder-agtigt, og meget mere som et rigtigt togspil. Med fire spillere er der stadig meget konkurrence om ruterne, og enhver aktion skal bruges konstruktivt, så specielt "flinkt" kan man ikke kalde spillet, selvom det nok er lettere og mere tilgivende end Age of Steam.

Så alt i alt et rigtigt godt spil, som jeg glæder mig meget til at prøve igen.

Efter Railroad Tycoon var de andre stadig i gang med deres respektive spil, så en hurtig filler var på sin plads! Jeg pushede mit nye børnespil, Tier auf Tier, hvor spillerne skal komme af med deres trædyr ved at balancere dem ovenpå de andre dyr. Efter en nervepirrende, ondt-i-maven-inducerende dyst, fik Ken med succes placeret sit sidste dyr, og kunne erklære sig for aftenens bedste dyre-balancør. :-)

Verdens ottende vidunder!

Tier auf Tier var desværre trukket ud til omkring 15-20 minutter, hvilket havde givet Rasmus & co. mulighed for at starte et nyt spil Caylus. For os andre var der almindeligt opbrud, hvilket for Kens og mit vedkommende betød, at vi satte os til at prøve mit nye Blokus Duo. Ja, det er Blokus for to personer, spillet på et bræt med 14 x 14 felter, og det var faktisk ret godt. I forhold til almindeligt Blokus var det ekstremt konkurrence-præget og "hårdt", med mulighed for at tabe spillet allerede med ens første eller anden brik (som Ken erfarede i første spil). Alt i alt endte vores dyst 3-1 til mig.

Min umiddelbare konklusion af Blokus Duo er, at det er et godt og hurtigt og meget hjernebrydende lille abstrakt spil.

Så en aften med mange gode spil på bordene. Min eneste anke var, at jeg ikke kom til at prøve Caylus, men man kan jo ikke nå det hele... Næste gang, så! :-)


Tirsdag 22. november 2005 - Københavns Brætspilsklub (KBK)

Spil spillet: Antike, Amun-Re, Pyramiden des Jaguar (x2)

Ved min ankomst til klubben satte seks af os sammen for at prøve Antike (Teis, Anders, Jorid, Sune, Ken og mig), det nye civilisations-byggespil som udkom på Essen i år. Vi spillede på det vestlige bræt, og trak lod om nationerne, og jeg endte med at blive germaner - ligesom i mandagens spil i eks-rollespilsgruppen. Teis var Persien, Jorid var Fønikien, Anders var Grækenland, Sune var Karthago, og Ken var min nabo mod syd, Rom.

Det var hurtigt tydeligt at de tre østlige nationer havde mindre plads end os andre, og de kom da også hurtigt i kamp med hinanden. Jorid placerede sin base i det sydøstlige hjørne og kom hurtigt foran på points, men lidt henne i spillet blev hun overhalet af Ken. Ken beholdt faktisk sin føring resten af spillet, og endte som sejrherre, skarpt forfulgt af Sune og mig, med de tre østlige kamphaner længere tilbage. Der var bred enighed blandt alle om at det var et rigtigt sjovt spil (altså en lidt mere positiv reaktion end efter mandagens spil) som skulle spilles igen snarest.

Jeg synes Antike er et godt, snedigt udtænkt og hurtigt civilisations-byggespil, og det er det tætteste vi endnu er kommet på en hurtig/spilbar Civilization-klon.

Til trods for det er det ikke nogen erstatning for den gamle klassiker: Alle de aspekter der gjorde Civilization til den succes det var, mangler i Antike: Der er ingen befolkningstilvækst (istedet har man bare det sædvanlige byg-hære-og-flåder), ingen handel, ingen fornemmelse af civilisationernes storhed og fald, ingen naturkatastrofer, og et meget svagere teknologiudviklings-system. Byer er også håndteret meget mere abstrakt i Antike, hvor de i princippet bare er kontrolmarkører for et felt, istedet for i Civilization, hvor byer behandles helt specielt og interagerer med befolkningen omkring dem på en række spændende måder.

Istedet for et "Civilization light" har vi et hurtigt spil hvor hver nation hele tiden ekspanderer (i territorium, teknologier, templer, etc.) indtil en af dem når den vindende VP grænse. Mekanismen for at vælge aktioner vha. hjulet er overraskende velfungerende, og fører til mange svære valg. Slå-på-lederen problemet, som normalt er udtalt i denne type spil er stort set løst her, da spillerne jo scorer VP i løbet af spillet, og ikke senere kan miste dem igen.

Med hensyn til balancen af VP grænserne (altså om man spiller til for mange eller for få VP, afhængigt af antallet af spillere), har det virket OK for mig i begge spil. Især i 6-spillers spillet, hvor det føltes om om spillet endte på netop det rigtige tidspunkt. I 4-spillers spillet følte vi alle at der var potentiale for et langt, sejt slutspil (hvor folk prøver at angribe hinandens templer, bare for at score det sidste VP), men heldigvis undgik vi det. Jeg kan se at der kan være problemer med tre spillere, hvor man spiller til 12 VP, men løsningen er heldigvis simpel, nemlig at spille til færre (10) VP istedet.

Jeg synes at spillet fungerer bedre med mange spillere. Med færre spillere føles brættet for åbent, og der er ikke nok konkurrence om VP kortene. Hvorfor disse elementer ikke er skaleret ned med færre spillere, ved jeg ikke: Det virker som en oplagt løsning (f.eks. at spille på halvdelen af brættet og med ca. halvdelen af VP kortene, når man kun er tre spillere), istedet for at ændre VP grænsen for sejr.

I det store hele kan jeg gode lide spillet. Det er ikke - for mig, i det mindste - den klassiker Civilization er, men Antike er sjovt (nu, spørg mig igen om et år), og det er hurtigt nok til at man faktisk kan få det spillet.

Efter Antike stod den på et af mine yndlingsspil, Amun-Re. Deltagere var Rasmus, Jorid, Anders, Jakob og mig. Som altid var det guddommeligt sjovt, og det endte med en fortjent sejr til det nye medlem, Jakob, med Rasmus og mig få points bagefter, og med de to sidste længere bagud.

Sidst på aftenen satte Rasmus og jeg os til at spille Pyramiden des Jaguar, det lille bitte kortspil i Kosmos' to-spiller serie. Det kan lige nu fås til 1 euro (!) hos Adam Spielt, men om det er det værd er jeg lidt usikker på. Min konklusion er i hvert fald, at det ikke er specielt sjovt, og jeg har ikke den store interesse i at spille det igen. Forhåbentlig er mit andet, nye Kosmos-spil, Druidenwaltzer, sjovere!


Tirsdag 8. november 2005 - Københavns Brætspilsklub (KBK)

Spil spillet: Das Ende des Triumvirats (x2), Through the Desert

Så fik jeg prøvet DEDT i praksis, i to spil mod Sune og Ken. I begge spil var Sune Cæsar, jeg var Pompeius, mens Ken var Crassus (til trods for lodtrækning begge gange). I første spil så ud til at Ken ville vinde en politisk sejr, men det viste sig at Sune lige kunne skrabe en militær sejr hjem forinden. Andet spil var lidt i samme dur: Ken lå til at lave en kompetencesejr, men hverken han eller Sune havde opdaget, at jeg kunne vinde en militær sejr! Så to militære sejre. Disse skal nok tilskrives det tiltagende antal angreb hen imod slutningen af spillet, for at holde den aktuelt førende spiller lidt i ave. Dette havde nemlig som konsekvens at brættet blev meget tyndt befolket, med langt mellem legionerne, hvorfor det blev nemmere og nemmere for folk at løbe relativt uhindret gennem mange felter i løbet af én tur.

Vi syntes alle spillet var sjovt, omend Ken naturligvis måtte brokke over spillets uretfærdigheder (det var også synd at han som den eneste ikke prøvede at vinde). :-)

Og vores spil bekræftede mit første indtryk af spillet: Hurtigt, elegant, sjovt. Et tysk tre-personers krigsspil der virker.

Efterfølgende stod den på et spil Through the Desert, som sidste gang med Rasmus som vinder og med mig på sidstepladsen. Her er det så min tur til at whine: Placeringen af kameler fra start gav mig ikke en chance, og allerede omkring min 2. spiltur kunne jeg se, hvor det bar hen. Ikke sjovt, og spillet har da også fået et hug af mig, i form af en lavere rating på Boardgamegeek. :-)


Tirsdag 25. oktober 2005 - Københavns Brætspilsklub (KBK)

Spil spillet: Ys, La Strada, Through the Desert, Streetsoccer

En stille aften i KBK med 9-10 fremmødte. Og lad os få resultaterne overstået med det samme, Rasmus og jeg deltog i de fire ovennævnte spil, og Rasmus vandt dem alle.

Det lykkedes endelig Rasmus at få Essen-nyheden Ys (Essen 2004, altså!) på bordet i KBK. Spillet er et medium/sværvægts spil i den tyske genre, og historien er at spillerne repræsenterer købmænd i middelalder/fantasy-byen Ys, hvor det gælder om at skrabe så mange ædelsten sammen som muligt. Ædelsten kommer i fire farver, og til slut får spillerne her points alt efter om de har flest, næstflest, osv. af hver farve. Desuden findes sorte ædelsten, og her får hver enkelt spiller points baseret på hvor mange sorte ædelsten han har, uden hensyn til hvor mange eller hvor få de andre har. Der findes desuden nogle ekstra måder at få points på i løbet af spillet, så spillerne gives mange muligheder for at vælge hvor deres points skal komme fra (omend de farvede ædelstene åbenlyst er den primære pointkilde).

Brættet forestiller byen Ys, som er cirkelrund og opdelt i fire kvadranter (byplanlægning på et højt niveau, tilsyneladende!). Hver kvadrant består af tre områder; havnen, handelskvarteret, og slottet, og i hver af spillets fire ture placerer spillerne otte af deres agenter i de forskellige områder. Agenterne er store træcylindre med et tal (0-4) klistret i den ene ende, og idéen er, at spillerne placerer nogle agenter så tallet kan ses, og nogle så det er hemmeligt. Da det gælder om at få majoritet - højst samlet agentværdi - i hvert område hver tur, er spillet altså et "blind bidding" spil, omend som sagt med det twist at det kun er "halvblindt", da man jo kan se nogle af de værdier de andre spillere placerer. Efter alle spillere har placeret, bestemmes majoriteterne, og de forskellige belønninger fordeles. Højst samlet sum i en kvadrant får to af de fire ædelstene der er udbudt i kvadranten denne tur, mens næsthøjst og trediehøjst får én hver. Højst sum i kvadrantens havneområde får en sort ædelsten, højst sum i handelskvarteret inkasserer 3 victory points, og højst sum i slottet får et karakter-kort (hvilke giver forskellige engangs-bonusser, såsom ekstra points, ekstra varer, evnen til i én tur at placere alle ens agenter skjult, osv.).

Udover at placere agenterne i byen, kan de alternativt placeres på markedet, hvor de dels inkasserer et point med det samme, og dels er med til at kæmpe om de tre juveler, der denne tur er udbudt på markedet. Spillere der placerer agenter på markedet er desuden med til at bestemme ændringer i de fire ædelstenstypers relative værdier, og disse har indflydelse på, hvor mange points det til slut giver at have flest, osv. af hver type.

Hver spiller har 11 agenter, og de tre sidste af disse bruges hver tur til at bestemme spillernes turrækkefølge. Bruger man gode agenter til dette, kan man sikkert komme til at rykke sent i turen (hvilket er godt), men man har så tilsvarende dårligere agenter tilbage til at forsøge at vinde majoriteter i de enkelte områder på brættet.

Efter disse principper kører spillet nu fire ture, hvorefter pointene tælles sammen og vinderen findes.

En ting yderligere skal siges omkring spillet, og det er at uafgjorte situationer, og regler for tie-breaks er meget centralt for spillet! Jeg vil tro at 10% af teksten i reglerne dækker alle de forskellige tie-breaker situationer, og der er mange at tage hensyn til: Pointlighed i de agenter der bruges til at bestemme turrækkefølgen, lighed mellem agenter i et område, lighed mellem de forskellige søjler på ædelstens-værditabellen, lighed mellem ædestenenes relative værdier til slut, pointlighed blandt flere spillere til slut, og meget mere. Det er så centralt for spillet, at evnen til at udnytte tie-breakerne til sin egen fordel er absolut vitalt for et succesfuldt spil. Og min personlige holdning er, at det ikke er specielt elegant.

Min primære anke mod spillet er mekanismen med blind bidding. Der er for så vidt ikke noget principielt galt med denne mekaniske, men den opfordrer til gætteri og stolen-på-heldet (og bluff, vil nogle sikkert sige), og det er ikke mekanismer jeg bryder mig om i spil i denne genre.

Men kan man derimod lide blind bidding, og tungere tyske spil generelt, vil Ys garanteret være et hit. Personligt synes jeg det er et godt spil som jeg gerne vil prøve igen, men blind bidding problemet samt de mange regler for tie-breaks, forhindrer mig i at være helt ekstatisk. Vi får se om firmaets hit på dette års Essen-messe, Caylus, er bedre endnu. Meget tyder på det...

Efter Ys stod den på La Strada, og det er jo (oh, rædsel!) et Martin Wallace spil. Martin Wallace virker som om han grundlæggende kan lide at designe to typer spil; områdekonflikt-spil (hvor hver spiller har noget territorie, som man ekspanderer ud fra), samt ruteplanlægningsspil (hans togspil, for eksempel). Og La Strada hører til i den anden genre. Her forsøger spillerne at forbinde deres eget vejnet til så mange byer som muligt, og helst på en måde så så få andre spillere får adgang til de byer man selv har forbundet til. Man placerer sekskantede brikker med påtrykte vejstykker på brættet (a la Age of Steam og 18xx), og da man ikke kan bygge oven i andre spilleres veje, vil spillet være præget af forsøg på at spærre for de andres ekspansion så meget som muligt.

Det lyder jo alt sammen meget godt, men spillet føles alligevel lidt fladt. Ens muligheder hver tur er ikke mange, og spillet bliver hurtigt repetitivt. Heldigvis skal det siges at spillet er hurtigt, så kedsomheden er da hurtigt overstået. Det skal også nævnes, at spillet fungerer langt bedre med fire spillere end med to, hvilket er den konstellation jeg tidligere har prøvet det i. To-personers spillet fungerer grundlæggende ikke, mens fire-personers udgaven da i det mindste er et nogenlunde middelmådigt lille spil.

Aftenen blev fulgt af en tre-personers Through the Desert, hvor jeg led et bragende nederlag. Og for første gang i mine TtD spil, oplevede jeg at spillet begyndte at stagnere hen imod slutningen. De sidste par ture havde jeg reelt ikke noget konstruktivt at give mig til, og måtte derfor bare bruge mine aktioner på at placere ikke-scorende kameler. Lidt træls, men som sagt har jeg ikke set det før, og jeg ved ikke om det er noget specielt for tre-personers udgaven af spillet.

Til sidst blev jeg af Rasmus introduceret til Streetsoccer, et lille to-personers spil om, ja du gættede det, fodbold. Spillepladen er en 10 x 6 felter stor bane, og hver spiller har fem spillerfigurer (kæmpe-meeples!) som rykker omkring på banen og forsøger at skyde bolden i mål.

For nu at starte med det positive; Streetsoccer føles ret meget som fodbold! Man positionerer sine spillere klogt (eller mindre klogt i mit tilfælde), afleverer bolden imellem dem, og ender forhåbentlig med mulighed for at score. Spillet er hurtigt, og kæmpe-meeples'ene er ret cool!

Når det er sagt, kan jeg kun sige at det gælder om at slå højt på terningen: Se, jeg slog en 6'er. Jeg tror jeg vil spille bolden tre fjerdedele ned ad banens længde og score. Nå, du slog kun en 1'er. Beklager, du kom dårligt nok ud af dit eget straffesparkfelt... Juhu, endnu en 6'er til mig! 2-0!! Og så fremdeles, indtil spillet (som sagt, heldigvis hurtigt) slutter.

Streetsoccer er en hurtig "filler", og hvis man kan lide fodbold og held i spil er det sikkert et fint spil. Personligt hadede jeg heldfaktoren, så jeg kan ikke forestille mig, det er noget jeg skal spille igen.

Udover de spil jeg deltog i, blev der dyrket alt fra Alhambra til Goa og Taj Mahal (eksotiske steder var in, tilsyneladende), og det er jo alle spil der vil kunne tæve Streetsoccer ud af en fodboldbane til hver en tid! :-)


Tirsdag 11. oktober 2005 - Københavns Brætspilsklub (KBK)

Spil spillet: Titan

Efter kun en uge var jeg tilbage i KBK, denne gang med aftale om at spille Titan med Frederik og Sune. Sune kom bedst fra start - langt bedst, faktisk - men jeg begyndte at få nogle points, ikke mindst da jeg slog Frederik ud af spillet. Min titan var således stærk, men ikke noget match for Sunes titangruppe, som til sidst indeholdt 3 kolosser (og assorterede andre nasties)! Jeg blev dog reddet af en af mine andre grupper, fyldt med slanger, som bravt tog kampen op mod Sunes titangruppe. Sejren i den kamp burde nok have været hans, og mit mål var også kun at svække ham lidt, men med usandsynligt fantastiske terningslag (20-30% seksere fra slangerne målt over hele kampen, vil jeg tro!) endte jeg faktisk med at vinde kampen, og dermed spillet. Sune var lidt tavs, og det er der jo ikke noget at sige til, mens jeg var forståeligt kåd. :-)

Samtidig er jeg også begyndt at spille computerudgaven af Titan, Colossus. Jeg spillede det lidt for et par år siden, men fandt den gang brugergrænsefladen for mystisk. Det er dog blevet bedre nu, så nu spiller spillet hurtigt og nemt, og det er supersjovt at spille hazarderet og aggresivt, vel vidende at man ikke er ved at kaste en hel aftens underholdning over bord, da man her bare kan start et nyt spil, hvis ens sats ikke lykkes. Det gør det nu gerne, for AI'erne er ikke så gode til at spille kampe, så man kan slippe af sted med at angribe med dårligere odds end når man spiller mod "rigtige" modspillere...


Tirsdag 4. oktober 2005 - Københavns Brætspilsklub (KBK)

Spil spillet: War of the Ring

Det er lidt sløjt med spilleriet for mit vedkommende i øjeblikket, hvorimod spilindkøbene paradoksalt nok (?) går over al forventning. Men der er da KBK til at holde mig i gang, og denne gang havde jeg aftalt med Sune at spille War of the Ring. Det er ikke for meget at sige, at jeg synes meget godt om spillet, og egentlig anser det for et af de bedste spil jeg har købt i årevis. Så det er fantastisk at få mulighed for at spille det en gang imellem.

Sune og jeg fik overraskende nok selskab af Ken, der ikke havde spillet War of the Ring før, men gerne ville prøve. Om det bare var fordi Rasmus samtidig var i gang med at forklare reglerne til Chinatown (som, mens det sikkert er et fint spil, ser skrækkeligt kedeligt ud), skal jeg ikke kunne sige. :-)

War of the Ring er egentlig et ret komplekst spil, hvis man bare betragter mængden af regler. Derfor tog det også en del tid at forklare reglerne for Ken (hvilket havde den positive sideeffekt at jeg lige fik repeteret dem overfor mig selv), men heldigvis er det for WOTR's vedkommende sådan, at spillet kører enormt glat derefter, og det tager ikke mere end en tur eller to, før man er fortrolig med regelmekanismerne.

Sune ville gerne spille de gode, så Ken og jeg delte de onde mellem os, med Ken som Saruman og øster-/sønderlændigerne, og med mig som onde, onde Sauron. Ken havde spurgt til spillets balance, og jeg havde svaret at den eneste konstante ubalance er, at jeg altid taber. :-)

Lettere inspireret af strategiartikler på nettet, besluttede jeg at dele Mordors styrker, og lede en hær nordpå mod Dale/Erebor/Woodland Realm området, mens en anden hær, støttet af Kens sønderlændinge angreb Gondor. Samtidig skulle Ken så opbygge Isengards styrker, og lave det obligatoriske angreb på Rohan.

Helt efter planen gik det dog ikke: Ken og jeg slog enormt mange character og event dice i de første ture, så mobiliseringen af de ondes styrker gik meget langsomt. Det tog en evighed at få Saruman og The Witch King i spil (det kræver 4 muster-terninger, uha-uha!), og endnu længere tid at få rykket Mordors hære ud af Mordor...

Samtidig gik det hele fint for Ringens broderskab: Først et felt syd for Lorien gik det lidt galt, da tre medlemmer pga. en event blev tvunget til at forlade broderskabet. Frodo & co kunne dog glæde sig over stadig at ligge på 0 corruption, så helt slemt var det ikke.

Erobringerne begyndte at indfinde sig, men det gik langsomt: Første sejr var sønderlændingenes relativt fredelige besættelse af Pelargir (1 VP). Dernæst fulgte Dale (2 VP) og Helm's Deep (4 VP). Og herefter gik det egentlig lidt i stå, idet jeg med fantastisk usandsynlige slag var ude af stand til at bringe Minas Tirith til fald før meget sent, hjulpet af stadige strømme af forstærkninger til at erstatte mine tab (6 VP). Sidste i spillet sendte Ken en ekspeditionsstyrke til The Shire, som den prompte indtog (7 VP).

Vores snedige plan var nu at bringe erobringerne til ende ved at lade Sarumans styrker tage Edoras, mens jeg koncentrerede mig om Erebor, men det var for sent og blev for halvhjertet: Kens styrke i Rohan præsterede at tabe slaget om Edoras, og jeg nåede kun lige at igangsættet belejringen af Erebor, da Frodo (sikkert lystigt fløjtende med sine 4-5 corruption points) uden problemer kastede Ringen i ilden. Turen gennem Mordor havde været omtrent så stressende som en shoppingtur på Strøget, så med kun 7 VP, og en frisk Frodo ved vejs ende, var spillet ikke engang tæt denne gang...

Og det er jo så her, jeg bør komme med mit balance-hyleri. :-)

For lad os se det i øjnene, balancen i et tre-personers spil bliver i hvert fald rykket markant til de godes side i forhold til spillet med to spillere. Den store forskel er koordineringen mellem de ondes styrker: Dels kan de onde ikke koncentrere deres terninger på en front: Man skal død og pine dele dem op mellem de forskellige fraktioner. Desuden har det også en stor betydning for de ondes eventkort, som nu bliver meget, meget sværere at få timet rigtigt. Om fire-spillers versionen vil ændre meget på balancen, tvivler jeg på. Godt nok bliver de gode også delt op på to spillere, men da de gode alligevel er langt mere reaktive, for ikke at sige passive, og da begge de gode spillere stadig kan aktivere broderskabet, kan jeg ikke se det er det store problem.

Men en god ting ved War of the Ring er, at selvom man taber er det sjovt alligevel! Så jeg er altid frisk på et spil mere. :-)


Tirsdag 13. september 2005 - Københavns Brætspilsklub (KBK)

Spil spillet: Titan, Einfach Genial

Sommerens store trend i KBK er afgjort Titan! På denne tirsdag, mindre end en måned efter sidste gang, blev det igen til et spil Titan. Deltagerne var Sune, Frederik og mig. Den korte version: Spillet varede en 3-4 timer, og Sune vandt efter også at have stået bedst gennem det meste af spillet. Kun en gang var han ved at miste grebet om spillet, da jeg efter et par blodige kampe mod Frede endte med 400+ points og en flyvende 10'er-Titan. Sune nåede dog at fange min Titan inden den kunne lave ravage, og da jeg ikke havde rekrutteret så godt, kunne hans giant/unicorn/ranger-gruppe godt besejre mig. Kort tid efter blev Frederiks Titan fanget, og sejren var Sunes.

Efter jeg var blevet slået ud, og mens Sune og Frederik dystede færdigt, fik Rasmus og jeg taget et spil Einfach Genial. Og det blev til en overvældende, overvældende siger jeg, sejr til mig, med cifrene 7-7 (10-9 på tiebreak)! Rasmus hævder at han af pædagogiske årsager lod sig tabe, og jeg kan jo kun beundre at han er villig til at gøre det hver gang vi spiller! ;-)


Tirsdag 30. august 2005 - Københavns Brætspilsklub (KBK)

Spil spillet: Palazzo, Tongiaki, Louis XIV, For Sale

En grum forkølelse skulle ikke forhindre mig i at tage i KBK, så dopet med panodiler vovede jeg mig af sted. Der blev spillet Palazzo da jeg ankom, og mens det blev spillet færdigt læste jeg regler, så jeg kunne springe til som ny fjerdemand i næste spil. Det var første gang jeg fik prøvet Palazzo, og umiddelbart kunne jeg godt lide det.

Spillet er et Reiner Knizia spil, udgivet i Aleas nye "mellemstor boks"-serie, som også er den serie Louis XIV er udkommet i. Palazzo er sat i rennæssancens Italien (gab, Reiner!) og spillerne konkurrerer om at bygge de flotteste palads-facader. Kort fortalt findes der palads-brikker i tre farver (byggematerialer). Hver brik er desuden en bestemt etage i byggeriet - fra 1 til 5 - og indeholder fra 1 til 3 vinduer. Jo flere vinduer, jo bedre, da det er bestemmende for hvor mange points man får til sidst. Udover disse indeholder spillet en række pengekort (3 valutaer/farver, med værdier fra 3 til 7, samt en række farveløse jokerpenge med værdi 2, som kan bruges sammen med en vilkårlig af de andre farver penge) som spillerne bruger til at erhverve paladsbrikkerne.

I en spillers tur kan han enten 1) få flere penge (dette involverer dog alle spillere, omend spilleren hvis tur det er, normalt vil få mere ud af det), 2) auktionere eller købe en eller flere paladsbrikker, eller 3) omstrukturere sine eksisterende paladser.

Proceduren for at erhverve sig paladsbrikker er for omfattende til at jeg vil uddybe den her, men når en spiller har købt en eller flere brikker, skal han straks tilføje dem til sine paladser, eller eventuelt starte et nyt palads. Brikker af forskellig farve kan godt blandes i samme palads, men det giver flere points hvis man kan holde sig til en farve. Brikker skal altid bygges ovenpå "lavere" brikker, f.eks. en 2'er ovenpå en 1'er, så et palads kan maksimalt blive 5 etager højt. Man må dog godt springe etager over, f.eks. 1-2-4.

Ved slutningen af spillet gives points for de paladser man har bygget: Jo højere jo bedre. Faktisk giver paladser med kun én etage automatisk negative points, så man skal være lidt forsigtig med bare at starte nye, små paladser. Ligeledes er to-etagers paladser automatisk 0 points værd. Er paladset 3 etager eller højere, baseres pointene for det palads på det samlede antal vinduer i det. Der er bonuspoints for 4- og 5-etagers paladser, samt for paladser der er holdt i ét slags byggemateriale.

Vores spil var meget sjovt: Palazzo er ikke noget meget tungt spil, men det fungerer let og smertefrit og virker rimeligt elegant. Som Rasmus siger, det er Knizia, det er Alea, og der er auktioner i det, så hvad mere kan man forlange? :-) Søren vandt vores spil.

I den efterfølgende diskussion af, hvilket spil der nu skulle prøves, kom Ken til at nævne Tongiaki og da ingen var decideret imod det, faldt valget på det. Godt nok havde jeg prøvet det før, og jeg havde ikke været særligt vild med det, men jeg havde ikke noget mod at prøve igen. Jeg kom dog snart i tanke om nogle af de ting jeg ikke kunne lide ved det, ikke mindst det faktum at spillet med fire spillere er meget kaotisk. Ens position fra slutningen af ens tur til starten af ens næste tur kan have ændret sig fuldstændigt, så der er ikke meget langtidsplanlægning over spillet. Der er til gengæld masser af muligheder for at "gå efter" folk ("jeg tror jeg vil sende ... Jens' skibe til deres død!", for nu bare at tage et hypotetisk eksempel), så det kan ikke overraske at jeg ikke er vild med spillet. Det var der nu heller ikke så mange af de andre der var, muligvis med undtagelse af Søren, som igen rendte med sejren. Meget tyder på at aftenens spil både var Rasmus' første og sidste forsøg med det.

Senere på aftenen blev Rasmus, Ken, Anders og jeg enige om at prøve Louis XIV. Rasmus forklarede regler til Anders som ikke havde prøvet før, samt til mig, som ikke kunne huske så mange detaljer. Jeg kom rimeligt fra start, men Rasmus og Ken tog snart føringen, og så begge ud til at have gode chancer. I sidste tur pegede de dog på mig som mulig vinder, så til alles overraskelse endte spillet med Anders som vinder - med mig kort efter ham.

Igen må jeg sige om Louis XIV, at det er rimeligt sjovt, men som med et andet af Rüdiger Dorns spil, Goa, er der bare lidt for meget i spillet. Det er som om han elsker at putte mange - mange! - forskellige mekanismer i sine spil, og selvom samspillet mellem disse selvfølgelig fører til et dejligt komplekst spil, fører det også til at spillet kommmer til at virke tungt og uelegant. Jeg er også på det rene med at jeg sikkert er i mindretal med den holdning! :-)

Sidst på aftenen fik vi lige fyret et spil For Sale af, som endte med en sikker sejr til Rasmus. For Sale er utroligt simpelt, men da det også er fantastisk hurtigt og ret sjovt, kan jeg vældig godt lide det.

Og efter dette var det hjem igen for at pleje forkølelsen. :-)


Tirsdag 16. august 2005 - Københavns Brætspilsklub (KBK)

Spil spillet: Titan

Endnu en tirsdag med moderat fremmøde i klubben. Rasmus var desuden for en gangs skyld fraværende, så stemningen var nærmest ekstatisk høj og champagnen flød frit, og vi var fem spillere - Ken, Sune, Søren, Kenneth og mig - som greb chancen til at spille Titan.

Mit spil blev hurtigt kørt af sporet: Jeg lavede et - i princippet - godt angreb med min engelgruppe mod Ken, men med svineheld fik han vendt kampen, så jeg faktisk endte med at tabe den. Ouch. Min titangruppe var nemlig svag, og kunne nu bare løbe rundt og gemme sig.

Første offer var Kenneth, hvis allerede decimerede titangruppe blev slået ud. Efter yderligere lidt tid var spillet udviklet på en sådan måde, at Sune stod meget stærkt: Mange stærke grupper med gode muster-potentialer. Men, men, men... Sune valgte at angribe Ken med sin titangruppe (til trods for Kens advarsler om, at han ville slå heldigt igen), og sandelig... med endnu en række superheldige slag fik Ken slået Sunes titan ihjel.

Der var nu blevet god plads på brættet: Søren havde mange grupper (og en 7'er-titan i gruppe med 3 warlocks), Ken havde ganske få grupper, men hans titan var nu blevet en 9'er. Og jeg havde min svage 6'er-titan, hvis gruppe endda også var ynkeligt svag.

Jeg fik dog min chance for at vinde, idet Sørens og Kens titangrupper tørnede sammen, og slagede udviklede sig sådan, at der var en rigtig god chance for af de kunne slå hinanden ud: Det var titan mod titan, og Ken var næsten sikker på at slå Søren ud, mens Søren "bare" skulle slå gennemsnitligt for at exite Ken også. Søren valgte dog dette tidspunkt til at mimre, så Ken endte slaget som sejrherre, nu med en 12'er-titan!

Mine chancer var nærmest ikke eksisterende nu, men jeg løb omkring og musterede videre, i det spinkle håb at jeg på en eller anden måde kunne få nogle gode monstre, inden Ken fangede mig. Jeg fik da også en del tid til det, så den afsluttende blev mere spændende end Ken sikkert havde regnet med: Til sidst havde jeg mulighed for at forsøge at få uafgjort: Min 6'er-titan skulle overleve første slag fra hans 12'er-titan (som havde 10 hit points tilbage), og kunne den det, ville jeg have 22 terninger rammende på 4'ere til at forsøge at slå ham ihjel. Og Ken bidrog til spændingen med, i første slag, kun at give min titan 5 hits. Desværre fik mine monstre præstationsangst til allersidst, og Kens titan stod tilbage med 3-4 hits.

Men et spændende spil Titan, og det første i meget lang tid for mig.


Tirsdag 12. juli 2005 - Københavns Brætspilsklub (KBK)

Spil spillet: For Sale (x2), Tamsk (x3), Goa (x2), Einfach Genial

Endnu en ferieramt aften i KBK. Da Sune og jeg ankom var der fire andre i klubben (Rasmus, Ken, Poul og Søren), i fuld gang med et spil Alhambra. Det var hurtigt overstået, og endte med en sejr til Søren. Vi var nu i den lidt uheldige situation at vi var seks spillere, hvilket begrænser udvalget af spil en del. Men frygt ikke! Jeg havde medbragt endnu et nyt indkøbt abstrakt auktionsspil, hvilket altid en sikker vinder i KBK regi: Denne gang var det Stefan Dorra's For Sale, som for nyligt er genudgivet af Überplay.

Spillet er et simpelt lille byde/auktions-spil, opdelt i to faser. I første fase byder spillerne på en række bolig-kort, nummereret fra 1 til 30, og betaler med de mønter man starter spillet med. Ved denne fases slutning vil hver spiller være i besiddelse af 5 boligkort (når man er seks spillere, altså), og vil muligvis have nogle penge tilbage derudover. I anden fase sælges disse boligkort så igen, og som betaling for hver bolig får man en check, med værdi fra 0 til 15. Ved spillets slutning vil alle boliger være solgt, og spilleren med flest penge (checks + mønter) vinder.

For Sale imponerede mig: Det er skægt, simpelt og lynhurtigt. Det minder en del om et af de mange af Knizias auktionsspil - Modern Art, Medici, og alle de andre - men er om muligt endnu hurtigere og simplere end selv High Society. Med en spilletid på omkring 10-15 minutter er det en rigtig god "filler".

Efter to spil For Sale, hvor jeg vandt det ene (woo-hoo!), var vi tilbage i dilemmaet: Hvad kan man spille, når man er seks personer? På mystisk vis kom Titan på tale, og det var der bred tilslutning for. Med én undtagelse: Ved udsigten til at bruge resten af aftenen på Titan blev Rasmus en sygelig grøn farve i ansigtet, og det endte med at jeg forbarmede mig over ham, og indvilligede i at spille noget to-personers istedet. Imens gik Sune i gang med at forklare Titan for Poul, som ikke havde prøvet det før.

Rasmus og jeg havde snakket om at prøve Tamsk, og som sagt så gjort. Tamsk er et abstrakt spil i Gipf-serien, og den specielle gimmick i dette spil er, at spillernes tre brikker er timeglas. Timeglassene rykkes rundt på et sekskantet bræt, og hver gang et timeglas rykkes, vendes det og der placeres en ring på det felt der rykkes til. Hvert felt har et begrænset antal pladser til ringe, og når feltet er fyldt op, kan det ikke benyttes mere. Løber et timeglas ud, er det dødt og fastlåst i sin placering resten af spillet. Spillet ender når en spiller er kommet af med sin sidste ring, eller når ingen af spillerne kan rykke et timeglas. Den spiller der har færrest ringe tilbage, vinder.

Det blev til tre spil Tamsk, det første et "prøvespil" uden tidselementet. Og, ahem, Rasmus vandt flere spil end jeg gjorde. :-)

Men det sørgelige resultat til trods, var Tamsk faktisk meget sjovt. Jeg var ikke god til det, men det er jeg jo heller ikke til de andre Gipf-spil jeg har prøvet... Umiddelbart tror jeg nok at jeg bedre kan lide Zertz og Dvonn, men Tamsk er absolut anbefalelsesværdigt. Og så er det lynhurtigt - 5-10 minutter pr. spil.

Rasmus og jeg havde jo endnu ikke spillet et tungt spil endnu, og det tungeste spil vi lige kunne komme på, var Goa. Det burde virke med kun to spillere, og det gjorde det faktisk også ganske glimrende, omend især auktionsdelen af spillet får et meget anderledes feel end med flere spillere. På den positive side er det rimeligt hurtigt, og naturligvis med meget mindre nedetid, så vi nåede faktisk to spil. Første spil endte med en overvældende 49-49 (tiebreak) sejr til mig, til trods for at Rasmus som sædvanligt havde været væsentligt bedre til at avancere sine fem tracks. Andet spil blev til en kneben 54-37 sejr til Rasmus som var forståeligt begejstret over også at prøve at vinde. ;-) Rasmus' kommentar var, at jeg kun kan finde ud af "Jens-strategien" - nemlig at få en rød vare og avancere ekspeditionskort-tracket (hvilket var hvad jeg gjorde i første spil). I andet spil prøvede jeg en "Rasmus-strategi" - avancér skibs- og vare-trackene - og der kom jeg hurtigt ud på dybt vand, hvad slutscoren da også indikerer. Jeg må konkludere, at jeg ikke er god til at planlægge mine tracks, og jeg ender altid med at mangle varer, skibe, aktioner eller noget helt fjerde. :-)

Lidt senere nåede Titan-spillet sin afslutning, med Sune som (forventet) vinder. Titan-spillerne drog hjemad, og som det ofte ses, sad Rasmus og jeg alene tilbage. Et spil mere skulle det være, selvom klokken var mange, så vi tog en hurtig omgang Einfach Genial - Knizias glimrende abstrakte spil med "Euphrat & Tigris pointgivning" - og det endte med en 8-7 sejr til mig, da jeg med succes fik låst Rasmus' røde farve.

Otte spil på en aften blev det til for mig, og de var alle gode. Ikke dårligt!


Tirsdag 21. juni 2005 - Københavns Brætspilsklub (KBK)

Spil spillet: Shadows over Camelot (x2), Res Publica, Tower of Babel

Denne tirsdag bød på et noget beskedent fremmøde i klubben, hvilket måske hang sammen med det enorme tordenvejr der gik over byen lige ved 18.00-19.00 tiden. Jeg havde taget Shadows over Camelot med, i håb om at få det prøvet igen, helst med færre spillere. Og sandelig, da de andre var færdige med deres High Society, delte vi os i to grupper à tre personer: Anders, Søren og jeg satte os til at forsvare Camelot, mens de tre andre (Rasmus, Kasper og Kenneth) gik i gang med Louis XIV.

Det blev til to spil Shadows over Camelot for os: Det første endte i et forsmædeligt nederlag for os alle sammen, mens vi hentede en kneben 7-5 sejr hjem i det andet. I første spil delte vi loyalitetskort ud, da der var seks sværd på bordet, men uden at nogen blev forræder. I andet spil valgte vi, at vi slet ikke ville spille med loyalitetskortene. Andet spil (især) havde sine spændende øjeblikke, ikke mindst da jeg ikke en, men TO gange måtte ofre livet, for at forhindre et nederlag til belejringsmaskinerne (jeg blev reddet af Gralen første gang!). Hvordan de to andre, med mig ude af spillet og med 11 belejringsmaskiner foran Camelot, fik vendt situationen, ved jeg stadig ikke (jeg vælger at ignorere den åbenlyse forklaring), men flot var det! :-)

I sidste uge havde jeg jo haft en del betænkeligheder ved SOC, ikke mindst når det spilles med mange spillere. Jeg kan nu sige, at problemet med nedetid mellem ens ture ikke er noget særligt problem med kun tre spillere. Ligeledes besluttede vi os også tidligt for nogle konventioner for, hvad vi måtte sige og ikke sige, så det var i praksis heller ikke det store problem.

Når det er sagt, er jeg stadig lidt lunken over spillet. Det kan godt være man har tur noget oftere med så få spillere, men det er stadig ikke specielt sjovt at have tur, så det er en ringe trøst! Det virker også som om spillet mister det meste af sin spænding, når man ikke har forræderen med, men jeg tror ikke forræderen virker særligt godt med få spillere. Med mange spillere er forræderen fin, men så bliver spillet som sagt uspilleligt langsomt. Ak! I hvert fald er SOC stærkt på vej til en placering som "OK spil en gang imellem, men ikke noget at skrive hjem om" for mig.

Efter at vi havde været riddere, introducerede Søren os for et lille og gammelt Knizia-kortspil, Res Publica. Spillerne får befolkningskort (der er fem slags), som kan handles mellem spillerne. Når en spiller har 5 ens, kan han bruge dem på at købe en by. Byer giver teknologikort hver tur, og disse kan også handles mellem spillerne. Fem ens tech-kort kan bruges til at købe et vidunder, som er den primære måde at få victory points på. Byer er også points værd, og kort på hånden til sidst kan også være lidt værd.

Den hurtige konklusion: Res Publica sucker. Dels er det trivielt, med handel af kort som den centrale, og hundredevis af gange repeterede mekanisme, og dels er der tydeligvis et stort problem med at "de rige bliver rigere": I vores spil var Søren den første der fik en by, hvilket gav ham en 4-5 runders gratis tech-kort i indtægt - en ikke uvæsentlig fordel. Der er to byer pr. spiller, men Søren fik 3, hvorimod Rasmus trak det korte strå og måtte nøjes med en (resten af os fik to hver). Gæt hvem der løb med en overbevisende sejr, og hvem der ret tidligt kunne se, at der vist ikke var mere at spille for? :-)

Hvis man er lidt destruktiv, er der også i handlen masser af mulighed for kingmaking, idet man nemt kan lave meget skæve handler for at favorisere en enkelt anden spiller. Ikke en god feature i et interaktionsløst, tysk spil. :-)

Efter denne fuser stod den til sidst på et tre-personers Tower of Babel. Rasmus havde spillet en masse før, mens det var Kenneths andet, og mit allerførste spil. Ikke overraskende løb Rasmus med en stor sejr, med noget i retning af lige så mange points som Kenneth og jeg tilsammen.

Jeg syntes det var OK sjovt, men som forventet er det meget abstrakt - endda mere end vi er vant til at se fra Reiners hånd. Som førstegangsspiller var de mange abstrakte mekanismer ret forvirrende, men jeg er sikker på det bliver bedre med flere spil. Så selvom jeg ikke ligefrem faldt på halen over spillet, var det da interessant nok, og jeg kunne godt tænke mig at prøve det igen.


Tirsdag 14. juni 2005 - Københavns Brætspilsklub (KBK)

Spil spillet: Shadows over Camelot, High Society (x2), Blue Moon (x2)

Jeg havde medbragt mit spritnye spil fra Days of Wonder, Shadows over Camelot og fik hurtigt shanghaiet 6 andre til at prøve det. Rasmus, Sune, Anders, Daniel, Ken, den anden Anders og jeg var de syv brave riddere af det Runde Bord.

Spillet er et kooperativt spil, a la Knizias Lord of the Rings, hvor spillerne sammen forsøger at besejre de onde kræfter, drevet af spillet selv. Man vinder (eller taber!) altså som en gruppe, og der findes ikke nogen individuel vinder.

Men i SOC er der en undtagelse til den glade "vi er alle sammen venner" stemning: Alle spillere får i starten af spillet delt et hemmeligt loyalitetskort, hvilket giver mulighed for at en spiller kan være en forræder! Forræderen arbejder i al hemmelighed mod de andre spillere, og vinder alene, hvis de andre spillere taber. Så modsat LOTR, hvor spillerne er sikre på at de arbejder sammen, er der i SOC grobund for mistillid og paranoia: Spillede Ken bare lige lidt dumt der, eller er han i virkeligheden imod os andre?! Man har i løbet af spillet mulighed for at afsløre forræderen, men han får stadig lov til at udføre sine onde handlinger - nu blot ikke i det skjulte.

I enhver spillers tur skal vedkommende først udføre en "ond" handling, uanset om han vil det eller ej - det er denne mekanisme der driver de onde kræfter. Spilleren kan vælge mellem 1) at vende og spille det øverste sorte kort i bunken (hvilket altid resulterer i noget grimt), 2) placere en belejringsmaskine foran Camelot, eller 3) miste et af sine livspoints (hver spiller starter med 4 liv). Efter dette, skal spilleren udføre en "god" handling, og standardhandlingen vil oftest være at spille et kort på den quest ridderen er placeret på, i et forsøg på at løse den pågældende quest. Endvidere kan en spiller i sin tur vælge at miste et livspoint, for til gengæld at få lov at udføre en anden, god handling i samme tur.

Spillet er opbygget omkring en række quests: Jagten på Gralen, kamp mod sakserne, osv. Ridderne bevæger sig fra quest til quest og prøver at bidrage til at løse den, men placeringen af sorte kort på den kan gøre at hele foretagenet fejler. Der er en række belønninger/straffe for at løse en quest hhv. at fejle den, og den centrale her er placeringen af en række sværd på det Runde Bord: Hvis en quest løses, placeres hvide sværd, ellers placeres sorte sværd.

Sværdene på det runde bord er en central mekanisme i sejrskriterierne i SOC: Hvis der på et tidspunkt er 7 eller flere sorte sværd på bordet, taber spillerne automatisk. Man taber desuden også, hvis der kommer 12 belejringsmaskiner foran Camelot, eller hvis alle loyale riddere er døde. Ellers slutter spillet i det øjeblik der er 12 sværd på det runde bord: Som det første ser man nu, om der er en forræder der ikke er blevet afsløret. Er der det, vender man to af de hvide sværd om til deres sorte side. Dernæst checkes, om der er flere hvide sværd end sorte. Er der det, vinder spillerne, ellers vinder forræderen/spillet.

Der er mange flere små detaljer i spillet, men det ovenstående er essensen af det.

I vores spil fik de loyale riddere uden de store problemer bekæmpet de onde kræfter, ved bl.a. at finde både Gralen, Excalibur og Lancelots rustning (!), samt ved at tæve saksere, piktere og sorte riddere på stribe. Der var faktisk en uafsløret forræder i vores midte - Daniel - men han syntes aldrig rigtigt han havde de store muligheder for at lede spillet i fordærv, og som konsekvens var han den eneste der ikke blev en vinder. ;-) En sikker 9-3 sværd-sejr til de gode!

For mig var SOC en blandet oplevelse: Dels er jeg rigtig vild med idéen i spillet, og det virkede som et sjovt spil. Men, men, men... Der er også ting at udsætte på det.

For mig fungerede det ikke godt med syv spillere. For det første var der enormt meget nedetid mellem mine ture, og jeg brugte det meste af spillet på at sidde og halvkede mig: Vente fem minutter, blot for at bruge 10 sekunder på at vende et sort kort, og spille et gral-kort (for ja, den eneste quest jeg nogensinde besøgte, var jagten på Gralen). For det andet er der balancen i spillet: Spil, hvor spillerne er sammen mod spillet, er bedst hvis de er svære. I LOTR er det også dødssygt at introducere nye spillere til spillet på den nemmeste sværhedsgrad, blot for at se dem lalle sig til en nem sejr: At vinde den slags spil er simpelthen sjovest, hvis man får noget udfordring. I SOC tror jeg man får et mere spændende spil, hvis man er færre spillere og stadig har en forræder med.

Et andet problem i spillet, er at der er indført begrænsninger på hvad man må sige til hinanden, i et forsøg på at begrænse at alle spørgsmål bare bliver afgjort i plenum. Det problem kan man også støde ind i i LOTR, som ikke har begrænsninger på hvad man må sige, så det er for så vidt godt nok at der her er forsøgt at gøre noget ved det. Men begrænsningerne er desværre alt for utydeligt definerede til at man kan bruge dem til særligt meget. En af spillets designere skriver selv at det er OK at sige "uden hjælp kan jeg ikke afgøre krigen mod sakserne", men ikke "jeg mangler et 5'er kort for at besejre sakserne", selvom begge udsagn siger stort set det samme.

Hvad løsningen på dette problem kan være, bortset fra at agere rollespillere når man spiller SOC, ved jeg ikke, og jeg kunne forestille mig at det er/bliver et reelt problem for spillet, ikke mindst når det spilles af KBK'ere, som jo naturligt forsøger at spille så optimalt som muligt.

Men disse problemer til trods, kunne jeg vældigt godt tænke mig at prøve det igen; blot ikke med så mange spillere! I hvert fald vil det blive slæbt med igen, så klubbens medlemmer kan få en chance til at blive tvangsindl..., undskyld, til at prøve det igen. :-)

Næste spil på aftenens program var et par hurtige spil High Society, hvortil jeg kun vil nævne at jeg vandt det ene. Med luksus-øen og elskerinden! ;-)

Som sædvanligt var det til sidst Rasmus og jeg der sad tilbage, og vi kastede os over Blue Moon. Rasmus ville gerne prøve sit nyindkøbte Pillar-deck, og jeg valgte Hoax-decket.

Og, og, og...

Wait for it...!

Det blev til, ikke én, men to sejre til mig! Begge knebne 1-0 sejre, men hvem kan huske det om en måned? :-) Det virkede som om Hoaxerne, med deres mange snedige "antikort" havde en meget komfortabel match-up mod Pillar-folket, og Rasmus var da også næææsten ved at brokke lidt over verdens uretfærdighed et par gange.

Efter dette var det bare at gribe cyklen og komme hjemad.


Tirsdag 24. maj 2005 - Københavns Brætspilsklub (KBK)

Spil spillet: High Society (x4), Goa, Louis XIV

En Rüdiger Dorn tema-aften! :-)

KBK aften igen, og denne gang havde jeg medbragt to nye spil, High Society, købt til halv pris i Fantask få timer forinden og mit også ret nye Wallenstein, som jeg dog ikke havde fået læst regler til. Både Rasmus og jeg havde tidligere på dagen desuden været ude og investere i det spritnye (i det mindste i engelsk udgave) Louis XIV, og Rasmus havde taget sit eksemplar med.

Som sagt var der fokus på Rüdiger Dorn-spil for mit vedkommende, men det første spil var nu noget andet: En gruppe var lige gået i gang med et spil Java, så jeg overtalte en anden gruppe; Anders, Steen og Poul til at prøve High Society. Spillet er et auktionsspil af Reiner Knizia - surprise! - og er i virkeligheden en genudgivelse af et af hans lidt ældre spil.

Reglerne er simple: Spillere er "nye rige", som nu gør deres bedste for at spendere penge på en masse forskellige prestige/luksusting. Spillet består af et deck kort, bestående af 10 "positive" kort, nummereret fra 1 til 10, 3 "x2 kort", og også 3 kort med negativ effekt (et "-5" kort, et "x½ kort" og en tyv). Disse 16 kort blandes og bortauktioneres et ad gangen. Man når dog ikke nødvendigvis alle 16 kort igennem, for 4 af kortene har rød kant, og i det øjeblik det fjerde af dem trækkes, slutter spillet. Udover de 16 kort, har hver spiller en hånd af pengekort (et kort med hver af de følgende værdier: 1, 2, 3, 4, 6, 8, 10, 12, 15, 20, 25) som man bruger på at byde på de andre kort.

En auktion er lige ud ad landevejen: Startspilleren (tilfældigt første gang, dernæst vinderen af det foregående kort) vender et kort og kommer med sit første bud, i praksis ved at lægge et eller flere af sine pengekort på bordet foran sig. Efterfølgende skal de andre spillere byde over eller passe (passer de, er de ude af den auktion). Auktionen kører potentielt flere gange rundt om bordet, idet en spiller kan hæve sit bud ved at tilføje pengekort til dem han allerede har spillet. Når alle pånær en spiller har passet, er vinderen af kortet fundet. Vinderen betaler sine penge til banken, mens de andre spillere tager deres bud tilbage på hånden.

Auktioner på de negative kort er, om man så må sige, lige omvendt(!): Her byder spillerne på ikke at få kortet, og den første spiller der passer, ender med kortet. Spilleren der får kortet betaler ikke noget, mens alle de andre betaler det de har budt. Det ene negative kort, tyven, er det eneste kort i spillet der ikke bliver liggende hos spilleren: I det øjeblik man "vinder" det, discarder man det sammen med et af de positive talkort man allerede har købt (eget valg). Har man ingen positive talkort, bliver tyven liggende hos en, indtil man får et, hvorpå den tager det kort.

Sådan kører spillet, med auktion på auktion, indtil det fjerde røde kort vendes, hvorpå spillet øjeblikkeligt slutter. Vinderen er som udgangspunkt den spiller med flest points ("x2" og "x½" vurderes til sidst), men undtagelsen er at den (eller de) spiller(e) der har færrest penge tilbage, automatisk taber, og kun de andre tages med i betragtning når vinderen skal findes.

Så sådan er det! Spillet er både nemmere og hurtigere end nogle af de andre Knizia auktionsspil jeg har prøvet (Medici, Modern Art, Ra, etc.), så det er et excellent "fyldspil". Og mens der er mange tilfældigheder i det, er det absolut også et spil med taktik i - men så dybt som de ovennævnte, er det nok ikke.

Vi spillede fire spil, med mig som sejrherre i to af dem, og Poul i de to andre. Alt i alt var mit indtryk, at det var et skægt lille spil, og en rigtig, rigtig god filler.

Efter denne auktions-opvarmning, kom den til at stå på flere auktioner (blandet andet). Rasmus, Sune, Anders og jeg satte os nemlig til at spille Goa. Kort fortalt havde jeg et udmærket spil, uden at lave de store brølere, men helt fantastisk var det heller ikke for mit vedkommende. Til slut stod Sune som vinder med 43 points, med Anders (42), Jens (40) og Rasmus (34) haltende bagefter. Anders kunne fortælle - gæt selv i hvilket tonefald - at han til det sidste havde troet at det var antallet af forskellige expeditionskort-symboler, der blev brugt til at finde bonuspoints for kortene, og faktisk igennem flere aktioner bevidst havde spillet sine dublet-symboler væk med det for øje. Og da han endte med at tabe med ét point ... Tja, hvad kan man sige. :-)

Min forhold til Goa er desværre faldet en anelse siden jeg først prøvede det: De første par gange var jeg helt ekstatisk, og syntes Goa var noget i retning af det bedste det tyske spilmarked nogensinde havde produceret. Og det synes jeg egentlig ikke mere. Det svage tema, det at spillet er så langt og proceduralt, og det at et par af spilmekanismerne virker som om de slet ikke passer med det "dybe" feel resten af spillet har (her tænker jeg især på tilfældigheden når man koloniserer, samt tilfældigheden i, hvilke expeditionskort man trækker til sidst, og hvor mange points de er værd), gør at jeg har måttet nedjustere min bedømmelse lidt. Noget dårligt spil er det absolut ikke, men for mig er det ikke en klassiker a la E&T, Amun-Re eller Puerto Rico...

Nu var klokken blevet mange (efter 23.00, uha-da!), så alle pånær Rasmus og jeg var gået hjem. Vi to var til gengæld opsat på et spil mere, og det - måske - oplagte valg var det nye, hotte spil Rasmus havde medbragt; Louis XIV. På den positive side skulle spillet være relativt hurtigt og godt med to spillere, men omvendt trak det lidt ned at ingen af os havde læst reglerne endnu! Det kunne dog ikke afskrække os, så vi gik i gang med lidt hurtig-højtlæsning og simultant setup.

Louis XIV handler om at få indflydelse over forskellige hoffolk ved Solkongen Louis, undskyld Ludvig XIV's hof :-) . I princippet i hvert fald, for temaet er meget, meget tyndt, og spillet er reelt et halvabstrakt "area influence" spil.

Til at start med lægger man de 12 hoffolk op i et sjovt skakbrætsmønster, og sorterer det hav af komponenter der er. Hver spiller har en række indflydelsesbrikker (læs: tønder fra Puerto Rico) som bruges til at kontrollere de forskellige hoffolk. Udover det findes der en masse forskellige kort; guldkort, missionskort (i tre udgaver), indflydelseskort og intrigekort - og jeg skal såmænd nok også have glemt en slags eller to!

Spillet kører over fire ture, og i hver tur skiftes spillerne til at spille deres nyerhvervede inflydelseskort, hvilket giver ret til at placere indflydelsesbrikker på hoffolkene. Når alle er færdige med at spille indflydelseskort, finder man ud af hvem der kontrollerer hver af hoffolkene: De afgøres i en bestemt rækkefølge, og da der er en myriade af specielle effekter der kan ske, kan tidlige hoffolk sagtens ændre stillingen på de senere. Har en spiller mest indflydelse på en hof-m/k, får han den tilhørende præmie, men i nogle tilfælde får de andre spillere med indflydelse også lov til at få eller købe en præmie. Den almindeligste form for præmie er missionsbrikker, som bruges til at spille missionskort fra hånden. Og missionskort er den primære kilde til victory points. Som udgangspunkt fjernes alle indflydelsesbrikker fra hoffolkene, efter at man har afgjort kontrollen, så i hver af de fire ture starter man reelt forfra igen, når man lægger indflydelse på hoffolkene.

Så det er meget kort fortalt, hvad Louis XIV går ud på. Det føles som et typisk Rüdiger Dorn-spil: Ekstremt tyndt tema, proceduralt, og med et hav af abstrakte mekanismer der interagerer med hinanden. Som Goa føles det umiddelbart temmelig komplekst (målt på mængden af regler, altså), men ligesom Goa er det ikke så slemt når man først kommer i gang. Måske det er de tynde temaer, der gør at man har sværere ved at forholde sig til reglerne? Eller måske er det det, at Dorn tilsyneladende har lidt svært ved at begrænse sig i sine spil: De virker ofte som om han bare er blevet ved med at tilføje regler og komponenter, længe efter det egentlig var på sin plads at stoppe. Det gør i hvert fald at jeg føler, at hans spil ofte virker lidt klumpede og ikke så elegante.

Egentlig var hverken Rasmus eller jeg super-imponerede over spillet, men følte begge at det måtte være bedre med flere spillere. Problemet med to spillere er, at der er meget lidt reel kamp om kontrollen over de forskellige hoffolk, selv med en ekstra "blind makker" regel tilføjet. Med flere spillere må der være mere konkurrence på det punkt, med dertil hørende øget spændingsmoment. Men dårligt var det heller ikke: Som sagt lidt klumpet eller uelegant, og meget lidt tematisk, men samtidigt interessant nok, og med et hint af dyb strategi - som vi slet ikke nåede andet end at snuse til. Umiddelbart er jeg på en '7'-er på Boardgamegeek, bedømt som 2-spiller spil, men jeg tror det meget vel kunne være højere med flere spillere.

Og lad os til sidst ikke glemme at nævne at jeg vandt spillet, 51-41. :-)

I mellemtiden var det blevet nat, så Rasmus og jeg vendte cyklerne hjemad.


Tirsdag 10. maj 2005 - Københavns Brætspilsklub (KBK)

Spil spillet: Amun-Re, Medici, Pizarro & Co., La Strada

En god aften i KBK, hvor mine resultater dog ikke var så overbevisende.

Første spil for mit vedkommende var super-spillet, Amun-Re. Et af de allerbedste tyske spil og et af Knizias bedste spil nogensinde, synes jeg, så jeg er altid interesseret i at prøve det igen. Desuden havde Anders på det sidste fået et par lette sejre i spillet (dvs. jeg havde ikke været med ;-) ), og da jeg ikke kunne lade være med at mobbe ham med det, måtte han naturligvis tage udfordringen op.

Det blev nu et middelmådigt spil for mit vedkommende: Jeg kom tilsyneladende godt (men i virkeligheden kun nogenlunde) ud af første halvdel af spillet, men i anden halvdel rendte Ken fra os alle sammen, og fik bl.a. bonusen på begge sider af floden. Ikke desto mindre endte det med pointslighed mellem tre spillere (Poul, Anders, Ken), og Ken vandt på tiebreak.

Efterfølgende stod den på et par auktionsspil, Pizarro & Co. og Medici, om hvilke jeg ikke kan huske så meget, andet end at jeg klarede mig skidt i dem begge.

Til sidst var det kun mig og Rasmus tilbage (surprise, surprise - hvorfor er det lige alle folk tager så tidligt hjem efterhånden?), og efter at have snakket en del, prøvede vi også en to-personers udgave af La Strada.

Det var første gang jeg prøvede det, og det virker faktisk som et elegant lille rutebygningsspil. Dog ikke med to spillere! For at kunne spille to, skal man kasere halvdelen af de oprindelige regler, og indføre lige så mange nye, så faktisk er det et helt andet spil man spiller. Ikke elegant, og resultatet var ikke specielt godt - men det var da i det mindste hurtigt overstået.

La Strada er et spil jeg godt kunne tænke mig at prøve igen, men det skal så absolut være med mere end to spillere...


Tirsdag 26. april 2005 - Københavns Brætspilsklub (KBK)

Spil spillet: War of the Ring

Denne tirsdag var lidt af et eksperiment, idet Sune, Frederik og jeg havde aftalt at kaste os over et tre-spillers War of the Ring. I denne variant spiller en spiller (som sædvanligt) de gode, mens de ondes styrker bliver delt mellem de to spillere - en får Sauron, mens den anden får Saruman og Syd/Østerlændingene - som så skiftes til at have tur, når det er den onde sides tur. Denne regel leder til væsentlige koordineringsproblemer blandt de onde, som nu ikke længere kan fokusere deres indsats i samme grad som når alle tropper styres af en spiller. Desuden - og det fandt vi først ud af ret sent - bevirker det også store koordineringsproblemer med hensyn til de kort hver spiller trækker. I vores spil var (onde) Sune helt ekstraordinært de gode, mens Frederik og jeg var det onde team, Sauron og Saruman.

Nå, men intet War of the Ring spil vil være komplet uden en gennemgang af spillets forløb, så her kommer den sørgelige beretning (nu i Anamorfisk 16:9 format) om hvordan Sauron (og lad os ikke glemme Saruman), i det øjeblik han stod klar til at endeligt at erobre Midgård, pludseligt opdagede en lille hobbit i hjertet af Mordor, i færd med at ødelægge den mægtige Herskerring!

Scene 1, vadestedet ved Bruinen, i nærheden af Rivendell
Broderskabet er i færd med at krydse vadestedet, da en masse monstre pludseligt overfalder dem. Gandalf står forrest, og bliver hurtigt overmandet.

Gandalf: "Frodo, you fool! Aaarghh!!" (dør)
Legolas: "Hmmm, jeg tror jeg glemte mit hårspænde i Rivendell. Nej, vent ikke på mig, jeg indhenter jer senere." (har svært ved at skjule et grin, mens han i al hast skynder sig tilbage i sikkerhed)

Scene 2, nyheder fra Mordor News

Oplæser: "Sauronianske tropper i Nord-ithilien er igen blevet angrebet af terrorister. Lederen af bevægelsen "the Rangers", fyrst Faramir, med tætte relationer til den herskende familie i Gondor, har påtaget sig ansvaret for denne udåd. Mørkets fyrste Sauron udtaler at et defensivt angreb på Gondor kan komme på tale, hvis ikke Faramir og medlemmerne af hans bevægelse udleveres inden 48 timer."

Scene 3, rejse fra Rivendell til Lorien
Vi følger Broderskabets rejse gennem vild, smuk natur på deres rejse mod Lorien, alt imens Boromir, Merry og Pippin bliver ofre for forskellige nasties.

Boromir: "Aarrghh!!" (dør)
Merry: "Yikes" (dør)
Pippin: "Piv!" (dør)

Scene 4, nyheder fra Isengard Evening News

Oplæser: "Efter flere måneders uro ved grænsen er sarumanske tropper gået ind i Rohan, med det formål at beskytte det dunlændingske mindretal i området. Sarumans tropper har kun mødt sporadisk modstand og har i dette øjeblik indtaget Helm's Deep. Tropper kæmpende for det nuværende rohanske regime er set flygtende østpå, men kilder i den sarumanske hær oplyser at man ikke regner med at de vil kunne blive et problem."

Scene 5, centrale Gondor
Enorme hære af orker og andet godt sejler over Anduin, indtager Osgiliath, og bevæger sig i samlet flok mod Minas Tirith

Orker og andet godt (i kor): "Wir marchieren nach Minas Tiiiirith!!"
Minas Tiriths forsvarerer og indbyggere i øvrigt: "HJÆLaaaaaaaargh!!" (dør)
Orker og andet godt (i kor): "Wir marchieren nach der Rooooohan!!"

Scene 6, Lorien

Frodo: "YES! Så kom vi endelig frem. Det gik da meget nemt, ikke?"
Sam: "Hvor blev vores hobbitvenner egentlig af? Jeg har ikke set dem i dagevis..."
Aragorn: "Vi har mistet fire af vores medlemmer. Og Legolas er stadig ikke dukket op... Og du, Frodo, er begyndt at opføre dig rigtig underligt på det sidste."
Frodo: "Mwahwahahahaha!! ... Øh, ahem, undskyld."
Aragorn: "Tlatha aw tlath âlpây-ya" (Oldassyrisk: "Uden chancer er vi.")

Scene 7, nyheder fra Isengard Evening News

Oplæser: "Det meddeles netop at Rohans hovedstad, Edoras, er befriet, og de sidste rester af de rohanske tropper er blevet tilintetgjort."

Scene 8, herreværelset i Barad-dûr
Sauron og Saruman sidder henslængt i læderstole, hver med et glas dyr cognac fra Sønderfjerding i hånden

Sauron: "Hahaha, alt går som planlagt. De godes hære falder som strå for vores mægtige arméer. Selv Ringens Broderskab-hvis-mission-vi-ikke-kan-gætte er på grænsen til at kollapse. De sørgelige rester af det skjuler sig i Lorien, hvor de sikkert håber at Frodo kan blive kureret for sin stadig mere eccentriske opførsel. Som om!"
Saruman: "Intet kan stoppe vores skumle planer nu. Intet!" (smiler diabolsk)
Sauron: "Nope! SKÅÅÅL!!" (tømmer sit glas med cognac)

Scene 9, Barad-dûr

Budbringer: "Min fyrste, Ringens Broderskab er i bevægelse igen, og det står nu klart at de bevæger sig mod Mordor - hurtigt. Hvorfor mon de gør det?"
Sauron: "Ingen anelse, men bare rolig, de har ikke en chance."
Budbringer: "Jamen..."
Sauron: "INGEN chance, sagde jeg!"

Scene 10, stensletten ved Dagorlad
Ringens Broderskab, nu kun bestående af Frodo, Sam og Gollum, nærmer sig Mordor

Sam: "Vores rejse har nu ikke været den samme siden Gimli døde."
Frodo: "Næh, men bortset fra det er det jo gået meget nemt ikke? Det var værre at Aragorn bare skred uden et ord..."
Sam: "Han sagde til mig, at han ville til Gondor og slås. Eller sådan noget."
Gollum: "Nasssty man, hiss, spit, ..."

Scene 11, Orthanc

Budbringer: "Min herre, Ringens Broderskab er på nippet til at gå ind i Mordor!"
Saruman: "Bare rolig, jeg sender en storm mod dem, det vil forsinke dem..." (Palantiren ringer, Saruman tager den)
Saruman: "Ja? Aha... Javel. Ikke min tur?! HVAD I MORGOTHS NAVN SKAL DET BETYDE??!!"
(Klip til Minas Morgul, hvor Frodo, Sam og Gollum går ind i Mordor. Vejret er behageligt lunt, tørt og vindstille. Man hører Sam fløjte muntert.)
Saruman: "AAAGGGHHH!!!"

Scene 12, Barad-dûr

Budbringer: "Min fyrste, Ringens Broderskab er inde i Mordor. Situationen kan være farlig."
Sauron: "Forstyr mig ikke med den slags petitesser, jeg har travlt med at planlægge mine angreb på elverne."
(Klip til Rivendell, hvor en mægtig hær under ledelse af Heksekongen nærmer sig. Elrond ser utryg ud ved situationen. Klip til Skovelvernes rige, hvor elvere og mennesker kæmper mod en vældig hær af Østerlændinge
Budbringer: "Jamen, min fyrste, hvad hvis hobbitterne har tænkt sig at ... [hvisker] ødelægge Ringen...?"
Sauron: "Utænkeligt. Det er vigtigere at vi får indtaget Riv... Ahem, sig lige det igen."
Budbringer: "Ødelægge Ringen?"
Sauron: "Bugger."

Scene 13, Ved Dommedagsspalterne

Sam: "Så kom vi da vist frem. Mordor var da ikke så slemt, synes I? Godt nok er det goldt og stenet, men den slags natur kan jo også være smuk på sin egen barske måde."
Frodo: "Shelob var lidt nasty..."
Sam: "Ja, men der tog du jo bare Ringen på, og så var problemet løst."
Frodo: "Yup."
Smeagol: "Nice master, desstroy the Ring, Now. Pleassse..."
Frodo: "Ro på den, Smiggie, vi kommer til det nu."
(Frodo tager Ringen frem og knipser den nonchalent ned i Dommedagsspalterne. Klip til spektakulære scener af lava, eksplosioner, onde hære der styrter ned i enorme sprækker i jorden, osv, osv. Klip til Orthanc, hvor en noget uselt udseende Saruman sidder i et hjørne og mumler om at påkalde storme.)

Ak ja, på trods af en rigtig uheldig start fik Sune alligevel skrabet en sejr hjem. Vi, de onde, havde indtaget 9 ud af de 10 nødvendige VP på det tidspunkt, og stod til at tage Rivendell næste tur. Frodo var på 11 ud af 12 corruption da han smed Ringen i. Så det var så tæt som det kunne være! Og som de onde var det bittert at indse at der var mindst en 5-6 små detaljer i de sidste ture, som hvis vi havde gjort dem anderledes ville have vendt spillet til en sejr til os. Men det gjorde vi altså ikke! :-)

Men bortset fra det var det sjovt: Det fungerede meget godt at splitte de onde op på to spillere, for det tvang også de onde til at sprede deres indsats lidt mere ud, hvilket gjorde at spillet blev mere åbent og dynamisk end det normalt føles. Men at spille tre-personers WOTR at klart at rykke balancen i forhold til to-personers udgaven, for de onde har nu mange problemer med at koordinere og fokusere deres indsats. Spiller man fire personer skal de gode også deles op, men da begge spillere stadig kan rykke Broderskabet, er jeg ikke sikker på det vil betyde noget særligt for balancen.

Men endnu et fornøjeligt (og langt) spil War of the Ring!


Tirsdag 12. april 2005 - Københavns Brætspilsklub (KBK)

Spil spillet: Goa, 6 Nimmt!

Ved ankomsten i KBK var en større flok i gang med et spil Medici: Efter 2. runde førte Anders, men i sluttællingen blev han overhalet af Rasmus, der dermed kunne notere sig for en sejr.

Da Medici var slut, kastede Ken, Rasmus, Sune og jeg os over Goa, mens resten af selskabet fortsatte med det nyeste klub-hit, 6 Nimmt!

Som jeg har skrevet før, plejer jeg altid at starte stærkt i Goa, for blot at sætte det hele over styr omkring runde 5-6, med det resultat at jeg ofte ender dårligt placeret. Denne gang var mønstret dog lidt anderledes: Mit spil stagnerede i første halvdel af spillet, og jeg fik slet ikke udviklet mig så meget som jeg havde håbet på - alt sammen fordi jeg ikke kunne skaffe en grøn vare, så jeg kunne avancere min harvest-track. Til gengæld havde jeg masser af penge, og fik fat i gode ting i auktionerne.

Men i runde 5 kom jeg til at dumme mig: Jeg fik købt en god tile dyrt, hvilket bevirkede at jeg endte auktionsrunden uden penge. Resultatet var at jeg ikke deltog i auktionerne hverken i runde 6 eller 7, og først i runde 8 fik jeg igen en tile. Dog bevirkede min manglende deltagelse i auktionerne ikke at mit spil iøvrigt gik i stå: Jeg havde en del ressourcer og kunne derfor bruge mine aktioner konstruktivt på at avancere mine forskellige tracks.

Indtil kort før slutningen, var jeg overbevist om at Rasmus, eller måske Sune ville vinde spillet. I sidste tur blev det dog også klart, at jeg selv var godt med (Ken skriver vi ikke noget om!). Og ved den endelige optælling viste det sig at både Sune og jeg havde 46 points, mens Rasmus havde 44 og Ken ... ja, lad os bare sige at hans score ikke startede med "4"! Og hvad er så lige tie-break ved point-lighed? Flest penge, naturligvis, og der havde Sune lige og præcis 1 penge tilbage, mens jeg havde ... 0. Så en kneben sejr til onde Sune. :-)

Efterfølgende skulle der spilles noget let, og hvad bedre end vores allesammens darling, 6 Nimmt!? Sune havde ikke prøvet det før, men efter en udmarvende regelforklaring der strakte sig over, måske, 30 sekunder, var vi klar. Og Rasmus lagde hårdt ud med en stor bunke oksehoveder. Og i efterfølgende runder holdt Rasmus stilen, og var da også den første der rundede de 66 points. Så Rasmus vandt ikke...

Det gjorde jeg nemlig, og det siger noget om 6 Nimmt-niveauet i KBK, at jeg kunne vinde ved stort set at følge min basale "robotstrategi": Spil altid det højeste kort du har (i gennemsnit afveg jeg fra denne regel en 2-3 gange pr. runde). Så lærte I det! :-)


Tirsdag 29. marts 2005 - Københavns Brætspilsklub (KBK)

Spil spillet: Goa, 6 Nimmt!, Blue Moon (x4)

Ved min ankomst til KBK var Rasmus og Søren klar til et nyt spil, og efter lidt snakken frem og tilbage faldt valget på Goa. Søren havde ikke prøvet det før, men det forhindrede ham ikke i at spille væsentligt mere kompetent end, øhm, en vis anden...! Hvem det var, skal snart blive afsløret.

Som altid startede mit spil rigtigt godt, og efter første halvleg stod jeg stærkt omend ikke markant bedre end de andre. Og som altid knækkede filmen for mig omkring runde 5-6 stykker... Derefter havde jeg hele tiden 1) for få penge til at medvirke i auktionerne, og 2) for få aktioner til at få gjort det jeg skulle. Jeg faldt mere og mere bagud i det samlede antal upgrades, og måtte bruge det meste af runde 7 og 8 blot for at kunne erhverve mig den sidste koloni... Hvis jeg bare havde haft én aktion mere, kunne jeg da have trukket 3 kort, og sikkert erhvervet mig en håndfuld points. (faktisk er "hvis jeg bare havde haft én aktion mere" snart mit slogan i Goa, skarpt fulgt af "hvis jeg bare havde trukket én kolonist mere da jeg skulle grundlægge kolonien". Ikke godt).

Spillet endte med en sejr til Rasmus med 49 points. Søren endte på 43 og stakkels jeg haltede bagefter med 39. Jeg synes også at kunne fornemme, hvad det er der går galt for mig: Goa er meget strategisk, og man skal helst tænke meget langsigtet for at klare sig godt. Idealet er vel at have en plan for alle sine aktioner, så man ved hvad man kan nå og ikke nå (selvom dette ideal naturligvis ikke kan lade sig gøre i praksis, pga. uforudsigeligheden i auktionsrunderne), og jeg er helt sikkert ikke god til det der med langsigtede planer! Konsekvensen af det er, at jeg i de sidste par runder bliver helt desperat, fordi jeg pludselig opdager at jeg slet ikke kan nå det jeg havde regnet med. Og da det jo ikke kan være min skyld (det kan det jo aldrig), må der rulle nogle hoveder i bunkeren!

Efter afklapsningen i Goa ville Søren egentlig hjem, men Rasmus og jeg overbeviste ham om at 6 Nimmt! kun tog 5 minutter. Det blev mere til en halv time i sidste ende, men et dejligt spil 6 Nimmt! var der da tale om, og modsat mit første spil et par dage tidligere med svigerfamilien, endte dette med en solid sejr til mig. Efter en "stærk" start med 21 minuspoints i første runde, fik Søren lidt mere styr på sit spil, og det var da også Rasmus der måtte agere spilstopper ved i sidste runde at suse et pænt stykke over 66 minuspoints. Efter min sejr er jeg nu igen overbevist om 6 Nimmt!'s fortræffeligheder som dybt strategisk spil, mens Rasmus sikkert har det på en lidt ... anden måde.

Nu var Søren ikke til at holde på længere, så Rasmus fik endelig - efter at jeg har bedt om det i månedsvis - mulighed for at introducere mig til Blue Moon. Blue Moon er som bekendt et CCG-lignende kortspil. "Lignende" fordi det jo faktisk ikke er collectible, men resultatet minder faktisk meget om klassiske CCG'er, såsom Magic: The Gathering. Det er Knizia der har designet det, så forventningerne er høje.

Hver spiller spiller en fantasy-race, som skal kæmpe mod en anden race. Hver race har sit eget deck på 30 kort: Grundspillet indeholder kort for 2 racer, og man kan købe de andre racers kort separat. Et spil er en serie dueller, hvor man hele tiden skal kunne matche modstanderens udspil. Første spiller der ikke kan det må trække sig fra duellen, hvilket betyder at modstanderen vinder den, og som præmie får en eller flere drager. Der er tre drager i alt, og ved spillet slutning vinder den spiller der har flest drager. Man kan også vinde før det, hvis man allerede har alle tre drager, og derefter står til yderligere at vinde en.

Vi (dvs. jeg) valgte at vi skulle prøve racerne fra grundspillet, de ildfikserede Vulca mod de mere tricky Hoax. Jeg spillede Vulca, da jeg havde en idé om at de var mere ligetil at spille.

Som total begynder var de i hvert fald mere ligetil at tabe med: Første spil tabte jeg overbevisende 2-0, uden egentlig på noget tidspunkt at føle at jeg havde en chance. Jeg måtte naturligvis straks prøve igen, og i den følgende match fik jeg bank 4-0, altså en sudden-death sejr til Rasmus. Ouch! På dette tidspunkt kan jeg ikke helt udelukke at der fra den ene side af bordet kom et par sure udtalelser (eller ti) om den manglende balance deckene imellem, men der er ingen der kan bevise noget! :-)

Nu var det værste jeg kunne gøre naturligvis at insistere på at skifte decks, for hvis Rasmus så vandt igen, ville det være åbenlyst hvor svagheden var. Så jeg holdt stædigt fast på de efterhånden noget upopulære Vulca.

Og i tredie spil var de faktisk ikke nær så mimrende som i de første to spil. I hvert fald skrabede jeg en lille 1-0 sejr hjem med dem, og smilet var givetvis ikke til at tørre af mit ansigt. Og den efterfølgende match endte også med en 1-0 sejr til mig.

Jeg har læst på Boardgamegeek at de fleste mener, at Vulca decket er markant bedre end Hoax decket når det er begyndere der spiller, mens balancen de to decks imellem skifter efterhånden som spillerne bliver mere erfarne. Om det er rigtigt ved jeg naturligvis ikke, men jeg kan da stå inde for at balancen i enorm grad afhænger af om at man kender sit decks styrker og svagheder eller ej...

Alt i alt syntes jeg Blue Moon var et rigtigt godt spil. Jeg synes det er markant bedre end Knizias forrige CCG-lignende spil, Scarab Lords, og hvis man vil spillet noget "Magic-lignende" uden faktisk at blive trukket ind i hele collectible moradset, bliver det nok ikke bedre end dette.

Omvendt indeholder spillet altså ikke noget, som man ikke har set gjort både større og mere gennemført i Magic: The Gathering. Man skal altså ikke som garvet Magic-spiller (hvilket jeg absolut anser mig selv for, selvom det efterhånden er 5-6 år siden jeg dyrkede det) spille Blue Moon i forventning om en ny "aha!" oplevelse, for man kan få meget af den samme spiloplevelse ved at købe en håndfuld prækonstruerede Magic decks.

Men jeg ser meget frem til at prøve Blue Moon igen, og gerne med nogle af de mange andre racer der findes. Mimix, f.eks., men uden brug af sprittusser! :-)


Tirsdag 15. marts 2005 - Københavns Brætspilsklub (KBK)

Spil spillet: Jambo (x2), Ra

Jeg mødte lidt sent i klubben, og de fleste var allerede i gang med at spille. Sune var derimod også lige ankommet, så vi blev enige om at prøve et to-personers spil. Jeg havde medbragt to nye Kosmos-kortspil, Blue Moon og Jambo, men da jeg havde mest check på reglerne til Jambo, var det det vi kastede os over.

Jambo er som sagt et to-personers kortspil, designet af Rüdiger Dorn, manden som også står bag Goa og Traders of Genoa. Spillerne er handelsmænd, som handler med eksotiske varer i det mørke Afrika. Kortene i decket er dels varekort (som lader spilleren købe eller sælge varer), hjælpekort (som bliver liggende på bordet når de er spillet, og gør forskellige fancy ting), personkort (en slags en-gangs hjælpekort), samt dyrekort (en-gangs vær-ond-ved-modstanderen kort).

Til at starte med har hver spiller et stort varebord, med plads til 6 varer. Dette kan i løbet af spillet udvides med et eller flere små vareborde, hver med plads til 3 varer. I en spillers tur har man 5 aktioner: Man kan starte med at trække et kort ved at bruge 1 aktion, og kan faindeisk, hvis man er utilfreds med det trukne kort, discarde det og trække et nyt, men hvert nyt kort man trækker koster endnu en aktion. Efter korttrækningen kan resterende aktioner bruges til andre ting: Man kan købe varer ved at spille et varekort, tage de varer der er vist på kortet (enten 3 eller 6 varer), betale købsprisen og placere varerne på sit varebord (hvor der skal være plads). Man kan også sælge varer, igen ved at spille et varekort, aflevere de viste varer fra sit varebord, og tage penge svarende til salgsprisen. Man kan spille et hjælpekort, personkort eller dyrekort, og endelig man kan bruge et af sine allerede spillede hjælpekort (disse kan dog kun bruges en gang hver pr. tur).

Hver spiller starter med 20 guld. Når en spiller når 60 guld, får modstanderen en sidste tur, hvorefter spilleren med flest guld vinder.

Vi syntes begge at spillet fungerede udmærket, og det virkede ret CCG-agtigt. En del af hjælpekortene muliggør "veksling" mellem de forskellige typer ressourcer (f.eks. varer -> kort, varer -> penge, penge -> kort, osv.), og man har en stærk fornemmelse af at visse kort kan lave gode, Magic-agtige 'comboer'. Omvendt var vores holdning også at spillet nok ikke var det mest spændende vi havde prøvet, og for mit eget vedkommende har jeg en fornemmelse af at spillet nok kan holde til nogle spil mere, men at det ikke er noget jeg spiller om 1-2 år.

Vi spillede to spil, med mig som sejrherre i første spil mens Sune vandt det andet. Interessant er det, at i begge spil kom sejrherren som en overraskelse for os begge to! I begge tilfælde var det nemlig den spiller som fik opbygget nogle (tilsyneladende) seje comboer, der f.eks. tillod trækning af adskillige kort pr. tur, som tabte.

Konklusionen må være, at vi nok stadigvæk har noget at lære om god strategi i Jambo. ;-)

Efter denne to-personers ekstravaganza tog vi et spil Ra med Morten og Kenneth: Dette spil vandt Sune.

Jeg var træt og havde ondt i hovedet, så jeg valgte at slutte efter det spil, og tage tidligt hjem...


Tirsdag 1. marts 2005 - Københavns Brætspilsklub (KBK)

Spil spillet: Goa (x2), Geistertreppe

Jeg kæmpede mig bravt gennem snestormen som havde ramt København, for ikke at gå glip af KBK-mødet, og det var en spændende cykeltur med tungen lige i munden! Klubben var også lidt tyndt besøgt denne gang, idet en del nok havde valgt at blive hjemme i varmen. Men lidt folk var der da; Bo og Claus spillede Paths of Glory, mens Søren, Teis, Kasper og Poul spillede Sørens (?) nye 7 Ages. Det er jo et spil jeg havde kigget lidt på også, men dets slå-på-hinanden natur, for slet ikke at snakke om den lange spilletid havde afholdt mig fra at købe det. Og efter sigende nåede gutterne næsten at blive færdige med 2. tidsalder (ud af 7) efter at have spillet hele aftenen, så noget kort spil er det i hvert fald ikke. Men deres reaktioner var vist overvejende positive.

Selv satte jeg mig til at spille Goa med Rasmus, Ken og Anders. Ligesom i lørdags kom jeg godt fra start, og helt op til runde 5-6 stykker så det godt ud for mig, omend de andre fire også fik deres spil til at fungere. Men igen ligesom i lørdags gik det "galt" for mig til allersidst: Jeg gennemgik en auktionsrunde, hvor jeg fik købt en mindre god tile tidligt, og derfor ikke kunne være med til at byde på de senere, gode ting, og da jeg i mine efterfølgende aktioner præsterede at bruge tre aktioner på at kolonisere Calicut, var jeg lige pludseligt ude af spillet. Godt nok valgte jeg nogle koloniseringsforsøg der ikke var sikre, men odds var gode: Første gang skulle jeg trække 5 med tre kort, men trak to ettere og en toer. Anden gang skulle jeg trække 4 med to kort, men fik kun en etter og en toer. Grrr! :-(

Eneste positive var, at jeg endte med lidt flere points end Ken: Vi endte begge højt i 30'erne, mens Rasmus fik nogen-og-40. Anders vandt overbevisende med over 50 points, og da det var hans første spil, var han naturligvis ikke til at skyde igennem. Vi jokede lidt med at vi havde ladet ham vinde (da det er en kendt sag at Anders ikke bryder sig om spil, hvis han taber de første par gange) men han var vist ikke overbevist... :-)

Ken skulle på arbejde, men Rasmus, Anders og jeg besluttede bravt at kaste os ud i endnu et Goa: Også denne gang klarede jeg mig fint, og (overraskende!) gik det ikke galt for mig i de sidste par runder, men alligevel løb Anders endnu en gang med sejren, igen med omkring 50 points. Jeg havde i midten af 40'erne, mens Rasmus denne gang havde haft et skævt spil, så han kun endte med omkring 38... Jeg kunne have fået flere points, men min desperate søgen efter matchende ekspeditionskort i sidste runde bar ikke frugt (mine fem kort endte med at blive to par og et enkelt).

Rasmus mente efterfølgende, og jeg er tilbøjelig til at give ham ret, at to spil Goa på én aften er et for meget: Det er et fedt spil, men det er også virkelig tungt og krævende at spille, og vi var begge ret bustede bagefter. Jeg har også nedgraderet min rating på Boardgamegeek fra 9 til 8: Der er et par ting ved spillet der irriterer mig lidt. Bl.a. den uelegante knald-eller-fald mekanisme når man laver kolonier (at jeg selv blev ramt af uheld på den front har nok en del med min utilfredshed at gøre!) I hvert fald synes jeg den mekanisme virker lidt ude af trit med spillets ellers analyserende og processuelle feel. Desuden synes jeg spillet er en anelse for abstrakt: Jeg kan ikke umiddelbart komme i tanke om nogen andre af de tunge tyske spil, hvor temaet virker så kønsløst som her. Og da mekanismerne ikke er specielt mere abstrakte end i de andre tunge spil, tror jeg forskellen for mig ligger i at Goa heller ikke har særligt meget visuel bekræftelse af temaet: Der er f.eks. ikke noget kort over området, mens spil som Puerto Rico da i det mindste gør et forsøg på at lade spillerne individuelle brædder ligne et landskab. I modsætning hertil er alle komponenter i Goa designet til at være funktionelle - og det klarer de godt - men der ikke er meget fornemmelse af temaet i dem, og det er synd synes jeg.

Efter andet spil Goa skulle Anders til gå, men jeg overtalte ham til at prøve mit nye Geistertreppe, som jeg var i færd med at hive shrinkwrappen af. Hans beklagelser om at han kun havde 5-10 minutter hjalp ikke, for jeg mente sagtens vi tre kunne prøve det på den tid! Og det kunne vi: Efter intensive 5 minutter stod Rasmus som vinder på toppen af trappen, da han havde været i stand til at huske hvilket spøgelse der var hans. Vi spillede nu også uden ekstrareglen ("for større børn"!), hvor spillerne også kan bytte rundt på hinandens identitets-brikker, og brug af den ville nok have gjort huskeelementet i spillet noget sværere.

Geistertreppe er oplagt et børnespil, men det var faktisk sjovt nok, i og med at det ikke tager længere tid end det gør. Jeg vil ikke udelukke, at det også kunne være et OK drikkespil (for voksne!), omend udfaldet af et spil i det tilfælde nok ville være ret tilfældigt... :-)

Klokken var nu mange, så med nogle af mine nye ting i tasken (Candamir, Old Town, Geistertreppe, 6 Nimmt), cyklede jeg hjem gennem det snedækkede landskab.


Tirsdag 15. februar 2005 - Københavns Brætspilsklub (KBK)

Spil spillet: Goa, St. Petersburg

Jeg havde endelig fået læst reglerne til Goa, og ved ankomsten i klubben startede jeg et spil sammen med Sune, Ken og Anders Larsen. Jeg kunne huske en enkelt ting fra strategi-diskussionerne på BGG og spielfrieks, og det var at expeditions-tracket var enormt stærkt, og at det galdt om at få det avanceret. Jeg kunne ikke huske nogen detaljer om det, såsom som hvorfor og hvordan, men jeg besluttede mig for at prøve strategien alligevel.

Og det gik faktisk meget godt. Til trods for at jeg det meste af spillet synes jeg stod dårligt (først i sidste runde talte jeg folks points, og kunne se at jeg vist var meget godt med), endte jeg alligevel med at vinde overbevisende. Om det skyldtes min "strategi" eller bare generelt godt spil (!) skal jeg lade være usagt. Men megen mumlen og brokken over at "spillet havde været i min bunker", måtte jeg naturligvis høre på efterfølgende. :-)

Men var det så et godt spil? Oh yess, my precious, det var det absolut. Umiddelbart virkede det som om det havde alt det jeg kan lide i et tungt, tysk spil: Auktioner, mange mulige plausible strategier, et begrænset antal actions per tur (hvilket leder til det berygtede "turn angst"), og et lækkert tema. Af et tysk spil at være er det ret komplekst, og minder mest om Princes of Florence, men også lidt om Amun-Re og Puerto Rico. Som i POF består hver runde af en serie auktioner over nogle fælles ressourcer (tiles i dette tilfælde), efterfulgt af individuelle spiller aktioner. Der findes mange slags "penge" (dvs. brugbare ressourcer): Penge, kolonister, skibe og krydderier. Oven i det har man så et stort antal forskellige tiles, hvoraf nogle er engangs og nogle er permanente, et hav af forskellige kort, og en 6-7 måder at score points på i slutningen af spillet. Så alt i alt har spillet utroligt mange facetter.

Selvfølgelig har jeg kun spillet det den ene gang, så der er basis for at jeg med mere erfaring finder ting at kritisere, men umiddelbart er det et af de bedste tyske spil jeg har prøvet. Nogensinde.

Efter Goa tog Sune, Ken og jeg et spil St. Petersburg. Tre-personers St. Petersburg har jeg altid syntes virkede lidt akavet. Modsat to- og fire-personers udgaverne, hvor jeg har en idé om strategierne, kan jeg aldrig rigtigt finde balancen i et tre-personers spil. Men det gik nu rimeligt, omend Ken endte med at vinde med et par points over mig.


Tirsdag 1. februar 2005 - Københavns Brætspilsklub (KBK)

Spil spillet: Pizarro & Co (x4), Karibik

Efter introduktionen af Pizarro & Co sidste tirsdag, ser det ud til at det kan blive endnu et populært auktionsspil i KBK. I hvert fald var det hvad jeg brugte det meste af aftenen på at spille, med skiftende modstandere. Jeg er ret imponeret over spillet, omend jeg godt kan forestille mig at det kan blive lidt ensformigt efter mange spil. I det sidste af spillene brugte vi desuden bagsiden af spillebrættet, for at komme til at benytte de opdagelsesrejsendes "alternative" evner, men vores indtryk var at forsiderne fungerede bedre. Især var Pizarro's bagsideevne ret mystisk: Her kan spilleren der har vundet i tredie runde i slutningen af spillet lave en slags "blackjack", hvor han trækker kort og får points svarende til summen, sålænge han ikke ryger over 20. I vores spil fik spilleren med Pizarro omkring 18 points på den måde, og gik fra en sidste- til en førsteplads. Ikke at der er noget galt med at han vandt på den måde, men det hele virkede bare så tilfældigt...

Over midnat, og til at slutte aftenen, overtalte jeg de tilbageværende til at prøve Karibik. Måske er det spillet, måske var det tidspunktet vi spillede på, men jeg var ikke synderligt imponeret og syntes det hele virkede ret kaotisk og tilfældigt.


Tirsdag 18. januar 2005 - Københavns Brætspilsklub (KBK)

Spil spillet: Pizarro & Co, Euphrat & Tigris (x2)

Jeg ankom ret sent til klubben og kunne kun måbe over det enorme fremmøde; op imod 20 multi-player spillere, og en lille håndfuld ASL'ere. Desværre var de alle i fuld gang med spil, så jeg måtte hænge ud en tid indtil de blev færdige. Jeg endte med at shanghaie fire andre; Ken, Steen, Morten og Hans Christian til at prøve mit Pizarro & Co. Se, det er et spil jeg købte for et års tid siden (samtidig med bla. Modern Art, faktisk), men modsat MA som vi har spillet til døde i klubben - havde vi aldrig fået kigget på Pizarro & Co.

Jeg havde ellers en formodning om at det ville blive godt modtaget i KBK, da det er et auktionsspil, lidt i stil med Medici eller Modern Art, faktisk. Kort fortalt byder man på kontrol over seks forskellige opdagelsesrejsende; Columbus, Pizarro, Magellan, Marco Polo, da Gama og James Cook. Spillet kører over tre "år": I første år udbydes tre kort pr. opdagelsesrejsende, i år 2 kun to kort, og i år 3 kun ét kort pr. opdagelsesrejsende. Når man i år 1 vinder et kort, må man placere et af sine skibe på "år 1" feltet for den pågældende opdagelsesrejsende. Men i år 2 og år 3 må man kun byde på en opdagelsesrejsende, hvis man har et skib på ham i det foregående års felt, og vinder man tager man sit skib fra det foregående år, og rykker frem til det nuværende. Med andre ord bliver auktionerne mere og mere eksklusive efterhånden som spillet skrider frem.

Hvad gælder det så om? Jo, opdagelsesrejsende giver flere pengekort i slutningen af hvert år, og/eller points i slutningen af spillet (veksler fra opdagelsesrejsende til opdagelsesrejsende, og fra tur til tur). Hver opdagelsesrejsende har også en speciel evne, som man kan udnytte hvis man har vundet en auktion på ham. Pengekort på hånden giver også points til slut. Flest points i slutningen af spillet vinder.

Der er altså tale om et rendyrket auktionsspil - 36 (18+12+6) på hinanden følgende auktioner, hvorefter spillet er slut! Og auktionsnørderne (inklusive mig selv, skal jeg måske sige) kastede sig over det med stor entusiasme. I vores spil fik Ken sat sig hårdt på et par af de pengeproducerende opdagelsesrejsende, og kørte spillet med hård hånd. Vi andre så let rystede til.

Til slut var vi derfor alle - og jeg mener alle - overraskede over at konstatere, at jeg havde vundet overbevisende. Min pengekort-økonomi i løbet af spillet havde godt nok slet ikke været så god som Kens, men jeg havde til gengæld fået sat mig på et par rigtigt højtscorende opdagelsesrejsende, Pizarro og Cook, og da jeg samtidig havde en del points i de pengekort jeg havde tilbage på hånden, var det slet ikke tæt.

Spillet blev faktisk rimeligt godt modtaget af de andre. Auktioner, med masser af mulighed for at sidde og analysere, plejer jo altid at være en succes i KBK. Personligt var jeg meget begejstret: Spillet virkede som en lidt mere kompleks udgave af Medici, med flere facetter. Men Pizarro & Co er selvfølgelig ikke et Knizia-spil, så tiden vil vise om det hænger lige så godt sammen som Reiners auktionsspil.

Efter auktions-extravaganzaen gik der igen lidt tid inden vi fandt noget vi kunne blive enige om, men endelig fik jeg, Steen og Anders overtalt Ken til at deltage i et spil Euphrat & Tigris. Og hvis der er noget tysk brætspil på denne jord der er en klassiker, må da da være dette! Det er i hvert fald et spil jeg holder virkelig meget af.

Steen havde ikke prøvet det før, så vi måtte igennem regelforklaringen, hvilket desværre for E&Ts vedkommende altid bliver lidt tung. Anders havde prøvet det før, men det forhindrede ham ikke i, sidst i spillet, at initiere en ekstern konflikt hvor han først fik nuked en af sine egne ledere i kamp med Steens, og derefter to af mine, som også tabte til Steen. Ikke overraskende gav det Steen en del points, og sejren var i hus. Anders blev også behørigt mobbet bagefter. :-)

Efter lidt udskiftning på holdet (nu var vi mig, Claus, Simon og Anders) blev det til endnu et spil E&T. På trods af Simons erfaring fra online-spil på Boardgamegeek og Claus' 200+ spil mod Rasmus & Co, (det var i hvert fald hvad de selv pralede med) fik jeg hevet en sejr hjem på min "tænk taktisk!" strategi. Vi opdagede også at vi i begge spil havde spillet en regel forkert, idet vi glemte at give alle spillere nye brikker efter hver spillers tur.

Det var nu blevet sent, så de andre tog hjem, hvilket dog ikke forhindrede Rasmus og mig i at blive siddende og snakke en times tid yderligere. :-)


Tirsdag 4. januar 2005 - Københavns Brætspilsklub (KBK)

Spil spillet: War of the Ring

(eller: "Hr. Frodo, hvorfor har du sådan nogle store tænder?!")

KBK-aftenen denne gang skulle efter aftale gå med at spille War of the Ring med Sune. Igen var jeg 'De Gode', mens Sune var onde, onde Sauron. Jeg var i klubben omkring kl. 19, og setup var hurtigt overstået.

Jeg forsøgte igen min 'fellowship blitz' strategi, men terningerne ville ikke helt som jeg ville, så broderskabets tempo blev noget langsommere end planlagt. Sune lagde hårdt ud militært med at bringe Saruman på banen og angribe Fords of Isen. Da jeg dog fik opbygget en betragtelig styrke i Helm's Deep valgte han istedet at finde en anden front at angribe på. Den front viste sig at være Dol Guldur - Lorien: En enorm Sauron-hær rykkede ud af Dunkelskov og indtog uden videre bøvl Lorien. Av!

I mellemtiden var Gondor-fronten også kommet i gang, og Sauron-styrker fik efterhånden indtaget både Minas Tirith og Pelargir, mens en styrke Corsairs of Umbar sejlede op og indtog Dol Amroth. Saruman-fronten var også blevet genåbnet, og Helm's Deep var faldet (selvom Gandalf Den Hvide sammen med enterne havde raseret Isengard og elimineret Saruman). 9 points til The Bad Guy.

Men jeg er sprunget for langt frem, for det ovenstående beskriver faktisk stort set hele den militære del af spillet. Hvad så med Ringen, kan man spørge? Jo, broderskabet bevægede sig derudaf, blev opdaget ret tidligt og valgte derfor at gå over High Pass istedet for igennem Moria. Gandalf, Strider og Pippin døde ret tidligt, og Boromir ledte broderskabet videre indtil han også døde. Gandalf dukkede dog, som ovenfor antydet, op igen i Fangorn i hvid udgave. Men ved ankomsten til Mordor så det faktisk rimeligt fornuftigt ud: Legolas og Merry var tilbage, og Frodo var kun på 3 corruption. Og jeg lå inde med to kort, som tilsammen ville kunne heale 3 corruption. Der var tre blå og tre røde tiles i koppen. Ulempen var, at det havde taget mig en del tid at komme derned. Sune havde rutinemæssigt lagt to terninger i hunt poolen, hvilket jeg også tror generelt er en fornuftig disposition.

Men i Mordor gik det hastigt ned ad bakke: På mine ryk dér trak sune 3 øjne (omkring 10 corruption ialt), en rød "øje/stop" tile, en rød "1/stop" tile, og endelig en "3" tile. En tur slog jeg desuden ingen sværd eller Will of the West, og blev derfor nødt til at blive stående og tage en corruption. Så Frodo endte sine dage et felt eller to fra Mount Doom. Eneste trøst var at han skulle have ødelagt Ringen i den afgørende tur, da Sune efterhånden havde gjort sig klar til at tage sit 10'ende point. Så en sejr til onde Sune. :-)

Men hvad syntes jeg så om spillet denne gang?

Jo, efter min (lille) skuffelse sidste gang mod Frederik hvor jeg følte spillet blev lidt mærkeligt, var dette spil en positiv overraskelse. Terningslagene - og den måde Sune valgte at spille på - gjorde at mit spil også føltes interessant. Godt nok brugte jeg en masse kræfter på at forsøge at rykke broderskabet hurtigt og aggressivt, men der var masser af andre terninger tilbage, som jeg kunne bruge til at spille events, aktivere nationer og bygge enheder. Hen imod slutningen fik jeg endda stablet en elver/nordmands-hær på benene, som marcherede sydpå for at indtage det svagt befæstede Dol Guldur! Det er rigtigt nok, at det sjældent-til-aldrig kan betale sig frivilligt at udskille karakterer fra broderskabet (selvom jeg sendte Gimli til Minas Tirith for at hjælpe med forsvaret), så den del af spillet fungerer måske ikke helt, men hvis man betragter broderskabets fremfærd som en halv-abstrakt mekanisme, er resten af spillet faktisk rigtigt godt i sig selv.

I mellemtiden har jeg også bemærket at Alex Rockwell på boardgamegeek skriver, at blitz-strategierne ikke er så entydigt overlegne som først antaget. Godt nok vil et blitzene broderskab vinde over en Sauron-spiller, som bare forsøger at indtage Midgård i et langsomt tempo, men ifølge Alex er det muligt for Sauron at lave defensive træk, som tvinger broderskabets tempo ned (for ikke at falde til corruption), hvilket igen giver Sauron mere tid til det militære. Interessant, og det passer egentlig meget godt med mit indtryk.

En lille frygt kunne være, at jeg nu to gange i træk har tabt til corruption i Mordor, til trods for at jeg begge gange har følt mig i rimelig stand ved ankomsten. Begge gang har tile-trækkene i Mordor bare været dræbende hårde, så måske skal Frodo helst have mindre end 3 corruption ved ankomsten. Eller måske er det bare mega-tilfældigt om noget broderskab - uanset hvor corrupted det er - kan klare sig gennem Mordor. ;-) Time will tell.