Det har stået lidt sløjt til med de regelmæssige opdateringer her, men her er en opsummering af de bedste og værste spil jeg har spillet de sidste par måneder:

1. Endeavor imponerer stadig. Der skal meget til, hvis ikke det skal ende som mit favoritspil fra 2009.
2. Tobago har jeg fået prøvet en 3-4 gange. Der er mange gode idéer i spillet, ikke mindst princippet med at spille clue cards for at indskrænke antallet af mulige skattefelter, men helheden ender med at være mindre sjov end man skulle tro. Super komponenter, men ikke desto mindre et spil som nok ryger ud af samlingen igen på et tidspunkt.
3. Martin Wallace's spil om Polen, God's Playground blev det til et enkelt spil af. Spillet var præget af et hav af regelspørgsmål (mange lod sig ikke besvare entydigt). Spillet nedenunder al regelfrustrationen imponerede heller ikke specielt.
4. Essen-nyheden Hansa Teutonica har jeg også prøvet en gang. Mekanisk set leder det nemt tankerne hen på Endeavor, og ligesom dette spil virker HT også som et godt spil. Jeg tror dog at jeg af de to foretrækker Endeavor, men HT er godt nok til at jeg godt kunne finde på at købe det.
5. Power Grid: Factory Manager er en anden Essen-nyhed. Spillerne anskaffer maskiner og robotter til deres fabrik, med henblik på at tjene så meget som muligt i et marked hvor energipriserne bare stiger og stiger... PG:FM er et OK spil, som giver masser af tænke over og samtidigt er rimeligt hurtigt. Efter en lille håndfuld spil føler jeg dog at jeg har spillet det så meget som jeg behøver, så det kommer ikke ind i samlingen.
6. Vasco da Gama har jeg spillet én gang. Tungt, analytisk, utematisk, med andre ord et meget "typisk" worker placement eurogame. Til trods for at jeg vandt, var det mine modspillere snarere end mig, som syntes godt om spillet! Konklusion: Ikke noget jeg køber.
7. Egizia afslutter min erfaring med nye Essen-spil. Her har vi endnu et klassisk worker placement eurogame, hvor spillere får points ved at bygge monumenter med deres stenproduktion, samtidig med at deres arbejdere skal have mad. Første spil var so-so, men spillet vandt faktisk da det blev prøvet igen. Ikke en klassiker, er jeg sikker på, men mere et gennemsnitligt "ok, men ikke fantastisk" spil - ligesom hundreder af andre spil i samlingen. :-)
8. Endelig blev det til et forsøg med Phalanx's Emira fra 2006. Yes, det er eurospillet med harems-temaet! Derudover er der flotte komponenter, hvilket tilsammen taler for et superspil, men virkeligheden var desværre en anden: Langsomt (ikke bare "lidt tungt i det", men snarere "som at følge med i kontinentalpladernes bevægelse"), ubalanceret, kedeligt. Puha. Et af de få spil i KBK regi som simpelthen ikke blev spillet færdigt! Med garanti ikke noget jeg kommer til at spille igen...

Udover de af mine indkøb jeg har fået spillet, kommer der selvfølgelig også andre spil til samlingen, og der er en masse nye spil jeg ser frem til at få på bordet på et tidspunkt: 1825 Unit 2, forskellige Age of Steam udvidelser, Agricola-udvidelsen, Albion, Battleground Historical Warfare: Second Punic War, Commands & Colors: Ancients (jeg har anskaffet en del af udvidelserne), Dorn, London's Burning, Men of Iron, Peloponnes, Shipyard, og endelig Die Tore der Welt.

Tirsdag 13. oktober 2009 - Københavns Brætspilsklub (KBK)

Spil spillet: Endeavor (x2), Keltis: Der Weg der Steine (x2), Incan Gold, Airships

I KBK i går var der mega-mange* mennesker, og ikke mindre end syv nye ansigter! Der var tæt pakket, med andre ord, men det lykkedes at finde siddepladser og spil til alle.

(*: Jeg undskylder på forhånd eventuelt overdreven brug af "mega-". Jeg giver min søn Philip skylden, da han bruger det megameget.) :-)

Jeg fik, som jeg havde håbet, Endeavor på bordet. Først et fire-personers spil (Jorid og jeg, som havde prøvet det før, og Poul og Kasper der ikke havde), og dernæst et fem-personers spil (igen Jorid og mig som de "erfarne", og nu med tre andre nye spillere). Jorid vandt det første af spillene, mens Teis vandt det andet. Efter fire spil har jeg ikke været i nærheden af en sejr, så et eller andet gør jeg i hvert fald forkert (og så var der måske noget med at "nogen" hele tiden slår på mig, piv, hulk, Jorid! :-) ).

Min konklusion indtil videre er stadig at Endeavor er et super spil. Jeg tror jeg foretrækker det med fire spillere snarere end med fem, for med fem er spillet meget tight og det er svært at lægge særligt mange langsigtede planer, netop fordi der sker så meget mellem ens aktioner (for ikke at tale om at bygninger nemt kan blive udsolgt). Jeg fornemmer også, at det er et spil der vil blive spillet mere og mere aggressivt og ondsindet, efterhånden som spillerne bliver mere erfarne og lærer at tænke på andet end bare optimering af deres egen position. Jeg har heller ikke i mine fire spil set slaveriet blive ophævet endnu, og faktisk tror jeg det bliver mindre og mindre sandsynligt, da det kræver at man lader én spiller dominere Europa (og hvis man satser på slaver, er det jo nok ikke noget man tillader en anden at gøre). Konsekvensen af det er at slavekort bliver ret attraktive at tage.

Men sjovt er det - indtil videre!

Efter mine to spil Endeavor sluttede jeg aftenen med et mix af fillers: Først to spil Keltis: Der Weg der Steine der som altid imponerer ved at være sådan rimeligt interessant samtidig med at det er ekstremt simpelt og hurtigt. Dernæst et Incan Gold (med nye spillere) der igen-igen var meget populært, og som jeg skamløst roser som noget nær den ideelle "sjove" filler. Til sidst kastede tre af os over terningspillet Airships og selvom jeg fik læsterlige hug af en spiller der ikke havde prøvet det før (Teis igen), var det rigtigt sjovt. Jeg er generelt ikke meget for alle de små, lette terningspil jeg har prøvet, men lige Airships er jeg rigtigt glad for!

Tirsdag 29. september 2009 - Københavns Brætspilsklub (KBK)

Spil spillet: Pandemic, Steam, Der Hexer von Salem

I KBK startede tre af os (Rasmus, Jorid og jeg) med et spil Pandemic. Selvom det længe så ud til at vi skulle klare den, løb vi pludselig ind i en hel stribe af epidemier og deraf følgende outbreaks, med det resultat at vi måtte inkassere et sikkert nederlag.

Dernæst kom Steam på bordet. Vi var 5 spillere, så det var Tysklandskortet der blev brugt. Vi brugte "Base game" reglerne, hvor man blot i turrækkefølge i starten af runden vælger sin specialaktion for den runde. Vores spil blev meget tæt og selvom jeg længe lå forrest på pointskalaen, havde de andre både flere links og bedre indkomst til slut, så jeg måtte nøjes med en fjerdeplads. Men det var et meget tæt spil: Vinderen havde samme antal points som nr. 2, og vi var yderligere to spillere som blot lå ét point efter de to første!

Det er nu mit andet forsøg med Base game Steam, og jeg er stadig ikke helt sikker på hvad jeg skal mene. Jeg kommer selvfølgelig uvægerligt til at sammenligne det med de to andre eksisterende "grene" af spilsystemet; Age of Steam og Railroad Tycoon, som jeg også synes på en eller anden måde repræsenterer to ekstremer: Age of Steam er brutalt, lidt abstrakt, ikke så pænt og generelt et meget hardcore spil, hvorimod RRT er nemmere, mildere, flottere, og garanteret ikke nær så dybt og strategisk som Age of Steam. Umiddelbart falder Steam et sted imellem de to ekstremer, men når man ser på mekanismerne ligger det dog langt tættere på Age of Steam. Det er dog slet ikke så brutalt som Age of Steam, og faktisk var et generelt klagepunkt i vores spil at økonomien i Steam var så næsten banalt tilgivende.

Hvad turrækkefølgen angår (dvs. hele konceptet for hvad man gør hvornår), arver Base game Steam stort set spilsekvensen fra Age of Steam: Bestem turrækkefølge, vælg specialaktion, byg spor, levér op til 2 kuber, få indkomst. Den manglende auktion i starten af hver tur i Steam er en af de helt store forskelle, og desværre synes jeg ikke den er så vellykket. Bevares, det er hurtigere og nemmere bare at vælge en specialaktion som indirekte bestemmer ens placering i rækkefølgen næste tur end det er at auktionere turrækkefølgen hver tur, men netop auktionen bidrager med så stort et strategisk element i Age of Steam, at det er synd og skam at miste den. Steam's måde at gøre det på er dog stadig klart bedre end RRT's (i hvert fald hvis man foretrækker Age of Steam's strukturerede måde at dele turen op på, fremfor RRT's meget mere simple "3 gange rundt om bordet").

Som jeg skrev om efter min første erfaring med Steam i søndags, synes jeg også at den kunstige opdeling af indkomst og VP er en mindre heldig regel, og jeg fatter ikke hvad der har kunnet inspirere til en sådan designbeslutning, når nu netop indkomstsystemet fungerer fint i både Age of Steam og RRT (på hver sin måde). At der så tilsyneladende også er forskel på indkomstreglerne mellem Base game og Standard game i Steam (i Standard skal man betale for størrelsen af sit lokomotiv hver tur, a la Age of Steam), er blot forvirrende og bidrager til at man aldrig er i nogen form for økonomisk knibe i Base game Steam.

Skal jeg sige noget positivt, synes jeg at Steam's måde at håndtere city growth og urbanization (dvs. måde at få flere kuber i spil på og måden man opgraderer towns til cities) er klart den bedste jeg har set i nogle af spillene endnu. De prægenererede "pakker" med kuber, som man kan vælge imellem er i mine øjne en stor mekanisk forbedring i forhold til de andre spil.

Jeg kan godt se at Steam kan udfylde et hul mellem det let abstrakte, meget brutale Age of Steam, og det overdådigt store og meget mindre hardcore Railroad Tycoon, men jeg er ikke sikker på jeg helt synes at Steam rammer helt rigtigt: Base game Steam's turrækkefølge er lidt for simplificeret for mig smag, og økonomimodellen virker uintuitiv. Alternativet, Standard game Steam, ligger derimod så tæt på Age of Steam at det mere virker som et plagiat end et egentligt alternativ.

Sidst på aftenen var vi så fire der forsøgte at lukke portalen til R'Lyeh og forhindre den "Store, Gamle En" i at ankomme og hærge Arkham (og resten af vores dimension). Nej, det var ikke Arkham Horror, men derimod et gensyn med "AH-som-eurogame" spillet Der Hexer von Salem. Mekanisk ret ukompliceret, men til gengæld ret tilfældigt og sindssygt brutalt og svært at vinde. I vores spil gik det da også som det sikkert oftest gør; med nul lukkede portaler ud af tre, var vi ikke i nærheden af en sejr da SGE'en meldte sin ankomst... Ak. Men sjovt var det nu, og som jeg altid siger, coop games skal hellere være for svære end for lette! :-)

Tirsdag 22. september 2009 - Københavns Brætspilsklub (KBK)

Spil spillet: Railways of England and Wales (x2), Incan Gold (x3)

I KBK denne gang blev jeg shanghaiet til ikke mindre end to spil Railways of England and Wales. Spillet er seneste skud på stammen i togspilsserien som startede med Railroad Tycoon (og fortsatte med Rails of Europe), en serie som selvfølgelig er nært beslægtet med Age of Steam og Steam. Jeg har et lidt ambivalent forhold til RRT-serien generelt, for mens den gør nogle ting rigtigt godt, synes jeg også at Age of Steam på mange måder er et mere interessant spil. Age of Steam er meget brutalt og en anelse abstrakt, mens RRT er et meget "flinkere" spil, hvor det samtidig føles mere som om man rent faktisk bygger jernbaner - og så ser det jo flot ud. Men mange af mekanismerne er mindre vellykkede, så i sidste ende er jeg nok mere til Age of Steam.

Railways of England and Wales efterlod i hvert fald et noget blandet første indtryk, som ikke blev bedre af at mens det var mit første forsøg med spillet, havde alle de andre spillet det flere gange før. Og så var der endda stemning for at spille det to gange! Om ikke andet var spillene hurtigt overstået, faktisk så hurtigt at det føltes som om hele dynamikken omkring udviklingen i spillet ikke fungerede så godt. Men OK, nu har jeg da prøvet det. :-)

Til sidst stod den på min nye yndlings-filler, Incan Gold. Tre spil blev det til, og igen var det populært hos deltagerne.

Tirsdag 8. september 2009 - Københavns Brætspilsklub (KBK)

Spil spillet: Fauna (x2), Der Hexer von Salem, Metropolys, Keltis: Der Weg der Steine

Med både Railways of England and Wales og Chaos in the Old World kørende på andre borde, var vi fem der forsøgte os med det Spiel des Jahres-nominerede Fauna. Det er intet mindre end end spil der tester ens viden om dyr: Ud fra navn og billede af et dyr, skal spillerne gætte på hvor det lever, samt hvor tungt og stort det er. Rigtige og næsten-rigtige svar giver points, og første spiller over en bestemt pointgrænse vinder spillet.

Fauna er et hurtigt og sjovt spil, og vi spillede det faktisk to gange. Jeg havde haft spillet med "i bunkeren" (som de plejer at sige i KBK), så med en unaturlig høj paratviden om dyr, kunne jeg vinde begge spil. Af et let hyggespil at være, var det faktisk ret underholdende. Den deltagende biolog undskyldte sine to sidstepladser med at det "ikke var rigtige dyr", mens vores amerikanske deltager dækkede sig under problemer med at konvertere til kilo og centimeter!

Fire af os fortsatte dernæst med et andet af mine nye, tyske indkøb: Det Lovecraft'ske samarbejdsspil Der Hexer von Salem. Spillerne bevæger sig omkring i Arkham, bekæmper monstre og lukker portaler, og skal til sidst forhindre en fæl Great Old One i at blive kaldt til vores verden. Selvom temaet selvfølgelig lyder som Arkham Horror om igen, har de to spil mekanisk ikke noget til fælles. Man kan med lidt god vilje tænke på Der Hexer von Salem som en slags eurogame-udgave af Arkham Horror: Det er simpelt, hurtigt og en temmelig meget mere abstrakt oplevelse end AH. Nå ja, og så er det selvfølgelig på tysk, så vær forberedt på at skulle bekæmpe Untote og Kultisten i massevis... :-) I praksis er sproget nu ikke et problem; der er relativt lidt tysk tekst man skal forstå (en række eventkort er den største hurdle, og det er ikke slemt), og engelske regler kan findes på BGG. De beslutninger der skal træffes virkede interessante nok, men om det holder når man får lidt mere erfaring med spillet, er ikke godt at vide. Umiddelbart indtryk er at man kan forestille sig spillet som en slags "Ghost Stories-light".

Der Hexer von Salem var faktisk en god oplevelse for os allesammen. Selvom vi efterfølgende kunne se at vi havde opnået noget, var vi igennem hele spillet hårdt presset, og vi blev da også til sidst overmandet af Shub-Niggurat uden at være så meget som i nærheden af en sejr. Læser man på Boardgamegeek er der også bred enighed om at det er et uhyre svært spil, men sådan skal det selvfølgelig også være med et coop-spil.

Nu noget senere på aftenen var vi tre der forsøgte os med Ystari's Metropolys. Her skal spillerne via et snedigt indsættelses-system placere bygninger på et kort over storbyen, og til sidst gives points for ... ja, for alt muligt. Nogle felter indeholder point-chits som man får når man bygger i feltet, og derudover er der også en bonus for at have flest høje bygninger i et distrikt, samt to former for hemmelige mål. Spillet er hurtigt, meget simpelt og "rent" når man ser på reglerne, og også meget analytisk, tørt, abstrakt og "brain burning". De sidste ting gør at det nok ikke lige er min type spil (og jeg inkasserede da også en suveræn sidsteplads), men når det er sagt (og med de objektive briller på) virkede det faktisk som et temmelig elegant spil. Den helt centrale mekanisme for at indsætte bygninger (nærmest en slags auktion der bevæger sig omkring på brættet!) er godt tænkt og velfungerende.

Til allersidst kom mit lille Keltis: Der Weg der Steine frem igen. Mand, hvor er det hurtigt (og simpelt). :-)

Tirsdag 1. september 2009 - Københavns Brætspilsklub (KBK)

Spil spillet: Hogwarts: House Cup Challenge, Tribun: Die Brutier, Keltis: Der Weg der Steine

Tirsdag er KBK dag!

Vi (Jorid, Nick, Taus og jeg) startede ud med mit ekstravagant store hygge-familie-Harry Potter-spil, Hogwarts: House Cup Challenge. Alle fire deltagere kunne se det charmerende i temaet, og derfor var spillet en god nok oplevelse, meeen... Tager jeg de kritiske brætspilsbriller på, er der nok ikke det store at komme efter i spillet: Spillerne løber omkring på Hogwarts og løser adventures (kort), de fleste af hvilke kræver et vist minimum i en eller flere af de tre abilities man har (knowledge, honor, skill). Klarer man eventyret får man en belønning (øgede abilities, points, den slags), klarer man det ikke straffes man på passende vis.

Jeg ville ønske jeg kunne sige, at det var et ideelt familiespil, og det er det måske også, men kun hvis ens børn er store nok til nemt at kunne læse den engelske tekst på de mange kort (og når de kan det, kan man vel lige så godt spille Agricola, Hannibal, eller ASL med dem!). Så mens vi fire voksne hyggede os meget godt med at se Neville Longbottom blive Hogwarts store helt (hvilket vil sige at Nick vandt spillet), tvivler jeg nu lidt på, at det er et spil der vil blive spillet meget i fremtiden...

Bagefter blev det mere alvorligt: Udvidelsen til det fantastiske Tribune, Tribun: Die Brutier kom på bordet for første gang, med Rasmus, Jorid, Peter, Maja og mig. Udvidelsen er to-delt: Dels er der et nyt bræt med tre nye lokationer man kan placere workers på (hvilket giver anledning til to nye victory conditions), og dels er der regler for at en ekstra spiller kan tage rollen som Brutus-familien. Dette sidste er implementeret ud fra en idé om at mens Brutus-spilleren kæmper for at opnå alle de samme victory conditions som de andre spillere, gør han det på en helt anden måde. Han har ingen workers at placere, men må til gengæld i hver runde spille tre kort, som giver ham lov til at lave handlinger der sådan lidt ligner det, de andre spillere kan med deres workers. Temmelig kompliceret, hvis du spørger mig, og efter et noget forvirrende spil hvor jeg som Brutus prøvede at få min hjerne til at kapere alt det nye, sad jeg tilbage med en lidt blandet fornemmelse af udvidelsen. De nye lokationer og victory conditions er cool, men Brutus-reglerne tilfører utroligt meget kompleksitet, og jeg er ikke sikker på, at det rigtigt er det værd.

Heldigvis kan man også spille Die Brutier bare med de nye lokationer, men uden Brutus-spilleren, og der var efter spillet faktisk bred enighed omkring bordet om at det måtte være vejen frem næste gang.

Til slut kom en lillebitte filler på bordet; Keltis: Der Weg der Steine. Tænk på det som rejseudgaven af Keltis, hvor bræt og kort er erstattet af en masse små papbrikker ("sten"). Selvom der ikke var så meget i spillet, virkede det umiddelbart som om man opnåede 90% af indholdet i et almindeligt spil Keltis / Lost Cities: The Boardgame, altsammen på en meget minimalistisk og hurtig måde.

Tirsdag 18. august 2009 - Københavns Brætspilsklub (KBK)

Spil spillet: Monastery, Ra: The Dice Game, Dominion: Intrigue

I KBK startede jeg denne gang ud med Ragnar Brothers' Monastery. Det ligner Carcassonne, men fungerer mere som Blue Moon City. På mange måder et typisk eurogame, men de mange regelhjørner og specialregler afslører at det er udgivet af et lillebitte firma.

Sjovt var det nu, og vores arbejdssomme munke fik både bygget et hav af tilbygninger til klostret, samtidig med at der blev tid til at bede en del. Jorid, Søren, Ulrik og jeg deltog, og Ulrik kunne løbe med sejren.

Bagefter slog jeg mig ned ved et andet bord, hvor det nye Ra: The Dice Game blev præsenteret. Det er tematisk og scoringsmæssigt stort set identisk med Ra, men hvor Ra har lynhurtige ture, svære beslutninger, masser af interaktion og ekstraordinært spændende auktioner, har Ra: TDG erstattet det med længere ture, mindre interessante beslutninger og også nedetid, gudhjælpemig. Det kan godt være Ra ikke duer med casual spillere eller non-gamers, og Ra: TDG er bedre i den sammenhæng, men held og lykke med at forklare scoringssystemet for svigermor.

Ja, jeg var ikke imponeret. Nu har jeg da prøvet det, og jeg vil ikke udelukke at jeg vil sige ja til at prøve det igen, meeen... (Og jeg vandt endda!)

Til sidst kom Dominion (som sædvanligt!) på bordet, igen med en skønsom blanding af grundsæt og Intrigue-kort. Jeg fik min første erfaring med hadekortet over dem alle, Swindler. Det kort alene gjorde at spillet blev ekstremt langt (da de fleste coppers ret hurtigt blev lavet om til curses), og i lang tid bestod mit spil primært i at købe penge som en gal i et forsøg på ikke at gå "fallit"! Først til allersidst lykkedes det mig at opnå en købekraft der var bare nogenlunde, og lad os bare sig at et par af spillerne aldrig nåede så langt. Swindler, ouch.

Tirsdag 11. august 2009 - Københavns Brætspilsklub (KBK)

Spil spillet: Race for the Galaxy, Amun-Re, Ra (x2), FITS

I KBK denne gang fik jeg spillet en bred vifte af spil: Først kom Race for the Galaxy på bordet, og i lidt af et særsyn prøvede vi alle tre (Ken, Nick og jeg), noobs som vi er, at implementere en militærstrategi! Jeg endte med højst militærværdi OG den 6-cost development der giver points svarende dertil, men Nick løb desværre med alle de rigtigt store militærverdener og dermed også med en sikker sejr. Ken explorede det meste af spillet og klarede sig derefter. ;-)

Bagefter blev vi i et kort sekund grebet af ubeslutsomhed, og det var nok til at Amun-Re blev foreslået og accepteret. En ægte klassiker i KBK (-3 kortene er så slidte, at man næsten ikke kan se hvad der står på dem længere!) og det blev da også til endnu et glædeligt gensyn. Ken kom bedst ud af det, med mig og Ken (fra USA) 2 points bagefter, og med Nick nogle points yderligere efter.

Vi fortsatte i samme stil, med Knizias anden, fantastiske Ægypten-klassiker, Ra. To spil blev det til, og Ken og jeg løb med sejren en gang hver.

Til sidst, nu i en anden konstellation (Rasmus, Michael, Ken (USA) og mig), blev jeg introduceret for FITS, Tetris-som-brætspil hittet der helt har skrevet spillerinteraktion ud af historien. Det var uskyldigt underholdende nok i de 20 minutter det varede, men mand hvor jeg da bare ikke har meget til overs for "spil" som reelt bare er gammeldags solo-kabaler, som flere personer udfører i parallel: Var FITS repræsentativt for hvad hobbyen kunne byde på, var det tid til at finde en anden hobby...!

Men bortset fra det endnu en fin aften i KBK, hvor der udover de spil jeg var involveret i også blev spillet Small World, Railroad Tycoon, Rails of Europe, Louis XIV, Fluch der Mumie og flere andre spil.

Tirsdag 4. august 2009 - Københavns Brætspilsklub (KBK)

Spil spillet: Stone Age, Call of Cthulhu LCG, Dominion: Intrigue

KBK startede denne gang for mit vedkommende med et spil Stone Age, hvor jeg og Ken (fra USA) introducerede nogle nye folk til dette lette eurogame. Som altid er jeg godt underholdt med Stone Age, uden at det på nogen måde er en personlig favorit. Ken løb med sejren med ca. 160 points, med mig halsende 5 points efter.

Efterfølgende introducerede Tobias mig for Call of Cthulhu LCG, og det var sjovt at spille et CCG-agtigt spil igen. Mit deck var et (tematisk) sært sammensat Cthulhu/Agency deck, hvor mine forskellige agenter og djævleuddrivere kæmpede side om side med deep ones! Efter det meste af spillet at have været i defensiven (Tobias havde større monstre end mig! :-D ), fik jeg til sidst stoppet hans afgørende offensiv, og kunne i min egen tur løse to stories og dermed hive sejren hjem. Et typisk MtG-lignende "store monstre mod et weenie deck" matchup.

Spillet var OK sjovt, men det var også tydeligt, at det i bedste CCG-stil ikke er noget man får det maksimale ud af, hvis man bare lige spiller det casual et par gange. Som altid belønnes man for at være godt inde i reglerne og kende kortene, ikke mindst for at få hevet spillet op i et tempo der er til at holde ud. Jeg syntes heller ikke det var specielt tematisk, hvilket nok ikke er overraskende når man ser på, hvilken slags spil det er. Endelig var inspirationen fra MtG tydelig, men CoC havde nu også nogle spændende nyskabelser som jeg satte pris på.

Hvor fristende det end må være at anskaffe startæsken, kan jeg ikke helt se mig selv spille det så meget, at det egentlig giver mening. Det kan godt være det ikke er collectible som så, men det virker stadig som en type spil man skal bruge seriøs tid på, for at få det fulde udbytte.

Sidst på aftenen blev det så lige til et spil Dominion (med Intrigue iblandet). Efter at have vævet lidt mellem de forskellige kort der var tilgængelige, endte jeg som den one-trick pony jeg er med at forfølge den ene strategi, jeg sådan nogenlunde kan fatte - en card-drawing engine. Her var den repræsenteret med Mining Village og Torturer, og den kombination virkede godt nok til at hive en sejr hjem (og med Torturer er der jo den ekstra bonus at man både trækker 3 kort OG er onde ved de andre spillere, muahaha!). Godt nok er kortene dyre, men det var generelt et spil med dyre kort (en 3'er, resten 4 eller højere). Rasmus var næstbedst, med et Mine/masser af guld deck.

Tirsdag 14. juli 2009 - Københavns Brætspilsklub (KBK)

Spil spillet: Giants

Nick havde medbragt Matagot's spil fra sidste år, Giants. Temaet er noget så eksotisk som Maoi (dvs. kæmpestatue) -byggeri på Påskeøen. Med hjælp fra en række worker meeples (deriblandt en høvding og en troldmand) bydes på retten til at fremstille de forskellige statuer der er til rådighed hver tur, og overskydende meeples bruges til at anlægge ruter hen over øen, fra stenbrudet til statuens endelige placering. Et andet sted på øen kan man desuden producere "hatte" (sten til at lægge på hovedet af statuerne) og statuer er til slut points værd for spillerne, baseret på hvor statuen er placeret (jo længere væk fra stenbrudet jo bedre). Der er mulighed for at rydde øen for skov, hvilket giver en temporær bonus på transport af statuerne.

En interessant mekanisme er at man kan bruge alle spilleres arbejdere til at transportere statuer med, men at spillerne samtidigt får VP når andre bruger deres arbejdere.

Vi var fem spillere til vores spil (Nick, Rasmus, Jorid, Eivind og mig), med Nick som den eneste der havde spillet det før. Det kunne man fornemme, og han vandt da også klart, mens jeg kom halsende ind på en andenplads.

Spillet virkede ikke helt fejlfrit (som jeg ofte siger, kunne det sikkert godt have brugt et par måneder i Knizias hænder ;-) ), men til trods for en del uenighed omkring bordet om spillets fortræffeligheder (eller snarere, mangel på samme), syntes jeg nu det var ganske godt (men havde du spurgt mig halvvejs havde jeg sikkert været mere negativ). Spil der involverer produktion og transport af varer - selv af noget så meningsløst som kæmpe stenstatuer - er lige noget for mig. Desuden virkede sammenhængen mellem tema og mekanismer meget helstøbt, hvilket i mine øjne altid er en bonus.

Jeg var svært skuffet over Matagot's spil fra året før, Utopia, men Giants kunne jeg meget bedre lide. Om jeg synes det er helt så godt som Khronos er svært at sige...

Det blev også til et par møder med nominerede spil til Guldbrikken-prisen. Lad os bare sige, at de ikke lige var min kop te... :-)

Tirsdag 30. juni 2009 - Københavns Brætspilsklub (KBK)

Spil spillet: Dominion, Airships, Tribune: Primus Inter Pares, Dominion: Intrigue (x2)

Mine første spil denne aften var mod Nick og en gæstende amerikaner, Ken. Først var den en omgang Dominion, hvorom jeg kun kan huske at jeg vandt.

Dernæst blev det så til et forsøg med mit nyligt indkøbte Airships - Queen Games' terningspil om luftskibsbyggeri. Jeg havde prøvet det en enkelt gang før, omkring et år tidligere, og mit indtryk den gang var et klart "ho-hum" - det var OK af et terningspil at være (sammenlignet med f.eks. Kingsburg eller To Court A King - begge spil jeg ikke brød mig om), men så heller ikke mere.

Denne gang var det nu en bedre oplevelse, og det var ikke fordi jeg klarede mig bedre. Tværtimod var mine zeppelin-byggerier totalt patetiske, men jeg var godt underholdt alligevel.

Da Tribune kom på bordet, stødte Rasmus og Martin til os. Vi skulle aldrig have taget Rasmus med, for han spurtede sig til en sejr på rekordtid (tur 2, så vidt jeg husker!). Sjovt var spillet dog som altid.

Endelig blev det så til et par spil med den nye Dominion-udvidelse, Dominion: Intrigue (som hvis ret skal være ret er et stand-alone spil der kan kombineres med grundspillet). Intrigue virkede som en solid udvidelse til Dominion: Selvom det selvfølgelig i bund og grund er "mere af det samme", er det jo ikke nødvendigvis så skidt. Jeg kunne godt lide VP kortene som også fungerede som action/penge kort, og flere af action-kortene var i det hele taget rigtigt spændende. Vores første spil var det første standard-scenarie (Victory Dance?), mens det andet var en stærkt bastardiseret udgave af det samme scenarie (4 bunker action-kort udskiftet, så vidt jeg husker). Sjovt var det, og mens Rasmus vandt første spil, rendte jeg med sejren i det andet.

Tirsdag 16. juni 2009 - Københavns Brætspilsklub (KBK)

Spil spillet: Automobile

I KBK fik fem af os (Rasmus, Kasper, Ulrik, Kjartan og mig) for første gang Martin Wallace's nye Automobile på bordet. Spillerne er bilproducenter i starten af det 20. århundrede, og det gælder selvfølgelig om at producere og sælge biler, og ende med så mange penge som muligt.

Spillet løber over 4 ture, og selvom hver tur indeholder omkring en million faser, er den "udførende" del af hver tur centreret omkring 3 aktionsrunder, hvor hver spiller kan lave en aktion pr. runde. Aktioner inkluderer f.eks. bygning af fabrikker, nedlæggelse af fabrikker (!), og produktion af biler på de fabrikker man har. Med andre ord har hver spiller i løbet af spillet totalt 12 aktioner til at forbedre sin situation.

I starten af hver tur vælger hver spiller desuden en historisk person, som dette valg afgør dels turrækkefølgen, og giver hver spiller en lille special ability den tur.

Det gælder om at få solgt sine biler, og her er der tre måder; en marginal special ability fra en af personerne, men derudover enten ved hjælp af distributører, eller direkte til køberne via en "generel" efterspørgselsmekanisme.

Langs kanten af brættet er et track der viser en masse forskellige bilmodeller - det er her fabrikkerne bygges. Tracket angiver desuden udviklingen i bilindustrien, og biler/fabrikker længere henne på tracket repræsenterer altså nyere modeller end dem der er tidligere på tracket. For at få lov til at bygge fabrikker der er mere moderne (= længere henne på tracket) end den aktuelt mest moderne kræves udover penge også "R&D cubes", som man dels starter spillet med, og dels får flere af i forbindelse med valget af historisk person hver tur. Biler/bilfabrikker findes i tre kategorier; luksusbiler, middelklassebiler, og økonomibiler.

Der er en række måder at tabe penge på i spillet (repræsenteret vha. loss cubes): Dels hvis man har distributører der i en tur ikke får solgt nogen biler, dels hvis man generelt har produceret biler man ikke får solgt, og endelig hvis man ejer fabrikker der producerer gammeldags biler (tidligt på biltracket). Loss cubes akkumulerer hos spilleren og koster hver tur penge, men der er også forskellige måder at reducere antallet af dem på igen (bl.a. ved at nedlægge fabrikker).

Biler sælges fra hver fabrik på skift (startende med den mest moderne fabrik), én bil ad gangen. Forinden har spillerne dog mulighed for at tilegne sig "bonus sale" og "reduced price" discs, der begge giver en fabrik mulighed for at sælge flere biler ad gangen, når det er ens tur. For hver af de tre kategorier af biler er der i en tur en efterspørgsel, og når den er mødt for en biltype, kan man ikke sælge flere af den slags biler den tur.

Efter de 4 ture udregnes hver spillers score som hans kontantbeholdning plus værdien af hans fabrikker (hvor værdien = den oprindelige købspris). Flest penge vinder!

Vores spil var som sagt med fem deltagere, og det var præget af at det var vores første spil. Automobile er et spil med en masse finurlige, interagerende mekanismer, og det er som begynder svært at overskue konsekvensen af ens handlinger, og dermed hvad der er godt og dårligt spil. Til min egen store overraskelse endte jeg med at vinde spillet, og grunden til at det var overraskende er at Automobile på mange måder føles anderledes end de andre, på overfladen lignende økonomispil. Hvor mange spil simulerer et ekspanderende marked, hvor pengene bare strømmer ind, og hvor det normalt er godt spil at belåne sig til op over begge ører for at komme i gang med ekspansionen, er Automobile meget mere afdæmpet: Ofte er ens profit i en tur kun marginal, og der er reel mulighed for at sætte penge til. Min slutscore var på (kun) knap det dobbelte af den kapital jeg var startet med, og en af spillerne (der kom dårligere fra start end os andre) endte med færre penge end han var startet med!

Var det så sjovt? "Jooo", siger han, og trækker lidt på det. Der er ingen tvivl om at spillet er både tungt, interessant, lidt tørt og med mange spændende valg og beslutninger. Det er dog også ret fiddly, og man bruger en masse tid på både processuelle og mekaniske/manuelle handlinger; løbe en masse administrative faser og handlinger igennem hver tur, flytte rundt på en masse trækomponenter, betale en masse penge til og fra banken, den slags. Dele af spillet føles ret tematisk (tracket med udviklingen i bilindustrien, f.eks.), mens andre dele var meget mere abstraheret (R&D cubes, loss cubes, bonus/reduced sale discs). En anden ting, der i mine øjne får spillet til at virke mere abstrakt er at det (modsat lignende MW spil som f.eks. Age of Steam, Brass og Tinners' Trail) ikke indeholder noget geografisk element. Alene det at vi har at gøre med et spil uden et kort, gør for mig at spillet virker mere abstrakt og "spreadsheet-agtigt". Måske det er den gamle krigsspiller i mig som bedst kan lide at have en visualisering af "slagmarken"? ;)

Hvorom alting er, virker Automobile som et solidt økonomispil fra Martin Wallace, og jeg er sikker på det nok skal blive populært blandt fans af hans økonomispil. Personligt er jeg mere uafklaret, og efter første spil kan jeg konkludere, at selv om det virker som om spillet selvfølgelig fungerer, er jeg ikke så sikker på at det lige er et spil efter min smag. Uanset hvad vil jeg mægtigt gerne prøve det igen.

Tirsdag 9. juni 2009 - Københavns Brætspilsklub (KBK)

Spil spillet: Klickado, Indonesia

KBK i går startede blødt ud med et spil Klickado - et børnespil fra Drei Magier Spiele. Kort fortalt er det en slags Mikado-meets-Tier-auf-Tier: Hvor man i Tier auf Tier forsøger at stable trædyr oven på hinanden uden at de falder ned, gælder det her om at placere stadigt flere træpinde i en hængende trapez (trapezzen er magnetisk, og visse af pindene har magnetiske midterstykker, hvilket sikrer en vis sammenhæng i konstruktionen), og med tiden kommer den mere og mere til at ligne en kaotisk fuglerede. Indtil hele molevitten falder sammen, selvfølgelig. OK var det, men så heller ikke mere (og jeg vandt endda!) Tier auf Tier forbliver favoritten inden for de lette "stabel ting ovenpå hinanden uden de falder ned" spil. Dog bonuspoints til Klickado for en særdeles original idé. Ken og jeg havde et tæt spil, der endte med en sejr til mig. Vi grinede en del undervejs, men jeg er ikke sikker på vi rigtigt nød spillet alligevel... Hvorfor skal børnespil så tit være så træls for voksne at spille?

Aftenens hovedret for Søren, Ken, Rasmus og mig, var Splotter's Indonesia, og wow for et spil! Spillet er langt og tungt, og det kræver koncentration og en masse hovedregning. Selvom mekanismerne er nogle helt andre, minder det stilmæssigt meget om et 18xx spil. Produktion, shipping, mergers & acquisitions og meget mere. Hvad kan være bedre end at oversvømme det Sydøstasiatiske marked med mikroovn-junkfood. :-) Brættet starter simpelt, men hen imod slutningen er alt dækket af brikker af forskellige slags, og spillernes evne til at mestre 37-tabellen sættes på en prøve. Ikke noget for de mere casual, men har man lyst til et tungt og krævende økonomispil, leverer Indonesia.

Min eneste bekymring (som til gengæld er en stor en) havde med slutspillet at gøre: Som ejer af det ene shipping-selskab i sidste tur, blev jeg totalt forbigået af de andre, da der blev agiteret for at jeg stod godt i den samlede stilling. Mit shipping-selskab gav derfor så godt som ingen indtægt i sidste tur, mens Rasmus' scorede kassen. Guess what? Da pengene blev talt op stod jeg ad helvede til, og endte spillet på en suveræn sidsteplads, og Rasmus klarede sig selvfølgelig meget bedre. Et eksempel på noget af det værste jeg ved i brætspil, den mere eller mindre arbitrære "slå på en eller anden" mekanisme. Masser af potentiale for ufrivillig (eller frivillig??) kingmaking.

Jeg sætter min lid til at problemet (som jeg ser det) forsvinder når spillerne er mere erfarne. Gør det det, får Indonesia nemt en rating på 8 (eller mere?) fra min side. Er kingmaking-problematikken reel, kan det højst blive til en 4-5 stykker. Og det ville da være synd for et spil, som i alle andre aspekter virker totalt fedt...

I vores spil endte Ken som en suveræn vinder, et udfald vi vist alle havde haft på fornemmelsen et stykke tid.

Tirsdag 26. maj 2009 - Københavns Brætspilsklub (KBK)

Spil spillet: Fluch der Mumie, Alea Iacta Est (x2), Kakerlaken-poker, Ice Towers (x2)

KBK denne gang bød på en lang række af mere eller mindre fantastiske spil:

Først blev det til et forsøg med Fluch der Mumie, et snedigt lille magnetspil spillet på en lodret plade. Som mumie lykkedes det mig at fange de to skattejægere (Søren og Aniek) inden de kunne finde alle deres skatte, muahahaha! Good fun, men selvfølgelig ret light-weight.

Bagefter fik fire as os (Michael, Rasmus, Tobias og mig) for første gang alea's (og Rasmus') nye terningspil Alea Iacta Est på bordet. Spillerne skiftes til at slå deres terninger og lægge mindst én terning til side på en af fem forskellige lokationer (der er forskellige regler for hvilke og hvor mange terninger det er lovligt at placere i hver lokation). Når én spiller har placeret alle sine terninger, køres runden færdig, hvorefter der opgøres "præmier" for de enkelte lokationer og spillerne tager deres terninger tilbage. Gentag X ture (hvor X afhænger af antallet af spillere).

Flot, lidt Asterix-agtigt, "romersk" artwork. Efter et par spil var der bred enighed om at det var "ok" (men så nok heller ikke mere). For mig er det en af de bedre "tematiske yatzy-kloner", bedre end To Court the King og Queen's Airships. Jeg vandt første spil, og Rasmus det andet.

I et kollektivt tilfælde af afmægtighed fra os allesammen lykkedes det Aniek at få party-spillet Kakerlaken-Poker på bordet. Her giver man hemmeligt kort hen til hinanden, siger hvilket slags dyr kortet afbilder, og modtageren af kortet skal så "gennemskue" om det er rigtigt eller forkert. Gætteren modtageren korrekt skal afsenderen beholde kortet selv (åbent på bordet foran sig), gætter modtageren forkert skal han beholde kortet åbent foran sig. Modtageren har desuden i stedet mulighed for at give et kort videre til en tredie spiller, som så skal forholde sig til det. Har en spiller fire ens kort foran sig, har han tabt. Jo deet. Vi spillede med seks personer, og fem af os vandt... Ikke et spil jeg behøver købe, endsige spille igen. :)

Inspireret af kakerlakke-spillets eneste formildende feature, det at det opererer med simultant spil i stedet for faste ture, fandt vi pyramiderne frem og tog os to spil Ice Towers (begge med seks spillere). Som sædvanlig var det en hektisk, men sjov, oplevelse. Michael og Rasmus vandt hver et spil.

Tirsdag 12. maj 2009 - Københavns Brætspilsklub (KBK)

Spil spillet: Canal Mania, Hermagor

Denne gang i KBK fik jeg sammen med Rasmus og Jorid for første gang prøvet Canal Mania, kanalbyggespillet fra Ragnar Brothers. På et kort over Syd- og Midtengland bygger spillerne kanaler mellem byer ved hjælp af sekskantede tiles (a la f.eks. Age of Steam). Spillerne tilegner sig kontrakter, som viser hvilke byer man må bygge kanaler imellem, man drafter byggekort som efterfølgende bruges til at bygge kanalerne, og endelig er der en mekanisme for at transportere varekuber mellem byerne, igen lidt a la Age of Steam.

Et interessant let- til mediumvægtspil, som konceptuelt virkede som en mærkelig, Frankenstein-agtig blanding af Ticket to Ride og Age of Steam. Noget instant hit var det ikke, men jeg vil gerne prøve det igen. Vores spil endte med en stor sejr til Rasmus. :-)

Bagefter stod den på en tre-personers Hermagor, mod Rasmus og Søren. Det var mit andet spil (og de andres første), og jeg blev bekræftet i at det er et spil jeg godt kan lide. Især er placement-mekanikken for at tilegne sig vare-tiles i starten af hver tur ret spændende. Jeg er dog ikke sikker på spillet er nyskabende og interessant nok til at eje, så umiddelbart fortryder jeg ikke at jeg solgte mit eksemplar. :-) Men et tæt spil, som endte med en lille sejr til mig.

Tirsdag 28. april 2009 - Københavns Brætspilsklub (KBK)

Spil spillet: Hermagor, Dominion

Jeg er vist et par år for sent på den til at kunne kalde det en nyhed, men denne gang i KBK fik jeg prøvet Hermagor.

Temaet er noget i retning af at spillerne er handelsmænd i et fantasy-rige. Fantasy-elementet betyder dog blot, at det er varer som drageæg, mystiske kranier og den slags man handler med. For selve spillet er nemlig en ret tør, tænksom optimeringsøvelse. På den gode måde... :-)

I spillet er point = penge, og den rigeste spiller til sidst vinder. Hver af spillets ture består af to faser: Først en indflydelses/bidding fase, hvor man tager på markedet og erhverver sig de varer man kan sælge den tur, fulgt af en fase hvor man rykker rundt på netværket af veje på brættet og sælger sine varer.

Den første fase foregår på et firkantet grid, hvorpå man placerer en række firkantede tiles. Mellem brikkerne er der dog plads til at spillerne kan placere indflydelsesmarkører, som så øver indflydelse på de varebrikker de støder op til. Spillerne skiftes til at placere deres indflydelsesmarkører (dette koster penge), og til sidst afgøres så for hver enkelt brik, hvilken spiller der har mest indflydelse på den, og derfor må få den. Indflydelsesmarkører kan placeres på tre forskellige måder: Enten direkte oven på en tile, hvilket kun øver indflydelse på den ene tile, alternativt mellem to tiles, og endelig på et hjørne mellem fire tiles. Da flere spillere nemt kan have lige mange indflydelsesbrikker der giver indflydelse på en tile, findes en række simple regler for tiebreakers: Har en spiller sat en brik direkte oven på tilen, vinder han ties. Og endelig vinder brikker der kun rører to tiles over brikker der rører fire. Efter at tiles er givet til de respektive vindere, får spillerne til sidst indkomst for de markører de placerede.

I anden fase skiftes spillerne dernæst til at rykke omkring på brættet (i starten af turen afgøres det, hvor mange ryk alle spillere har i denne fase - mellem 3 og 6). Brættet viser en række byer forbundet med veje. På hvert stykke vej er angivet prisen for at bevæge sin handelsmand langs det stykke, og for hver by er angivet hvilken vare man kan sælge i den by. I en spillers tur må han rykke sin handelsmand til en anden by (så kort eller langt væk som han har lyst til), og må - hvis han kan - sælge en vare i byen. Tiles'ene erhvervet i første fase viser en eller to varetyper, og de tiles man har til rådighed indikerer hvilke varetyper man må sælge i hele turen (så længe man kan/vil). Med andre ord opbruger man ikke sine tiles når man sælger. Til gengæld kan hver spiller kun sælge varer én gang til hver by.

Sælges en vare får spilleren penge svarende til varens aktuelle salgspris. Han placerer desuden et af sine "huse" i byen. Bonuspoints kan erhverves, hvis en spiller indrammer et helt område ved at have huse i alle byerne udenom.

Efter 3-5 ture - det afhænger af antallet af spillere - slutter spillet. Slut-bonuspoints gives for flest huse i de byer der ligger på den store, gennemgående vej, og endelig får hver spiller points for antallet af egne huse i den af spillets tre regioner, hvor han har færrest huse.

Vi var tre spillere i vores spil (Alex, Taus og mig), og det var faktisk et sjovt spil. Jeg startede godt, men havde derefter et par mindre fine ture, og endte på en andenplads noget efter Alex. Der er meget at tænke over - især i turens første fase, hvor man forsøger at rage de rigtige tiles til sig (dette kan give anledning til nogle grimme kampe, hvis der f.eks. netop er én af en efterspurgt varetype til salg) - hvorimod anden fase ofte kører lidt mere automatisk. Personligt er jeg en stor fan af ruteplanlægnings-spil (se bare min entusiasme for togspil), og anden fase i Hermagor er næsten et rendyrket travelling salesman problem, med vægtede kanter i grafen.

Jeg købte selv et eksemplar af Hermagor tilbage i Essen i 2006, men solgte det efterfølgende igen uspillet. Der var jeg måske lige hurtig nok! Eller måske ikke - nu har jeg jo trods alt fået det spillet. ;-)

Senere blev det til et Dominion mod Rasmus og Pepijn. Vi brugte Envoy-kortet, og da det nærmest var det eneste træk-mange-kort kort i udvalget, havde det en vigtig omend ikke central rolle (den gik til Throne Room). Som sædvanligt prøvede jeg lidt-af-hvert i stedet for at gå efter den degenererede combo, og resultatet var derefter. :-D

Tirsdag 21. april 2009 - Københavns Brætspilsklub (KBK)

Spil spillet: Chicago Express (x2), Flowerpower

Jeg kom lidt sent i klubben denne gang, men det passede lige med at tre af os (Maja, Poul og mig) kunne forsøge os med Chicago Express. De to andre havde ikke prøvet det før, og da CE om noget er et benhårdt og utilgivende spil, havde jeg ikke de store problemer med at hente en sejr hjem i første spil. I andet spil var de dog begyndt at tage ved lære (!), og her endte Poul faktisk bedst. :-) Jeg blev endnu en gang bekræftet i, at jeg synes CE er et rigtig godt spil. Hårdt og udmattende, dog, på sådan en Age-of-Steam-agtig måde, men det er jo ikke nogen dårlig ting.

Sidst på aftenen introducerede Rasmus mig for det lille to-personers spil fra Kosmos, Flowerpower. Spiller skiftes til at lægge domino-lignende brikker (med blomster på) på brættet. Brikker kan lægges på ens egen side eller i en 3 rækker bred "fælles zone" i midten. Det gælder om at lave de fleste og største blomsterbede - sammenhængende felter af en bestemt slags blomst. På grund af fælleszonen i midten af brættet virkede spillet, sit tema til trods, meget konfrontationelt og aggresivt. Absolut ikke nogen dårlig oplevelse, og da jeg selv har et eksemplar liggende derhjemme, er det sikkert noget jeg skal have prøvet med Iben på et tidspunkt...

Tirsdag 7. april 2009 - Københavns Brætspilsklub (KBK)

Spil spillet: Municipium, The World Cup Game exp. 1, Medici, hollandsk prototype

Aftenen startede med et fire-personers Municipium (spillerne var Eivind, Rasmus, Thomas og mig). Jeg kom skidt fra start og var aldrig rigtigt var en magtfaktor, men spillet var igen sjovt og spændende, og endte med en sejr til Eivind.

Samme spillergruppe kastede os derefter over fodboldens verden, denne gang med en slutrunde fra den første udvidelse. I Verdensmesterskabet i England 1966 trak jeg værtsnationen som et af mine hold, og da The World Cup Game tilsyneladende er et af de spil jeg godt kan vinde, havde jeg da heller ikke de store problemer med at genskabe Englands historiske sejr.

Aftenen blev sluttet af med først et seks-personers Medici (det var længe siden jeg havde spillet det!), og til allersidst med et par spil af et hollandsk prototype-kortspil. "Det Store Tim-spil" var måske ikke min type spil, men alligevel var det meget sjovt. I en runde (hånd) forsøger spillerne at tage stik hjem med deres kort, kompliceret af at en del af kortene har mystiske specielle evner, som virkeligt kan vende spillet på hovedet. Hurtigt, ret sjovt, sødt. Alligevel sikkert ikke noget jeg vil købe, hvis det en dag blev udgivet. ;-)

Tirsdag 24. marts 2009 - Københavns Brætspilsklub (KBK)

Spil spillet: Municipium, The World Cup Game (x2), Set Cubed

I KBK i går kom et par af mine nye spil på bordet:

Først var det Municipium, Knizias nye romerspil fra Valley Games. Brættet viser en romersk provinsby, som spillerne flytter deres 7 familiemedlemmer rundt på. Formålet er at få indflydelse hos byens borgere (som kommer i fire typer/farver), idet et sæt af 4 forskellige borgere indløses til 1 VP. Spillet stopper i den tur hvor en spiller når 5 VP, og spilleren med flest VP vinder.

Brættet viser 7 institutioner i byen: Seks af institutionerne ligger placeret i en ring langs kanten af brættet (hver af dem er forbundet til de to nærmeste af de andre), og centralt ligger så den syvende institution, templet (dette er forbundet til to af de perifære institutioner). En speciel, hvid "præfekt" meeple kan bevæge sig med uret rundt langs de perifære institutioner.

I en spillers tur må han først rykke sine familiemedlemmer: Han har 2 "movement points" at bruge, og kan altså flytte to forskellige familiemedlemmer én institution hver, eller et enkelt familiemedlem 2 institutioner. Efter dette skal spilleren afvikle et hændelseskort: Enten et af sine tre egne (hver spiller starter med identiske sæt af tre kort, men hvert kort kan dog kun bruges én gang i løbet af spillet), eller alternativt skal spilleren trække og eksekvere det øverste kort fra en fælles bunke af hændelseskort.

Kortene giver kort sagt anledning til potentielt tre forskellige typer hændelser: Den første type er en "præfekt-hændelse", hvor præfekten rykker en institution med uret, og dernæst giver anledning til en scoring ved sin nye placering. Scoringen giver spillerne med flest hhv. næstflest familiemedlemmer i institutionen en præmie i form af borgere. Anden type hændelse er en "borger-hændelse", som udløses hver gang en institution indeholder 3 borgere; disse fordeles igen blandt de to mest indflydelsesrige familier i institutionen. Tredie type hændelse er en "power event", hvor der er mulighed for at udløse en eller flere af de enkelte institutioners specielle evne. For ja, hver enkelt af de 7 institutioner har også en speciel evne, som giver spilleren med mest indflydelse dér mulighed for at lave forskellige snedige tricks. :-) Lige fra tvangsflytning af andre spilleres familiemedlemmer hen til kroen, og påsætning af nye borgere i de forskellige institutioner, til tyveri af andre spilleres allerede vundne borgere!

Lyder det forvirrende? Måske lidt, men i praksis kører spillet nu let nok, og det tog os (Rasmus, Ken, Jorid og mig) ganske få ture at komme up to speed med spillet. Hele spillet varede omkring en time, og var hele tiden spændende og med meget at tænke over. Og jeg vandt!

Mit umiddelbare indtryk er at Municipium er et solidt nyt mellemvægtsspil fra Knizias hånd. Spillet er lidt mere kaotisk (og dermed mere taktisk snarere end strategisk) end vi måske er vant til fra den gode doktor: Med fire spillere ændrer brættet sig rigtigt meget mellem ens ture, og det er derfor svært at lægge og følge en langsigtet plan. Og i og med at de fleste af de hændelseskort man afvikler er dem der trækkes fra den fælles bunke, er der også et element af held med i spillet: "Trækker jeg et kort der giver mig lov til at aktivere denne institutions specielle evne vinder jeg, men trækker jeg en præfekt-hændelse, scorer min modspiller kassen"!

Men det virkede også som om der var rigtigt meget at tænke over. Hemmeligheden er naturligvis at få stillet sig sådan, at man kan drage nytte af de forskellige institutioners evner, når de aktiveres, og der var rig mulighed for at kombinere et par institutioner for at lave nogle seje combo-effekter.

Et ganske positivt førstehåndsindtryk, altså, for et spil der virker som et solidt Knizia-spil.

Næste spil på programmet var The World Cup Game. Steen og jeg havde prøvet det nede på Essen sidste år, og jeg syntes faktisk det virkede som et godt spil, så for nyligt endte jeg så med at anskaffe mig et eksemplar.

For lige at gøre en ting klart: TWCG er ikke et spil, som går ud på at afvikle en fodboldkamp! Så ingen små fodboldspillerbrikker man kan rykke rundt på en bane, og den slags. I stedet er der tale om et spil, hvor spillerne afvikler en fodboldturnering, og brættet ligner mest af alt en af de turneringsplaner, som fans af den slags har hængende derhjemme på køleskabet mens turneringerne står på. ;)

TWCG grundspillet (for der er en række udvidelser også) indeholder komponenter og regler til at afvikle to verdensmesterskaber: Uruguay 1930 og Korea/Japan 2002. 1930 "scenariet" er det mindste af de to, med kun 13 deltagende hold, og det var også det vi spillede denne gang.

De deltagende hold (som er ratede efter hvor gode de var i den aktuelle turnering) fordeles ligeligt blandt spillerne, og eventuelt overskydende hold gives til de spillere der fik tildelt de svageste hold. Udover turneringsplanen består komponenterne af et deck af kort - "1 goal", "2 goals", "attack", "defense", "penalty", "foul!" og den slags, samt tilsvarende brikker. Hvis spiller starter med en hånd på tre kort.

Når en spiller har tur, spiller og eksekverer han et af sine kort, og trækker derpå et nyt. Og når spillerne er nået igennem bunken af kort, er den indledende runde i turneringen slut. De fleste kort giver lov til at placere en af de tilsvarende brikker på et af holdene i turneringen. Spiller man et "1 goal" kort, kan man placere en "1 goal" brik, f.eks. på Argentina i deres kamp mod Mexico, og betydningen af det er, at det indtil videre står 1-0 til Argentina i den kamp. Nogle af kortene giver dog i stedet mulighed for at vende (og dermed neutralisere) allerede spillede brikker, så intet resultat er sikkert før til sidst.

Hvert hold har i hver kamp kun en begrænset antal pladser, hvorpå der kan placeres brikker, og da alle kan placere brikker på alle hold - også de andres - er der rig mulighed for at fylde modstanderholdenes pladser op med, øh, mindre interessante brikker: "Sikke defensivt Argentina spiller i deres kamp mod Frankrig, hva', gnækgnæk?" ;)

Efter den indledende runde finder man ud af, hvilke hold der går videre, og afvikler semifinaler og finaler. Turneringsformen for hvert VM er realistisk repræsenteret i spillet. I 1930, f.eks., hvor man åbenbart endnu ikke var så sofistikeret rent turneringsmæssigt, gjaldt det f.eks. at hvis der var pointlighed mellem flere hold i en pulje, skulle alle hold der var lige spille deres kampe om! Og da det foregik sådan i den rigtige turnering, skal det naturligvis også repæsenteres i spillet.

For at spillet ikke skal være alt for analytisk/tørt, er der også terninger med. Disse bruges dels til at afgøre om man scorer når man får straffespark (spiller et "penalty" kort), og dels (og meget væsentligt) til at give et element af tilfældighed til kampenes slutscorer. Efter runden er slut slås terningerne nemlig for hver gruppe, og slagene kan i visse tilfælde modificere resultaterne af de enkelte kampe.

Men hvad gælder det så om?! Om at vinde VM med et af sine hold, selvfølgelig... ;-)

Vi fik spillet Uruguay 1930 to gange, begge gange med tre spillere (Ken, Rasmus og mig). I begge spil blev jeg desværre tildelt en ret svag blanding af middelmådige hold (hvis nogen skulle være i tvivl, kan jeg nævne at værtsnationen Uruguay, samt Argentina var favorithold i 1930 ;)). I første spil lykkedes det mig dog at få spillet USA i finalen mod netop Uruguay, men den kamp vandt Uruguay (under Rasmus' ledelse) overbevisende.

I andet spil fik jeg derimod andenrangsholdet Brasilien i finalen (mod storebror Argentina, igen styret af Rasmus)), og denne gang endte det faktisk med en overraskende 1-0 sejr til Brasilien! Goooooooooooooooooooooooooooooolllllllllllllllllllll!!!

Hvad er der så at sige om TWCG? Jeg kan godt lide det. Det er "good, clean fun", uden på nogen måde at være det på en fordummende måde. Der er masser at overveje, og samtidig rig mulighed for interaktion (alliancer, sammensværgelser, mv.) spillerne imellem. Det er på mange måder meget eurogame-agtigt rent mekanisk, men det er det samtidig på en overraskende tematisk måde. For fodboldfans er det selvfølgelig guf, men jeg vil hævde at det også er underholdende for almindelige dødelige.

Egentlig har jeg svært ved at sige særligt meget negativt om Uruguay 1930 med tre spillere: Hele spillet tager kun omkring 45 minutter, og der er en passende balance mellem kontrol og kaos. Nedetiden er desuden negligibel med kun tre spillere. Ja, der er en del held og potentiale for sammensværgelse med, men den korte spilletid gør at man kan tage det lidt afslappet.

Mellem linierne er her også sagt, at jeg ikke er sikker på hvor godt spillet skalerer. De nye VM-turneringer er store, med mange hold, og vil tage meget længere tid at spille end lille, uskyldige Uruguay. Spillet understøtter også mange spillere (i de store turneringer), men sandt at sige ved jeg ikke hvor sjovt spillet ville være, hvis man kun var 1 af de 16 spillere man i princippet kan være...

Men indtil videre - efter tre spil - er det sjovt nok: Super fornemmelse for tema, og underholdende og spændende gameplay.

(Jeg er i øvrigt ikke den eneste der kan lide spillet: Her er f.eks. Michael Barnes' mening om det). ;)

Efter at Brasilien på så fornem vis havde vundet VM i fodbold, blev jeg sidst på aftenen hevet ned på jorden igen. Jeg indvilligede nemlig (meget storsindet, syntes jeg) i at prøve Set Cubed. Spillerne udstyres med en række oversized terninger med Set-symboler på, og skal forsøge at placere disse i sæt på en Scrabble-lignende spilleplade. Det positive først: Der er ikke noget real-time spillerneskalfindesættetsåhurtigtsommuligt element som i det rigtige Set, så Set Cubed er langt mindre migræneinducerende frygteligt end Set. Mens Set for mig stadig bedst kan betragtes som en variant af moderat fysisk pres, arbejder Set Cubed sig altså uden besvær op til at have en status af yderst uinteressant spil. Det negative? ;) Jo, mens Set i det mindste fungerer på sine egne præmisser, virker Set Cubed som om det ikke helt hænger sammen. Der er nogle balanceissues og nogle mærkelige designvalg (spillerne trækker f.eks. nye terninger simultant, men det er altid, gennem hele spillet, den samme spiller der får mulighed for at spille sine terninger først derefter...)

Nogen favorit behøver man i hvert fald ikke frygte at spillet bliver for mig...

Tirsdag 10. marts 2009 - Københavns Brætspilsklub (KBK)

Spil spillet: Race for the Galaxy: The Gathering Storm (x2), St. Petersburg + expansion

I KBK i tirsdags blev det for mit vedkommende, udover blå blink på en spærret Jagtvej og klubbens årlige generalforsamling (ingen sammenhæng, honest!) til to spil Race for the Galaxy: The Gathering Storm og et spil St. Petersburg + expansion.

Som sædvanligt var jeg en padde til RftG: Når jeg f.eks. synes jeg kan lave en god produktionsmaskine, er der altid en New Sparta-spiller der i stedet invaderer sig til en sikker sejr. Og når jeg har New Sparta, demonstrerer de andre spillere altid hvor effektivt en god produce/consume strategi kan være... :-) Denne gang forfulgte jeg dog i begge spil en lidt vattet "få en Contact Specialist og byg dernæst sådan lidt tilfældige ting jeg får på hånden". Det lyder ikke overbevisende som en gennemført strategi, og det var det heller ikke. Der er vist basis for forbedring. ;-)

St. Petersburg blev spillet med 5 personer (det er anden gang jeg prøver det), og jeg tror jeg hælder til at det nok er en spiller for meget. De nye kort er jeg heller ikke udelt begejstret for, for mens nogle af dem er meget cool, virker de ikke særligt godt balancerede (men det kunne man selvfølgelig også sige om nogle af kortene i grundspillet).

Tirsdag 24. februar 2009 - Københavns Brætspilsklub (KBK)

Spil spillet: Roll Through The Ages (x2), Der Untergang von Pompeji, Race for the Galaxy

Jeg havde nye spil med denne gang, og Jorid og Søren blev kapret til at prøve dem (det var nu ikke svært ;-) ). Første spil på programmet var Matt Leacock's (ham med Pandemic) nyeste spil, Roll Through The Ages. Hvadenten man kan lide hans spil eller ej, må man give ham at han er original: Roll er en slags AH Civilization-meets-Yahtzy, hvis man kan forestille sig det, og hele spillet kan spilles på omkring en halv time! Hver spiller styrer en civilisation, og til dette er han udstyret med et "pegboard" af træ, hvorpå han kan markere sine varer og sin madbeholdning, samt et papirark fra en tyk blok, hvor han kan skrive hvor mange byer han har, hvilke developments/monumenter han har anskaffet sig, og mere endnu.

I sin tur slår spilleren med lige så mange terninger som han har byer. Pånær terninger der viser en katastrofe (som skal gemmes), har man to omslag af de terninger man har lyst til, akkurat som i Yahtzy. Terninger kan give enten mad, varer, arbejdere, penge eller katastrofer. Mad akkumuleres i ens beholdning, men hver tur har man en udgift på én mad pr. by man ejer (man får et minuspoint pr. by man ikke kan brødføde). Arbejderne bruges til at bygge flere byer, eller monumenter. Formålet med at bygge en ny by, er selvfølgelig at man får en ekstra terning fra og med næste tur. Monumenter bygges for at give points til slut.

Varer og penge kan bruges til at købe developments, spillets svar på Civilization's civ-kort. Developments giver både points, og en speciel evne/fordel til ejeren.

Endelig er der katastroferne: Hvilken katastrofe man rammes af, afhænger af hvor mange katastrofe-terninger man slog, og man skal op på mindst to, før der overhovedet sker noget. Tre katastrofe-terninger er en epidemi der rammer de andre spillere, i stedet for en selv. Forskellige developments kan beskytte mod de forskellige katastrofer.

Når en spiller har købt 5 developments, eller når spillerne tilsammen har bygget alle monumenter, slutter spillet i slutningen af runden. Pointene tælles op (devs + monumenter + bonuser - katastrofe/sult-points), og flest points vinder.

Vi nåede to spil, og jeres trofaste skribent var så heldig at vinde begge, begge gange ved at købe fem developments og dermed slutte spillet hurtigere end de andre havde regnet med.

Var det så sjovt? Joo, det var da OK. Det er selvfølgelig ikke Civilization, selvom inspirationen bag en række af koncepterne er tydelig. Ser man det som et hurtigt og let "filler"-terningespil, er det udmærket. Jeg kunne bedre lide det end de andre hurtige terningespil jeg har prøvet (det ret rædselsfulde To Court the King f.eks.), men når det er sagt, er der altså ikke så meget at komme efter her. Det næste Agricola skal man i hvert fald ikke forvente sig (suk, hvad er der blevet af de dage, hvor man snakkede om "det næste Puerto Rico"? ;-) ). Det er en hurtig filler, som jeg forventer at spille en håndfuld gange, inden jeg sælger mit eksemplar.

Et andet spil jeg netop havde anskaffet mig kom på bordet derefter: Der Untergang von Pompeji. Nu er det jo ikke noget nyt spil, så jeg skal spare detaljerne, men lad os blot sige at mange chanceløse romere blev ofret til vulkanguden, med megen gnækken, diabolsk grinen og whinen fra de involverede spillere. Det var et OK sjovt spil. Ikke specielt dybt, men underholdende. Men hvem pokker har fundet ud af at man skal bruge trætønder som folk?! Her har vi endeligt et eurogame med et nogenlunde holdbart tema (selvom det selvfølgelig blev påpeget at det var aske og ikke lava der udslettede byen), så vi skal da have små romer-meeples eller noget i den stil!

Aftenens sidste spil blev for mit vedkommende et Race for the Galaxy. Det er et af de spil jeg virkelig godt kan lide, men som jeg er en total padde til at spille. At jeg klarede mig med en næstsidsteplads, laaangt efter vinderen, var vist mere held end forstand.

Tirsdag 10. februar 2009 - Københavns Brætspilsklub (KBK)

Spil spillet: Le Havre, Mordred

Igen en KBK-aften med rigtig mange deltagere. Søren, Jorid og jeg fik dog snuppet en plads nede bagved, og gik i gang med et spil Le Havre. Jeg var den eneste der havde prøvet det før, men de andre fandt hurtigt ud af, hvad det drejede sig om. Denne gang forsøgte jeg tidligt at overvinde min skræk for at tage lån, og som den eneste fik jeg i løbet af spillet akkumuleret en del af dem. I det hele taget gik det rigtigt godt for mig, syntes jeg, og jeg fik endda tilbagebetalt alle lånene sidst i spillet. Desværre gik det også godt for de andre, Søren i særdeleshed, og til slut stod han da også som vinder med 212 points, med mig halsende bagefter med 209, og med Jorid på 190+. Så et tæt spil! :-)

Man kan sige meget om Le Havre, men noget hurtigt spil er det ikke, og det var derfor blevet sent på aftenen inden mit næste & sidste spil. Rasmus foreslog Martin Wallace's gamle (men genudgivne) Mordred, og det gik kastede vi os over sammen med Kasper. Rasmus havde godt nok prøvet spillet en gang før, og mente ikke det var så godt, men de kunne jo have misforstået noget den gang, ikke?

Næh. Deres første indtryk havde været meget præcist. Til trods for både det stærke tema og de meget originale mekanismer, var spillet både forvirrende (hvem vinder? Hvorfor?) og alligevel kedeligt. Man køber små og store byer, samt små og store riddere (hære?), som alle placeres på brættet. Mordreds onde, sorte meeples breder sig ud over kortet fra nordvest-hjørnet, og angriber ens enheder/byer, men man kan iværksætte modangreb mod dem med sine riddere. Spillet kan enten ende med en 'ond sejr' eller en 'god sejr', og sejrsbetingelserne for spillerne er helt forskellige, alt efter hvordan spillet ender. Mekanismerne hænger tæt sammen, og satser man på den onde sejr, gør man sig samtidig mindre oplagt som sejrherre efter de victory conditions.

Det var i hvert fald ikke min kop te. Der er terninger med, og det er dødfrustrerende at bruge hele sin tur på at lave mislykkede angreb mod Mordreds mænd. Victory conditions - både hvilke der bruges, samt hvem der opfylder dem bedst - skifter hele tiden, men dette gør faktisk at spillet føles mere forvirrende end spændende. Det kan være jeg gør spillet uret, og at det virkelig ville skinne, hvis bare jeg spillede det en håndfuld gange mere, men helt ærligt - det gider jeg da virkelig ikke.

Tirsdag 3. februar 2009 - Københavns Brætspilsklub (KBK)

Spil spillet: After the Flood

Denne gang var der særdeles velbesøgt i KBK - 25 personer (!) - så lokalet var fyldt til bristepunktet. Mange spændende ting blev spillet: After the Flood, Struggle of Empires, Puerto Rico, Goa, Pandemic, Cosmic Encounter, og flere andre spil.

Jeg spillede After the Flood, en af Wallace's nyheder på sidste Essen-messe. Vi er i Mesopotamien i oldtiden, og over fem runder (som i alt repræsenterer et par tusinde år) følger vi de Sumeriske byers skæbne, samt de mange rigers storhed og fald. Tre spillere, hverken mere eller mindre! Brættet er opdelt i en række områder: Dels områder i Sumer, hvor spillerne kan bygge byer, og dels områder udenom, hvor man dels kan handle ressourcer, og hvor de enkelte riger der dukker op i løbet af spillet starter.

Der er to næsten helt adskilte sider af spillet: Dels et ressourcespil, hvor spillerne i starten af hver tur modtager nogle grundressourcer, som de i løbet af turen kan konvertere til importerede luksusressourcer. Disse kan man bruge til en række ting; forstærke ens riger, sætte arbejdere ind forskellige steder, og ikke mindst til at opgradere ens byer. Den anden side af spillet handler om de enkelte riger: Hver runde dukker tre nye riger op, og hver spiller har mulighed for at få kontrol med et af dem. Riget kommer med en række hære - et fast antal, plus af man har mulighed for at tilkøbe flere, når riget "startes". Når man først har startet et rige, går der rent History of the World i den: Man kan ekspandere sit rige ved at placere hære, og placerer man i et felt med en fjendtlig hær, skal man slås (med terninger). Har man en hær i et felt med en modstanders by, kan man enten bare vælge at lade den eksistere, eller man kan bruge to af sine hære på at ødelægge den. Muahaha!

I hver runde skiftes spillerne i turrækkefølge til at lave en aktion: Dette kan være at bygge en by i et tomt felt, bruge en ressource på at placere arbejdede, handle ressourcer for andre ressourcer (dette kræver arbejdere - her kaldet "handelsmænd" i områderne uden om Sumer), starte et rige, eller ekspandere et rige. Ekspansions-aktionen er lidt speciel, for her kan man mod ekstra betaling få lov til at udføre flere aktioner i træk, hvis man gerne vil have lidt "blitz" i sin krigsførelse. Aktionsrunden fortsætter indtil alle spillere har passet.

Der er grundlæggende to måder at score points på i løbet af spillet (og en til til slut): Dels kan man til sidst i hver tur forsøge at gøre sine byer specielt fantastiske. Dette kræver en række luksusressourcer, som man kan handle sig til fra Sumers nabolande, og i slutningen af hver tur har man så mulighed for at "opgradere" sine byer ved at bruge disse ressourcer - dette giver points - men en allerede opgraderet by kan ikke opgraderes igen. Den anden måde er ved at indtage territorium med sine hære. I slutningen af hver tur gives nemlig points for hvert felt hvor i man har hære. Endelig, til allersidst i spillet, giver visse områder en majoritetsbonus til den spiller der har flest arbejdere i feltet.

I slutningen af hver tur ryddes brættet for hære, så i hver tur starter man altså på en frisk med det militære spil. <> Det var et kort oprids af grundkoncepterne i reglerne, men da After the Flood ikke er noget simpelt spil, er der selvfølgelig en masse små hjørner og undtagelser jeg ikke har nævnt.

Rasmus, Ken og jeg kastede os ud i at genskabe oldtidens vingesus. Første tur var præget af usikkerhed omkring hvad pokker det egentlig var meningen man skulle foretage sig, men fra tur 2 gik det mere smertefrit. Nu er "smertefrit" måske ikke det bedste ord at bruge om tur 2, for mine dejlige modspillere så sig dér sure på hinanden, og opbrugte deres respektive riger i en ødelæggende krig mod hinanden. Mit rige, derimod, lurepassede, og da de andre var færdige, kunne jeg rydde resten op og sætte mig suverænt på hele Sumer. Se, det gav et forspring som de andre resten af spillet halsede for at indhente.

I tur 3 og 4 gik det mig stadig hæderligt: Jeg var ikke god til at samle ressourcesæt til at opgradere mine byer, men til gengæld havde mine riger masser af hære, og jeg havde stadig rimelig succes med at indtage land hver tur, så jeg gik ind i sidste tur med en betragtelig føring: Ken var nogle-og-tyve points efter mig, mens Rasmus var langt efter os begge. Min føring skulle jeg selvfølgelig fratages i tur 5, og Rasmus gjorde et meget hæderligt forsøg: Jeg fik samlet et fuldt sæt luksusressourcer, hvilket ville lade mig opgradere en af mine byer (20 VP). Men det krævede selvfølgelig at jeg havde nogen byer, når vi kom dertil, og der havde Rasmus andre planer! Som sagt, så gjort: Mine assyrere satte sig på det nordlige Sumer, men Rasmus' mangfoldige kaldæere stormede nordpå fra den sydlige ende af brættet, overrendte hele Sumer og brændte alle mine byer af! Tur 5 blev derfor min dårligste tur i spillet, men takket være majoritetsbonusserne til sidst, gav det alligevel meget godt. I hvert fald nok til at jeg kunne løbe med sejren.

Puha! Det var en hård omgang, og spillet tog en del over 3 timer, inkl. regelforklaring. Bagefter var vi alle lidt trætte i hovederne, og ingen af os spillede mere den aften.

Men det var faktisk både sjovt og meget intenst. Det var et hårdt spil, så det er ikke noget jeg behøver spille så tit, men spændende var det. Mekanisk fungerede det glimrende, og der var masser at overveje hver tur. Den tematiske værdi er helt i top: Modsat Wallace's andet nye spil fra sidste Essen, Steel Driver, som er et lidt halvabstrakt, letvægts-eurogame, er After the Flood umiskendeligt temastærkt og et spil om oldtidens Mesopotamien. Genremæssigt ligger vi midt imellem et eurogame (ressource-indsamling) og et old-school, Avalon Hill-style byg-dit-eget-imperium spil.

Det sidste især gør nok at det ikke er et spil for alle og enhver: Man skal slås med sine hære, man skal bruge terninger til det, og man kan i sagens natur være heldig og uheldig. Man kan love sin nabo ikke at angribe, og så gøre det alligevel, så et element af diplomati kommer der også ind i det. Ikke at diplomati-delen kan eller bør tage overhånd; i og med at man er netop tre spillere, vil alle forsøg på alliancer nemlig nemt ende som utilsigtet king-making. Omvendt kan man sagtens finde gode, rationelle grunde til at spille aggressivt, så det er ikke fordi spillet behøver ende som et slå-på-en-tilfældig-nabo spil.

Jeg kunne godt lide spillet, men med forbehold: Det er langt og man bliver tung i hovedet af oplevelsen, så det kræver overskud. Og så er der jo det med at det i høj grad er et slå-på-hinanden spil, en genre som jeg har det lidt svært med. Mit krav for at kunne nyde spillet er derfor at spillerne skal vide hvad de gør, og lade de rationelle grunde råde. Degenererer spillet til tilfældig aggressivitet og personligt vendettaer, knækker filmen. I vores spil i tur 2 rodede mine modstandere sig som sagt ud i netop en vendetta, og det var meget tæt på at ødelægge spillet for os allesammen. Havde den varet bare lidt længere - havde de fortsat den ind i tur 3, for eksempel - havde spillet været totalt broken.

Så, et godt spil, men med forbehold. Et solidt design er det dog, og er man til dette typiske Wallace'ske genre-mix, kan jeg kun anbefale After the Flood. Er man ikke til "min hær dræber din hær" spil, skal man for guds skyld holde sig langt væk!

Tirsdag 20. januar 2009 - Københavns Brætspilsklub (KBK)

Spil spillet: Puerto Rico, Chicago Express, Stone Age

Ved ankomst i KBK nåede jeg lige at hæfte mig på et spil Puerto Rico, der skulle til at starte. Jeg har selvfølgelig spillet Puerto Rico rigtigt mange gange efterhånden, men jeg mestrer stadig kun én strategi ordentligt. Så da jeg fik tilbudt den femte og sidste plads i spillet, var det naturligvis den strategi jeg måtte forsøge at følge, hvis det kunne lade sig gøre. Og med en blanding af nye og erfarne spillere omkring bordet, fik jeg faktisk lov til det: Så en factory, harbor, wharf, og to (!) bemandede store bygninger senere, kunne det ikke overraske nogen at jeg endte med flest points.

PR er et godt spil, og der er ikke noget at sige til at det har været kongen på BGG så længe. Den stærke afhængighed af hvem der sidder efter hvem, skurrer dog lidt nu om dage, hvor vi har set mange spil hvor det slet ikke er så udtalt.

Dernæst fik jeg (endnu en gang) mit Chicago Express på bordet. Denne gang med 6 spillere, og set i bakspejlet er det måske lige en spiller eller to for mange for min smag. Men sjovt var det! Jeg klarede mig hæderligt, men vinderen var på et helt andet plan. Sjovt nok var det New York Central (det grønne selskab) der nåede Chicago, mens det ellers normalt eftertragtede Pennsylvania Railroad (rød) stallede totalt. Jeg tror der er en del meta-spil i Chicago Express... :-)

Til sidst blev det til et gensyn med Stone Age, som er et spil jeg er lidt ambivalent over for. Nu var det et stykke tid siden jeg sidst havde prøvet det, så jeg havde fået blod på tanden igen, men allerede inden vi var færdige med spillet var jeg i gang med at konkludere at der godt måtte gå noget tid igen inden næste gang - for det er altså lidt et spil hvor man laver det samme og det samme og det samme hele tiden...

Det jeg lavede hele tiden var at køre min landbrugsproduktion op, og (som den eneste) samle grønne kort. Jeg tror jeg huntede 1-2 gange hele spillet, og endte med 6 meeples. Med 6 bygninger, 64 points i grønne kort (et sæt på 8 forskellige), samt omkring 60 points i andre kort, var der ikke så meget at snakke om, hvad udfaldet af spillet angik. :-)

Tirsdag 13. januar 2009 - Københavns Brætspilsklub (KBK)

Spil spillet: St. Petersburg + expansion, Chicago Express (x2)

Den gamle traver, St. Petersburg, kom på bordet i KBK, denne gang med den nye 5-personers udvidelse. Udvidelsen er dels kortene fra Spielbox's The Banquet, dels en række andre kort (nogle af de gamle kort, f.eks. Mistress, erstattes af en ny udgave af kortet), og som sagt altså også regler for at spille med 5 spillere. Med 5 spillere indføres en ekstra lille guldbrik: Spilleren der har den får ikke lov til at starte nogen af de 4 faser i turen, men til gengæld får han 2 VP i starten af turen. I slutningen af turen rykkes alle guldbrikker ikke én, men to pladser med uret.

Rasmus, Jorid, Søren, Ken og jeg spillede, og selvom jeg ikke vandt, klarede jeg mig dog hæderligt, og det var sjovt nok. Jeg tror dog at min evne til at nyde face-to-face St. Petersburg har taget lidt skade af at have spillet computerudgaven så meget; når man er vant til at kunne klikke sig gennem et spil på 2-3 minutter mod 3 AI'ere, er det svært at gå tilbage til at skulle gøre alting selv. Ikke mindst den megen fiflen frem og tilbage med pengesedlerne er irriterende. Udvidelsen er dog godt skruet sammen.

Jeg fik desuden spillet min nye darling, Chicago Express, to gange, begge gange med fem spillere. Mit positive indtryk fra første gang blev forstærket, og jeg blev også bekræftet i at det er et spil hvor stort set alt er overladt til spillerne. Spilmekanismerne holder ikke en i hånden overhovedet, og det gør det til et meget hårdt og nådesløst spil: I vores andet spil kom Rasmus tidligt til at udbyde en "forkert" aktie på et tidspunkt hvor jeg kunne købe den alt for billigt. Da han indså det, sagde han "fuck, der gav jeg dig spillet!", og ganske rigtigt, det var den vilde runaway-sejr der ikke overraskede nogen omkring bordet. Så, et benhårdt spil som jeg ikke er i tvivl om at jeg ville få konsekvent bank i, hvis jeg prøvede det med rigtigt erfarne spillere. Peter vandt det første spil.

Tirsdag 6. januar 2009 - Københavns Brætspilsklub (KBK)

Spil spillet: Steel Driver, Chicago Express, Dominion

I KBK stod den denne gang på togspil:

Først Steel Driver, det ene af Martin Wallace's nye spil fra Essen. Simpelt, meget streamlinet og abstrakt, og det fungerede godt rent mekanisk. Der var en god blanding af kortsigtet optimering og langsigtede planer for at maksimere værdien af ens aktier til slut. Jeg synes det var OK, men så heller ikke mere: Som sagt er det meget abstrakt/generisk og meget "euro-agtigt", og jeg foretrækker mine togspil med lidt mere tematisk kød på. Men mekanisk er der ikke noget at udsætte, og det virkede mere helstøbt end hans foregående Tinner's Trail. I vores spil var vi seks spillere (Rasmus, Kasper, Kasper, Peter, Maja og mig), og Rasmus løb med sejren.

Bagefter kom Chicago Express (Queen's udgave af Winsome-spillet Wabash Cannonball) på bordet, med Rasmus, Kasper, Søren og mig som deltagere. Til trods for at det på overfladen har mange små regelprincipper til fælles med Steel Driver, er det en helt anden type spil! Det ligner (i Queen udgaven) et eurogame, men det spiller helt anderledes. I CE er næsten alt omkring pacing, timing, ja hele udviklingen i spillet op til spillerne; spillernes handlinger driver spillet frem, og jeg er overbevist om at det er rigtigt, når erfarne spillere på BGG skriver at enkelte spil kan udvikle sig HELT forskelligt, og at meget er overladt til groupthink blandt spillerne.

Som et "økonomisk model" spil var det i hvert fald fascinerende. Og dybt. Ingen af os havde den store idé om solid strategi, omend et par aspekter af det begyndte at dæmre for os til slut. Værdifastsættelse af aktier var specielt problematisk, og den stadige situation hvor man hele tiden har fælles såvel som modstridende interesser med sin modspillere, ledte til konstant meget svære beslutninger. I forhold til andre aktiespil jeg har prøvet, er idéen her med at man kan "udvande" værdien af de andres aktier ved at købe flere aktier i selskabet (fordi der så er flere aktier om at dele udbyttet) helt ny, og meget spændende.

Så, umiddelbart virker CE som en kæmpe brain-burner der skal spilles en del gange, før man kan begynde at hitte rede i det. Modtagelsen var desværre lidt blandet (Søren og jeg kunne godt lide det, de to andre var mere so-so), så jeg må se om det kan lade sig gøre at få det på bordet igen. Personligt syntes jeg det var megasejt! :-)

Aftenen blev for mit vedkommende sluttet af med et spil Dominion, som Rasmus vandt overbevisende ved som den eneste at følge en Garden strategi.