Hvis man har mig mistænkt for at have været holdt fanget af det store MMORPG-monster de sidste par måneder, uden mulighed for at opdatere min blog, er det delvist rigtigt. Jeg har i hvert fald spillet en del LOTRO, og gør det stadig. Min karakter er pt. level 34, og det gør at udfordringerne i spillets verden er nogle helt andre end tidligere (men alligevel de samme - se nedenfor!).

LOTRO er altså en succes hos mig, og det er yderst sjældent at jeg spiller det samme spil så længe som jeg har spillet LOTRO. Verdenen er enorm, og da der er meget forskellighed mellem de enkelte regioner, er der nok at udforske og imponeres over. Dog er det i mine øjne ikke et spil uden problemer, og der er da nogle ting der går mig på:

For det første synes jeg ikke at designernes vision og implementering af Tolkiens univers er særlig god. Jo, på overfladen svarer den overordnede geografi selvfølgelig sådan nogenlunde til hvad man kan se på et af Tolkiens landkort, og mange af landmærkerne er tydeligvis inspireret af det visuelle fra filmene, men går man i detaljer, virker verdenen bare ikke konsistent og overbevisende. Der er alt for mange uhyrer, for nu bare at nævne én ting. Dette er selvfølgelig en konsekvens af at spillet er et World of Warcraft-inspireret MMORPG, hvori kamp er et essentielt element og hvor der derfor skal være rigeligt af fjender at vælge imellem.

For det andet er spillet, igen i lighed med WoW, lagt meget an på levels. Både spillernes karakterer, uhyrerne i verdenen, og de enkelte quests er karakteriseret ved et have et level, og dette betyder alt for interaktionen mellem dem. Er et monster mere end 6-7 levels højere end en karakter, kan karakteren bare ikke gøre noget ved uhyret, og omvendt bliver alle monstre patetisk nemme at besejre, når man som spiller kommer 6-7 levels over deres level. Verdenens regioner er desuden opdelt, så nogle er befolket af monstre med lavt level, og andre regioner med høj-level monstre. Og da det er meget strikst implementeret, leder det til nogle mærkelige situationer: Mens f.eks. vildsvin, bjørne og ulve som man finder i The Shire er et meget lavt level, finder man tilsvarende dyr i f.eks. Evendim og Trollshaws, som er meget højere level. En bjørn fra Trollshaws er så stærk, at den egenhændigt ville kunne udrydde alle i The Shire, uden at få sved på panden af anstrengelsen. Og for mig er det bare ikke overbevisende! Betydningen af den stramme fordeling af høj- og lav-level monstre i verdenen betyder også at man som spiller på et vilkårligt tidspunkt kun har en lille række områder hvor man "passer ind", rent udfordringsmæssigt. Som nævnt ovenfor er der nogle elementer i spillet som medvirker til at jeg har svært ved at leve mig ind i dem, og dette er et af dem.

I det hele taget kan man undre sig over hvordan jeg, som Tolkien-purist, kan klare at spille et spil som jeg ikke synes gengiver Tolkiens univers særligt godt. I praksis er det dog ikke noget der skræmmer mig væk, men jeg tænker nok heller ikke så meget længere på spilverdenen som en autentisk Tolkien-verden, men snarere som en Tolkien-inspireret, mere generisk fantasyverden.

Et spil som World of Warcraft er blevet beskrevet som et spil, hvor man som spiller skal "grinde" meget for at komme nogle vegne, dvs. man skal dræbe mange uhyrer. Og selvom LOTRO er blevet beskrevet som et meget flinkere og nemmere spil hvad dette angår, er det stadig et kamp-fikseret spil, hvor man skal slås og slås og slås for at komme videre i spillet. Hvad enten det er quests der befaler en at "dræbe 18 ulve", "samle 24 skind" eller noget i den stil, eller om det bare er fordi spilleren har et ønske om at få sin karakter til at blive supergod til at lave læderrustninger, kommer man ikke udenom at der er en del rutinepræget arbejde forbundet med at spille et spil som LOTRO. Et eller andet sted tror jeg nok min koncentrationsevne halter lidt når det kommer til den slags, for jeg vil egentlig helst have eventyr, finurlige quest-forløb og uforudsigelighed i mine rollespil, og det kan man undertiden lede længe efter i LOTRO.

Hvis der er noget der på et tidspunkt vil kunne få mig til at lægge LOTRO på hylden, tror jeg det er det store element af rutinearbejde i spillet. En gang imellem falder man over en quest hvor handlingsforløbet kan overraske og fange ens fantasi, men langt de fleste quests er skåret over velkendte skabeloner. Desuden er der en del spildtid i forbindelse med rejser, på grund af de store afstande i verdenen.

Men indtil videre opvejer de positive ting altså de negative, og jeg morer mig fint med LOTRO... Men hvor længe endnu?

Mandag 10. september 2007 - LOTRO - Mer' om Herredet

Dagene siden sidste indlæg er selvfølgelig blevet brugt flittigt til at spille LOTRO. Min hobbit Fotho har rejst Herredet (The Shire) tyndt og har løst så mange quests at der efterhånden er ved at være langt imellem dem. Og jeg må sige, at selvom en del quests er interessante nok, er de fleste en variation over "dræb/hent/bring" skabelonerne. Fotho er nu level 13, og har i den forløbne uge slået så meget af Herredets naturlige fauna ihjel, at det er et mirakel at der stadig går levende dyr omkring i området. Hvad enten vi taler ulve, bjørne, vildsvin, kæmpeedderkopper, frøer, flagermus eller sågar kæmpe-dræberfluer (!) har Fotho været der med øksen - mange, mange gange. Personligt synes jeg bjørnene ser rigtig søde ud, og ville egentlig helst undgå at komme i klammeri med dem, men nogle gange er skovene simpelthen så tæt pakkede med bamser at det er umuligt at gå udenom. :-)

Ser man bort fra at Fotho ikke ligefrem er en rollemodel for Verdensnaturfonden, er spillet sødt nok. Min erfaring har stadig næsten udelukkende været med Herredet (men se dog billederne nedenfor), og jeg er stadig lidt delt i min holdning til spillets fortolkning af området. På den ene side er det et spændende nok område at husere omkring i for en begyndende hobbit, og jeg kan sagtens forstå at hobbiternes hjemegn er designet som den er. På den anden side må jeg sige, at det ærligt talt ikke minder meget om det Herredet Tolkien skrev om, for i spillet er Herredet simpelthen et alt for dramatisk og farligt sted! Årsagen er selvfølgelig at et Herredet som beskrevet af Tolkien ikke vil egne sig til at optræde i et spil: Der er nemlig provinsielt, stille og roligt, og set fra et computerspils-synspunkt, dødkedeligt! Computer fantasy-rollespil, ikke mindst MMORPG'er, er traditionelt spil hvor kamp i alle dens mange former spiller en central rolle, og set i det lys dur det selvfølgelig ikke med et land, hvor det tager en uge at rejse fra den ene ende til den anden, og hvor det mest dramatiske der sker er at man finder en champignon og ser en ræv! :-) Der skal mere til, hvis computerspillere skal gide hænge ud der, og jeg skal love for der sker ting og sager i LOTRO's udgave af Herredet.

Fotho har dog også stukket næsen udenfor Herredet, til området vestpå ved de Blå Bjerge. Mit første indtryk er at det er utroligt flot afbildet. Designerne har kunnet få frit spil til at finde på nogle smukke, film-inspirerede landskaber (frit spil fordi Tolkien aldrig skrev særligt meget om den vestlige del af Eriador), og det er der kommet nogle fine steder ud af:

Velkommen hos elverne - folket der elsker hvide sten og pastelfarvede træer! :-)

Jeg tror ikke vi er i Herredet længere!

Sidst skrev jeg om realismen i spillernes interaktion med verdenen, og om hvordan denne led under at man havde med et multi-player spil at gøre. Nu hvor jeg er nået lidt videre kan jeg heldigvis konstatere, at problemet ikke er så iøjnefaldende irriterende som det først virkede. Man ser masser af andre karakterer, og sådan skal det selvfølgelig være, men man føler heldigvis ikke at man går og træder hinanden over tæerne.

Mit indtryk er stadig vældig positivt. I betragtning af hvor mange spil jeg i tidens løb har købt, for blot at blive træt af dem efter en aften eller to, er LOTRO med sine to-uger-and-eager-for-more allerede en succes. Hvor stor en succes må tiden vise.

Onsdag 5. september 2007 - The Lord of the Rings Online: Shadows of Angmar

Åh nej, hvad er det jeg skriver i overskriften?! The Lord of the Rings Online: Shadows of Angmar (LOTRO) er jo et multiplayer online rollespil - et MMORPG - en genre jeg hidtil har skyet som pesten! Ja, well, men nu har jeg altså prøvet at spille det og min konklusion indtil videre er at det er meget sjovt. I hvert fald sjovt nok til at jeg har købt spillet, efter min 7 dages gratis-licens udløb. Det var egentlig Frederik der gav mig en gratis trial-licens (fornemmer jeg samme metoder som narko-pushere benytter sig af?), i et forsøg på at få mig hooked, og da jeg som bekendt er åben over for det meste, sagde jeg selvfølgelig ja. :-) Om det er lykkedes at 'hooke' mig, må tiden vise.

LOTRO foregår ikke overraskende i Tolkiens verden. Indtil videre er det Eriador (området mellem Tågebjergene og de Blå Bjerge i vest) der er dækket af spillet. Tidsmæssigt er vi tidligt i Ringenes Herre, og man skal som spiller forestille sig at Frodo & co. er på vej mod Kløvedal på dette tidspunkt.

Teknisk er spillet flot. Ikke nær så flot som et single-player spil som Oblivion ganske vist, men af et MMORPG at være ser det godt ud: Man kan se helt ud til fjerne horisonter, der er smukke vand- og lyseffekter, og de enkelte "ting" i spillet (bygninger, planter, personer, monstre osv.) er rimeligt pænt og detaljeret tegnet. Jeg har ikke sat alt på højeste setting, men min overordnede grafik-setting hedder "very high", og jeg spiller i 1280 x 1024. Spillet kører stort set flydende og kun enkelte gange, når der f.eks. er mange personer tilstede på én gang, kan spillet 'lagge' lidt. Som med mine andre 3D-spil, tror jeg det er CPU'en og harddisken der er flaskehals, og ikke mit monster-grafikkort. Brugergrænsefladen er efter sigende nærmest en eksakt kopi af den fra World of Warcraft, og man må gå ud fra at udviklerne af LOTRO simpelt hen har valgt at holde sig til den "sikre formel", snarere end at forsøge at være kreative selv.

Min hobbit er på sight-seeing i Herredet

Hvad angår brugergrænsefladen generelt er den ret "arcade-agtig" (snarere end "realistisk", som man ser det i visse andre rollespil, hvor brugergrænsefladen helst skal være så lidt iøjnefaldende som muligt). I LOTRO er der masser af informations-vinduer på skærmen, der hænger tekster og ikoner over hovederne på folk, og tal i mange farver flyver hen over skærmen når man kæmper mod monstre. Overraskende nok (for mig) er spillet ikke særligt action-agtigt: RPG'er som Oblivion (og Fable) har et stort action-element, hvor det f.eks. i kamp både er karakterens evner "på papiret", men i lige så høj grad spillerens evner og navnligt reflekser der gør forskellen. LOTRO er derimod meget mere i stil med spil som Knights of the Old Republic og Neverwinter Nights, hvor karakteren egentlig bare kæmper "på egen hånd", uden at man som spiller behøver klikke på musen for at svinge sværdet. Man kan - og forventes selvfølgelig - at være aktiv i kampe, ved f.eks. at aktivere skills og specielle evner, men det er ikke noget man behøver at gøre. I Oblivion derimod, vil ens karakter bare stå stille og tage sine tæv, hvis man ikke som spiller sidder og klikker løs. For en action-RPG spiller som mig kræver det unægtelig noget tilvænning.

LOTRO er designet til at være et begynder-venligt spil, og desuden er spil som kan egner sig til både at spille alene og sammen med andre. Nu er det jo et online-spil, men der er altså rig mulighed for bare at løbe omkring på egen hånd. Og bortset fra lidt samarbejde med Frederik er det faktisk det jeg har gjort. Min hobbit-karakter har (efter at være kommet igennem den helt separate prolog som foregår ved byen Archet nær Bree) udforsket Herredet, løst en række quests der og er nu blevet level 8. Han har besøgt Hobbitton, og har fået quests af både Lobelia Sackville-Baggins og af Sams far, Gaffer Gamgee. Og lidt sjovt er det da at besøge Bag End, hvor Frodo boede indtil han rejste væk.

På et væsentligt område adskiller LOTRO sig fra f.eks. World of Warcraft: I LOTRO kan spillernes karakterer ikke slås mod hinanden. Alle er i princippet "good guys", og det er af designerne blevet vurderet at de bedst kan skabe en overbevisende Tolkien-verden, hvis der ikke skal være kampe indbyrdes mellem spillerne. Dog er der et alternativ til player-vs-player kamp, for spillere kan, når deres karakter når et vist level, gå i "monster play" mode. Her får de lov til at skabe et uhyre (ork, trold, den slags), som så - i en geografisk begrænset del af verdenen (Ettenmoors) - kan kæmpe mod de karakterer der bevæger sig ind i kampzonen.

For en Tolkien-nørd som mig er det selvfølgelig vigtigt, at den verden spillet præsenterer passer sådan nogenlunde til den Tolkien beskrev. Jeg er stadig lidt skeptisk, for selvom det ser flot ud og designerne af spillet har gjort et godt arbejde med at finde på en levende spilverden, virker det på mig ikke synderligt Tolkien-agtigt. Geografien virker nogle steder forkert (afstandene er mærkelige, der er for mange bjerge i Herredet, osv.), og hele konceptet med at gøre Angmar (af alle steder) til centret for det onde, virker lidt søgt. For godt nok må man gå ud fra at Angmar på dette tidspunkt stadig var et sted hvor onde væsener holdt til, men som rige var det blevet besejret næsten 1000 år tidligere. Så hvordan det kan hænge sammen, må tiden vise - det er jo muligt designerne har en god forklaring... ;-)

Men helt slemt er det nu ikke med spillets fortolkning af Tolkiens verden. I det store hele er den lavet så Tolkien-fans i hvert fald ikke løber skrigende væk: Fortolkningen er tilpas moderat i sit udtryk til at man som fan kan sluge en del af de friheder den tager sig. Verdenen giver et overbevisende indtryk af at være stor: Det tager lang tid at løbe rundt i alle hjørner af bare Herredet, og det er i sagens natur et relativt fredeligt sted at holde til (det værste jeg er stødt på indtil videre er et par bjørne). Ser man på kortet over hele Eriador bliver det klart hvor enorm en verden der er implementeret, og hvor meget der er at udforske.

Alt i alt fremstår verdenen dog så tilpas "gamey" at det absolut ikke svarer til min forestilling om hvordan det må være at være i Tolkiens verden. Det er snarere som at være i en spilleverden baseret på Tolkiens, og det er måske godt nok (og i hvert fald det bedste man kan forvente). Jeg er dog ikke i tvivl om, at den gode professor ville vende sig i sin grav, hvis han kunne se alt det, der er skabt baseret på hans litterære "barn". :-)

Festpladsen ved Bag End. Men hvorfor er der stadig dækket op til fest?

Multiplayer-elementet i spillet, som på den ene side er denne type spils store styrke, og som er essentielt i at skabe en levende verden i spillet, er desværre også med til at undergrave realismen i spillernes interaktion med verdenen: Hvis en NPC har en quest man kan tage imod, er det jo i princippet så godt som alle spillere (eller i hvert fald en veldefineret mængde af spillere), der skal kunne få den quest, uden hensyn til hvilke andre spillere der allerede har løst den. Så når en bonde i starten af spillet beder en om at dræbe seks ulve som huserer på marken ved siden af, kan man være sikker på at han har bedt alle andre nye karakterer om det samme: Og da det er samme pulje af ulve alle spillere interagerer med, ender man nemt med horder af karakterer der alle løber omkring på marken og søger efter en "ledig" ulv! Heldigvis (for spillerne, men det er måske lidt synd for lokalsamfundet) spawner der hele tiden nye ulve, så det er skruen uden ende for beboerne i Archet. :-)

Ofte er man ude for at der nærmest er kø ved en NPC med en quest. NPC'en interagerer selvfølgelig med hver enkelt karakter som om han var den eneste til stede, men som spiller kan man jo se de andre spillere, og ved at det bare ikke giver mening at de alle har været ude at finde f.eks. den manglende bog NPC'en efterspørger - men det har de altså, for det er vilkårene i et MMORPG som dette.

Så det er i hvert fald en kæmpe forskel på et MMORPG som dette, og de single-player rollespil jeg har været vant til: Et single-player spil er designet til kun at skulle dreje sig om spillerens karakter, som derfor nemt kan være (og i praksis altid er) hovedperson i historien. I MMO'er skal spillets verden servicere mange spillere, men for hver enkelt spiller skal det stadig se ud som om han gør en forskel - og det leder altså til nogle paradoksale situationer.

LOTRO benytter sig, ligesom World of Warcraft, af instances - eventyr hvor grupper af karakterer får stillet deres egen lille private verden til rådighed - og dermed for en tid gør sig fri af den multi-player verden de egentlig lever i. Instances er selvfølgelig i sagens natur ret begrænsede i omfang (en dungeon, f.eks.), og det er svært at designe det så en instance kan ændre på verdenen "udenfor". Men det giver mulighed for at gøre en gruppe karakterer til hovedpersoner i deres eget eventyr - for en tid, i hvert fald.

Lobelia har overraskende nok ikke noget imod at man udforsker Bag End!

Som sagt har jeg moret mig godt indtil videre, men jeg må jo påpege at jeg ikke rigtigt har taget multi-player elementet til mig. Jo, jeg værdsætter selvfølgelig at der løber en masse andre karakter rundt, for det er med til at gøre verdenen levende, men jeg har på den anden side ikke noget ønske om at skulle skabe en masse nye relationer i spillet, aftale med et dusin andre spillere hvornår vi gør noget fælles, og den slags.

Modsat mine single-player spil er et spil som LOTRO et spil, hvor man løbende skal betale for at få lov til at fortsætte med at spille det. Jeg har den måneds abonnement som fulgte med spillet, men vil jeg spille længere end det, skal jeg forny mit abonnement. Betalingsmodellen er et punkt MMO'er traditionelt kritiseres for, men det er ikke noget der går mig på, for er spillet sjovt er det sgu en lav pris at betale.

Indtil videre har mine første skridt i den store MMO-verden været sjove nok, og så længe der er flotte Tolkien-landskaber at se og ting at opleve skal jeg nok være interesseret. :-)