LOTRO er stadig et hit for mig. Der er godt nok ikke sket så meget nyt på det sidste halve års tid, men det gør der heldigvis snart: Fra september måned ændres spillets betalingsmodel fra rent abonnement-baseret til "free to play". Man kan stadig abonnere og få nyt content automatisk (selv er jeg lifetime subscriber, så jeg har mit på det tørre), men man kan også spille spillet helt gratis. Så får man selvfølgelig ikke lige så meget som abonnenterne, men til gengæld kan man købe content og andet godt a la carte i den nye "LOTRO Store". Yes, microtransactions har holdt sit indtog i LOTRO: Har du ikke råd til en hest i spillet? Bare rolig, du kan bare tage forbi butikken og købe en for rigtige penge i stedet! Mange af tingene i butikken er selvfølgelig tiltænkt ikke-abonnenter, der i stedet kan tilkøbe dele af spillet efterhånden som de synes de har brug for dem, men der er også en række ting som abonnenter kan bruge; mounts, potions, cosmetic items og en hel masse forskellige generelt brugbare "utility items" som bare gør de kedelige ting i spillet lettere.

Idéen med microtransactions er selvfølgelig blevet mødt med megen modstand og kritik fra en stor del af den eksisterende skare af abonnenter, og det er virkelig noget der har delt vandene. Men LOTRO havde det åbenbart ikke så godt økonomisk, og dette er altså et forsøg fra Turbine/Codemasters på at puste nyt liv i det (en tilsvarende ændring i Turbine's "Dungeons & Dragons: Online" sidste år medførte et stort boom af nye spillere). Selv er jeg fortrøstningsfuld, omend en cash store selvfølgelig har potentialet for at ødelægge spillet - men det tror jeg nu ikke den gør. Nu får vi se... :)

På PC'en er det eneste andet nye at LEGO Harry Potter udkom her først på sommeren. Det er blevet spillet - det er især min søn der har spillet det i denne omgang, og er blevet godt modtaget. Absolut et af de bedste af spillene i LEGO-serien (bedre skruet sammen end det mere eksperimenterende LEGO Indiana Jones II, som nu også endte med at blive et hit her i huset).

Vores Wii er til gengæld steget i popularitet de seneste måneder: Først købte jeg New Super Mario Bros. til den, og det var et kæmpehit hos min søn (som også har det til sin lille Nintendo DS). Efterfølgende anskaffede jeg så Super Mario Galaxy II og efter det ankom har det slået det andet Mario-spil helt af pinden. Personligt er jeg også meget fascineret af SMG II, der virkelig rykker grænserne for hvad et platformspil kan. Når ign.com giver det 10/10 i karakter, kommer det ikke som en overraskelse for mig. Det er virkeligt nyskabende og visionært, flot grafisk og vigtigst af alt - sjovt.

Tirsdag 15. december 2009 - Hvad bliver der spillet?

For eventuelt regulære læsere her kan det sikkert ikke overraske at det store spil for mit vedkommende stadig er ... Lord of the Rings: Online (LOTRO). Her i starten af december udkom der endda en udvidelse til spillet (noget mindre, men også lidt billigere end Mines of Moria). Titlen er "Siege of Mirkwood", og spillet indeholder én ny (stor) zone, Southern Mirkwood. Level cap er steget 5 levels til 65. Den anden store nyhed udover selve Mirkwood er Skirmishes. Disse fungerer som en række instanser man kan oprette og træde ind i uanset hvor i verdenen man befinder sig. Med sig har man sin egen lille NPC, en såkaldt soldier. Man kan selv specificere instansens level, sværhedsgrad, samt hvorvidt den skal være gearet til solo, 3-mands, 6-mands, eller 12-mands grupper. Præmierne i en skirmish er skirmish marks og disse kan bruges til et hav af ting, ikke mindst udvikling af ens soldier.

Indtil videre er mit indtryk af det hele overordentligt positivt. Mirkwood er en godt lavet zone, den nye Epic quest-serie (Book 9) er fantastisk lavet, og skirmishes er også underholdende nok for nu. Mines of Moria så et skift i retning af mere grind i spillet - man skal lave mere og mere repetitivt arbejde for at nå frem til belønningerne - og det er der ikke ændret på her. Med andre ord, da grinding absolut ikke er noget for mig, kan det sagtens være at jeg på sigt bliver træt af Mirkwood, LOTRO, og hele idéen med den type MMO'er, men for nu er det virkelig sjovt.

Det er også blevet til et hurtigt møde med Lego Indiana Jones II - The Adventure Continues. Det første Lego Indy-spil er en personlig favorit, så mine forventninger til dette var høje. Meget høje... Desværre kunne Indy II ikke fænge på samme måde, og problemet er ikke så meget at det er mere af det samme (for det er det ikke), men snarere at der er ændret ting i det, som gør det mindre underholdende. En del af banerne er meget repetitive og frustrerende, og det er også blevet til et hårdt arbejde overhovedet at finde banerne. Stilen er også anderledes: Hvor Indy I var et charmerende "hvis Indiana Jones verdenen var lavet af Lego" spil, virker Indy II mere som en tåbelig, lettere latterliggørende parodi på verdenen. Alle fire film er repræsenteret, men forskellene mellem film og spil er nu så store, at man nogle gange må rulle med øjnene over spillets friheder.

Det kan være Indy II vil vinde ved nærmere bekendtskab, men inden jeg kunne afprøve den teori udkom LOTRO-udvidelsen, så det er ikke blevet til mere Indy-computerspil siden. Det skal også nævnes at husets største fan af Indy I, min femårige søn, også hurtigt blev træt af Indy II... Et eller andet må producenten have gjort forkert...! :-)

Mandag 15. juni 2009 - F.E.A.R. - første indtryk

I sidste uge købte jeg horror/shooterspillet F.E.A.R. til PCen, og jeg har spillet det lidt on and off siden da. Spillet er fra sidst i 2005 (dvs. cirka samtidigt med Oblivion) og da det kom frem havde det ry som et af de spil, der stillede størst krav til computerens hardware.

Det ser da også godt ud. På mit grafikkort, som selv efter standarden i dag er ret kraftfuldt, kører spillet glimrende og glidende på en blanding af medium/høje indstillinger, og det ser rigtig cool ud. Lys og skyggeeffekter i særdeleshed er utroligt flotte og effektfulde.

Spillet selv er en mærkelig blanding, rent genremæssigt. Det er primært et shooter-spil: Man spiller en special force elitesoldat der infiltrerer forskellige bygningskomplekser, og ens modstandere er primært andre soldater. Oven i dette er så lagt et mere fantastisk element: Soldaterne er kloner som styres telepatisk af skurken i spillet, en undsluppet tidligere befalingsmand. Og med forskellige mystiske kræfter (og en hang til kannibalisme) er han ikke hvem som helst! Derudover er der så et decideret overnaturligt element i spillet: Et mystisk genfærd (?) af en særdeles blodtørstig lille pige spøger rundt omkring i spillet, og som spiller udsættes man jævnligt for mærkelige syner og hallucinationer. Stemningen i spillet er i det hele taget meget effektfuldt udført: Banerne er passende mørke, skumle og uhyggelige, og man hopper jævnligt i stolen, når man udsættes for en ubehagelig overraskelse! Lyseffekterne er som sagt rigtigt godt lavet: Halvdefekte, blinkende lysstofrør, meget mørke områder (hvor man må tage pandelampen til hjælp). Men spiller med hjertet oppe i halsen, uden nogensinde at vide om der rundt om det næste hjørne ligger fjendtlige elitesoldater i baghold, eller om man "blot" udsættes for et lig i en blodpøl eller en uhyggelig overnaturlig vision. Eller noget helt andet...

Shooter-elementet i spillet er godt lavet. Kontrollerne er standard WASD + mus for bevægelse og kamp, og de reagerer hurtigt og præcist. Til at simulere ens overmenneskeligt hurtige reflekser, er der også mulighed for midlertidigt at sætte spillet i slowmotion-mode, hvilket giver en bedre mulighed for f.eks. i ro og mag at få sigtet præcist. Der er et godt taktisk element i shooterspillet, hvor man blandt andet kan sidde på hug bag forhindringer, læne sig ud fra bagved dem, kravle og hoppe. Modstanderne virker rimeligt intelligente: De søger dækning når det er muligt, og er der flere af dem (hvilket der oftest er), forsøger nogle af dem sædvanligvis at holde en beskæftiget i en ildkamp, mens andre forsøger at cirkle rundt om en. Jeg spiller spillet på den nemme sværhedsgrad, og synes stadig jeg får mange udfordringer. Der er forskellige våben at vælge imellem (pistoler, forskellige automatvåben, oversavet haglgevær, osv.) og brugen af dem virker meget realistisk. I det hele taget giver skudkampene et godt og realistisk indtryk. Man skyder huller i væggene med sine missere, og efter nogle sekunders skudkamp er lokalet dækket af røg, hvilket gør det svært at se noget som helst.

Der er altså meget godt at sige om spillet, og jeg føler mig fint underholdt af det. Jeg har dog også et par anker:

For det første er spillet ekstremt lineært. Det kan godt være man på en bane bevæger sig rundt i f.eks. et gammelt og uhyggeligt vandrensningsanlæg, men i praksis er ens fremfærd fuldstændig lineær: Er man i et rum, vil der altid kun være en ny udgang, og efter at have vandret om nogle hjørner i en gang, kommer man til næste rum. Og så fremdeles. I starten var jeg bekymret for om jeg kunne "finde ud af" banerne, men jeg indså hurtigt at der ikke var noget at være bange for: Med kun en indgang og en udgang fra hvert rum, kan man simpelthen ikke fare vild! Der er selvfølgelig små undtagelser til dette, men i det store og hele er der kun "en vej frem". Selvom præsentationen af rummene er flot, er de også ret repetitive. Man går tit ind i et rum tænkende "har jeg ikke været her før?", simpelthen fordi så mange geografiske features går igen fra rum til rum.

Min anden anke har med spillets sjove mix af genrer at gøre, det at det på den ene side er en meget klassisk shooter, og det at det er et horrorspil. Begge genrer er potentielt spændende, selvfølgelig, men jeg synes at integrationen mellem dem her nogle gange virker lidt forceret. Man skyder løs på sine fjender, men de alle sammen uden undtagelse ret "almindelige" (super)soldater. Horrorelementet, derimod, er selvfølgelig meget stemningsfyldt, men efter et stykke tid indser man, at det jo ikke gør noget: Man får en uhyggelig vision, og det er selvfølgelig slemt nok, men ens fjender i det næste rum er alligevel blot flere soldater. Umiddelbart synes jeg man lidt mangler at de overnaturlige i historien i højere grad bliver en del af den konkrete trussel, og ikke blot et stemningsgivende element. Det skal selvfølgelig siges at jeg endnu ikke er kommet så forfærdelig langt i historien, så det kan være det ændrer sig sidenhen, men mit indtryk er nu at det (om ikke andet) primært er forskellige typer soldater der er ens modstandere.

Ankerne til trods er F.E.A.R. nu et ganske underholdende spil. For mig er det ret uhyggeligt, det taktiske shooter-element er sjovt, og i det hele taget er det svært ikke at anbefale spillet. For nu...

Tirsdag 28. april 2009 - VROOOOOOOOOM!!!! Mario Kart Wii

Så er det næste Wii spil indkøbt. Der er tale om racerspillet Mario Kart Wii, og det har været en stor succes derhjemme. Iben er med lidt træning blevet ret god, og Philip synes også det er sjovt, selvom han har brug for en del hjælp med styringen, hvis han skal have komme nogen vegne. Selv er jeg bare sej, og har fået låst tre af de fire ekstra cups (hver med fire baner) op. Iben er meget misundelig. :-)

Styringen, hvor man sætter remoten i et lille rat, fungerer fint. I starten er man selvfølgelig ret tilbøjelig til at "miste herredømmet over køretøjet" i tide og utide, men det bliver bedre med tiden. Banerne er ekstremt afvekslende, fra næsten "realistiske" gadeløb a la Monaco, til vilde rutschebane-agtige baner, hvor bakker, hop, og andet godt er en del af udfordringen.

Så konklusionen indtil nu: Supersjovt spil, som er alle pengene værd!

Fredag 3. april 2009 - Problemer med Wii remoten

Ouch. Da jeg i går skulle starte Wii Sports op for Philip, forsvandt kontakten mellem den trådløse remote og Wii'en pludselig - fra det ene skærmbillede til det næste var den pludselig helt død. Jeg checkede selvfølgelig de oplagte ting - er det batterierne, sidder ledningen fra sensoren til Wii i, osv. - men det var i orden. Jeg så for mig hvordan jeg skulle til at pakke hele molevitten ned, tage det med mig ned i Fona, snakke for min syge moster, og til sidst vente i flere uger på at den røg til reparation.

Men sådan endte det nu ikke. Jeg søgte lidt på nettet, og på Nintendos supportside fremgik det, at en hyppig årsag til den slags problemer var at remoten blev "af-sync'et". Wii og remote skal jo synkroniseres til at snakke med hinanden (det er de fra starten af, da de er købt sammen), men de kan åbenbart godt komme til at afsynkronisere sig af sig selv...

Det er der heldigvis råd for, og jeg forsøgte at gensynkronisere dem, som beskrevet på supportsiden: Tag strømmen helt fra Wii'en (fjern stikket). Sæt stikket i igen, og tænd den. Ved den første Health Warnings side der kommer frem, åbner man lemmen foran på Wii'en, og holder den røde Sync-knap nede i mindst 15 sekunder. Derefter trykker man kort på Sync-knappen på remoten (ved siden af batterierne, inde under batterilåget), og derefter kort på Sync-knappen på Wii.

Og det virkede faktisk. Min remote var igen i forbindelse med min Wii, og alt virkede som det skulle. Men det er tredie gang på under en uge jeg har stresset over noget teknisk på min Wii, så jeg håber den bare opfører sig stabilt i fremtiden.

Fredag 3. april 2009 - Legend of Zelda: Twilight Princess

Som nævnt sidst har jeg haft kig på adventurespillet Legend of Zelda: Twilight Princess, og da jeg ikke spilder tiden (med den slags indkøb!) har jeg selvfølgelig anskaffet det.

Jeg har dog kun spillet en smule indtil nu - få timer. Spillet er sjovt, og kontrollerne er spændende (sving remoten for at svinge sværdet!). Jeg havde store problemer med en obligatorisk fisketur tidligt i spillet, men heldigvis havde Tine et større talent for at fange fisk på Wii end jeg havde, og hun kunne i en hurtig vending fange de nødvendige fisk til mig. :-)

Min engagement i Zelda-spillet er dog under angreb fra LOTRO på PC'en, hvor der netop (i går!) er udkommet en ny content patch. Men mon ikke der bliver plads til lidt Zelda-spil på Wii igen om et par uger?

Mandag 30. marts 2009 - Wiiiiiiiii...!

Jeg købte en Wii i fredags. Og den er ret sjov.

Vi (og med "vi" mener jeg her hele familien) har selvfølgelig primært spillet Wii Sports endnu, og det er indtil videre ganske fornøjeligt. Selv Tine og jeg har stået og leget bowling og golf om aftenen - efter børnene er blevet lagt i seng. Hvad børnene angår er det især noget for Iben, som er helt fanatisk vild med tennis-spillet (og pt. er den eneste der har vundet et parti mod de computerstyrede modstandere). Philip har også prøvet lidt bowling, men er nok lidt for lille endnu.

Fredag aften var jeg dog ved at ødelægge maskinen ikke mindre end to gange! For det første fik jeg en mystisk 5-cifret fejlkode, når jeg forsøgte at opdatere Wii'ens software. Lidt googling på dette viste dog, at problemet lå i opsætningen af min trådløse Linksys router, hvor kanalen skal sættes til noget andet end default, for at Wii'en åbenbart kan downloade opdateringen. Mine problemer var dog ikke ovre da jeg opdagede det, for efter at have opdateret softwaren, blev jeg et par skærmbilleder senere mødt med en sort skærm, med en tekst der fortalte mig at softwaren var blevet corrupted... Heldigvis kunne en genstart, fulgt af endnu et forsøg på at opdatere software, løse dette.

Mit andet problem var helt min egen fejl. Hvis nogen Wii-ejere læser dette: Lad være med at ændre Wii'ens outputsignal fra standard 50 Hz til 60Hz! For mit vedkommende resulterede det i en skærm med grå flimmer, og dermed ikke nogen måde jeg kunne se noget som helst. Heller ikke de skærmbilleder man skulle igennem for at få den sat tilbage til 50 Hz...

En (denne gang) noget længere googling gav dog en løsning: Trykker man Reset på Wii'en, samtidig med at man trykker "ned" på remotens plusformede retningskontrol, sættes Wii'en tilbage til 50 Hz output. Puha... :-)

Nu går jeg så rundt og overvejer, hvad mit næste spil til Wii'en skal være (denne gang måske noget som bare er til mig). Eller rettere, jeg har overvejet det, og er kommet frem til at det skal være Legend of Zelda: Twilight Princess, som er et stort fantasy adventure spil, som ser ret cool ud.

Der er også en række andre spil der virker seje; Star Wars Force Unleashed, Resident Evil 4, og Metroid Prime 3. De må (måske) komme med senere...

Torsdag 5. marts 2009 - Guild Wars

I sidste uge sad jeg og læste lidt om hvilke andre MMORPG'er der fandtes, og et af de spil jeg faldt over var NCsoft's Guild Wars, et fantasy-spil fra 2005. Det er meget populært, og der er solgt flere millioner eksemplarer af spillet, ikke mindst i Østasien, hvor det har en trofast følgeskare. I forhold til den skabelon af MMO'er der findes, som falder under de "World of Warcraft-lignende" (herunder LOTRO), adskiller Guild Wars sig på mange måder:

• Pånær byer, lejre og andre fredelige tilholdssteder i verdenen er alting instanced. Det vil sige, en spiller eller en gruppe af spillere får deres egen kopi af verdenen. Ikke noget med at kæmpe med andre spillere om at få lov til at dræbe et bestemt monster!
• Der er fokus på PvP, faktisk anses spillet som et af de bedste PvP spil, men det er under ordnede forhold, dvs. holdkampe i forskellige arenaer.
• Det maksimale level er kun 20!
• Der er ikke fokus på gear og grinding. I stedet er det skills som spillerne drives til at erhverve sig, og flere skills øger karakterens fleksibilitet og styrke. Man kan nemlig kun equippe 8 skills på sin hotbar, og disse kan kun omkonfigureres når man er i en by. En karakter's build - hvilke skills han har slottet i en given situation, er derfor en vigtig overvejelse.
• Som spiller er betalingsformen for spillet ret fordelagtig: Selve grundspillet koster 100,-, og abonnementet ... koster gratis. Yes, har man en gang lagt sin hundredemand, er der frit spil derefter. Det skal dog lige nævnes, at det kun er grundspillet (Prophecies) man får for de 100 kroner. Der findes også to andre stand-alone grundspil (samme klient, man spiller bare i en anden del af verdenen), og en egentlig udvidelse, og alle tre grundspil samt udvidelsen kan kombineres, hvis man vil have det hele med. Stadig, man ender højst på 400,- for hele molevitten, og fik jeg sagt at det var gratis at spille derefter?? ;-)

I forhold til LOTRO's smukke, men også realistiske grafiske udtryk, holder GW sig til en mere karikeret, lidt anime-agtig stil. Karaktererne i særdeleshed er meget stereotype, og alle kvindelige karakterer er unaturligt slanke og smukke, med passende lårkorte rustninger til at matche dette. ;-)

Om GW er noget jeg vil dyrke i fremtiden, må tiden vise, og om jeg nogensinde når til PvP delen af spillet er ret tvivlsomt. For nu er det dog OK sjovt bare at soloe rundt og PvE'e.

Torsdag 5. marts 2009 - mere Fallout 3

Fallout 3 er blevet spillet flittigt siden jeg anskaffede det, men på det sidste er jeg begyndt at falde lidt af på den igen. Jeg er næsten igennem spillets main quest, og er blevet level 17 ud af 20. Der er selvfølgelig meget at udforske endnu. og jeg spiller endnu sporadisk, men det er nok et spil der ligger mere i fortiden end i fremtiden for mig. :-) Imponeret har jeg dog været: Stemningen i spillet er fantastisk (og uhyggelig!), det er passende hårdt, og man lever sig virkelig ind i det. Overraskende nok er jeg ret vild med det taktiske shooter-spil aspekt af spillet, et aspekt jeg på forhånd var lidt nervøs ved. Men det var der ingen grund til at være: Det er ret underholdende at snige sig rundt og skyde mutanter og banditter i hovedet med sin sniper rifle eller drage hærgende gennem kloakkerne og massakrere ghouls med sit halvautomatiske haglgevær. :-) Ydermere giver kamp i spillet en masse spændende taktiske udfordringer. Med andre ord, kamp i Fallout 3 er meget mere spændende end den halvautomatiske skill-aktivering fra LOTRO.

Historien i spillet er også rigtig god, og da spillet er et single-player spil, er der virkelig mulighed for at lade historien udfolde sig. Ikke noget af alt det "verdenen falder tilbage til oprindelige tilstand" pjat vi kender fra MMO'erne, næh her ændrer tingene sig virkelig, efterhånden som man arbejder sig gennem historien.

Spændende har det i hvert fald været.

Torsdag 8. januar 2009 - Fallout 3

Efter halvandet år med total dominans fra LOTRO, skete det endelig: Jeg købte et nyt computerspil. :-)

Der er tale om Bethesda's seneste RPG, det post-apokalyptiske Fallout 3. Spillet er lavet på samme engine som Oblivion, og brugerinterfacet er funktionelt stort set identisk mellem de to spil, selv om udseendet af de to interfaces naturligvis er helt forskellige. Vi har også med samme type spil at gøre; altså et stort, og flot single-player 3D RPG.

Handlingsmæssigt befinder vi os i Washington DC i år 2277, to hundrede år efter en altødelæggende atomkrig. Ens karakter er opvokset i et beskyttet bunker-samfund under jorden, men udenfor lurer naturligvis den smadrede, post-apokalyptiske verden, med alt hvad det indebærer af opdagelser såvel som fæle trusler. Heldigvis for vores helt er der rig mulighed for at få fat på våben, og ikke mindst bruge dem, da kamp spiller en væsentlig rolle i spillet. Kamp er her blodigt og næsten overdrevet grafisk (med mulighed for at følge blodsprøjteriet i slow-motion, no less!), så det er absolut ikke et spil for børn!

Nu skrev jeg "vores helt" ovenfor, men det er en sandhed med modifikationer: Selv om man kan være ærlig, modig og helteagtig hvis man har lyst, er der ingen tvang, og hvad enten man vil forfølge en karriere som slavehandler eller bare ønsker at 'poppe' en kugle i købmanden og derefter stjæle hans varer, står spillet ikke i vejen for det. Alting har dog konsekvenser, naturligvis, og slemme ting får ens karma-points til at falde, hvilket får betydning for ens fremtidige interaktion med personer i spillet.

Jeg har fået installeret spillet, og har spillet et par timer. Indtil videre er det sjovt: Harry (sådan hedder min forbilledlige helt, vistnok fordi Philip snakkede om Harry Potter da jeg sad og skulle lave karakteren!) er kommet ud af bunkeren og har fundet nabobyen Megaton. Udstyrsmæssigt kniber det dog lidt, og Harrys primære våben er stadig et baseball-bat.

Indtil nu er det sjovt, omend det kræver en del tilvænning at gå tilbage til det Oblivion-lignende brugerinterface-koncept efter så længe med LOTRO - tiden vil vise om jeg orker det. Handlingen er spændende, og verdenen virker tilpas grum og truende: Modsat Lego Indiana Jones er det her ikke et spil jeg skal spille med ungerne. :-)

Tirsdag 6. januar 2009 - LOTRO: Entusiasmen begynder at lægge sig igen, og Jens er lidt træt af MMO-konceptet

Juleaften (no less!) blev jeg level 60 i LOTRO, og som forventet meldte følelsen af "hvad skal jeg nu lave?" sig ret hurtigt derefter. Efterfølgende har jeg brugt tid og penge på at løse quests, få bedre udstyr, samt gå lidt mere på opdagelse, men det kan ikke skjule at nyhedsværdien fra Mines of Moria er ved at lægge sig. Det er sjovt, bevares, men det er ikke "wow, jeg må spille hver eneste aften!" sjovt længere.

Jeg må også konstatere at jeg stort set udelukkende "soloer" i spillet efterhånden, men det er jo også hvad størsteparten af MoM er lagt an på. Der er noget gruppe-content, men jeg kan mærke på mig selv, at det ikke er noget jeg brænder for, for skal jeg være helt ærlig har jeg aldrig brudt mig om konceptet med at gå i gruppe med andre folk jeg ikke kender.

På den måde kan man sige at MMO-konceptet aldrig rigtigt har fungeret for mig. Jo, det er sjovt at have andre folk med i spillet, og jo det er sjovt at queste med vennerne. Men for mig er det ikke sjovt at skulle forsøge at lære nye folk at kende, og jeg har vel stort set ikke lavet nogen nye sociale relationer overhovedet i spillet. Jeg har undertiden questet med tilfældige andre spillere, men efterfølgende er det altid rart at kunne sige "hej, hej, nu smutter jeg". Det var nemmere for et år siden, da min bekendtskabskreds som spillede LOTRO var stor nok til at man kunne gå i gruppe udelukkende med folk man kendte, men sådan er det desværre ikke mere.

Efterhånden - efter halvandet år med udelukkende LOTRO - er det måske på tide at spille noget andet i en periode? Der er mange nye, spændende spil at vælge imellem, ikke mindst Bethesda's nyeste RPG, Fallout 3.

Stay tuned... ;-)