Efter den relative skuffelse som Gothic 3 må siges at være, har jeg istedet kastet mig over nogle af mine gamle spil. For det første Morrowind, som jeg har brugt en del aftener på i løbet af den sidste måneds tid.

Men også en anden gammel traver; et af de computerspil jeg faktisk spillede før jeg først prøvede Morrowind, har jeg nemlig nu købt i en billigudgave: Sid Meier's Pirates!. Det spil spillede jeg som besat i uger (om ikke måneder) og det er faktisk stadig sjovt, nu hvor jeg et år eller mere efter vender tilbage til det. Man kan sejle Karibien tyndt, plyndre spanske galleoner indtil man bliver træt af det, danse med guvernørernes døtre, finde skjulte skatte, redde sin familie, besejre Blackbeard, og meget mere. Og det er rigtigt sjovt - et stykke tid i hvert fald.

Hvad man - eller i hvert fald 'jeg' - godt kunne ønske mig, var lidt større variation i de ikke-generiske dele af spillet. Det er OK at der er en quest hvor man skal redde sin familie, men behøver det altid være en historie om at man skal finde den onde kaptajn X, som ligger inde med et kvart kort til det aktuelle familiemedlems lokation? Med 4 familiemedlemmer kommer man hurtigt frem til at X skal besejres 16 gange, hvilket ærligt talt er lidt for meget af det gode... Næh, en quest-pack, så spillet kunne blive lidt mere RPG-agtigt ville være super.

Men for nu er det god underholdning, og når jeg engang bliver træt af det, er der andet at komme efter - se mit næste indlæg!

Onsdag 22. november 2006 - Gothic 3

Nå, Neverwinter Nights måtte nøjes med et par afteners spil, hvorefter jeg ikke gad det mere. Absolut ikke noget hit. Men det betyder ikke at jeg har ligget på den lade side, for det er faktisk blevet til en del computerspil de sidste par måneder.

Et nyt spil jeg havde glædet mig meget til var Gothic 3, så da det kom skyndte jeg mig at købe det. Ikke overraskende er spillet nummer ... 3 (!) i en serie, og jeg har da også tidligere skrevet om mine (korte) erfaringer med dets forgænger, Gothic 2, som absolut ikke var nogen succes. Gothic 3 er et 3D, meget detaljeret og flot rollespil, hvor hovedpersonen skal begå sig i et ork-erobret menneskekongerige. Skal man hjælpe modstandsbevægelsen med at drive orkerne ud af landet, eller skal man gå orkernes ærinde istedet? (For uanset hvad man ellers kan sige om dem, får orkerne togene til at køre til tiden!) De screenshots der var kommet ud før premieren tydede på et spil der så mindst lige så godt ud som Oblivion, og som måske endda på visse punkter havde nogle fortrin fremfor dette spil.

Mine erfaringer med Gothic 3 har været ret korte. Ja, lad mig bare med det samme afsløre, at for en "casual" computerspiller som mig, var mit første møde med G3 en noget blandet fornøjelse. Selvom jeg i princippet gerne vil prøve det lidt mere, har det ligget uspillet hen efter de første par aftener - så kan man konkludere hvad man vil...

Her er et par "highlights":

1. Grafikken er slet, slet ikke så flot som Oblivions. Jo, den er da noget af det bedste man har set, men f.eks. terræn langt væk er utydeligt og uskarpt, og selvom det vistnok var en 'feature' snarere end en fejl ("oooh, se hvordan vi simulerer dybdeskarpheden i billedet!"), ser det ikke særligt godt ud. Der er også en meget markant grænse mellem de meget skarpe nære landskaber og objekter, og de meget uskarpe fjernere ting. De enkelte teksturer der er brugt rundt omkring er heller ikke alle så gode; nogle af dem er nærmest så skarpe at man får ondt i øjnene af at se på dem. Personerne - både en selv og adskillige NPC'ere - er mærkværdigt bygget op, med ekstremt muskuløse kroppe og bittesmå, kantede hoveder. Alle de ovenstående betragtninger er selvfølgelig med alle settings skruet helt op på max. Man kan slå dybdeskarpheds-effekten fra, men resultatet er så bare at de fjerne landskaber går hen og bliver ensfarvede silhouetter, a la Morrowind.
2. Apropos grafik: Animationerne er ikke for gode. De er ofte lidt hakkede, og virker ikke så gode som Oblivions. Når man snakker med nogen, ser man personerne sige deres replikker (kameraet suser frem og tilbage mellem dem i et forsøg på at holde trit). Og mens de snakker laver de en masse bevægelser med deres kropsdele! Det er sikkert noget der skal se "realistisk" ud, men det virker åndssvagt at se en NPC konstant klø sig i håret, slå med en knytnæve i luften for at understrege en pointe, og den slags. På et tidspunkt stod min karakter helt ugenert og kløede sig i sin bagdel, mens han talte. Altså! :-)
3. Performance er ikke for god. Umiddelbart virker G3 som et spil der kræver endnu mere af en computer end selv Oblivion - uden at give mere tilbage, vel at mærke. Efter sigende skulle spillet stort set være uspilleligt med mindre end 2 GB RAM, og mens mit monstergrafikkort sagtens kan trække det, skulle selv ret kraftige kort have problemer. Jeg præsterer en 20-30 fps konstant, med undtagelse af hyppige load-tider efterhånden som man bevæger sig omkring, hvor spillet sagtens kan fryse et sekund eller mere.
4. Sagde jeg 'load-tider'? Hvis jeg skulle nævne én faktor som mere end noget andet har afholdt mig fra at spille spillet mere, er det den tid det tager at starte det! Fra jeg trykker på ikonen på mit skrivebord, til jeg har et loadet spil klart på skærmen, går der op imod 4-5 minutter! Yes, selve spillets hovedmenu når jeg på under 2 minutter (wow ;-) ), men at loade det gemte spil tager så yderligere en evighed. Save- og load-tider er også lange inde i spillet: "Quick-save" er her lidt en joke, for når man trykker på den, fryser skærmbilledet bare en 10-20 sekunder (ingen beskeder!), hvorefter spillet fortsætter som om intet var hændt. Jo, man får da gemt sit spil, men det tager altså lang tid.
5. Faktisk har spillet kørt rimeligt stabilt på min computer, og der har ikke været nogen frygtelige bugs, men kigger man på de forskellige fora rundt omkring, er det en anden historie: Der er rigtigt mange rapporter om nogle rigtigt slemme fejl i spillet, som da også allerede er blevet patchet en håndfuld gange...
6. Jeg kan ikke lade være med at nævne spillets indfaldsvinkel til at sørge for en pædagogisk start: I Oblivion havde man hele start-dungeonen, hvor man lærte tingene efterhånden, og virkelig skulle gøre sig umage for at få problemer. I Gothic 3 er det allerførste i spillet en stor kamp i en landsby med en gruppe orker! Ja, man bliver kastet ud i det, og det første der sker er at man ser en ork styrte hen imod en, hvorpå et hjælpevindue popper op foran, med instruktion i hvordan man bevæger sig, trækker sit sværd og den slags. Og det helt utroligt morsomme her er, at mens man sidder og prøver at læse og forstå instruktionerne, pauser spillet IKKE!! Ja, mens jeg bliver klog på at 'W' rykker mig fremad og 'SPACE' trækker mit sværd, får ens karakter hovedet hamret ind af et par rasende orker. Haha, jeg er sikker på det virkede som en super idé, da udviklerne først fandt på det.
7. En anden sjov "feature" er kampsystemet og dets besynderligheder. Lige udenfor start-landsbyen huserer nemlig både ulve og vildsvin, og de er seje! Især vildsvinene, for kampsystemet giver dem mulighed for at lave "stunlock" på ens karakter. Dvs. de angriber (man kan ikke parere angreb fra dyr...) og rammer, og ens karakter bliver nu fanget i en sekund-lang animation, hvor han siger 'av' og ryger lidt tilbage, uden at man selv har nogen kontrol over ham. Det dejlige er nu, at vildsvin angriber så hurtigt at de kan nå at lave endnu et angreb inden man kommer ud af denne 'lås', så efter man er blevet ramt første gang, får man aldrig kontrollen igen, og en død karakter er en uundgåelighed. "Joo", kan man måske sige, "men du er jo også bare en lille level 1 karakter, som ikke er særligt sej. Er det ikke et problem der går over efter et par levels?". Desværre nej, mange folk har rapporteret at de, selv som level 20 eller mere, på et tidspunkt hvor de egenhændigt kan besejre en hel bys garnision af orker, stadig kan risikere at blive stunlocket af et vildsvin! Efter sigende skulle vildsvinene været blevet gjort lidt mere rimelige i en af de mange patches, men det er ikke noget jeg har prøvet at checke.

Men overordnet set er problemet jo nok, at spillet trods alt ikke har været spændende nok, til at jeg faktisk har gidet spillet det særligt meget. Hvis det nu bare kunne startes på undet et minut, så supergodt ud og kørte glat, ville det gøre hele forskellen! Som det er, er jeg istedet begyndt at spille Morrowind igen, for selv om det er gammelt, er det da et spil jeg ved jeg kan lide.

Og det er ikke det eneste gamle spil jeg har taget op igen - se mit næste indlæg.

Fredag 6. oktober 2006 - Neverwinter Nights

I min endeløse søgen efter det næste spil-fix købte jeg den anden dag det gamle spil Neverwinter Nights (NWN). Det er et 3D RPG, udgivet cirka samtidig med Morrowind (dvs. fra 2002), af firmaet BioWare. Og det har haft, og har stadig for den sags skyld, en mindst lige så stor fanskare som Morrowind har.

Konceptet er et noget andet end i Bethesdas spil, f.eks.

• er grafikken, selvom det er 3D, langt fra så flot og "virtuel virkelighedsagtig" som Morrowind.
• er spillet baseret på 3rd edition Dungeons & Dragons regler, hvilket bevirker at det er ret "regeltungt".
• er det ikke open-ended på samme måde som Morrowind.

Brugerinterfacet i NWN er dog ikke dårligt, og selv jeg kan sådan nogenlunde navigere rundt i det. Mit største problem har været, at spillet ikke læner sig op ad first-person-shooter paradigmet for udseende og bevægelse. I Morrowind, f.eks. ser man ud af sin karakters øjne (eller alternativt er kameraet lige bag ved ens karakter), men man ser altid i samme retning som ens karakter vender, og man kan kigge opad og nedad. I NWN er kameravinklen dog en mærkelig "se alting skråt oppefra" vinkel, som ikke nødvendigvis følger ens karakters bevægelser. Der er er den indstillinger og tricks som gør, at interfacet begynder at ligne et FPS. Man kan vælge en kameratype der drejer med ens karakter, og med et .ini-fil trick kan man få kameraet ned i jordhøjde, så man faktisk ender med et udsyn der minder om ens karakters. Men helt godt er det alligevel ikke, og for mig giver det slet ikke den samme fornemmelse af indlevelse, som jeg har oplevet med Bethesdas spil. I Morrowind og Oblivion føles det langt hen ad vejen som om man er i en anden verden, og det man ser på skærmen er det som ens medbragte videokamera sender. I NWN har man stadig fornemmelsen af, at man styrer en lille mand rundt på en skærm i et computerspil.

Et problem med de tricks der åbner op for at man dropper "se det hele skråt oppefra" kameravinklen er, at objekter i verdenen tager den kameravinkel for givet. I den oprindelige udgave af spillet var der f.eks. ikke nogen teksturer for himlen over en, simpelt hen fordi spilleren aldrig ville komme til at se "opad" i spillet... Husene i byen mangler også et synligt tag.

NWN adskiller sig i stor stil fra Morrowind ved at det i princippet er et multiplayer-spil! Man kan, som jeg gør nu spille det solo, men man kan også logge sig på en server og spille sammen med en håndfuld andre spillere. Det er også muligt at have en "Dungeon Master" som styrer forløbet for en, og som sågar selv kan have designet det scenarie man spiller. Multiplayer-featuren er nu ikke nogen special gevinst for mig.

Nå, men jeg har lavet en karakter, har spillet et par timer, er kommet igennem prologen (som langt hen ad vejen fungerer som tutorial) og er netop startet på 1. kapitel. Verdenen virker indtil videre lidt søgt - det er alt sammen meget stereotypt og klichéagtigt (ædle paladins, små frække halfling-tyve, osv.) - og plottet er mildest talt lidt tyndt: En farlig epidemi hærger byen, på akademiet forsøger man at finde en kur mod den, og jeg skal nu finde fire forsøgsdyr som undslap fra akademiet, da dette blev angrebet af nogle "onde". Forsøgsdyrene er helt vitale for udviklingen af kuren, men alligevel har den ædle paladin der står for det ikke liiige tid til selv at rende ud og finde dyrene, men overlader det i stedet til en ukendt, ny rekrut. Gæt selv hvem. :-)

Indlevelsen hjælpes heller ikke på vej af den dummeste regel i hele D&D konceptet: Alignments. Min karakter er Chaotic Good, hvilket betyder at jeg er en af de gode, men jeg er ikke meget for regler og orden og den slags. Hvorfor alignments ikke er forsvundet ud af D&D i takt med at resten af verden opdagede, at det egentlige rollespil i en role-playing session kommer fra spillerne og ikke fra reglerne, er et af livets store mysterier.

I det hele taget er D&D reglerne lidt for meget: Nu spiller jeg en simpel fighter, hvor stort set alle valg er baseret på det jeg har fået anbefalet. Og der er det ikke så svært at forstå, at det nok gælder om at være stærk, og om at få nogle seje combat-feats, hvis man vil være succesfuld. Men hvis jeg en dag skulle få lyst til f.eks. at spille en Gnome Druid/Sorcerer eller hvad pokker den slags nu hedder, ville jeg ingen anelse have om hvad jeg skulle gå efter - og jeg ville ikke gide læse 40 sider player's handbook i manualen bare for at finde ud af det. På det punkt er KOTOR faktisk noget bedre, for der er det trods alt en ret skrabet version af D&D reglerne man får præsenteret.

Alt det ovenstående lyder selvfølgelig ikke specielt positivt, men nu må vi se om ikke jeg kan holde gejsten ved lige et stykke tid, så jeg kan komme lidt dybere ind i spillet. Der må jo være en grund til at så mange stadig synes det er fantastisk. Ikke alle dog, som denne anmeldelse fra amazon.co.uk viser (scroll lidt ned). Et par uddrag:

"The single player campaign is uninvolving to say the least. The city of Neverwinter has been devastated by a plague called "the wailing death". Who came up with that name? I just couldn't take it seriously. "You must save the city" says your source-of-quests, the Lady Aribeth in overwrought tones (the voice acting, by the way, is awful throughout - bring back the guy who played Minsc). "Must I?" you think - at this point you're a third level fighter / sorceror / whatever and she's a twentieth level paladin / cleric - "you save your own damned city"."

"An amusing AI glitch is that when they get a certain distance away they'll oscillate around a certain point torn between the desire to attack enemies and the desire to stand six feet behind you, rather like one of Isaac Asimov's robots torn between the second and third laws of robotics. Meanwhile they won't defend themselves and will get cut to pieces."

"Well Neverwinter looks like it's been built from Duplo and the countryside looks looks like a green carpet surrounded by an impenetrable barrier of fake Christmas trees. Also, your PC may be capable of displaying over four billion colours but NwN seems to use only a few shades of drab olive, brown and grey. Buildings have the interesting if improbable property that they are many times bigger on the inside than on the outside."

Tja... :-)

Mandag 2. oktober 2006 - Forskellige spil

Gothic II var ikke noget hit.

Jeg gav det et par forsøg mere, men grafikken var simpelthen for primitiv til at jeg kunne abstrahere fra det og leve mig ind i spillet. Jeg prøvede endda at installere nogle alternative, "forbedrede" teksturer, men mens de generelt gjorde grafikken i naturen udenfor lidt bedre, var det på bekostning af grafikken i den store by man starter nærved. Animationerne var heller ikke noget at råbe hurra for, og brugerinterfacet var det værste jeg endnu har set. Det var også svært; jeg kan ikke huske hvor mange gange jeg har fået hug af de forskellige mindre monstre der holdt til udenfor byen, men det var mange. Og realistisk var det; når det var nat var skoven udenfor fuldstændig sort så man stort set ikke kunne se en hånd for sig, og der var ingen generel "Vent" funktion, så man kunne spole forbi natten.

Det mest positive ved Gothic II var NPC konceptet, for de mange spændende NPC'er, alle med indtalt dialog, var interessante at møde. Men det i sig selv er ikke nok, når stort set alt andet i spillet er sådan lidt ho-hum.

Efter en mindre computerspils-pause har jeg så prøvet at installere det efterhånden ret gamle adventure-spil The Longest Journey. Det er et spil i stil med de "gode gamle" grafiske adventures, hvor man styrer en person omkring på en række faste skærmbilleder, og kan interagere med personer og ting på de enkelte skærme. Historien i TLJ er det spillet er blevet berømt på: Man spiller en ung kvinde som, samtidig med at hun lever i en lidt slum-agtig amerikanske storby engang i fremtiden, også plages af en række meget realistiske drømme, hvor drager og andre fantasy-væsener huserer. Det er ikke noget børnespil, og mange af dialogerne drejer sig om almindelige "voksenting"; studie, arbejde, parforhold.

Men TLJ har heller ikke været nogen succes, og igen er det alderen der trykker. Med de flotte 3D-spil vi ser i dag, tror jeg simpelthen tiden er løbet fra gammeldags spil som dette - sådan føler jeg det i hvert fald. Grafikken er intet mindre end horribel, opløsningen er lav (og kan ikke øges), brugerinterfacet er ikke til at forstå, og i det hele taget drukner en potentielt god historie i computermæssige begrænsninger.

Det er selvfølgelig ikke alle der vil være enige med mig i dette: Man kan f.eks. finde mange positive anmeldelser af TLJ, også af nyere dato, men Morrowind og Oblivion har nok i en vis grad spoleret den slags spil for mig.

Næste forsøg fra min side bliver nok Railroad Tycoon 3, eller måske et nyt indkøb.

Onsdag 30. august 2006 - LEGO Star Wars og endnu et rollespil

I går fik jeg spillet den sidste bane i LEGO Star Wars færdig, og dermed er der (bortset fra en enkelt svært tilgængelig bonusbane) ikke noget helt nyt tilbage i spillet. Jeg kan selvfølgelig genspille alle banerne med nye karakterer, og det vil jeg sikkert også prøve, men hvor længe det er sjovt må tiden vise.

Og faktisk må jeg sige at spillet ikke helt kan holde den "wow"-fornemmelse jeg først følte, for selv inden jeg kom igennem alle episoderne, synes jeg det var ved at blive lidt for meget. Men stadig; en 5-10 timers solid underholdning har jeg da fået ud af det, så det er ikke så dårligt. Inspireret af spillet genså jeg også det meste af Episode III (filmen, altså) den anden dag. Det der slog mig var, hvor meget bedre den film kunne have været, hvis den havde været lavet i samme ånd som LEGO Star Wars spillet, og ikke så pokkers selvhøjtidelig som den faktisk er lavet. "LEGO Star Wars - The Movie" ville i hvert fald få mig op af stolen og ind i biografen. :-)

Jeg har også netop installeret et RPG jeg købte for et par måneder siden: Gothic II. Det er et gammelt spil (ca. samtidigt med Morrowind) og det kan man godt fornemme. Det er nemlig det grimmeste 3D-RPG jeg endnu har spillet, noget mindre attraktivt end Morrowind og KOTOR (og lad os slet ikke snakke om Oblivion!), med kantede objekter, primitive teksturer og hakkende animation. Brugerinterfacet er heller ikke godt, bortset fra quest-loggen som er fornuftigt skruet sammen.

Men den smule jeg har spillet har nu været OK alligevel, for det virker som om der er gjort meget ud af verdenen omkring en. NPC'erne har mange spændende ting at fortælle (og det er med talte replikker som i Oblivion), og det virker som om man kan gøre en masse forskellige ting.

Men, men, men, grafikken er det store problem for mig, for det er ret ødelæggende for ens evne til at leve sig ind i spillet, når det bliver præsenteret sådan.

Vores helt med noget bedre udstyr end man starter med!

Tiden må vise om det er noget jeg gider - ellers er der jo heldigvis så mange andre spil at vælge imellem.

Onsdag 23. august 2006 - LEGO Star Wars, tekniske problemer, take II

Det problem jeg havde, med at spillet efter en genstart af maskinen ikke længere kunne starte, var desværre et tilbageværende fænomen. Da jeg i går ville starte spillet, duede det igen ikke mere ("Programmet har udført en ulovlig handling", etc. dukkede op i forbindelse med launch af selve spillet). Og igen måtte jeg reinstallere (denne gange reparerede jeg den eksisterende installation), hvorefter det virkede igen. Lige indtil jeg forlod programmet, hvorefter jeg igen ikke kunne komme ind i det!

Så jeg måtte endnu en gang på nettet for at søge efter løsninger, og denne gang havde jeg heldet mere med mig. Jeg fandt nemlig det officielle forum for tekniske spørgsmål på eidosgames.com . Og det viste sig at der var en del, der havde samme problem som mig: Spillet kan starte ganske få gange efter installation, men derefter er det slut.

Jeg har også, tror jeg (det vil tiden vise!), fundet to løsninger på problemet. Den ene er at installere den patch Eidos har gjort tilgængelig:

LEGO Star Wars patch

Godt nok siger den noget korte dokumentation at "this patch fixes the the Z-Axis controller problem, and adds limited mouse support for in game", men efter jeg installerede den har jeg ikke haft nogen problemer med opstart af spillet, og jeg har startet og forladt det nogle gange og endda genstartet computeren ind imellem! Så indtil videre... Desuden havde patchen den bieffekt at spillet ikke længere checker om CD'en sidder i drevet, så det er faktisk en slags officiel no-cd patch! :-) Mon ikke der har været nogen problemer med kopibeskyttelsen som gør, at firmaet har valgt at slå det fra?

Den anden mulighed, som er den der bliver nævnt i de officielle fora, og som jeg i sagens natur ikke har prøvet endnu, er denne: Før hver opstart af spillet skal man slette SWLEGO.BIN filen, som ligger i spillets installationskatalog. Filen indeholder oplysninger om ens settings (så de bliver nulstillet hver gang) og filen bliver desuden gendannet hver gang man har spillet, hvorfor man skal huske at slette den før hvert eneste spil (eller lave et lille batch-program der sletter den og starter spillet). Denne løsning er blevet nævnt i en del forskellige tråde på forumet, og ser ud til at løse problemet for alle.

Men som sagt, indtil videre virker patchen for mig.

Udover at bruge tid på teknisk bøvl fik jeg også leget lidt, og kom i gang med episode II. Jeg gennemførte et par baner (Obi-Wan mod Jango Fett på vandplaneten hvor klonhæren bliver skabt, samt Anakin og Padme i robotfabrikken), og generelt var det rigtigt sjovt men også ret svært. For det første var boss-kampen mod Jango supersvær. Der var også en del puzzles på banerne, hvor de enkelte personer skulle arbejde sammmen på snedig vis, og der var desuden et par steder hvor ens præcisions-action skills virkelig var på prøve. Lad os bare sige, at R2-D2 røg i lavaen mere end én gang - og mere end 20 gange for den sags skyld. :-)

Tirsdag 22. august 2006 - LEGO Star Wars - The Video Game

Som et alternativ til det lidt tunge og alvorlige Knights of the Old Republic, har jeg købt og installeret endnu et Star Wars-spil. LEGO Star Wars, nemlig! Og det er en noget anden oplevelse end KOTOR, for LSW er et hurtigt og nemt action/adventure/platforms-spil, som er lige egnet til (større) børn og voksne. Spillet består af en række baner - 17 så vidt jeg husker - som repræsenterer action-scener fra episoderne I - III. På hver bane har man en række personer man kan styre. Ja, det er personerne fra Star Wars filmene, og ja, de er små legomænd!

På hver bane skal man så løse gåder, dræbe fjender og finde små lego-klodser (penge!) på vej gennem banen. Når banen er gennemført, låses den næste bane op så man kan spille videre i historien. Man har hele tiden mulighed for at skifte, hvilken person man styrer og det er vigtigt: De forskellige personer har nemlig vidt forskellige evner, og tæt samarbejde er nødvendigt for at komme igennem banerne. Jedierne kan f.eks. slås med lyssværd, lave enorme hop og kan desuden bruge Kraften til at ommøblere på ting, så de f.eks. kan sætte kasser ovenpå hinanden til at danne en trappe, og den slags. Personer med blasters kan selvfølgelig skyde ting, og kan også bruge trækkekabler til visse steder at få adgang til højere beliggende lokationer. Unge Anakin kan snige sig igennem ventilationsskakte, R2-D2 kan åbne visse døre, osv. Personerne er relativt nemme at styre, eneste mangel er faktisk at man ikke selv kan styre kameravinklen overhovedet, og spillet vælger nogen gange at se tingene fra en noget mærkelig vinkel!

Qui-Con og Obi-Wan battler droids

Når man en gang har gennemført en bane kan man efterfølgende genspille den i "frit spil": Nu kan man selv bestemme hvilke personer der skal deltage i banen, og det giver faktisk nogle muligheder man ikke havde i den "slaviske" gennemspilning af banen. Med de lego-penge man tjener på en bane får man også mulighed for at købe nogle af de onde personer, så man for eksempel kan tage Darth Maul med i arenaen på Geonosis.

Qui-Con og Obi-Wan battler FLERE droids!

Et par af banerne er "fartøjsbaner", hvor man i stedet for at løbe omkring med sine personer skal styre et fartøj gennem en bane. Det er f.eks. pod racet fra episode I, samt rumkampen i starten af episode III. Begge disse episoder, og af dem i særdeleshed pod racet, er en meget intens og hektisk oplevelse. Jeg har i hvert fald aldrig set så hurtigt et racerspil som dette, og det er blændende sjovt.

Spillets helt store force er, at det præsterer en let og humoristisk tilgang til sit emne. De forskellige cutscenes indeholder en del humor, ofte af nærmest slapstick-agtig karakter, og bare det at bruge små legomænd gør at det aldrig bliver særligt alvorligt. Selv en skurk som Darth Maul ser mere cute end ond ud. Spilleren kan heller aldrig dø på en bane; mister en person sit sidste liv bliver den bare skilt ad i de legoklodser den er opbygget af, men respawner igen på samme sted få sekunder senere. Eneste straf er, at man mister nogle af sine sammensparede legopenge.

Kampen mod Darth Maul. Så bliver det næsten ikke mere uhyggeligt i LEGO Star Wars

LSW er ikke noget specielt langt spil: Jeg har på 2-3 aftener spillet episode I igennem, og jeg er mildest talt ikke nogen ørn til den slags spil. Anmeldelser der estimerer at man kan spille alle baner igennem på få timer, er nok ikke helt ved siden af.

Det er også et spil hvor to mennesker man kan spille sammen. Spiller nr. to aktiverer sig så blot, hvorefter han får adgang til en af de andre personer på banen. Smart med et socialt element, og manualen nævner da også at det er en god måde hvorpå forældre kan spille sammen med deres børn.

Konklusion: LEGO Star Wars er godt. Rigtigt godt. På sine egne præmisser, naturligvis, for det er jo et let, hurtigt børneegnet spil. Men den søde grafik, den dejlige humor og det solide gameplay gør, at det sandelig også kan spilles af voksne, i hvert fald et stykke tid. Hvem skulle have troet at det var sjovt at spille en lille lego-Obi Wan, men det er det! :-)

Og hvis man synes det er synd at spillet baserer sig på de tre "nye" episoder af Star Wars og ikke de gode gamle med Luke, Han og Leia, skal man ikke fortvivle. LEGO Star Wars II - The Original Trilogy udkommer nemlig i september måned, så det er noget at se frem til. Allerede nu kan man downloade en demo af spillet, som indeholder en bane fra episode IV (Mos Eisley, så vidt jeg ved).

Obi-Wan bruger kraften til at bygge en bro over afgrunden. Jar-Jar kigger på

Mit eneste kritikpunkt af LSW er egentlig at det den anden aften pludselig ikke kunne starte mere. Windows blandede sig med en "Programmet har udført en ulovlig handling" box i forbindelse med start af spillet, hvorefter det lukkede igen. Intet hjalp, og til sidst måtte jeg re-installere spillet. Heldigvis virkede det bagefter, men jeg håber ikke det er noget der sker for tit for så kan man sikkert godt blive lidt træt af det...

Tirsdag 15. august 2006 - Star Wars: Knights of the Old Republic

Det seneste spil jeg kastede mig over inden sommerferien var Star Wars-RPG'et Star Wars: Knights of the Old Republic (KOTOR). Det er et par år gammelt, og selvom det er et 3D rollespil, holder alle sammenligninger med Oblivion og Morrowind op der. KOTOR har nemlig slet ikke noget action-element i sig, og er alene statbaseret. Når man kommer i en kampsituation, pauser spillet faktisk for at man kan få lov til at give ordrer til sig selv og ens med-eventyrere. Når man af-pauser spillet igen, bliver kampen så afviklet foran ens øjne, uden af man selv (nødvendigvis) skal gøre mere.

Historie-mæssigt er spillet også helt anderledes end Morrowind og Oblivion, for KOTOR er meget lineært: Her er der ikke noget med at man har en verden man kan løbe omkring i og udforske som man har lyst til. Nej, der er en historie der skal fortælles, og selvom man har indflydelse på hvad man vil gøre i historien, er det alligevel lagt så meget på skinner for en, at historien f.eks. gennemløber en fast sekvens af kapitler/lokationer inden finalen.

Det større plot drejer sig om de onde Sither, som er ved at overtage galaksen, med en selv som republikkens sidste håb. Historien er sat ikke mindre end 10000 år (!) før de "rigtige" Star Wars historier, og det er egentlig lidt suspekt. På den ene side er det fint, for det har givet forfatterne frie hænder til at finde på en historie, men på den anden side skal resultatet jo føles Star Wars-agtigt hvis det skal være en succes, og derfor føles mange af scenerne og lokationerne i KOTOR da også som let plagiariserede udgaver af tilsvarende scener og lokationer fra filmene. Der er helte og heltinder der skændes venligt med hinanden, wookier med blaster-armbrøste, skumle kantinaer, hvor aliens mødes og små skeletagtige mænd spiller jazz-musik, og den slags. Jeg gribes af en stærk undren over, hvordan pokker et samfund som det vi har her, overhovedet ikke ser ud til at have ændret sig på nogen måde i TI TUSINDE ÅR?! Svaret er selvfølgelig nemt nok, men også lidt skuffende: Det skal ligne det "rigtige" Star Wars, så folk kan nikke genkendende til det de ser.

Men indtil videre virker spillet faktisk. Det føles som om man er med i en Star Wars historie, på godt og ondt. Selv er jeg ikke kommet så langt endnu: Jeg er, sammen med tre venner (den ene af hvem er en wookie) i gang med at finde en forsvunden jedi på den første planet man kommer til, og det indebærer en masse udforskning af underjordiske by- og kloaksystemer, befolket både af onde bandemedlemmer og mærkelige mutant-monstre. Det hele er spændende, men også på grænsen til at være lidt plat, men det er jo netop sådan Star Wars skal føles!

Så indtil videre er KOTOR faktisk ret fornøjeligt, omend det nok ikke bliver en besættelse for mig, som The Elder Scrolls-spillene har været. Men hvis jeg virkelig kommer til at synes om det, venter KOTOR 2 på mig. :-)

Tirsdag 18. juli 2006 - Children of the Nile + et par andre nye spil

Jeg har et stykke tid nu haft lyst til at spille noget andet end de Elder Scrolls spil der har domineret min PC-tid de sidste mange måneder. Og mine idéer har været mange; et andet rollespil, et strategispil, noget historisk, et rumflyve-spil, et togspil, og meget, meget mere.

Men markedet for PC-spil er jo mildest talt en jungle, og jeg er langt mindre kendt her end i brætspilsverdenen. Dels er der jo hele det tekniske bøvl: Opfylder min maskine de nævnte hardwarekrav? Er der kendte tekniske problemer med programmet? Er det stabilt? Kan det tænkes at ødelægge noget andet på maskinen? Det første spørgsmål er egentlig det eneste hvor jeg nu føler mig tryg: Min maskine er supersej, og når den kan køre Oblivion på stort set maksimale settings, kan den køre alt på markedet i dag. Men alle de andre tekniske spørgsmål er noget man bliver nødt til at researche ved at læse anmeldelser, forum indlæg og meget mere.

Og selv når man ser bort fra det tekniske, er der hele spørgsmålet om hvor godt spillet er. Ser det godt (nok) ud, er gameplay noget jeg vil kunne lide, og den slags. Hvis spillet omhandler noget historisk, gør det det så på en måde, jeg kan leve med.

Problemet med mange "historiske" spil til PC'en er nemlig at de ikke er spor historiske. Jovist, som med tyske brætspil har de et tema, og grafisk ser det afgjort flot og historisk ud, men gameplay minder ikke specielt om noget fra virkeligheden. Og problemet som jeg ser det er, at computerspillene forsøger at sprede sig over for meget, rent indholdsmæssigt. Her er historiske (bræt-)krigsspil meget mere fokuserede: Det er OK for et spil at handle om f.eks. Cæsars gallerkrige. Man har et kort over Gallien, man har brikker mv. der repræsenterer tropper, forter, forsyninger og den slags, og man har regler der forklarer hvordan det spiller sammen.

Men sådan en form for fokus ser man aldrig i computerspil: De er nemlig som oftest skåret over en og samme læst, og her er det altid sådan at man skal kunne spille en hel kæmpe-kampagne, hvor man skal have lov til at stå for alt. Man skal håndtere det politiske (tage imod diplomater fra nabolandene, f.eks.), man skal arrangere produktions og infrastruktur-apparatet (bygge byer, bygge "industri", bestemme guvernører), man skal stå for rekruttering af nye tropper, man skal rykke tropperne på det strategiske bræt, og man skal gudhjælpemig også udspille de enkelte slag i pinefulde detaljer, hvor man skal kunne zoome ind på hver enkelt lille infanterist og se hvordan han stikker med sit sværd.

Flot og imponerende ser det ud, selvfølgelig, men problemet er at den slags spil altid ende med at blive en slags generiske empire-building spil placeret i historiske rammer. Og jeg vil gerne have meget mere fokus! Én kampagne eller ét slag! Én hovedperson, så i et scenarie vil jeg være Cæsar og ikke bare "overhovedet for Julius-familien"! Et fokusområde, så hvis jeg skal stå for det militære, gider jeg ikke rode med produktionsapparatet! Skal jeg stå for produktionen, skal de enkelte felttog og slag bort-abstraheres! Den slags, i det hele taget.

Men sådan er det tilsyneladende ikke i historiske computerspil. Folk vil hellere have endnu et flot empire-building spil som ser historisk ud, snarere end noget der faktisk forsøger at simulere en historisk hændelse. Ærgerligt.

Omvendt er jeg ikke mere hellig end at et flot nok præsenteret tema kan omvende mig. Og sådan er det nok med et af de nye spil jeg lige har købt, nemlig Tilted Mill/Sega's Immortal Cities: Children of the Nile. Det er nemlig et bybygge-spil a la Sim City, en genre som normalt slet ikke siger mig noget. Men dette bybygge-spil foregår selvfølgelig i det gamle Ægypten, og denne gang er det udstyret med en rigtig 3D-engine, så man ser sin by i ægte perspektiv, og kan zoome ind, ud, rundt og op og ned i den. De enkelte borgere i byen tusser nemlig rundt og passer deres arbejde, og man kan faktisk få kameraet til at følge dem helt tæt på, så man ender med en slags "virtuel-det-gamle-Ægypten-verden"!

Så da Fona endda solgte spillet til 70,- var det bare at slå til. For hvordan kan en gamle-Ægypten-nørd som jeg stå for skærmbilleder som disse:

Foran faraos palads demonstrerer en enkelt håndværker over forholdene

En murstensmager på arbejde

Jeg er lige startet på det første tutorial-scenarie, og ikke overraskende er der meget at holde styr på. Min by ligner slet ikke byen fra det første skærmbillede (endnu), men er istedet et par pæne huse, og derudover små håndværkerhuse og faldefærdige hytter til bønderne for resten. Farao (mig!) har også et palads, men det er vist den lille udgave. :-)

Men sjovt er det - indtil nu, i hvert fald - og til prisen forventer jeg ikke at det er noget jeg absolut skal dyrke i årevis herefter.

Da jeg alligevel var ude og købe computerspil, faldt jeg over et par andre, billige spil som jeg syntes jeg måtte have. Det første er et ældre 3D rollespil, Gothic II som ligner, og er cirka samtidigt med Morrowind. Interfacet skulle være værre end Morrowinds (!), men historien måske lidt mere fokuseret og lineær, så det er noget jeg ikke havde noget imod at prøve. Næste spil i serien, Gothic III, forventes faktisk at udkomme til efteråret, og på de preview-screenshots jeg har set, ser det meget flot og Oblivion-agtigt ud.

Og da Gothic II var en del af en to-spil-for-stort-set-et-spils-pris deal, tog jeg et andet spil med også. Denne gang var det faktisk et af de ovenfor kritiserede "historiske" strategispil, nemlig Medieval: Total War, som er en del af en serie af strategispil, hvor det sidste handler om Rom. Medieval-pakken indholdt også udvidelsen til spillet, Viking Invasion.

Jeg har nok at se til, altså! Children of the Nile i første omgang, men forhåbentlig kommer jeg til at kigge på de andre også inden for en overskuelig fremtid.