Efter at have skrevet det foregående indlæg gik jeg, som jeg egentlig lidt havde forventet, i stå med Fable. Der gik et par uger hvor jeg ikke kunne tage mig sammen til at røre det, men til sidst fik jeg lyst og energi til at gøre det færdigt. Jeg brugte derpå et par aftener på at samle sølvnøgler, finde unikke artifacts, gennemføre revl og krat af 'side quests', og endelig fik jeg også gjort det store main quest-forløb færdigt. Slutningen - endnu en kamp mod den onde Jack of Blades - er et tilpas sejt klimaks på hele historien. Så det var så det - jeg vil ikke udelukke at jeg kan finde på at spille det igen en gang, men for nu er jeg færdig med det. Men, mand, hvor var det en god oplevelse så længe det varede. :-)

Af spil iøvrigt har jeg købt et andet porteret-fra-konsol-action-RPG, denne gang Jade Empire. Her er vi i en mytisk udgave af det Fjerne Østen, med alt hvad det indebærer af eksotiske landskaber og monstre, og selvfølgelig masser af mulighed for avancerede martial arts. Jeg har dog ikke fået prøvet vidunderet endnu: Efter Fable har jeg haft svært ved at tage mig sammen til at spille "store" spil, og har istedet begrænset mig til små PC-implementationer af brætspil.

Men på et tidspunkt skal jeg i gang med Jade Empire!

Torsdag 14. juni 2007 - Fable, 3 uger senere

De sidste uger har stået i Fables tegn. Jeg er ikke helt igennem det centrale quest-forløb endnu, men er dog nået så langt at der højst kan blive tale om en aften eller to mere, før det er opnået. Forinden vil jeg dog gennemløbe nogle af de forskellige side-quests, for efter sigende standser ens spil, når man er færdig med main quest'en.

Spillet er stadig rigtig sjovt, men jeg kan mærke at mine ellers meget varme følelser for spillet er ved at kølne lidt. Jeg har f.eks. ikke længere nogen trang til nødvendigvis at skulle spille det hver aften. Min karakter er også blevet vanvittigt sej, hvilket både er godt og skidt: På den ene side er det fint at han nu ikke længere har noget at frygte af nogen former for monstre, og det går tjept med at få onduleret fjenderne hvilket er rart, da Fable er et RPG med rigtig meget kamp i. På den anden side går der lidt for meget "monty haul" i den - det bliver simpelt hen for nemt - og action-delen af spillet er ikke længere så sjov som den har været.

Men uanset om det er et spil, jeg vil spille i mange timer herefter, har jeg i hvert fald fået meget for mine penge, for der er ikke mange computerspil jeg har moret mig så godt med som Fable...

Måske jeg skulle komme lidt videre med Oblivion igen, når løbet er kørt med Fable?

Torsdag 24. maj 2007 - Fable: The Lost Chapters

Jeg har gennem lang tid kigget efter action-RPG'et Fable: The Lost Chapters, udviklet af Lionhead Studios og udgivet tilbage i efteråret 2005 af ingen mindre end Microsoft. Spillet - uden "the lost chapters" - er oprindeligt udgivet som konsolspil til X-box'en og det bærer PC-versionen også lidt præg af.

Indtil nu har spillet ligget på sin uhyrlige startpris (mellem 350 og 400 kr.) i alle butikker, men den anden dag fandt jeg endelig et eksemplar der var blevet nedsat til et noget mere humant beløb. Selvfølgelig slog jeg til, og i går aftes fik jeg så prøvet kræfter med det i et par timer.

Selv om spillet på mange måder er samme genre som de RPG'er jeg allerede har spillet (fantasy, 3D, osv.) er det alligevel på lige så mange måder en total modsætning til de åbne Elder Scrolls spil jeg har dyrket hidtil. Fable er nemlig absolut ikke en "åben" verden: Plottet er fuldstændigt lineært, og verdenen virker mere som en række sammenhængende baner end som den "virtuelle sandkasse" Elder Scrolls spillene giver en. Grafikken er også meget mere i stil med den man finder i f.eks. World of Warcraft, holdt i en overdreven og tegneserie-agtig stil: Folks udseende og grimasser er stærkt karikerede, og f.eks. sværd er mindst to meter lange og en halv meter brede. Der er mange arcade-agtige elementer også, fra NPC'ere der lyser op hvis de har noget interessant at sige til 'experience orbs', som døde fjender efterlader på jorden og som man skal samle op, hvis man vil have erfaring... Alligevel er der noget ved grafikken der fænger, og det er nok især den ambiente stemning den bidrager med. Til trods for det tegneserie- og arcade-agtige er den nemlig meget stemningsfyldt, men smukke lys- og skyggeeffekter, vajende græs og den slags.

Det grundlæggende plot er der ikke meget originalt over: En ung dreng mister sin familie i et angreb på sin landsby, men bliver reddet og vokser op på "helte-skolen". Som voksen er han uddannet som "helt", og kan drage ud i verden og lave forskellige heltegerninger.

Man starter faktisk spillet som dreng, og ens første quest er noget så banalt som at skaffe penge til sin søsters fødselsdagsgave. Man kan være en flink fyr og benytte sig af, at farmand tilbyder at betale en lidt penge for hver god gerning man laver i landsbyen, men man kan også vælge at være den lokale bølle der stjæler pengene, får dem som bestikkelse for at holde mund med en utro mands sidespring, osv. Uanset ens første valg bliver landsbyen overfaldet, man reddes til Hero's Guild, og efter en række tests af ens færdigheder - som også fungerer som en tutorial i spillet - vil tiden blive spolet nogle år frem og vor helt vil som voksen være klar til at drage ud i verden.

Fable's helt store innovation (eller salgspunkt i det mindste) er, at man kan vælge sin egen skæbne (god eller ond) og verdenen omkring en afspejler det: Ikke alene vil andre folk behandle en forskelligt afhængigt af hvordan man er, men selv ens udseende vil afspejle ens valg. Er man gennemført ond vil man med tiden komme til at se ond ud, og sågar ende med horn i panden! :-) Er man kriger vil man blive stor og muskuløs, spiser man uden at bevæge sig bliver man tyk, osv. Jo, det med udseendet kan måske lyde lidt plat, og det er det måske også, men det er nu også en ret cool feature.

Min første aften med spillet bragte mig igennem min helte-træning, og jeg nåede at drage ud i verden, opdage lidt af den og løse nogle quests. Brugerinterfacet har været til at finde ud af - de mange tutorials gør det selvfølgelig nemt for en - og i det hele taget har det været et underholdende første møde med Fable.

Det der har imponeret mig mest hidtil er hvor levende verdenen virker. Geografisk er den selvfølgelig stærkt begrænset, men til gengæld er der så meget indhold i den, at man bliver helt overvældet. I særdeleshed er NPC'erne rigtigt godt lavet: De fleste har noget spændende at sige, deres mimik er meget levende, og de virker i det hele taget meget overbevisende. Alene start-landsbyen lægger stilen: Glem alt om Morrowind (og Oblivion for den sags skyld) hvor NPC'erne virker statiske og stive. I Fable er der liv i gaderne, børn løber omkring alle vegne, og man kan høre de handlende i det fjerne som højlydt reklamerer for deres varer.

Der er mange elementer i Fable jeg ikke er vild med; det lineære plot, den "bane-agtige" geografi, og den tegneserieagtige grafikstil som de store syndere, men jeg må alligevel indrømme at jeg indtil nu har moret mig glimrende. Faktisk glæder jeg mig til at komme til at spille videre, og det er et stykke tid siden jeg sidst har haft det sådan med et computerspil.

Tirsdag 15. maj 2007 - Nyt på computerspilsfronten

Måske længtes jeg ikke så meget efter Shivering Isles til Oblivion som jeg troede jeg ville gøre. I hvert fald må jeg konstatere, at jeg ikke har spillet det så meget siden sidst. Jeg er kommet noget videre i spillets main quest (er i øjeblikket ved at prøve at tage livet af Mania-prinsen), men det er længe siden jeg sidst har spillet det.

Faktisk har de fleste af mine computerspilstimer den sidste måneds tid været brugt på en computerudgave af brætspillet Yspahan, som Günther Rosenbaum har udviklet for Westpark Gamers i Tyskland. Günther lavede også en PC-version af Hans im Glücks St. Petersburg, som jeg spillede meget for et par år siden. Begge spil kan downloades gratis på Westpark Gamers' site.

Det sjove ved Yspahan (som i sin brætspilsversion er det seneste udspil fra firmaet Ystari) er at jeg ikke havde prøvet det som brætspil før PC-versionen udkom. Det har på den måde været en glimrende introduktion til et spil, som jeg egentlig havde afskrevet som brætspil på grund af blandede anmeldelser. Men så slemt er det nu ikke: Yspahan er måske ikke "det næste Puerto Rico" (men hvad er det?), men det er faktisk et ret godt spil alligevel. Jeg har efterhånden gennemført næsten 100 spil på computeren, og har moret mig fint så længe.

Desværre er AI'erne i den seneste version ikke fantastisk gode. I særdeleshed er der er degenereret strategi man kan forfølge, som de ikke kan forsvare sig imod i den aktuelle version. Det er derfor ret let at vinde stort i de fleste spil. Günther arbejder dog efter eget udsagn på en opdateret version der kan bremse den degenererede strategi. :-)

Af andre spil har jeg spillet science-fiction eventyrspillet DarkStar One. Næh, næh, jeg har ikke igen været ude at købe nyt, jeg har nemlig lånt det på Frederiksberg Bibliotek! Til trods for at det er et ret nyt spil, endda. Se, det er jo ikke så ringe at man kan den slags, og der er afgjort potentiale i at prøve nogle spil på den måde, uden nødvendigvis at skulle poste penge ud på dem først (det "andet", gratis alternativ til biblioteker er jo ikke noget jeg sådan rigtigt gør det i).

Nå, men DarkStar One er som sagt et science-fiction spil. Kort fortalt flyver man omkring i galaksen i sit seje, lille rumskib, handler med varer, løser missioner, ondulerer pirater, og den slags. Med tiden får man ry efter hvad man har foretaget sig, og man kan også opgradere sit rumskib med alskens fancy hardware. Det er selvfølgelig et 3D-spil, og aldrig har jeg set rummet så farverigt og flot som her.

Tilbage i 80'erne havde jeg et langt forhold til computerspillet Elite, og det sjove i den forbindelse er at Dark Star One konceptuelt minder meget om en slags Elite, 25 år senere. Meget er selvfølgelig sket i den tid, ikke mindst på grafikområdet, og det er nok tvivlsomt om Elite i sin oprindelige udgave kunne fænge mig i dag, men det er sjovt at se et nyt spil som i så høj grad har skævet til en gammel klassiker.

Holder det så? Jaa, lidt tøvende må jeg sige at det gør det nok. Jeg er ikke ekstatisk over at spille det, for jeg har allerede efter få afteners spil lidt fornemmelsen af at "har man set ét solsystem, har man set dem alle", men alligevel må jeg sige at det indtil videre er ret sjovt. Det er i hvert fald et spil der rammer en genre jeg har ledt efter i årevis.

Tirsdag 20. marts 2007 - Prince of Persia: The Sands of Time

Med undtagelse af Sid Meier's Pirates, Morrowind og Oblivion, er der vel ikke mange PC-spil der rigtigt har fanget mig, og de fleste af mine anskaffelser bruger jeg en aften eller to på, hvorefter jeg bliver træt af dem.

Det kan derfor ikke undre, at jeg igen skriver om et nyt spil. :-) Et nyt, gammelt spil faktisk, nemlig Prince of Persia: The Sands of Time. Der foreligger faktisk en hel række af Prince of Persia spil, gående helt tilbage til et todimensionelt platformsspil, som Frederik og jeg spillede meget tilbage i starten af halvfemserne. Siden er spillene blevet 3D: The Sands of Time fra 2003 er det første af disse. Grunden til at jeg faldt over The Sands of Time, skyldtes egentlig at Frederik havde anbefalet det nyeste af Prince of Persia spillene, The Two Thrones, som han havde spillet på sin Playstation. Jeg gik derfor først i research-mode, og læste mig frem til at både The Two Thrones og The Sands of Time var meget positivt anmeldte spil. Da jeg endelig stod i en butik, havde de ikke The Two Thrones, men mente at det snart ville komme som billig-udgave. I mellemtiden havde de dog The Sands of Time, og da det var til små penge, købte jeg det.

Og det er faktisk sjovt... Stilmæssigt er det lidt svært at placere, med elementer af både en klassisk 3D shooter og adventure-spil, men med et lige så stærkt element af platformsspil. For godt nok er det blevet flot og tredimensionelt, men det gælder stadig om at bane sig vej gennem en labyrint af rum og gange, hoppende over afgrunde, løbende på væggen, svingende sig i tove og på stænger, og meget mere. Undervejs støder man også ind i forskellige bad guys, som man (forhåbentlig) akrobatisk og på bedste Hong Kong-fighting manér får sat ud af spillet. En magisk daggert, som besidder stærke kræfter (og som man heldigvis får ret tidligt i spillet), giver mulighed for en lang række spændende tricks, ikke mindst muligheden for at skrue tiden lidt tilbage, hvis man har lavet en fejl, og f.eks. er ved at dø.

Skal jeg sige noget negativt, må det uden tvivl være det, at spillet kun på visse specielle tidspunkter giver en lov til at gemme sit spil... Der kan nemlig godt være en del rum/baner mellem hvert save point, og det er faktisk ret træls at starte spillet, for dernæst at bruge den første halve time på at spille nogle baner, man allerede har gennemført.

I sagens natur er spillet jo også et spil, hvor reklekser og hand-eye-coordination belønnes. Den type evner har aldrig været noget jeg har været god til, og det er nok ikke blevet bedre med alderen. Derfor virker spillet faktisk nogle gange ret svært, og det kan godt være lidt frustrerende at prøve for tiende gang at time sit akrobatiske hop helt rigtigt, så man ikke falder i afgrunden igen. Så mens jeg har siddet nogle dage efterhånden og spillet The Sands of Time til sent på aftenen, ender det oftest med at jeg stopper, ikke så meget fordi det er blevet sent, men fordi jeg simpelthen føler mig for udmattet til at spille videre.

Indtil videre er spillet dog et hit, og jeg glæder mig til at spille videre...! Da jeg kun er i gang med 2. kapitel ud af 10 mulige, er der noget at arbejde med i mange aftener endnu. :-)

Onsdag 7. marts 2007 - Nyt på computerspilsfronten

Jeg har faktisk ikke fået spillet meget computerspil den sidste måneds tid. Lidt Oblivion; jeg spillede Mehrune's Razor, som faktisk er en rigtig sej, kæmpe dungeon. Og jeg har lavet lidt flere guild-quests - i øjeblikket Thieves' Guild, men deres quests er ærligt talt lidt kedelige...

Jeg ser derfor frem til Shivering Isles udvidelsen, som efter alt at dømme skulle være på hylderne i slutningen af måneden.

Udover at spille Oblivion har jeg købt (og spillet en lille smule) spillet IL-2 Sturmovik. Det er en ældre 2. verdenskrig-flysimulator, oprindeligt udgivet i 2001. Og scenarierne foregår, noget atypisk, på Østfronten.

Mit umiddelbare indtryk var ret godt. Flyet virkede hverken for nemt eller svært at flyve, grafikken var flot, og mit eneste problem var egentlig bare at jeg ikke kunne finde ud af scenariet. :-)

Men IL-2 Sturmovik er afgjort et spil, jeg vil vende tilbage til.

Mandag 5. februar 2007 - Hvad spiller jeg? - Opdatering

Udover en række computerudgaver af forskellige brætspil (Ra, Titan/Colossus, et par andre) har jeg den sidste måneds tid primært spillet to spil:

For det første Sid Meier's Pirates, hvor jeg nu har kørt endnu en karakter op på det maksimale antal prestigepoints (126). Og det var jo meget sjovt, men nu har jeg ikke noget imod en lille pause fra sørøveriet igen... :-)

Desuden er jeg vendt lidt tilbage til Oblivion, hvor jeg har gjort Knights of the Nine quest-forløbet færdigt. For en måned siden skrev jeg, at jeg langtfra var kommet igennem det endnu, men faktisk var jeg længere end jeg troede, og et par afteners 'questen' kunne afgøre sagen. Alt i alt er KOTN er udemærket, underholdende scenarie. En anelse trivielt og med lidt for meget gentagelse visse steder (var det f.eks. virkelig nødvendigt at sende en på quests efter ikke ét, men seks forskellige relikvier?!). Men dele af spillet er rigtigt gode, der er nogle fine dungeons, og man får endda lov til at se et gammelt abbedi blive genopbygget for øjnene af en, mens frivillige ordensbrødre strømmer til.

Jeg har også spillet et par af de andre små plugins der fulgte med KOTN DVD'en (troldmandstårnet og tyve/pirat-hulen). Og de var ærligt talt lidt skuffende... Begge er bare nye lokaliteter som man, mod at fuldføre nogle meget minimalistiske quests kan komme til at eje. Ikke noget der får en til at hoppe op og ned i stolen, vel?

Jeg mangler endnu at kigge på Mehrune's Razor plugin'et, og det bliver nok det næste. Efter sigende skulle det indeholde en af de, hvis ikke den største dungeon der endnu er set i Oblivion. Mmmm, dungeons... :-)

Fredag 5. januar 2007 - Sid Meier's Pirates med mere...

Det er blevet til en anelse Knights of the Nine siden sidst, men jeg er langtfra kommet igennem det endnu. Og faktisk har jeg mest, når jeg endelig spiller computerspil, spillet Sid Meier's Pirates igen. Arrr, det er evigt sjovt at være en sørøver, hvad enten det gælder brutale entringer af spanske handelsskibe, angreb på fjendtlige byer, afstraffelse af konkurrerende sørøvere, søgen efter skjulte skatte, eller en elegant svingom med den yndige kæreste i Grand Bahamas. :-)

Ellers er jeg faldet over noget så cool som en 3D udgave af klassikeren Paradroid, kaldet Paradroidz og udviklet i Java, for det ikke skal være løgn. Nogen fantastisk klassiker er 3D Paradroidz måske ikke, men sjovt er det absolut!

Jeg har også erhvervet mig et spil i min hade-genre (RTS / real-time strategy): Battle for Middle-Earth II, hvor temaet altså i mit tilfælde har trumfet genren. Jeg har ikke prøvet det endnu, så tiden må vise om det er noget for mig...